13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12778Visninger
AA

3. When i'm gone.

 

Jeg kunne hører hoveddøren smække i, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. ”Sov godt prinsesse” jeg kyssede hende forsigtigt på kinden, og rejste mig fra sengen.

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” snerrede jeg vredt, i det jeg trådte ud af Macys værelse. Hun lagde sin taske på bordet, og slog en boble med det tyggegummi hun havde i munden. ”Fordi du ville reagere sådan” hun gik ind mod stuen, og jeg fulgte med tunge skridt efter.

”Helt ærligt, du kunne i det mindste have forberedt mig på det” jeg prøvede at få mig selv til at falde ned, men jeg blev mere og mere vred. ”Slap nu af, der sker jo ikke noget” hun smilede og tog fat i slikskålen, mens hun satte fødderne op på stolen. Jeg fnes, og tog skålen ud af hendes hånd.

”Lad nu vær med at opfører dig som et pattebarn” hun kiggede strengt på mig, med et udtryk der viste at hun bare ikke kunne mere ligeglad. ”Opfører jeg mig som et pattebarn?!” jeg tyssede på mig selv, da jeg ikke ville vække Macy, for hun skulle specielt ikke hører vores skænderier. ”Jeg er den i huset, der opfører mig mest voksent!” snerrede jeg, mens jeg borede mine negle ind i håndfladen, så en stærk smerte gik igennem mig. ”Du bekymre dig ikke om nogen af os og jeg er skide træt af det!” jeg gik med bestemte skridt tilbage mod værelserne, men gik direkte ind i Macy, der kom gående med sin bamse i hånden.

”Er mor sur?” hun blinkede et par gange, og jeg kunne se at hun havde hørt lidt for meget. Jeg tvang mig selv til at smile til hende, og satte mig på hug. ”Nej selvfølgelig ikke” jeg tog hendes hånd, og førte hende ind på værelset igen.

”Kommer mor ikke og siger godnat?” jeg lagde dynen over hende, mens mit smil langsomt falmede. ”Skal jeg få hende herind?” jeg rystede hendes hovedpude, og gav hendes hånd et klem. Hun rystede stille på hovedet, og gabte.

Hun lukkede søvnigt øjnene i og hendes kære smil blev til et par samlede læber, og dybe vejrtrækninger. Jeg kyssede hendes hånd, og slap den forsigtigt. Jeg gik med tårer i øjnene mod døren, og lukkede den forsigtigt i efter mig.

”Du forstår det bare ikke gør du?” jeg stod i døråbningen til stuen, hvor mor sad med fjernbetjeningen i hånden, og skiftede mellem de mange kanaler. Hun kiggede sig over skulderen og et falskt smil viste sig på hendes læber. ”Mor vi bliver nødt til at snakke om kemobehandlingen”, jeg foldede hænderne, og kiggede afventende på hende, da hun derefter drejede stolen om så hun kunne se min hel figur. ”Hvad med den?” hun kiggede alvorligt på mig, men jeg kunne se at det ikke bekymrede hende overhoved. ”Ja vi bliver nødt til at finde på en plan angående Macy” hun tog et stykke slik, fra skålen, og rettede derefter igen sin opmærksomhed imod mig. ”Jeg lytter” hendes måde at sige det på, var så helt igennem barnligt at jeg fik ondt af Macy. Tænk at jeg skulle lade Macy i det ders hænder. Jeg var ikke engang sikker på at jeg kunne kalde hende min mor mere.

Godt nok havde hun reageret hårdt på at far tog af sted, men hun burde være klog nok til at vide, at det ikke var en god idé at give mor rollen videre til en seksten årig pige, der ikke kunne andet end at kritisere folk, for at holde hemmeligheden hemmelig.

Siden jeg fik at vide at jeg havde leukæmi, havde jeg opført mig som om jeg ikke vidste noget om det.  Jeg havde ændret mig, overfor alle andre end Macy. Jeg synes ikke at hun fortjente at jeg opførte mig falskt overfor hende, men alligevel havde jeg dårlig samvittighed over at holde mit livs største hemmelighed hemmelig for hende. Hun var min personlige prinsesse, og jeg ville gøre alt for at blive sammen med hende.

”Du skal være der for hende, når jeg begynder på behandlingen, for jeg vil ikke længere være der til at beskytte hende.” jeg sukkede, og kunne mærke tårerne presse sig på. ”Og hvis det går galt, så må du for alt i verdenen ikke få hende til at blive ligesom mig.”, jeg pustede ud, og kunne se at hun skulle til at kommentere det. ”Nej mor.. Bare lov mig at du passer på hende” jeg halvløb ind på mit værelse og smed mig i sengen. 

Jeg kunne ikke lide tanken om at forlade Macy, mens hun stadigvæk var så ung. Mens hun stadigvæk havde brug for mig. Jeg måtte være stærk, og klare mig igennem behandlingen uden hjælp, ligesom sidste gang.

Jeg lukkede langsomt øjnene, og ænsede ikke mobilen der vibrerede på bordet. Jeg kom i tanke om koncerten i morgen og et smil formede sig på mine læber. Jeg skulle se Macy smile. Større end nogen sinde, og det skulle være pga. noget jeg havde gjort for hende og ikke en ny Ipad, som mor havde købt for fars penge.

Jeg kunne mærke at jeg var ved at falde hen, så jeg skyndte mig ud og børste tænder, og lod mit hår falde ned på ryggen. Jeg spyttede ud, og smilede tilfredst for derefter at tørre min mund. Jeg satte mit hår op i en høj heste hale, og sleb mine fødder hen over gulvet, og smed mig i sengen igen.

 

”Men hvor skal du hen?”, far smilede let og tog min hånd, mens han satte sig på stolen. ”Det er lige meget. Det vigtigste er at du altid kan ringe hvis du får det dårligt” han kyssede min pande, og kiggede hen mod mor, der stod med tårer i øjnene. Jeg nikkede, mens jeg lagde mig tilbage på puden. Jeg kiggede rundt i det nybyggede værelse, kun tilegnet til mig. Jeg var endelig stor nok til at sove på mit eget værelse. ”Hvor længe er du væk?” spurgte jeg genert, mens et lille smil viste sig på mine læber. Han sukkede dybt, og lænede sig ind over mig. ”Kun et lille stykke tid, jeg er snart hjemme igen” han slukkede for min lampe, og kyssede mig på panden. ”Godnat prinsesse.” han slap min hånd, og lod sine fingre glide ned over mine øjenlåg, uden egentlig at ramme dem. Det gjorde han for at vise mig at det var på tide at falde til ro. ”Jeg elsker dig far” mumlede jeg, og nåede lige at høre ham svare inden jeg faldt hen. ”Og jeg elsker dig Toribelle”

 

Jeg vågnede ved berøring på min skulder. Jeg satte mig forskrækket op, og prøvede at finde ud af hvem det var. ”Du må ikke græde” hendes skrøbelige stemme ramte mig som en lussing på kinden. ”Hvad laver du her inde? Du skal altså sove” jeg kunne svagt se at hun tippede frem og tilbage på tæerne, hvilket betød at hun havde noget på hjertet. ”Jeg kan ikke sove” jeg smilede let, selvom hun ikke kunne se det, og gjorde plads til hende. Hun kravlede ind ved siden af mig og tog dynen helt op til nakken. Jeg lagde min arm om hende, og skubbede hende helt ind til mig.

”Tori?”, hendes stemme var ved at knække, og jeg kunne høre hendes svage snøften. Jeg kunne ikke lide at hører hende græde. ”Mhm?” hun greb fat i min hånd, og jeg kunne pludselig mærke hvor meget hun rystede. ”Du forlader mig ikke vel?” jeg blev helt forskrækket over hendes spørgsmål, og var ved at gå i panik. Hun skulle ikke vide det. Hun ville ikke kunne holde til det.

”Hvad mener du?” spurgte jeg forsigtigt. Hun rullede rundt, så hun lå med ansigtet mod mit, og jeg kunne svagt se tårerne i hendes oplysende øjne. ”Jeg kunne hører at du sagde at du ikke ville være der mere” snøftede hun, hvilket stak mig i hjertet. Jeg ville for alt i verdenen ikke forlade hende. Hun fortjente en ordentlig opvækst, ikke ligesom min. Jeg havde brugt halvdelen af min barndom, på det hospital.

”Jeg ville aldrig forlade dig prinsesse.” hun vendte sig om igen, og jeg begyndte stille at kysse hende i håret. Hun strammede grebet om min hånd, og jeg gav den et beroligende klem.

”Kan du synge for mig?” jeg trak på skuldrende, og begyndte stille at grine. ”Søde skat, der er dig der kan synge, ikke mig” hun fniste stolt, og jeg kunne fornemme et smil på hendes læber. ”Vil du ikke nok?” jeg sukkede, med et smil på læben, og lænede mig ned til hendes øre. 

 

"So just give it one more try 

To a lullaby 

And turn this up on the radio.

If you can hear me now 

I'm reaching out 

To let you know that you're not alone 

And you can't tell 

I'm scared as hell 

Cause I can't get you on the telephone 

So just close your eyes 

Well honey here comes a lullaby 

Your very own lullaby"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...