13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12791Visninger
AA

18. We should be.

 

Eleanors synsvinkel

Jeg kendte hende ikke, men da Louis ringede og sagde at de havde brug for mig, måtte jeg tænke taktisk. De var jo i gang med en koncert på dette tidspunkt så det måtte næsten være vigtigt. ”Det er fint her” jeg smilede til taxa chaufføren, gav han penge og trådte ud i aftenvarmen. Jeg ville tro at det var den varmeste aften jeg havde oplevet i London, men nu var jeg jo tit på job om aftenen så det var ikke rigtigt fordi jeg havde lagt mærke til varmen før. Jeg gik forbi et par fans, de sidste par meter hen til hospitalet, og jeg fik taget billeder med dem. Det at de var så glade for at møde mig, når det var Louis der var kendt forstod jeg ikke. Men det lyste deres dag op så hvorfor ikke bare lade sig rive med af stemningen?

Jeg trådte ind til receptionen og smilede venligt for derefter at blive eskorteret hen til et værelse der så ret så sørgeligt ud. Jeg havde kun været her én gang og det var da min veninde slog sin arm, men jeg havde altid syntes at steder som dette var ubehagelige og decideret klamme. Jeg kiggede rundt i rummet. Det var tomt bortset fra en lille pige der sad på en stol helt henne ved vinduet og kiggede ud. Jeg kunne hører små snøft, og kunne regne ud at det var den pige jeg skulle passe.

”Undskyld?” jeg prikkede hende på skulderen og hun vendte sig straks om for at kigge godt op og ned af mig. ”Hej jeg hedder Eleanor” jeg smilede genert og kunne godt se på hende at hun kendte mig. ”Ej hvor vildt! Du er Eleanor Calder! Louis’ kæreste! ” hun grinede lidt genert inden hun rakte hånden frem. ”Jeg hedder Macy” sagde hun skrøbeligt inden hun borede sine øjne ind i mine. De var utrolig smukke. ”Du er da en utrolig høflig pige” jeg smilede forsigtigt og gav hende et forsigtigt kram i stedet for at tage imod hånden. Hun lagde straks armene om mig og jeg kunne hører at hun snusede til mig, hvilket jeg egentlig fandt lidt underligt, men hun var jo så lille.

”Hvad er der så sket?” jeg fandt en stol frem og satte den ved siden af Macys, og lagde det ene ben over det andet. Jeg kunne se at jeg ramte et ømt punkt, og hun kiggede straks væk da hun begyndte at få tårer i øjnene. ”De tog hende med” jeg kiggede på hende med store øjne. ”Tog hende med? Hvem tog hvem med?” jeg havde ikke rigtigt fået forklaringen på hvorfor de havde brug for mig til at passe Macy, men de havde været tidspresset og sagde at Macy nok skulle forklare mig hvad der skete. Jeg kendte ikke nogle af dem, hverken Macy, eller den pige de snakkede om så tit, men jeg kunne regne ud at det var en der betød noget for Liam.

Macy kiggede på mig med tårefyldte øjne og kiggede derefter mod døren. ”Tori. Lægerne tog Tori med” Jeg kunne regne ud at hende Tori, var den Liam havde noget med, den de havde kommet hjem og lavet fællesmøde om, men det lød også på Louis som om Danielle var blevet veninder med hende. Derfor undrede det mig hvorfor jeg ikke havde mødt hende endnu.”Hvor tog de hende hen?”, jeg kunne se at hun trak på skuldrende og lidt efter krammede hun mig igen for derefter at viske at hun skulle på toilettet. Jeg smilede stille og rejste mig. Hun rakte ud efter min hånd, hvilket jeg undrede mig over, men igen hun så, så ung ud så hun måtte være vant til at holde folk i hånden når de skulle nogle steder hen.

Vi kom ud på gangen og der gik ikke lang tid før jeg fik øje på et toilet skilt og hjalp Macy derhen. Hun gik ind af døren og bad mig om at stå udenfor hvilket jeg så gjorde. ”Tori Whitnell på stue 192” hørte jeg lavt hvilket fik min opmærksomhed. Det måtte være hende. Jeg kiggede på lang afstand på numrene over dørene og fandt så nummeret de lige havde snakket om. Jeg skulle til at gå derhen da Macy kom ud fra døren og tog min hånd for at vi skulle gå tilbage. Jeg havde stadigvæk blikket på døren og lod Macy trække mig hen til den stue hun sad på og ventede. 

”Jeg går lige ud og.. henter noget at drikke” jeg smilede roligt til hende, og tog min taske, for at gå ud på gangen og tilbage ned mod nummer 192. Jeg stilte mig forsigtigt hen til døren og kiggede ind af vinduet til værelset. Det så trist og mørkt ud og det eneste der havde bare en smule farve, var et lysende armbånd patienten der lå i sengen havde på. Alt anden var hvidt. Jeg kiggede mig omkring, for derefter at liste ind og langsomt gå hen mod sengen.

Hun havde lukkede øjne og lå helt perfekt. Ikke som om hun sov. Men som var hun i koma eller noget. Hun lå i respiratorbehandling. Jeg blev nødt til at kigge væk da det gjorde for ondt at se på. Jeg vidste ikke hvor længe hun havde ligget der, men jeg kunne se en tåre ligge på hendes kind. Den var ikke nået ned endnu, den sad stadigvæk på hende. ”Hey du må ikke være herinde” jeg vendte mig forskrækket om til en læge der så ud til at være godt sur. ”Undskyld jeg.. det er bare fordi.. øhm, hvor lang tid skal hun ligger herinde? Kan hun ikke komme ind i sit gamle rum?” han rystede straks på hovedet, men så alligevel ud til at tænke sig om. ”Hun har stadigvæk brug for hvile. Det vil ikke hjælpe at hun bliver vækket af små børn” han vendte ryggen til og skulle til at gå ud da jeg uventet tog fat i hans skulder. ”For det første er det hendes lillesøster, og hvis hun får at vide at det er bedst for Tori at hun er stille, så er hun stille”, han vendte sig mod mig igen og kiggede alvorligt på mig. ”Og for det andet er der vel ikke forskel om hun får søvn og er i respiratorbehandling herinde eller henne hos sin søster” jeg smilede stolt da jeg selv syntes det lød utrolig klogt. Han kiggede lidt på mig inden han nikkede bekræftende. ”Fint, jeg får nogle til at flytte hende om lidt” jeg smilede taknemligt og kiggede en sidste gang på Tori, inden jeg blev fulgt ud af rummet og gik tilbage til værelset Macy var på. ”Skulle du ikke have noget at drikke?” spurgte hun forvirret. Jeg rystede på hovedet. ”Det går nok. Og Tori bliver rykket herind om lidt” hun kiggede straks op og jeg kunne fornemme et smil på hendes læber. ”Men hun skal have ro, så ikke noget med at snakke højt okay?” jeg smilede forsigtigt til hende og det så ud som om hun havde forstået ordren. Hun krammede mig hurtigt og sørgede for at sidde stille på stolen indtil døren åbnede.

Det var dog ikke Tori der kom ind, men Danielle. ”Hey Eleanor! Hvad laver du her?” Macy løb direkte ind i armene på Danielle og hun tog hende straks op i armene og satte sig hen på stolen. ”Hey prinsesse, har du hørt noget fra Tori?” Macy nikkede med det samme og fortalte hende præcis hvad jeg havde sagt. ”Hvordan fik du dem til at flytte hende tilbage?” hun kiggede overrasket på mig og jeg blinkede bare med det ene øje og hviskede ”magi”, jeg grinte stille for mig selv, og få sekunder efter åbnede døren igen. Denne gang var det en læge der kom rullende med Tori. Vi rejste os alle tre og kiggede forskrækket på hende. Hun lå med halvåbne øjne, som var hun lige blevet vækket, og havde helt blå læber. ”Hvad sker der?” Macy gemte sig bag Danielle der blev nødt til at kigge væk. Selv jeg kunne ikke holde synes af Tori ud. Hun så ud som om hun skulle til at dø og hun så, så decideret syg ud at jeg havde lyst til at lægge mig ved siden af hende og bare kramme hende. En tåre sneg sig ud af hendes øjenkrog, og hun løftede sin svage hånd for at tage fat i Macys hånd og holde om den. Macy undslap en tåre, og kiggede på hvordan hendes søster langsomt kunne trække vejret igen ved at få kunstig luft.

Liams synsvinkel

Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Jeg havde glemt hele teksten til One Thing, hvilket burde være umuligt, men jeg kunne slet ikke. Drengene kunne se på mig at jeg var virkelig urolig for Tori, og næste gang vi skulle skifte havde drengene givet mig et skulder klap og et smil, der sagde ordene ”Hun har det fint” men det vidste jeg godt hun ikke havde. Jeg undrede mig over hvorfor jeg ikke havde fået nogen opdatering fra Eleanor, og jeg burde egentlig tage det som noget positivt, da der ikke burde være noget galt men jeg kunne kun mærke negative tanker.

Jeg undslap endnu en tåre på scene og jeg var ret sikker på at publikum godt vidste at der var noget der gik mig på, for jeg havde ikke smilet hele aftenen, og det så heller ikke rigtigt ud som om at jeg havde det hyggeligt. Jeg havde lagt mærke til flere der hviskede noget i hinandens ører, for derefter at kigge på mig. Altså så jeg det som hvisken men de må have råbt højt for musikken var utrolig høj og havde givet mig en slem hovedpine. Jeg tog mig selv til hovedet og stoppede med at synge, hvilket Niall hurtigt lagde mærke til. Han fik kæmpet sig over til mig, mens han sang og kiggede mig i øjnene. Jeg rystede på hovedet, og selvom vi ikke som sådan snakkede, kunne han godt se hvad der var galt.

Jeg pustede ud og begyndte så småt at synge med igen, men det var ikke specielt højt. Der var stadigvæk fire sange tilbage, og jeg vidste godt at jeg ikke kunne synge mere. Det gjorde for ondt. Jeg kiggede ud over publikum. Vores fantastiske fans, som ville støtte os lige meget hvilke valg vi tog. Det så, så smukt ud. De havde løftet glowsticks hvilket gjorde at arenaen skiftede farve. Jeg smilede for mig selv, hvilket fik til at skrige. Kun fordi jeg smilede.  Jeg havde lige misset min solo. Jeg slog mig selv i panden. Jeg var helt ude af fokus.

Under den sidste sang, kiggede jeg tilbage ud over de mange skilte der var blevet lavet. Og et billede fik mig til at miste kontrollen fuldstændig. ’Payzer forever screw Tori ’ jeg kiggede overrasket ned på personen der holdte skiltet. Hun så overraskende ung ud, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. Pludselig fik jeg øje på endnu et skilt der havde et billede af mig og Danielle på. Folk kunne ikke lide Tori. Jeg bakkede bagud og løb om bag i. Heldigvis var sangen snart færdig, så jeg spurtede ned og tog min jakke. Jeg løb direkte forbi Helene der stod og prøvede at blockere, men det virkede ikke. Jeg løb ud af døren og fik øje på de mange fans der allerede stod derude. En fan begyndte at skrige mit navn og snart var alle dem der udenfor og ventede kommet hen til hegnet. Jeg havde ikke nogen bil at kører hen til hospitalet i så jeg gik direkte forbi pigerne der straks omringede mig. ”Jeg skal forbi, undskyld, jeg bliver nødt til at skynde mig” var alt jeg fik præsteret. De fulgte alle efter mig, og stak mobiler og kameraer op i hovedet på mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at smile. Jeg kunne hører at de piger der gik lige bag mig snakkede om Tori, hvilket gav mig endnu flere tårer i øjnene. ” Gider i ikke godt lade være med at snakke om hende?” vrissede jeg irriteret, hvilket jeg tog mig selv i for derefter at undskylde. Jeg havde aldrig være så grov overfor fans før, men det fik dem til at stoppe med at følge efter mig hvilket gav mig mulighed for at komme hen til et busstoppested der havde en bus, jeg havde lagt mærke til kørte direkte derhen.

Folk gloede undrende på mig i bussen men jeg prøvede at ignorere det og koncentrerede mig om Tori. ”Jeg kommer nu” hviskede jeg lavt for mig selv, som var det ment til Tori. Jeg håbede virkelig at hun var kommet tilbage til rummet hvor Macy var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...