13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12786Visninger
AA

12. Stole my heart.

 

Mine bare fødder, fik mig slæbt hen over det kolde gulv og hen til en hvid dør der så mere end bekendt ud. Jeg satte mit øre op til døren, men jeg opfangede ingen lyde. Jeg valgte dog alligevel at gå ind og trådte langsomt ind af døren og kiggede mig rundt.

Jeg fik som det første øje på Liam der lå med hovedet på hospitalssengen. Det så ud som om han sov, om det var det eller at han bare lå og kiggede, vidste jeg ikke, men jeg havde ikke snakket med ham i flere timer. Jeg skulle til at åbne min mund, da et kæmpe snøft kom fra ham. Han satte sig forsigtigt op og tog med det samme en hånd der lå over et hvidt lagen.

 Jeg rykkede et skridt tilbage og kiggede undrende på hånden. ”Liam hvem er det?”, jeg fik ingen reaktion. Han sad koldt og aede hånden som var den alt han bekymrede sig om. ”Liam?” jeg trådte et skridt tættere på og lagde armene om mig selv. Igen snøftede han højt hvilket selv om det var som om at han var sur på mig, gjorde ondt at se på. Jeg forstod bare ikke hvorfor den hånd fik alt hans opmærksomhed.

Jeg stillede mig forsigtigt over på den anden side af sengen, og vinkede kraftigt for at få Liams opmærksomhed. En tåre forlod hans øjenkrog og han kyssede langsomt den hvide hånd. Jeg sukkede og kiggede ned i det jeg fik øje på et sår der var på den ene hånd. Det gav et sæt i mig.

Jeg løb hurtigt over på den anden side for at kunne se ansigtet, og et stik gik gennem mit hjerte. En tåre gled ned af min kind i det jeg derefter kiggede hen mod spejlet på væggen. Der var bare et problem. Jeg kunne kun se Liam. Jeg var der ikke, hvilket gjorde det klart for mig.

Jeg kunne mærke mine ben styrte sammen og jeg sad straks på gulvet med tårer løbende ned af mine kolde kinder, der på ingen måde havde farve i sig. Var det det? Var det enden?

”Liam vi bliver nødt til at tage af sted” Niall trådte ind af døren med røde øjne og tørrede sig med det samme om øjnene. Liam kiggede ned og nikkede. Han rejste sig på benene og kastede et sidste blik på sengen inden han gik mod døren, hvilket gav mig til at græde hårdere. ”Nej Liam, du må ikke forlade mig!” græd jeg højt og prøvede at tage fat i hans arm. Jeg kunne se på ham at han mærkede modstand med lod det ikke gå sig på og smækkede døren i efter sig for at forlade mig liggende på gulvet.

Jeg vågnede med et sæt, og med en kæmpe trang til at brække mig, hvilket var alt andet end godt. Jeg satte mig stille op i sengen og kiggede mig rundt. Liam sad ikke længere ved min side, hvilket gjorde mig utrolig bange. Jeg så hen på bordet, hvor min mobil lå, god som ny med fuldstædig uridset og usmadret skærm. Jeg tog den hurtigt fra bordet og så at jeg havde fået en besked. ’Jeg har snakket med lægerne, du går bare når du føler dig klar, jeg blev nødt til at tage til at tage hjem og se om Niall havde givet Macy noget mad, vi hos Niall. – Liam x’. Jeg smilede let og grinede lidt over det med maden. Det kunne være så typisk Niall ikke at dele sin mad, men mon ikke han havde givet lidt til Macy? Hun var jo hans prinsesse.

Jeg satte mig op og tog derefter det vand der stod på bordet. Det løb mig koldt ned af ryggen at kigge tilbage. Jeg blev nødt til at snakke med Liam.

Jeg kiggede ud af det lille vindue der stod lidt på klem, og så at det var ved at blive mørkt. Jeg måtte have sovet det meste af dagen, men jeg havde overhoved ingen idé om hvad klokken kunne være.

Jeg rejste mig og så at mit tøj og mine sko lå klar til mig. Han havde simpelthen planlagt det hele. Jeg fik lagt min mobil i lommen og tog mine sko på, inden jeg spurtede forbi en sygeplejerske og ud på gangen. ”Undskyld mig, jeg skal lige forbi” jeg maste mig gennem en masse mennesker der stod med kameraer og efter lidt tid fandt jeg ud af at de var efter mig. Jeg stoppede undrende op og vendte mig rundt. ”Toribelle!” det kom fra alle sider og jeg kunne mærke en stærk hovedpine stige da jeg derefter blev blendet af blitzen. ”Hvor gammel er du?”, ”Hvor længe har dig og Liam datet?”, ”Har du mødt Danielle?”, det var de samme spørgsmål der blev gentaget, og jeg kunne næsten ikke engang svare på det første uden at blive overfaldet af øjne der stirrede ventende på mig. ”Øhm” jeg kiggede hurtigt ned og fandt en lykke mønt. ”Jeg ved det ikke, jeg…” Jeg skubbede mig forbi paparazzierne og begyndte straks at løbe.

Jeg vidst ikke om det var klogt at tage hjem til Niall, da de ville følge efter mig, men jeg kunne ikke tage hjem heller, så jeg valgte at tage min mobil op af lommen og trykke Liams nummer ind.

”Det Harry” jeg kiggede mig tilbage og så at de stadigvæk var efter mig, mens jeg prøvede at koncentrere mig om samtalen. ”Hey Harry hvor Liam?” jeg undrede mig lidt om hvorfor Harry tog Liams mobil men jeg havde bare brug for nogle til at hente mig så det var ikke så vigtigt hvem jeg snakkede med. ”Han er… lige i gang med noget”, ”Klart, Harry kan du hente mig?”, jeg var lidt ligeglad med hvad Liam var i gang med, jeg skulle væk herfra og det skulle være nu. ”Selvfølgelig, hvor er du?”, jeg kiggede mig rundt og fik hurtigt øje på et skilt. ”Der står Birdcage walk”, ”Det er tæt på, jeg er der om lidt”.

Jeg lagde mobilen i min lomme og stillede mig helt ud til vejen. ”Toribelle!” jeg prøvede at ignorere spørgsmålene, men ét spørgsmål kunne ikke overhøres. ”Hvorfor gik Liam sammen med Danielle i dag, hvis I er sammen?”, jeg vidste ikke hvorfor men det stak mig i hjertet. Jeg vidste heller ikke om man kunne kalde Liam og mig kærester, men alligevel blev jeg en smule jaloux. Hvem var Danielle nu?

Jeg tog hætten over mit hoved og skyndte mig ind i bilen så snart Harry holdte ind til siden. ”Tak” jeg smækkede døren i og Harry gjorde tegn til at de skulle rykke sig fra vejen. ”Du kunne altså også bare have ringet da du stod i udgangen til hospitalet, det havde været en del nemmere” smilede han. ”Klart, Harry hvem er Danielle?”, Harry stoppede pludselig med at smile, og satte begge hænder på rattet.

”Harry hvem er hun?” spurgte jeg igen, og var ved at blive bekymret da han gjorde alt for ikke at kigge mig i øjnene. ”Øhm… Bare en veninde” han drejede ind ved lejlighederne og gik ud af bilen med det samme.

”Harry vent lige!” jeg lagde armene om mig selv, og begyndte at løbe efter ham, og nåede lige akkurat at komme ind i elevatoren før den lukkede. ”Hvad handlede det lige om?” spurgte jeg halv vredt, og lagde armene over kors.

”Okay… Hun er Liams ex kæreste.. Men hun er ude af billedet nu, hun betyder ikke noget for ham mere!” Harry rystede utrolig meget og så ud til at vente utålmodigt på at elevatoren ville åbne for at komme væk fra mig. Jeg tog stille fast i hans arm, og følte mig egentlig utrolig svag, men jeg var også virkelig træt.  ”Harry hvad er der galt?” han rystede på hovedet og kiggede ned. ”Ikke noget. Lad os nu bare få dig indenfor så du kan slappe helt af”.

Han tog fat om mit håndled og trak mig hen af gangen som om nogle var efter os. ”Harry slap nu af, vi behøver ikke at skynde os!” jeg trak min hånd til mig og gik selv ind af døren til Nialls lejlighed.

Lige da jeg trådte ind af døren mødte jeg et pigegrin der lød alt andet end falskt. Jeg trådte hurtigt ind i stuen hvor en brunhåret pige lå med hovedet på Liams skød og Liam lå og kildede hende. Jeg gik et skridt tættere på og fangede straks Nialls opmærksomhed.

”Tori!” han sprang op og var med ét ved min side for at kramme mig. ”Hvor jeg glad for at se dig!” han strammede grebet om mig og løftede mig op som vejede jeg ingenting. ”Jeg er også glad for at se dig” sagde jeg forpustet, og prøvede at slippe fri fra et greb der føltes som om det skulle til at kvæle mig.

Den brunhårede pige rejste sig fra Liams skød og gik straks over til mig, som om vi kendte hinanden. ”Hey Liam er det ikke den fan du snakkede om, vil hun have endnu en autograf fra dig eller hvad?” fnes hun og grinede.  Jeg rynkede brynene og trådte et skridt tilbage. ”Fan?” jeg vendte mig om mod Harry der slog sin håndflade mod sin pande.  Jeg mærkede tårerne presse sig på og jeg fik straks lyst til bare at storme ud af rummet. 

”Hvor er Macy?” jeg trak vejret hurtigere og hurtigere og mærkede vreden stige i mig. ”Tori slap nu af” Harry tog blødt fat i min arm, men jeg trak den straks til mig. ”Lad vær at kalde mig det!” vrissede jeg og så at Macy stod i hjørnet af dørkarmen bag Danielle. Liam stod pludselig ved Danielles side og trådte et skridt tættere på mig. ”Tori! Er du okay?” han prøvede ligesom Harry at tage fat i min arm, men jeg lod ham ikke røre mig før jeg havde taget fat i Macys arm og trak hende mod døren.

Det var ikke meningen at situationen skulle gå ud over Macy, men jeg blev nødt til at gå, og jeg kunne ikke efterlade hende her. Ikke med Liam.

”Tori” Liam stod straks ved min side og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg vendte mig mod ham med tårer i øjnene, og rystede på hovedet. ”Du kan være ligeglad Liam. Jeg er jo bare endnu en fan ik?”, jeg tog Macy op i min favn og smækkede døren i efter mig.

Jeg gik ned langs vejen og mærkede hvordan mine tårer én efter én forladte mine øjne. Hvis ikke jeg havde haft Macy på slæb havde jeg nok løbet indtil mine ben ikke længere kunne bære mig. Det var en forfærdelig følelse. ”Bare en fan?”, hvis jeg bare var en fan, hvorfor kyssede han mig så? Kyssede han mig bare fordi han havde ondt af at jeg nok ville dø inden for det næste halve år, hvis ikke jeg havde mindre tid end det?

Det var forfærdeligt at have de tanker men det var det eneste der gik gennem mit hoved. Jeg kunne virkelig ikke fatte det hvis det var sådan han så mig. Der var noget der var helt forkert, hvad vidste jeg bare ikke, og jeg havde tænkt mig at finde ud af det, med eller uden hjælp. Men lige nu var jeg mest koncentreret om at finde på en plan for at undgå Liam, og eller de andre drenge, da det var dem jeg havde mindst lyst til at se.

Jeg blev nødt til at tænke over hvorfor han var sammen med Danielle. Jeg blev nødt til at finde ud af hvorfor han pludselig var så fjern. Og det skulle være snart.

Jeg stormede ind af døren der vidst ikke havde været åben i lang tid. Der var bæld mørkt og den eneste lyd der var til at høre var Macys dybe vejrtrækninger.

Jeg gik ind i stuen og kiggede straks på uret der viste at klokken var ti. Selvom jeg lige havde sovet, følte jeg mig utrolig svag og træt og havde mest lyst til at smide mig på gulvet.

Jeg fik mine sko af og tog hårdere fat om den arm der bar Macy på sig.

Jeg gik gennem stuen og ind på Macys værelse for at ligge hende i sengen. Jeg kiggede op og fik straks øje på den store Liam plakat, der gjorde ondt at kigge på. Igen strømmede ordet gennem mit hoved ’Fan’.

Jeg rystede på hovedet, og gik straks mod døren.

Jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul. Hvordan kunne jeg være så dum at tro at Liam kunne lide mig? Sølle Toribelle, den største snob du nogensinde kan møde og som ændrer sig hele tiden.

Jeg smed mig på sengen, i det jeg kunne mærke at jeg havde fået en sms.

Tori tilgiv mig, jeg vidste ikke at hun ville være der når du kom tilbage. Hun er bare en veninde, og jeg ville aldrig såre dig. Du betyder for meget for mig til at jeg overhoved ville kunne finde på at såre dig – Liam x ’.

Jeg kiggede vredt på sms’en og var ved at springes af vrede. Troede han at jeg var så blondine dum? Den var brugt for mange gange før den der og jeg gad virkelig ikke finde mig i det.

Ja men helt ærligt Liam, hvis jeg betyder så meget for dig hvorfor har du så ikke fortalt mig at du stadigvæk føler noget for din ex? Og hvordan kan jeg stole på at du ikke bare brugte mig angående kyssende? Brugte det til at lade som om du er ovre hende, hvis du alligevel ikke er det? Hvordan vil du have at jeg skal vide at det ikke bare er en del af din lille leg, som jeg for resten ikke har lyst til at lege? Det gør for ondt Liam. Jeg kan ikke mere og jeg ved ikke om det bare er en del af dig ikke at kunne holde dig til en pige, men så vil jeg i hverfald ikke være den det går ud over! – Toribelle 

Det gjorde utrolig ondt at skrive, men jeg kunne virkelig ikke klare at vide at jeg ikke betød noget for ham. Det var for smertefuldt. Han havde stjålet mit hjerte, og hvis han ikke skulle bruge det til noget kunne jeg ligeså godt få det tilbage.

Jeg smed mobilen fra mig og kiggede mig i spejlet der hang på væggen. Hvorfor kunne jeg ikke bare dø nu? Hvorfor kunne jeg ikke bare forsvinde nu? Ingen ville alligevel lægge mærke til at jeg var væk. Jeg betød ikke noget for nogle, og jeg havde ikke brug for en uvirkelig kæreste der gjorde mig svagere end jeg allerede var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...