13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12784Visninger
AA

21. Silence.


Harrys synsvinkel

Zayn havde valgt at løbe efter Liam men var hurtigt vendt tilbage med Liam der havde tårer i øjnene. Jeg kunne godt tænke mig frem til hvordan han havde det. Han vidste godt at han havde skræmt livet af Macy. Jeg var ret sikker på at han også havde skræmt sig selv, men hvis det havde været mig der havde stået i samme situation havde jeg reageret på præcis samme måde så jeg bebrejdede ham ikke. Han elskede hende. Hvilket jeg godt kunne forstå, hun var en fantastisk pige.

Niall havde taget Macy ind i et rum der var fyldt med mindre årige. Jeg ville ikke have at hun skulle hører hvordan Tori havde det. Om det så var gode eller dårlige nyheder, for selv om de måske var gode ville hun ikke komme ud af hospitalet det næste stykke tid, hvilket betød at hun ikke ville komme til at se hende. Desuden ville jeg ikke lægge så stort et ansvar på så lille en pige, jeg havde fundet ud af var utrolig skrøbelig, ligesom sin søster. 

Jeg satte mig forsigtigt ned og kiggede rundt. Vi havde stået der i lang tid og ventet. Og det var næsten som om jeg kunne mærke negativiteten stige jo længere tid vi ventede. Snart sad alle ned og havde hovedet mellem benene, hvilket jeg også havde. Det var min ynglings metode at tænke på. Der var dog ikke meget at tænke på i dette øjeblik da jeg, og det andre nok stadigvæk var ret så chokeret og det der var sket. Jeg kiggede hurtigt hen på Danielle som var begyndt at snøfte. Jeg vidste godt at hun gav sig selv skylden. For at snige hende til festen selvom Liam havde sagt at hun skulle blive i sengen. Jeg kunne se det i hendes øjne at hun troede på at alt var hendes skyld. 

Jeg skulle til at lægge en hånd på hendes skulder, da døren forsigtigt blev åbnet, hvilket fangede alle vores opmærksomhed. Liam rejste sig hurtigt for at komme ind i værelset, men manden lukkede døren i efter sig og lod ikke Liam komme forbi selvom han prøvede sit hårdeste. "Er hun okay?" jeg kunne godt mærke at jeg var tals mand da alle stadigvæk var helt væk. Jeg kunne mærke på folk at de var trætte af at vente, men en af os blev nødt til at tage initiativ. Han kiggede kort på Liam inden han kiggede tilbage på mig. Hans ansigt så en smule følelseskold ud, men alligevel kunne jeg godt se på ham at der var noget galt. "Hun.." han kiggede ned. Jeg kiggede kort på Liam der så ud til at få tårer i øjnene. "Hun klarer det ikke, hun er utrolig svag og vi bliver nødt til at hjælpe hende til at sove, men hun har.. ikke mulighed for at vågne igen" Eleanor satte sin hånd for munden og gemte sit hoved i Louis' skulder, jeg bed mig i læben for ikke at græde, men da Danielle spurtede forbi mig og ud på hvad jeg kunne se var toilettet, begyndte tårerne at trille ned. Liam løb den modsatte retning mens tårerne gled ned af hans kinder. Jeg kiggede efter ham, men opgav at løbe efter ham. "Måske I skulle få noget at spise" han kiggede mod cafeteriet , og inden jeg nåede at sige noget trak Louis, Eleanor derind. Ikke fordi de var sultne, det kunne jeg se de ikke var. Men for at komme væk. Niall sad stadigvæk på gulvet. Jeg kunne hører hans høje snøft, og bad ham med smerte i min stemme om at følge med Zayn derind. Han nikkede kort, inden han tørrede en tårer væk. 

Jeg pustede ud og trådte tættere på manden. Jeg pustede bekymret ud og nikkede. Han vidste jeg ville ind, og utroligt nok lod han mig komme ind ad døren. De andre læger trådte ud og jeg gik hen mod sengen for at sidde ved en lille bænk der stod op af en hvid væg. Jeg satte mig stille derhen op kiggede op på Tori der lå med hovedet drejet mod mig. Hun havde en maske på, og jeg vidste godt at det gjorde så hun faldt til ro. Hvilket betød at hun snart ikke ville kunne hører mig mere. Jeg rejste mig kort, og vidste godt at hun sikkert stadigvæk var bevistløs men hvis hun havde chancen for at hører mig, skulle jeg fortælle hende det. "Tori" Jeg tog fat i hendes hånd og klemte det, i det jeg mærkede dens kulde. "Tori hvis du kan hører mig. Så vil jeg have du skal vide at Liam elsker dig af hele sit hjerte. Husk det" jeg kyssede hendes hånd inden jeg satte mig tilbage på stolen og jeg mærkede pludselig hvordan tårerne strømmede ned af mine kinder. En efter en landte de på mine bukser.

 

Danielles synsvinkel.

Jeg trak mit hovedet op af vasken og kiggede mig i spejlet. Med mit ansigt fyldt af det kolde vand jeg havde stukket mit ansigt i, kunne man ikke se mine tårer. Om det så betød noget. Alle var helt væk efter episoden der lige var sket. Ingen havde sovet. Ingen havde spist de sidste par timer. Ikke engang Niall. Jeg tog håndklædet i hånden og tørrede mit ansigt. Jeg følte ikke trang til at tage makeup på da jeg alligevel ville græde det af om lidt. Hvordan kunne det også ske? Hvorfor lige for hende?

Jeg kom gående ind i det halvtomme cafeteria, der mest havde medarbejdere siddende og snakke om en patient der lige var blevet udskrevet. De virkede så glade. Dog lagde jeg mærke til at de var de eneste der snakkede. Harry var kommet tilbage og så ud til at have grædt, hvilket han langt fra var den eneste der havde, og stillede sig over til Zayn der stod og var i gang med at vælge det mad han skulle havde på sin bakke.

Jeg satte mig overfor Niall, der sad og prikkede til sin mad. "Spis nu Niall" jeg havde fået tårer i øjnene. Jeg kunne ikke holde ud af se ham sådan. "Min appetit er forsvundet" hans mumlen gjorde det klart at han ikke var i humør til at snakke. Det var jeg egentlig heller ikke, men jeg kunne ikke klarer stemningen der var. Jeg kunne ikke klare at tænke på hvordan Macy skulle have det at vide, og hvordan hun ville tage det hvis ikke engang jeg kunne. Jeg var ellers det man godt kunne kalde stærk.

Hans ansigtstræk gjorde det klart at han ikke kunne mere. Det var for meget. Jeg prøvede at finde Liam, men han var ikke i cafeteriet. I stedet fik jeg øje på Eleanor der stod sammen med Louis i hjørnet. Jeg vidste godt at Eleanor slet ikke kunne håndtere dette. Det kunne sagtens være at hun ikke kendte hende specielt godt men det gjorde jeg jo heller ikke hvis man tænkte ordentligt over det. Louis stod og kyssede hende i håret mens han kørte sin hånd op og ned af hendes ryg. Det havde taget lige så hårdt på ham.

"Undskyld mig" jeg rejste mig fra bordet, og lod Zayn tage min plads overfor Niall, der smed gaflen fra sig. At se de uskyldige tårer løbe ned af drengens kinder, fik mig til at vende ryggen til ham. Jeg kunne ikke klare at se ham i smerte. Jeg smed min egen mad ud da jeg selv havde mistet lysten til at spise og gik ud på gangen. Jeg kiggede rundt. Jeg måtte finde ham. 

"Undskyld. Liam Payne? Har du set ham?" sygeplejersken kiggede overrasket på mig. Selvfølgelig kendte hun ham, hvem gjorde ikke det, men hun måtte ryste på hovedet hvilket igen lod mig alene om det.

Jeg gik rundt mellem de forskellige værelser. En gang i mellem kiggede jeg ind. Jeg fik øje på en pige der var i gang med at få taget en blodprøve. Hun så glad ud. Som om hun skulle til at udskrives. Hun havde en bamse i hånden, og da jeg lagde mærke til hendes ansigt kunne jeg regne ud at hun ikke havde været ældre end ni. Hun stod sammen med en kvinde jeg kunne regne mig frem til var hendes mor, og hun gav hende et blødt kys på kinden, pigen straks smilede over. 

Jeg gik rundt på alle gange, og besluttede at gå op på taget. Jeg havde ingen idé om hvad han skulle lave der, men man kunne altid tjekke. 

Jeg åbnede døren og gik lidt rundt. "Liam?" nogle duer fløj forbi mig, hvilket gav mig et chok så jeg hoppede op. Et lavt snøft kunne høres bag en kasse der stod ovre ved hjørnet. Jeg kiggede forvirret der over, men kunne så se det brune velkendte hår stikke op. Jeg begav mig derhen og rykkede let til kassen for at se at Liam sad med sin mad og kiggede ned. Jeg pustede ud og lagde min hånd på hans skulder, hvilket han straks rykkede sig fra. 

Jeg trak vejret dybt i maven og stillede mig foran ham. Ikke at han rykkede blikket. Han havde det klistret til den halvgamle salat han havde i hånden. Han sad og gumlede på det, men så ikke ud til at ville synke det. 

"Liam, hvorfor spiser du alene heroppe?" jeg prøvede at få øjenkontakt og satte mig på hug. "Jeg er ikke alene. Tori er lige her ved siden af mig" han havde stadigvæk blikket så langt væk fra mig som muligt og hans svar fik flere tårer frem i mine øjne. Jeg havde så ondt af ham, men jeg blev nødt til at have ham til at indse sandheden. "Liam, Tori døde for et par.." han afbrød mig ved at kigge mig i øjnene, med et had jeg aldrig havde troet jeg skulle se i så smukke brune øjne som hans. "Hun er lige her" 

 

Så døde hun altså. Jeg håber i nød historien selvom der gik så lang tid mellem kapitlerne! Sorry! Jeg nød virkelig at skrive på den. I må selvfølgelig stadigvæk gerne skrive hvad i synes, men tak fordi i læste med! - A x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...