13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12778Visninger
AA

15. Never let me go. Del 2.

 

Liams synsvinkel

Jeg gik stille og sparkede til stenene på min vej, og havde ignoreret alle der kom til mig. For første gang i lang tid havde jeg afvist fans, og havde ikke engang sagt undskyld for ikke at have tid. Jeg magtede det virkelig bare ikke i dag. Jeg havde det stadigvæk dårligt med at lade hende gå, og jeg havde utrolig svært ved at få mig selv til at slippe hendes hånd. Hun skulle nok klare den ik? Hun SKULLE klare den! Jeg kiggede op på himmelen. Hvad nu hvis jeg ikke kunne holde mit løfte? Jeg havde så meget lige for tiden, og jeg blev nødt til at øve inden næste koncert.

Jeg havde brugt utrolig lidt tid sammen med drengene den sidste uge hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Ikke at bruge så lidt tid sammen med dem. Men ikke at tænke forfærdeligt meget på dem, den tid jeg ikke havde set dem. Jeg havde på en måde lyst til at tage tilbage til Tori, da det var et par dage siden jeg forlod hende, men jeg skulle snakke med drengene, og jeg blev også nødt til at få snakket igennem med Danielle. Efter jeg havde forladt hospitalet var jeg taget hjem til mig selv, og havde nærmest lukket mig selv inde. Jeg havde ikke kunne få mig selv til at lave noget overhoved. Alt mindede mig om hende, hvilket gjorde mig mere bekymret.

Jeg skulle til at banke på døren, da den åbnede foran mig. ”Det var da også på tide!” Harry grinede og trak mig inden for. Jeg kunne hører på de stemmer der kom fra stuen at alle var her, hvilket gjorde hele situationen værre.  

”Hey Liam!” Niall smed sig om min hals som om han var min kæreste, hvilket jeg bare synes var sødt. Jeg kunne mærke på ham at han havde savnet mig.

”Hej” jeg smilede stille og satte ham ned. Jeg lagde mig i sofaen men nåede ikke engang at trække vejret en gang for alle var oppe i ansigtet på mig og ville vide hvordan det gik med Tori.

”Hun har det fint, eller… Det ved jeg ikke om jeg kan sige, hun skal til kemo nu” jeg prøvede at smile, men Harrys ansigts udtryk gjorde mig utrygt, og jeg følte straks jeg havde gjort noget forkert.

”Efterlod du hende alene til kemo?!” råbte Harry, hvilket gav et sæt i mig. Jeg havde aldrig hørt ham, råbe så alvorligt før. Niall kiggede på mig på samme måde som Harry, hvilket fik mig til at sænke ned i sofaen. Jeg nikkede forsigtigt, og kiggede på Zayn og Perrie der sad og kiggede skræmt på hinanden.

”Hun har jo brug for dig Liam.” jeg vendte mig til en stemme jeg aldrig havde troet skulle, de ord skulle komme fra.  Jeg stivnede. Hendes halvskæve smil gjorde mig forvirret, og jeg fulgte hendes bevægelser indtil hun havde sat sig ved siden af Louis, der sad med Eleanor siddende på sit skød.

Jeg kiggede hurtigt over på Harry der nikkede. Hun vidste det. Men hvordan kunne han finde på at sige det uden min tilladelse? ”Harry må jeg lige snakke med dig?” , inden han nåede at svarer tog jeg fat i hans arm og hev ham ind i køkkenet.

Han kiggede forvirret op og prøvede at se så uskyldig ud som overhoved mulig. ”Har du fortalt hende det?!” jeg prøvede så meget jeg kunne at dæmpe min stemme, men jeg var utrolig vred. Han skulle have spurgt først. Han nikkede forsigtigt og lagde armene over kors. ”Havde du måske tænkt dig at gøre det?”, jeg skulle til at svare, da Danielle stod foran ham og smilede.

Jeg kiggede hurtigt væk og kunne hører at Harry forlod rummet. ”Du kunne altså bare have sagt det” smilede hun, men så alligevel en smule såret ud. ”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det” mumlede jeg og kløede mig i hovedbunden. ”Tja. Det var måske en smule hårdt at hører men det ville have været bedre hvis du havde fortalt mig sandheden” hun smilede forsigtigt og tog min hånd.  ”Jeg mener, hun er jo ikke bare en fan”, hun blinkede med det ene øje og kyssede min hånd. ”Jeg vil virkelig gerne have at vi stadigvæk er venner”, først nu pustede jeg ud, prøvede forsigtigt at smile, da hun fortjente et smil fra mig, men det gik ikke som jeg havde regnet med. ”Er du sikker på hun er okay?” spurgte hun, og kiggede så alvorligt på mig.  Jeg kiggede hurtigt væk, og fældede en tårer, jeg ikke havde troet ville komme af så kort en sætning. ”Jeg ved det egentlig ikke” mumlede jeg og skulle til at gå da hun tog fat i min arm. ”Ved du det ikke?” hendes øjne blev alvorlig vrede og hun trak mig ud til hoveddøren for at begynde at tage sko på.

”Hvad laver du?” spurgte jeg forvirret, og tilbage mod stuen hvor jeg kunne hører at de var gået i gang med at snakke igen. ”Vi bliver da nødt til at vide om hun er okay!” hun smilede stille og fik sine hæle på for derefter at kaste mine sko hen til mig. ”Kom nu” viskede hun og åbnede forsigtigt døren, så de andre ikke skulle lægge mærke til os. Jeg overgav mig og tog mine sko, og jakke på, for stille at lukke døren i efter os.

”Hvorfor bekymre du dig for hende?” spurgte jeg lidt tid efter og stoppede op. Danielle stoppede lidt længere henne og kiggede ned. ”Fordi…” hun vendte sig imod mig og kiggede mig i øjnene. ”Jeg kan se hvor meget hun betyder for dig. Selvom din kærlighed til mig ikke blomstre mere, skal jeg ikke stoppe dig for at elske hende” hun prøvede at smile, men i stedet gled en tåre ned af hendes kind. ”Du er som en bror for mig Liam, og jeg vil ikke lade familie, græde” hun vendte sig og gik videre som var intet sket, men jeg stod stadigvæk stivnet.

Jeg nåede op ved siden af hende, og fik hende stoppet op ved at tage fat i hendes skulder. ”Danielle, du må ikke tro du ikke betyder noget for mig, for det gør du!” , hun smilede sødt og stillede sig helt tæt på mig. ”Jeg ved det, men jeg vil hjælpe” hun tog min hånd og trak mig med ind af døren, til hospitalet der så ud til at have godt travlt.

”Hvad stue er Toribelle Whitnell på?” spurgte hun efter at have kigget i sin mobil, for derefter at kigge op på hende der sad bag disken. ”Hey er du ikke Danielle Peazer?” spurgte hun venligt, hvilket fik Danielle til at smile. Hun nikkede stille og fik et kort, hvor stue nummeret var skrevet på.

Vi løb hen af gangen og kiggede efter numrene til Danielle stoppede med at løbe, og begyndte at gå i stedet. ”Liam?” hun kiggede mig smilende i øjnene. Jeg nikkede og kiggede forvirret på hende. ”Hvad nu hvis hun ikke vil have jeg er der?” , jeg sukkede og prøvede endnu en gang at smile. ”Sådan er hun ikke. Jeg tror bare hun er glad for at der kommer nogen”, jeg kiggede på stuen foran os, og bankede på døren. ’236’

Jeg åbnede forsigtigt døren og en masse læger stod foran sengen. ”Tori?” jeg spurtede hen til sengen, og det løb mig koldt ned af ryggen at se hende græde. ”Må jeg få et øjeblik med hende?”, lægerne nikkede og gik mod døren for at efterlade mig med hende. Danielle stod stadigvæk i døren og så en smule nervøs ud.

”Du må ikke kigge på mig!” græd hun og lod det tæppe hun havde over hovedet, dække hendes ansigt. Jeg fjernede stille tæppet og gispede. Hun havde ikke længere hår på hovedet. Hun græd højere og gemte sit hoved i puden. ”Du må ikke gemme dig væk.. du er ” nåede jeg at sige inden hun fik afbrudt mig. ”Du vover ikke at fortælle mig at jeg er smuk, for det er jeg ikke! Mit hår er væk, og folk vil gøre grin med mig! ” Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og prøvede på ikke selv at græde, men at se hende i så stor en smerte gjorde utrolig ondt på mig.

”Jeg synes du er smuk” jeg stirrede på Danielle som var begyndt at gå herhen af, og smilede genert. Tori kiggede op og kiggede derefter hen på mig. Jeg smilede stille. ”Du er Danielle” Tori så forvirret ud og tørrede hendes øjne i dynen. ”Ja og du er Tori” smilede Danielle og kiggede derefter på mig.

”Må jeg ikke lige tale med hende alene?” Jeg kiggede undrende på hende, og kiggede derefter på Tori der så en smule skræmt ud, men alligevel nikkede. Jeg pustede ud og kyssede Toris pande, inden jeg rejste mig og gik mod døren.

Jeg satte mig på en bænk, og foldede mine hænder på mit skød. Hvad mon de skulle snakke om?

Jeg rejste mig stille og gik tilbage til døren. Jeg kiggede stille ind af det lille vindue på døren og så til min store overraskelse at Tori smilede. Jeg kunne se at Danielle rakte ud efter et kram, da det var sådan hun plejede at gøre på mig, og Tori tog stille imod det, og lukkede sine øjne da hun havde fået sit hoved til at ligge på Danielles skulder. Jeg kløede mig i håret og kiggede undrende på dem. Var der noget jeg ikke lige vidste?

 

Danielles synsvinkel

”Tori du må ikke give op” smilede jeg og tog hendes hånd for at give den et klem. ”Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” hun kiggede ned, og snøftede højt. ”Hey, det skal nok gå” jeg smilede og krammede hende endnu en gang, inden jeg kunne se Liam i vinduet. Jeg vendte mig om og smilede. ”Siden hvornår blev i hjerte veninder?” spurgte han forvirret, hvilket fik både Tori og jeg til at grine. ”Hvis du ikke har lagt mærke til det er piger anderledes end drenge” grinede jeg og rejste mig. ”Jeg går lige ned og finder en balje”.

Jeg fik spurgt mig ind til en balje til Tori, der havde fortalt mig at hun hele tiden brækkede sig. Hun havde det utrolig dårligt og var ret ked af det for tiden. Hun havde fortalt mig, at hun troede Liam havde givet op om hende, da han åbenbart havde lovet hende at være der når hun kom tilbage. Jeg var skuffet over Liam. Det var som om han havde ændret sig. Han holdt altid hvad han lovede.

Jeg kunne nu godt forstå hvorfor han var faldet for hende. Hun var en fantastisk pige. Sød og venlig. I forhold til at jeg nærmest havde grinet af hende, var hun utrolig tilgivende og en meget drømmende pige. Hun havde fortalt mig om dette bal hun utrolig gerne ville til, men det var blevet aflyst.

Jeg stoppede op og smilede. Jeg måtte få det op og kører igen. Hun skulle føle sig smuk igen for det var hun virkelig. Jeg kunne hører hende snakke til Liam så jeg valgte at stoppe ved siden af den åbne dør til hendes stue.

”Liam du lovede”, ”jeg er ked af det.. jeg gik i chok, men jeg er her nu, og …” han stoppede op hvilket fik mig til at stikke hovedet frem i døren. ”Liam du har en koncert i morgen. Du kan ikke blive.” Hun slap hans hånd og kiggede væk.

Jeg gik ind af døren og lagde baljen foran hende. ”Jeg kan godt tage fri i morgen hvis det er” jeg smilede stille, og håbede hun ville tage imod tilbuddet. Jeg havde ikke andet at lave i morgen end at løbetræne, men jeg kunne sagtens springe det over. Hun kiggede smilende på mig og nikkede. ”Tak” , hun stirrede derefter på Liam, der satte sig på stolen ved siden af sengen. ”Hvad nu hvis det går galt, hvad gør du så?” Liam så bange og forvirret ud på samme tid, hvilket jeg ikke havde set i lang tid. Faktisk havde jeg ikke set det siden vi slog op.

”Liam det går ikke” jeg kiggede ned og tog mine sko på. ”Vi skal bare forblive stærke! Dani, det kan ikke bare sådan slutte her” han tog fat i min hånd, og trak mig helt ind til sig. ”Liam stop” jeg kiggede ned og lukkede øjnene. ”Hvis ingen kan lide os sammen, hvorfor så prøve? Jeg kan ikke klare alt det her hate, det kan jeg virkelig ikke. Desuden kan dine fans bedst lide når du er single” jeg vidste godt det ikke var den bedste tid at lave jokes, men jeg havde brug for at opmuntre mig selv, og at joke var den eneste mulighed, hvis jeg ikke skulle græde. ”Dani, jeg kan ikke lade dig gå” hans ellers så flotte smil var hundrede procent væk, hvilket gjorde mig ondt, men han havde brug for det her. Han fortjente ikke dårlig omtale, pga. mig. Det gjorde han virkelig ikke! Men jeg blev nødt til også at tænke et smule på mig selv. Det var dårligt for os begge.

”Der sker ikke noget, jeg LOVER at passe på hende” smilede jeg og nikkede. Tori smilede og tog fat om mit håndled, for at vise at hun var tryg ved mig. Hun stolede på mig, og jeg havde ikke tænkt mig at lade hende i stikken.

 

 

Undskyld, Undskyld , Undskyld at jeg ikke har skrevet på denne historie længe! Men jeg har virkelig haft travlt med både at lave covers af sange, starte på nye historier, og selvfølgelig en masse lektier! Btw. hvordan var jeres vinterferie? Håber den var lige så fantastisk som min! Tusind tak fordi I bliver ved med at læse! Det betyder meget! Hvis I synes om den, så del den gerne! Får forhåbentlig taget mig sammen til at skrive et nyt kapitel, lige om snart!

- Amalie V. xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...