13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12769Visninger
AA

14. Never let me go. Del 1

 

Bemærk dette er Tori's synsvinkel!

Jeg var utrolig glad for at se ham, men det virkede alligevel forkert. At han stod der i døren til mit hospitalsværelse og lignede, jeg ved ikke hvad.

Det var ikke engang fordi han så særlig ked af det ud, han lignede mere en der var ved at springes af vrede. Det lignede at han skulle til at skælde mig ud for noget jeg ikke engang selv vidste hvad var.

”Jeg… Jeg bliver nødt til at snakke med dig” han trådte et skridt tættere på sengen, jeg så omhyggeligt havde fundet mig til rette i. Jeg viste ikke om jeg følte mig tryg eller om det bare gjorde situationen værre.  Ikke fordi jeg ikke gad se ham, men jeg ville ikke have at han så mig på denne måde. Grædende, og snart skaldet.

Jeg havde været igennem det hele før, men jeg slap uden at det gik for galt. Jeg var så lille.

Jeg kiggede ham ind i øjnene, og lænede mig en smule væk. ”Hvorfor? jeg troede vi fik snakket sidste fredag?”, jeg var stadigvæk utrolig vred over det med ’fan’ tingen, angående Danielle, og løgnene. Jeg synes egentlig ikke det var fair overfor mig, men heller ikke overfor Danielle. Han løg jo lige så meget overfor hende.

Han sukkede, og gik et skridt tættere på mig, hvilket jeg undrede mig over. Var han ikke vred? Hvilket jeg heller ikke kunne forstå, for jeg burde være vred på ham, og ikke omvendt.. Hvilket jeg egentlig var. ”Tori kan du ikke bare lade mig forklare, inden du dømmer mig?”, jeg vidste ikke om det var fordi jeg elskede ham, eller at det lød utrolig klogt, at jeg valgte at læne mig en smule tilbage, og nikke.

”Danielle er min ex kæreste, men er altså bare en veninde”, jeg kiggede irriteret på ham. ”Ligesom at jeg bare er en fan?” jeg rullede med øjnene og lagde armene over kors.  Han sukkede. ”Må jeg forklare færdigt?”, jeg nikkede stille og satte mig til rette op af væggen.

”Jeg stødte ind i hende her for en uge siden, og vi har ikke set hinanden siden hun slog op. Hun spurgte hvem du var, da der var et billede af os på forsiden af et blad, og jeg kom ved et uheld til at sige at du var en fan. Jeg gik i panik, jeg vidste virkelig ikke hvad jeg ellers skulle gøre” han kiggede ned som om han virkelig skammede sig, hvilket stak mig lige i hjertet.

”Men hvis du vidste at du havde sagt noget dumt, hvorfor fortalte du det så ikke bagefter? Jeg mener da jeg kom ind kaldte hun mig stadigvæk fan” jeg prøvede at få øjenkontakt hvilket gik utrolig dårligt, da han gjorde alt for at undgå mig.

”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle hende det. Du ved. Bare fordi vi kun er venner vil jeg ikke miste hende”.  Jeg havde pludselig utrolig ondt af ham. Om det var fordi jeg begyndte at tænke over hvor led jeg egentlig havde været overfor ham, eller om det at det begyndte at lyde realistisk, vidste jeg ikke men jeg havde brug for et kram, så jeg greb ud efter ham og fik ham trukket ind til et kram jeg havde ventet på den sidste uge.

”Jeg er altså frygtelig ked af det Tori” han holdte om mine hofter og trak mig længere ind mod hans bryst.

”Jeg bliver altså nødt til at bede dig om at gå” jeg kiggede op og så at en sygeplejerske prikkede Liam på skulderen. Han kiggede hurtigt hen på mig og jeg nikkede. ”Jeg er her stadigvæk senere” smilede jeg og tog hans hånd.

Han kiggede ned og nikkede. ”Så kommer jeg senere” smilede han, og gav min hånd et klem. ”Det skal være nu, hun skal ind og snakke med lægen”, den måde hun skyndede på ham irriterede mig ufattelig meget, og hvis jeg stadigvæk havde været den gamle Tori, og ikke Toribelle som jeg lige så stille var begyndt at blive, havde jeg kaldt hende noget grimt, og fået hende til at løbe grædende fra lokalet. ”Vi ses”, han kyssede mig på panden og smilede inden sygeplejersken fik ham ud.

Jeg sad og kiggede op i loftet da en skæget mand med hvid kittel trådte ind i lokalet. Jeg kiggede undrende på ham. Jeg var ret sikker på at jeg havde set ham før. ”Hej Toribelle, hvordan har du det?” han satte sig på sengekanten og trak en lille lygte frem. Han fortalte mig at jeg skulle følge lyset med øjnene, hvilket nu gjorde det klart for mig at det også var ham der forklarede mig som lille at alt nok skulle gå. 

Jeg fulgte stille lyset med øjnene, og følte mig en smule svimmel. ”Kan du huske da du var mindre, og jeg ikke måtte fortælle dig hvad der skulle ske?” han kiggede på mig med store øjne, gemt bag tykt glad, og smilede forsigtigt.  Jeg nikkede. ”Tja jeg kan fortælle dig præcis hvad der skal foregå nu, hvis du er interesseret” han lagde lygten fra sig og mærkede min pande, der var godt varm.

Jeg nikkede, og satte mig helt op.

Han forklarede mig forsigtigt, at de skulle lave nogle prøver på mig og at de ville gøre alt for at finde en løsning på mit problem. Desværre var de ikke sikre på at de kunne hjælpe mig igennem dette endnu en gang. ”Så du siger at jeg ikke vil overleve?”, han kiggede ned, hvilket stak mig i hjertet. ”Er der overhoved ingen chance?”, jeg prøvede at forblive rolig og positiv, men jeg kunne mærke en tåre løbe ned af min kind, hvilket fik mig til at bryde sammen. ”Chancen er meget lille, da det ikke er sikkert at din krop kan holde til dette endnu en gang. Du skal være utrolig heldig” Han klemte min arm, og rejste sig, for med et beroligende smil at gå ud af døren.

Jeg satte mig tilbage op af væggen, og mærkede hvordan den ene efter den anden tåre forlod mine øjne, og gled ned langs min næse. ”Du skal være utrolig heldig”, kørte det inde i mit hoved. Heldig.

***

”Kom nu” Liam sad ved min side og aede min arm forsigtigt. ”Jeg kan ikke” sagde jeg stædigt og lagde mobilen fra mig. ”Du bliver nødt til at snakke med hende før eller siden”. Jeg kiggede ned og mærkede hvordan flere tårer sneg sig væk fra øjenkrogende. ”Hun er ligeglad, så hvorfor overhoved sige det til hende?” jeg kiggede væk, men nåede ikke langt, før Liam havde fået fat i min hage og fik løftet den op igen. Han kyssede mig blidt på læberne og kiggede over på sofaen, han havde fået båret ind.

Liam havde taget en uge fri, for at være der for mig, når jeg havde brug for det. Han havde valgt at aflyse så mange vigtige ting der var lige for tiden, for at tilbringe tid sammen med mig, mens jeg stadigvæk kunne trække vejret. Hvilket Liam var fuldt overbevist om at jeg ville kunne de næste mange år. Jeg havde forklaret ham alt hvad lægen sagde og han havde været fuldt overbevist om at jeg nok skulle klare den. Jeg tænkte uheldigvis bare det stik modsatte, for jeg skulle jo være heldig som han sagde.

Jeg pustede ud og lagde min hånd på mobilen. ”Godt så” sukkede jeg og satte mig op. Liam gik over i sofaen og fandt sin mobil frem. Jeg tastede min mors nummer ind, og kiggede hen på Liam der straks nikkede og smilede. Jeg kunne høre telefonen blive taget i den anden ende, og jeg havde mest lyst til at lægge på inden hun nåede at sige ”Hej det er Diane” som normalt var hvad hun sagde når hun tog mobilen.

”Mor?”, der var helt stille i den anden ende af røret inden en mande stemme mumlede noget utydeligt og kaldte på mor. ”Hvem er du?” spurgte jeg forvirret inden mandestemme rømmede sig og svarede ”Adam”, jeg kunne svagt hører mor i baggrunden, sige til ham at han skulle lægge på. ”Kom nu tilbage i seng” kunne jeg svagt høre hende sige, hvilket gav et sæt i mig. Var min mor, min far utro? Var det der hun var når hun ikke kom hjem om aftenen?

Jeg lagde på og smed mobilen fra mig, hvilket jeg kunne høre, gav Liam et chok. Jeg satte hånden for munden og vendte mig om. Liam sad hurtigt ved min sidde og fik mit hoved  lagt på hans skulder. Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne hun gøre det mod far?

***

Dynen var fugtig af sved. Jeg sparkede den af mig og trak benene op under mig selv og prøvede at falde i søvn. Jeg fortrød at jeg overhoved havde ringet til mor. Jeg ønskede så inderligt at jeg kunne slette samtalen fra min hukommelse. I stedet blev den ved med at rumstere i min hjerne. Mine tanker hang ikke sammen mere, de snurrede rundt i mit hoved som i en centrifuge.

Jeg var til fest hos Lauren. Alle møbler var væk og der var tændte fyrfadslys langs væggene. Menneskerne omkrig mig var alle sammen klædt ud og havde masker på. Jeg kunne ikke genkende nogen af dem. Jeg kaldte på Lauren, men der var ingen der reagerede. Jeg gik ind i soveværelset. På Laurens forældres seng lå et rundt håndspejl. Da jeg kiggede i spejlet så jeg far. Jeg smilede til spejlet. I det samme begyndte spejlet at slå revne. Min fars ansigt krakelerede og spidse glasskår dryssede ned på sengetæppet. Jeg prøvede at få samlet glasskårene op, men de smeltede som små splinter af is mellem mine fingre. Da jeg tørrede mine fingre af i sengetæppet, efterlod de sig et bredt spor af blod. Jeg spurtede tilbage til rummet festen foregik i, og der var nu helt tomt, bortset fra Robbie som stod ovre i hjørnet med ryggen til. Jeg kunne kende ham på tøjet, hvilket var hans sædvandelige baseball trøjer og hængerøvs bukser. Jeg vendte ham forsigtigt om og han stod med en blodig hånd og en stor køkkenkniv han straks vendte mod mig. Jeg kiggede bag ham, og så Liam ligge og lide på gulvet. ”Hvad har du gjort?!” råbte jeg og begyndte at slå på ham. Han smilede væmmeligt og gik tættere på mig, hvilket selvfølgelig fik mig til at gå bagud. Jeg kunne mærke at jeg stødte ind i en person, så jeg vendte mig om for at undskylde da jeg begyndte at skrige. En lille fin sommerkjole hang over mig, og jeg skreg af smerte, da ansigtet viste sig. Det lange blonde hår der hang livløst nedad, mens hendes krop hang ligeså livløst et par centimeter over gulvet. Jeg smed mig for hendes små fødder. Og mærkede en hånd på min skulder.

Jeg skreg op, og lod tårerne strømme ud, men jeg fandt ud af at Liam var vågnet af mine skrig. Jeg sad stille og blev vugget frem og tilbage i Liams trykke arme. Jeg havde aldrig haft så stort et mareridt før. Kunne det betyde noget? Jeg vidste ikke om det kunne have noget at gøre med operationen dagen efter. Jeg havde flere gange den sidste uge vågnet midt om natten og bedt Liam om at ligge hos mig. Jeg kunne ikke klare at tænke på at han efter i nat ikke længere kunne sove i samme rum som mig. Han blev nødt til at tage til generalprøverne der var da han ellers ikke kunne være forberedt til deres næste koncert. Han havde ofret så meget for mig, og nu havde han brug for noget tid sammen med drengene. Jeg kunne mærke det på ham.

Niall havde flere gange været her, men havde undladt at tage Macy med, der for resten ikke havde været i skole, da drengene blev overfaldet da de prøvede at komme ind på skolen. Macy havde derfor siddet hjemme og havde haft Harry til at lære hende små ting hun rent faktisk ville kunne bruge til noget.  Jeg havde ikke set meget til resten af drengene undtagen Louis, der havde været her et par gange sammen med Eleanor, der var utrolig venlig overfor mig selvom jeg havde taget hendes bedste venindes ex kæreste.

Jeg havde haft en god tid her, og var utrolig glad for at jeg havde Liam, da jeg ellers havde givet op. Jeg havde også flere gange sagt at han betød alt for mig, og han havde svaret mig med et kys, og et stort smil.

***

”Så det nu” Liam klemte min hånd og rejste sig fra stolen. De rullede mig forsigtigt mod døren og jeg kunne mærke at jeg begyndte at ryste. Jeg var utrolig bange. Hvad nu hvis jeg ikke kom til at se Liam igen? Eller jeg ville i hverfald være for flov til at lade ham se mig, når først mit hår begyndte at falde.

Liam begyndte stille at slippe grebet om min hånd, da han skulle den anden vej, men jeg lod ham ikke gå. ”Tori det er okay, jeg vil være her når du kommer tilbage” , jeg vidste godt han løj, men jeg ville stadigvæk ikke slippe ham. ”Toribelle du bliver nødt til at give slip” sagde en af sygeplejerskerne og smilede falskt, hvilket jeg hurtigt tog som et dårligt tegn. ”Liam du må ikke gå!”, jeg undrede mig over mine egne ord, da det egentlig var mig der havde bedt ham om at holde en pause fra mig, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at slippe ham.  

Han kyssede mig på panden, og kiggede mig i øjnene. ”Du skal nok klare den” sagde han fortroligt og kyssede mig igen.  Jeg tog en dyb indånding og slap grebet om hans hånd.

”Jeg elsker dig” mimede han inden han vendte om og gik hen mod udgangen.

Jeg kiggede op i loftet og kunne mærke de stak en nål i min arm. ”Når du vågner skal han nok stå i ventelokalet. Han skal nok være der” sagde sygeplejersken og smilede. Jeg lukkede øjnene og bad til gud.

Please lad mig se ham igen. Amen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...