13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12777Visninger
AA

16. Need you now.


Danielle's synsvinkel

 

Jeg åbnede stille mine øjne, og strakte mig. Jeg havde sovet på stolen ved siden af hospitalssengen, da jeg ikke var meget for at lade hende være alene over natten. Jeg tog med det samme hendes hånd og nussede den indtil hun langsomt åbnede sine øjne. "Dani?" hun vendte sig med hovedet mod mig og smilede. "Hm?" jeg smilede let tilbage og kiggede ind i hendes øjne som var utrolig røde. "Gider du ikke hente en læge?", jeg nikkede hurtigt og slap langsomt hendes hånd for at rejse mig. 

Mine ben sov stadigvæk så jeg væltede rundt som havde jeg drukket. "Øhm undskyld?" jeg hev fat i den første jeg så, og smilede. "Rum 236 har brug for en læge", jeg kiggede først nu på personen, og så at han havde et kamera i hånden. "Hey Danielle! Kommer dig og Liam sammen igen?" jeg kiggede forvirret op da der kom flere hen omkring mig, og stillede en masse spørgsmål, der straks blev blandet sammen. "Vi så jer kysse igår" jeg gispede og kiggede ned. Vi kyssede ikke. Vi snakkede og krammede, men vi kyssede ikke.

"Vi kyssede altså ikke" sagde jeg stille og kom helt op og stå for at gå forbi dem. "Jo i gjorde, vi har beviser" en paparazzi stak et blad i hånden på mig, men Liam og mig på forsiden. Rigtigt nok lignede det at vi kyssede med, de havde redigeret billedet. Jeg ville ikke kysse Liam nu når han betyder så meget for Tori. Hun havde det svært nok i forevejen. Hun skulle ihvertfald ikke se det her. 

"Jeg skal altså forbi" vrissede jeg og fik mig selv skubbet hen til desken. "Jeg skal bruge en læge til Tori Whitnell på værelse 236", jeg pustede irriteret ud og ventede utålmodigt på at hun kiggede op, bekræftende. "En læge er på vej". Jeg prøvede at smile, men det havde været den værste start på dagen, jeg længe havde haft.

Jeg løb ned af gangen, og kunne mærke at paparazzierne var efter mig. Jeg satte farten en smule op, og var nu ret glad for at jeg var i god form. Jeg kunne på lang afstand se værelsets dør var åben.

"Der er en på vej op" jeg styrtede ind ad døren og kunne se at Tori ikke lå i sengen. "Tori?" jeg kiggede mig rundt. "Tori?", jeg løb ud på gangen igen og så hende lidt længere nede. "Tori, hvad laver du?!" jeg satte mig ned på huk, ved siden af hende og fik straks tårer i øjnene af alt det blod der løb ud af hendes næse. Hun havde selv tårer i øjnene og kiggede bedede på mig. "Ring til Liam"

Jeg skyndte mig at tage min mobil op af min baglomme, og trykkede Liams nummer ind, som stadigvæk stod som 'My prince'. Den bippede et par gange inden jeg kunne hører den blev taget i den anden ende.

"Hallo?"

Jeg pustede lettet ud da jeg hørte hans stemme. "Liam, du bliver nødt til at komme herover nu" 

"Jeg er på vej" 

 

Han ville ikke engang vide hvad der var galt. Bare det at jeg sagde han skulle komme gjorde ham bekymret. Dét var den Liam, jeg blev forelsket i for to år siden.

"Hey Danielle, er man lidt jaloux?" sagde en stemme bag mig og jeg kunne straks mærke blitzene i nakken. Jeg kiggede op og vendte mig mod dem. "Kan I ikke godt gå?", lige da jeg sagde det tog de endnu flere billeder og pegede derefter kameraret ned på Tori, der sad med hånden for næsen, der blev ved med at strømme blod ud af. 

"Wow jaloux type, har du seriøst slået hende?" det samme spørgsmål kom igen og igen. Hvorfor skulle jeg slå hende? Hun var jo min veninde? Godt nok havde vi kendt og været veninder i UTROLIG kort tid, men jeg ville aldrig slå. "Okay nu er det nok", jeg knyttede hænderne og pustede ud. Jeg fik Tori op og stå og fik hendes arm rundt om min skulder, da hun så ud til at hun havde problemer med at gå. Jeg fik skubbet os forbi paparazziaerne og overlod Tori til en læge inden jeg ved hjælp fra en anden læge fik, den ud. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder, og jeg satte mig straks på gulvet, og græd. 

"Dani?" jeg kunne hører Liams stemme, og rejste mig straks op for at smide mine arme om ham. Han lagde undrende sine arme om mig, og trøstede mig, mens jeg græd ud på hans skulder.

"Det her er ikke godt" Liam slap bladet og tog Toris hånd. Hun var utrolig bleg og så ud til at have det dårligere end før. "Slap af Liam, jeg stoler på jer" hun kærtegnede Liams kind og smilede let, selvom jeg kunne se at hun prøvede at holde tårer inde. Jeg satte mig ned på stolen ved siden af hende og smilede til hende. ”Tori jeg lover dig. De lyver. De..” hun satte sin hånd for min mund og smilede. ”Jeg ved godt de lyver. De har jo også tænkt sig at lyve omkring det med at du slog mig” , Liam kiggede forskrækket på mig. ”Slog du hende?!” han begyndte at se vred ud, men inden jeg nåede at svare havde Tori rystet på hovedet. ”Hun slog mig ikke. Hun samlede mig op fra gulvet. Jeg havde blodenæse og de får det nok til at ligne at hun slog mig”, Liam pustede ud og kyssede hende blidt på munden.  Jeg mærkede en smerte i mit bryst og kiggede hurtigt væk. Hvorfor gjorde det så ondt at se dem kysse? Havde jeg stadigvæk følelser for ham?

 

Toris synsvinkel

 

Jeg fik øje på lægen i døren og tog hårdt fat om Liams hånd. Liam kiggede straks tilbage og så at lægen havde en seddel i hånden, hvilket betød at de måtte have fået svar. Hun stilte sig foran sengen og kiggede på Liam og Danielle, som om at de skulle gå. Jeg strammede grebet omkring Liams hånd så lægen kunne se at de ikke skulle gå nogen steder og det fik lægen til at sukke. ”Tori, de prøver vi tog tidligere viser at du har nyresvigt”, jeg kunne mærke Liams blik på mig, men jeg kiggede ikke tilbage på ham. Jeg kiggede stadigvæk på lægen og bedte hende om at fortsætte. ”Det kan være et spørgsmål om måneder, før..” , Liam rejste sig og gik ud af døren. Danielle kiggede rædselsslagen efter ham, og kiggede derefter på lægen. ”Nyresvigt? Hvordan kan det være sket?”, jeg tog Danielles hånd og mærkede tårerne løbe ned langs min næse. ”Leukæmien gør at hun utrolig hurtigt mister meget blod og at nyrerne derfor ikke kan modtage ligeså meget blod som de rigtigt skulle. Dine nyrer har derfor valgt at sige fra”, jeg kunne se at hun havde fået tårer i øjnene. ”Men kan… Kan hun ikke få en ny nyre?” Danielle kigge håbende på lægen, der kiggede tilbage på mig. Jeg rystede på hovedet. ”Det er alligevel ovre om lidt. Jeg dør lige meget hvad” jeg kiggede hen mod vinduet og ud på solen der så stille var tittet frem.

Liam trådte ind igen og jeg kunne se han havde grædt. Han stilte sig straks over ved siden af mig og kiggede ned på mig som var jeg et dødt kæledyr der skulle til at blive begravet. ”Jeg lader dig ikke dø” han slap endnu en tårer ud, og trak vejret dybt. Jeg nikkede. ”Liam. Alle dør” han rystede straks på hovedet. ”Jeg lader dig ikke dø” gentog han. Jeg kærtegnede hans kind og prøvede at få mig selv til at smile. Danielle tog fat i Liams arm og fik ham med ud på gangen. Jeg kiggede tilbage ud af vinduet og grinte for mig selv. ”Det er forbi”

Jeg var åbenbart faldet i søvn for jeg vågnede ved at blive prikket på skulderen. Jeg vendte mit hoved rundt, og fik øje på det bekendte lyse hår, der bølgede ned af hendes små skuldre. Jeg lagde straks armene om hende, og jeg kunne hører hende græde ud på min skulder. ”Det er så godt at se dig” Macy kiggede mig ind i øjnene, for at prøve at holde blikket væk fra mit skaldede hoved. ”Hvad er der sket?” hun snøftede højt og tørrede sin næse af i hendes hånd. Jeg smilede stille og strøg hende hen over håret. ”Det er min behandling som virker” forsikrede jeg hende om inden jeg fjernede pandehåret, der var vokset ned over hendes øjne. Jeg fik øje på Niall der stod bag hende og smilede stille. Niall så utrolig bekymret ud da han også straks så at jeg ikke havde mere hår på hovedet. ”Er du okay?” Niall silede frem til sengen og hjalp Macy med at komme op og ligge ved siden af mig. Han nikkede straks, men så stadigvæk ked ud af det.

Liam kom tilbage uden Danielle, hvilket undrede mig nok til at spørge. ”Hun skulle lige klare noget” jeg kunne igen se at han prøvede at smile, men det var som om at hver gang han kiggede på mig fik han tårer i øjnene. ”Hvordan vidste du at der var noget galt?” spurgte jeg derefter Niall der sad og legede med Macys fingre. ”Liam gik hurtigt, og vi kan ikke øve uden ham” , jeg slog mig med en flad hånd på min pande og kiggede trist på ham. ”Jeg har ødelagt en øver, hvorfor ødelægger jeg alt?”, Liam tog straks min hånd, og smilede falskt. ”Du ødelagde den ikke, den var alligevel ved at være færdig” jeg kiggede på Niall og kunne godt fornemme det var løgn. ”Hvad så med i aften?” Liam kiggede forvirret på mig. ”Jeg ved godt i skal holde koncert” han sukkede og kyssede min hånd. ”Jeg kan godt blive” jeg rystede straks på hovedet. ”Du aflyser ikke en koncert for mig. Det tillader jeg simpelthen ikke. Fans ligesom Macy venter på jer derude, og hvis du aflyser knuser du deres hjerter” jeg kunne se at Liam tænkte over det, og inden han nåede at svare kyssede jeg hans hånd. ”Gå nu, jeg holder da bare en lille tøse aften med Macy”. Han nikkede og tog Niall op fra stolen. ”God koncert” jeg skulle til at vinke da Liam kyssede mig på munden og holdte mig helt tæt til sig. ”Du ringer hvis der er noget”, jeg smilede og rystede på hovedet. ”Jeg klarer mig” jeg fik Macy op og sidde på mig skød og tog hendes hånd. ”Vi ses snart okay?”, Macy vinkede stille til dem og smilede. ”Jeg elsker dig” Liam slap min hånd og gik mod døren. Hans uroligende blik, sendte forkerte signaler, men jeg gjorde alt for at holde humøret højt for Macys skyld. Hun måtte ikke vide at jeg snart skulle dø.

 

Undskyld at der er gået så lang tid, men jeg har skriveblokering og har det generalt virkelig dårlig for tiden. Sorry! Håber i synes om kapitlet alligevel! Del den gerne! - Amalie V. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...