13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12769Visninger
AA

19. Lie.

Tori's synsvinkel

 

 

Jeg var ikke meget for at indrømme det men jeg vidste godt selv at det var forbi. Jeg var ikke længere stærk nok til at kæmpe og det vidste vi alle. Undtagen Macy selvfølgelig. Jeg havde sagt til hende at jeg havde det fint og at hun ikke skulle bekymre sig, men alt gik langt fra okay. Jeg håbede at Liam holdte sit løfte til mig. Om at passe på hende, når jeg forsvandt, hvilket jeg kunne se på ham at han godt selv var ved at indse. De havde bevist at de var værdig nok til at tage sig af Macy, hvilket gjorde at jeg var begyndt at kunne slappe af og at jeg ikke skulle ligge og spekulere på det. Jeg kunne ikke rigtigt trække vejret. Jeg havde haft brug for kunststig luft, de sidste par timer, og jeg vidste godt at det var langt fra sidste gang jeg fik brug for det. Jeg havde prøvet at tage masken af et par gange, og jo flere gange jeg gjorde det, jo nemmere blev det selv at trække vejret. Jeg kiggede rundt. Jeg kunne ikke klarer at være her længere. Jeg havde ikke lyst til at være her længere. Jeg prøvede forsigtigt at få mig selv op på albuerne, men styrken i mine arme sagde fra, og bukkede under. Jeg lagde mig tilbage op ad puden og prøvede at få fat i remoten der skulle få min seng op. 

"Hun er vågen!" Eleanor kiggede begejstret på mig. Jeg smilede let. Eleanor. Hun havde gjort så meget for mig selvom jeg ikke rigtigt kendte hende. Det var utrolig stærkt gjort af hende. At tage chancen med mig. 

"Åh gud ske tak og lov!" Danielle lagde Macy ned på en sofa de havde fået rykket ind og rejste sig for langsomt at sno sig hen til sengen. Hun tog straks min hånd og nussede overfladen. Jeg kunne se roen i hendes øjne, hvilket måtte betyde at hun endelig kunne slappe af. Danielle. Hvad skulle jeg gøre uden hende? Hun havde været ligesom en søster for mig, gennem de sidste par uger. Sørget for at jeg var okay, og havde risikeret et billede af sig selv i sladderbladene for at få mig i sikkerhed. De så hende som et monster for tiden. Medierne. De så hende som den jaloux exkæreste som ville gøre alt for at få sin berømte Liam Payne tilbage. Hvis dog bare de gad at lukke op for sandheden. Folk havde pyntet så meget på historierne, men Danielle havde fortalt mig at det var okay, selvom jeg tydeligt kunne se på hende at det gjorde hende ked af det at folk så sådan på hende. Det var ikke hende der var monsteret. Det var mig.

Hun åbnede forsigtigt munden, men nåede ikke at sige et ord før døren blev sparket op. "Er hun okay?!" Liam stod i døråbningen og lod sit blik falde rundt i rummet før det fandt mig. Jeg prøvede at tvinge et smil frem, men inden jeg nåede at handle var han trådt hen til sengen, hjulpet mig op, og tvunget mig ind i hans arme. "Tori" jeg kunne høre en snøften, hvilket måtte betyde.. at han græd? Jeg kiggede forvirret på ham og nikkede. "Hvorfor ringede du ikke?!" den måde han af bar vrede og bekymring råbte af mig på, fik mig til at ryste og en tåre fandt sig vej ned af min kind. "Du skal ikke bebrejde hende" hvæsede Eleanor, som nu fik rykket Liam væk fra sengen. "Hun har ikke sagt noget siden hun kom ud fra operationen." Liam kiggede skræmt på mig og rakte ud efter min kind så han kunne stryge sin hånd hen over den. "Operation?" han kiggede forvirret på mig, og kiggede så derefter over på Macy der netop havde rejst sig. "Liam det er ikke hendes skyld" hun havde tydeligvis tårer i øjnene men undlod at kigge min retning. 

Jeg pustede træt ud og svang mit ben ud over sengen. Jeg begyndte svagt at trække nålene ud af mine arme, men blev straks stoppet af Liam der lagde en hånd på min skulder. "Hvad fanden laver du!?" jeg kiggede forskrækket op, men prøvede at forme et smil på mine læber og trak vejret dybt i maven. "Jeg skal hjem" svarede jeg svagt og svang mit andet ben ud over og skulle til at hoppe den på gulvet, da Liam holdt fast i min arm og holdt mig på sengen. "Av Liam!" hviskede jeg og prøvede at få hans arm af mig, men min svage krop gjorde det umuligt. "Ikke engang om en million år. Du bliver her", jeg kiggede hen mod Danielle, der forstod hvad jeg ville have hende til at gøre. Hun fjernede forsigtigt Liam fra mig, men hans rasede irriteret ud og fjernede hendes hænder fra ham. "Liam jeg har det fint, kør mig hjem" jeg hoppede ned fra sengen, men blev forrådt af mine egne ben, der straks knækkede sammen under mig. "Jeg kører dig ingen steder" halvråbte Liam, i dét en sygeplejerske trådte ind. "Hvad foregår der?" mumlede hun, før hun gik hen og hjalp mig op. "Hun vil hjem" mumlede Liam vredt og fik endelig vredet sig ud af Danielles arme. "Det er faktisk ikke en dårlig idé" hun smilede let og kiggede på sine papirer. "Undskyld mig?" Liam gik hen til hende og prøvede at få papirene ud af hendes hænder, men hun nægtede at give slip. "Hør" hun gik en smule tættere på Liam og mig, og kiggede hurtigt over mod Macy, der gerne ville hører med men som straks blev trukket ud af rummet, af Danielle der godt kunne mærke at stemningen ikke var speciel god. "Hun har stadigvæk lidt tid endnu før næste operation, hvis bare hun tager tre piller om dagen, af nogle jeg nok skal give jer, klarer hun det. Hun vil få det bedre derhjemme end her, og det er vel hvad du gerne vil have ik?" I dette sekund hentydede hun til mig. Hun spurgte om Liam helst ville have at jeg skulle have det koldt og alene her, eller varmt og hjemme sammen  med ham. Liam pustede vredt ud, men rystede stadigvæk på hovedet, og gav hende en lang forklaring om at det var bedst for mig at blive her. "Liam jeg har det fint" næsten vrissede jeg inden jeg med hjælp fra sygeplejersken kom helt op og stå, og var stærk nok til selv at stå.

Liam pustede irriteret ud, og gav efter. "Fint men jeg passer på dig" hans bestemte tone skræmte mig en smule, men jeg kunne regne ud at den kom af bar bekymring. Danielle trådte tilbage ind i rummet og havde åbenbart hørt de sidste par ord, for hun stillede sig straks hen til sengen og tog min hånd. "Jeg passer også på hende" Liam kiggede forvirret på hende og så på mig. Jeg havde brug for hende. Jeg kunne ikke bare nøjes med Liam, jeg blev nødt til også at have Danielle ved min side hvis jeg skulle have det behageligt derhjemme. Bitchet sagt, men sandt. Jeg havde brug for en veninde, hvilket nu gik op for mig at jeg egentlig aldrig rigtigt havde haft. I hvertfald ikke en ægte. 

Og det gik det op for mig. Hvis aldrig jeg var taget til koncert med Macy, havde jeg aldrig mødt Liam, Danielle, Eleanor og drenge, og hvis jeg aldrig havde mødt dem, havde jeg aldrig følt mig så elsket som nu. Jeg havde folk omkring mig som bekymrede sig om mig, og ville gøre alt for mig. Folk der elskede mig som den jeg var.

Liam løftede mig op i hans arme og bar mig forsigtigt ud af rummet. Danielle fik pillerne i hånden og rakte ud efter Macy's hånd der straks klamrede sig til hendes. Jeg kiggede forsigtigt tilbage på rummet, og håbede at jeg ikke havde brug for at komme tilbage. 

Eleanor havde taget Macy med i sin bil og havde lovet hende at passe hende indtil Louis og Niall ville komme derhjem. Jeg blev derimod sat ind i hvad jeg regnede ud var Danielles bil, mens Liam satte sig bag rettet. Danielle sad med mit hoved på hendes skød mens hun langsomt strøg mig hen over kinden. Jeg lod langsomt mine øjne lukke i. 

Macy ville få et godt liv. Vokse op med folk der altid ville være der for hende. Det mindede mig om min far. Jeg havde ikke snakket med ham siden den dag han fortalte mig han ikke ville være her til behandlingerne. Noget inden i mig begyndte pludselig at ringe. Hvor længe havde han gemt på det? At han ikke kunne nå at komme hjem? To? Tre måneder? Måske mere? Hvorfor havde han ikke sagt det før, hvis han vidste det. Han havde lovet mig det. At han ville være der ved min side. Fortælle mig at det nok skulle gå, nusse mig på hånden og kigge mig beroligende i øjnene. Han vidste det fra starten. Gjorde han ikke? Jeg kunne mærke en pludselig vrede stige inde i mig. Alt det han fortalt mig var løgn. Han prøvede ikke at komme hjem. Han gjorde ikke alt han kunne for at holde os i sikkerhed. Han passede ikke på os. Han havde smidt det løfte han havde givet mig, ud i havet. Ladet det svømme langt ud af hans hjerne. Men ikke ud af min. Alle de løfter han havde givet mig. Alle de ting han fortalte mig. Løgn. Alt var løgn. Han havde løjet overfor mig i så mange år. Jeg havde spildt så mange år på at vente, på at han skulle komme hjem, hvilket han tydeligvis ikke gjorde fordi han vidste at jeg ikke ville klarer det denne gang. Han gjorde alt dette med vilje. Uden at fortælle mig det. Jeg kunne ikke holde vreden inde mere og mine øjne sprang op i det mit hjerte der prøvede at stoppe mig sagde fra. 

"LØGN!" jeg sparkede hårdt til sædet foran mig, og slog mod ruden. Mit blik fast fikseret på at skulle få min vrede ud. "Wow hvad sker der deromme?" Jeg kunne mærke at Liam var ved at flippe ud, da Danielle lagde sine arme rundt om mig og prøvede at få mig til at falde ned. Men jeg ville ikke falde ned. Hele mit liv var baseret på en løgn! Jeg kunne mærke tårerne strømme ned af mine kinder mens jeg blev ved med at prøve at vride mig løs.

Det lykkedes mig og i det jeg fik vredet mig løs stoppede Liam ind til siden hvilket gav mig muligheden for at åbne bildøren jeg straks sprang ud af. Mine ben gav efter, men jeg skreg af mig selv til jeg fik taget mig selv sammen til at løbe. Jeg løb ned af bakken, fuld af græs og kunne hører at Liam var utrolig tæt på mig. Jeg satte farten en smule op, selvom jeg kunne mærke at mine ben ikke kunne mere og efter kort tid faldt jeg sammen. Jeg trillede ned af bakken men nåede ikke langt før et par stærke arme havde fået mig op og holdt mig tæt ind imod sig. "Slip mig!" skreg jeg mens jeg prøvede at vride mig ud af hans greb, men han gjorde det stik modsatte og strammede grebet. Jeg begyndte hurtigt at blive sløv og han satte sig forsigtigt ned i græsset for at lade mig ligge på hans bryst mens  jeg græd ustyrligt. Danielle fik kæmpet sig ned til os og kiggede skræmt på mig, som om jeg havde givet hende et hjerteanfald. "Tori, fortæl mig hvad der gik galt" Liam talte med en blød stemme, selvom jeg godt kunne mærke at han stadigvæk var en smule i chok. "Mit liv. Mit liv er en løgn" stammede jeg og knurrede mig ind til hans t-shirt, mens han langsomt kørte sin hånd hen over mit hoved. Mit skaldede hoved. Hvordan kunne de overhoved kigge på mig?

Liam strammede grebet om mig, men fik mig op og hen mod bilen igen og kyssede min kind inden han satte sig bag rattet igen. Danielle kiggede stadigvæk på mig som var hun i chok, men lagde straks armene om hende, da jeg tiggede med øjnene, om et kram. 

 

 

"Sørg for at du får noget søvn" Liam kyssede mig kort på læberne inden et opkald fik han til at trække sig fra mig. Jeg havde virkelig savnet hans kys. Hvordan han var så forsigtig med dem måde han rørte mig på. Danielle smilede stort til mig i det Liam havde lukket døren. "Hvorfor smiler du sådan?" spurgte jeg forvirret mens jeg fik sat mig en smule op. "Tjo jeg ville egentlig først have fortalt dig det i morgen aften, men jeg synes du havde brug for at få det at vide nu" hendes smil blev endnu større hvilket næsten burde være umuligt, men det lykkedes hende, mens hun trak en æske frem. Jeg kiggede forvirret på hende, men tabte min mund da hun trak en af de smukkeste kjoler frem jeg havde set. Så enkel dog alligevel så speciel. En stropløs kjole, ferskenfarvet for neden og deminblå for oven, fik mit blik til at vandre hen over det bløde stof. Jeg smilede forsigtigt, og kiggede forvirret på hende. "Jeg har fået skoleballet op og kører igen. Jeg vil have du tager denne kjole på. Jeg har overtalt Liam til at lade mig tage vagten om at passe på dig i morgen aften da han alligevel skal til koncert, så jeg tænkte, hvorfor ikke få noget sjovt ud af det?" Mit smil voksede, men falmede hurtigt. "Jeg kan ikke" en tårer viste sig i min øjenkrog mens jeg stillede mig op og gik hen mod spejlet på væggen. "Hvorfor ikke?" jeg kørte hånden hen over mit hoved og kiggede på Danielle gennem spejlet. Hun rejste sig straks med et sødt smil. "Det har jeg tænkt på" hun trak en smuk paryk frem. Halvlangt, brunt, krøllet. Jeg gik hurtigt hen mod hende, og trak hende ind i mine arme. "Tusind tak" jeg smilede kort. "For alt" 

 

 

 

 

UNDSKYLD fordi der gik så lang tid, ferien overtog! Kjolen der bliver vist er forresten den som Tori skal have på til festen! - A x 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...