13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12789Visninger
AA

9. In a heatbeat

 

Toris synsvinkel

Jeg sad med Macy i armene da det bankede på døren. Jeg smilede let og fik hendes hoved ned og ligge på hovedpuden jeg tidligere havde hentet. Jeg sendte hende et beroligende smil, da det så ud til at forvirre hende at jeg gik.

Jeg rettede på min top og åbnede døren til tre store smil. Jeg kiggede undrende på dem, men lod dem alligevel træde ind. Liam tog skoene af og gik ind mod stuen efterfulgt af Niall der nærmest løb forbi ham. Louis sendte mig et stille smil og gik efter Niall der var stoppet op foran Macy og kiggede måbende på hende. ”Hey” jeg tog fat i Liams trøje og fik ham vendt om. ”Hvorfor er i her alle tre?” jeg prøvede at smile, men jeg var stadigvæk forvirret. Jeg mener, at en af dem nok havde tid til at passe en lille syg pige var overraskende, men at alle tre ikke havde nået at lave var lidt underligt. ”Tja…” han kiggede hen på Niall og vendte derefter hovedet tilbage mod mig. ”Jeg er ikke specielt god til at babysitte, og jeg tænkte at nu da det er Macy der skal babysittes og Niall er hendes ynglings at jeg så ville tage han med.” Jeg pegede derefter på Louis. ”Hvad med ham?” mit smil blev større da han kløede sig i håret, og kiggede på Louis der rullede rundt på gulvet og lignede en komplet idiot, for at få Macy til at grine. ”Tja.. Han lå på knæ for at komme med ”, jeg rystede på hovedet og grinede. ”Okay fint men ikke noget med at bære rundt på hende, med mindre I selv vil tørre bræk op” jeg gav ham et venskabeligt dask på skulderen, og gik ud til mine sko.

”Ring hvis der sker noget, jeg har hele tiden mobilen på mig og jeg sætter den på fuld styrke hvis nu..” han kyssede mig stille på kinden og smilede. ”Rolig nu, der sker ikke noget. Hun forbliver på sofaen, og vi holder øje med hende til du kommer tilbage”, jeg kiggede taknemligt på ham, og åbnede døren. ”Jeg er tilbage ved seks tiden” jeg sendte ham et forsigtigt smil og lukkede døren i efter mig.

 

”Hvad med her?” Laila pegede på scenen og smilede stort. ”Der skal den da stå!” hun gik op af den lille scene trappe og fik pigerne fra syvende klasse til at rykke trofæ skabet op hvor hun stod. ”Hvad synes du Tori?” jeg kiggede op fra min mobil og nikkede. ”Ja det er flot” jeg kiggede ned igen og undrede mig over hvorfor han ikke havde skrevet. Godt nok havde jeg sagt at han bare kunne ringe hvis noget gik galt. Men jeg ville da gerne have en opdatering. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var virkelig usikker på om det var en god ide at lade dem være alene sammen med hende så længe. Hun var virkelig god til at bilde dem noget ind, og hun kunne hurtigt få dem til at købe noget til hende, der ville få hende til at få det dårligere. Noget usundt som jeg havde sagt at hun skulle holde sig fra.

”Tori!” jeg kiggede op og Laila stod pludselig foran mig, med et halvvredt ansigts udtryk. ”Høre du overhoved efter?”, jeg nikkede hurtigt og smilede mens jeg kiggede rundt og så at folk havde sat sig ved bordene for at tage en pause.  Lauren og Laila satte sig på hver sin side af mig og begyndte straks at spørge ind til hvordan jeg slap for at passe Macy. Jeg vidste ikke hvorfor de troede at jeg havde noget i mod at passe Macy, men jeg tror det havde noget at gøre med hvordan jeg tidligere havde sagt at det var irriterende altid at skulle passe på Macy.

Jeg åbnede munden men lukkede den hurtigt igen da jeg var ved at fortælle dem om Liam. Jeg ville ikke have at de skulle vide at jeg kendte ham. For det første synes de at One Direction var barnlige. Nogle sangere kun små piger synes om, og som ikke havde nogen sjæl. Det kan jeg tydeligt huske at jeg også troede indtil jeg rent faktisk mødte dem. Eller det ville så sige at det var det Liam havde prøvet at få mig til at indse. At de rent faktisk også var rigtige mennesker. Men jeg vidste desuden heller ikke om det var okay med Liam at jeg fortalte det. Jeg kunne lige forstille mig hvor irriterende det måtte være at have en ven der sagde til folk at man kendte dem, og at man derefter blev overfaldet af fans.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og smilede. ”Jeg fik min nabo til at tage hende” løj jeg og sank en klump. Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev så nervøs når jeg løj nu. Jeg var vant til at slippe væk med en stor hvid løgn uden at folk ville falde mistanke men det var ligesom at jeg var i tvivl om de ville tro på mig. De nikkede begge og jeg pustede forsigtigt ud, for ikke at gøre min løgn tydeligere.

Jeg trak min mobil frem igen og opdaterede mine beskeder. Intet. Han havde ikke ringet eller skrevet, og det var begyndt at gnave inden i mig. Jeg måtte vide hvordan Macy havde det.

”Er der andet jeg skal hjælpe med?” jeg tog min jakke fra stolen og skulle til at rejse mig da jeg hurtigt lagde mobilen på bordet. ”Hvem er det du skriver med?” jeg kiggede chokeret tilbage og så at Lauren havde taget min mobil og var i gang med at kigge på beskederne fra Liam. ”Hey hvem er Liam?” jeg gik hen imod hende og skulle til at tage mobilen ud af hendes hånd da Laila havde taget den og nu var i den anden ende af lokalet. ”Hvorfor har du ikke fortalt os at du har en kæreste?” , ”GIV MIG DEN!” skreg jeg og løb i fuld fart efter Laila der uheldigvis var hurtigere end mig. ”Hallo?” jeg stivnede og vreden steg hurtigt inde i mig. Hun havde bare ikke ringet ham op! ”Ja hej Liam, jeg er Laila, Toris veninde, jeg skulle spørge om du er klar til noget frækt i aften?” jeg så muligheden for at tage mobilen da hun stoppede op, og snakkede til Liam. Jeg kunne svagt hører hans stemme hvilket gjorde mig mere vred. Mere på mig selv, men også på Laila. Det var simpelthen ikke fair.

Jeg rev mobilen ud af hånden på hende, og så at jeg havde trykket på læg på. ”Ej hvor du kedelig” hun kiggede irriteret på mig og svang sit hår til side. Jeg lagde mobilen i lommen og tog min jakke. ”Hey vi er altså ikke færdige!” jeg spurtede ud af døren, med tårer i øjnene og jeg var så rød i hovedet at en tyr ville løbe efter mig hvis jeg stod foran en. Jeg var virkelig vred. Hvad ville Liam ikke tænke?

”Hey, det var jo bare for sjov!” jeg Lauren og Laila stod ved siden af mig og Lauren tog blidt fat i min skulder. ”Skrid!” jeg fjernede hendes hånd og satte mig op på cyklen. Hun Laila holdte fast i mit bagage bære og gjorde så jeg ikke kunne cykle, og jeg havde virkelig brug for at komme væk. ”Kom nu med ind igen” jeg rystede på hovedet, og hvæsede at hun skulle slippe, hvilket egentlig kom bag på mig. Det var ret mærkeligt at jeg pludselig reagerede så voldsomt. Jeg plejede altid bare at grine, og lade hende snakke færdig med drengen i telefonen. Men på en eller anden måde var det anderledes når det gjaldt Liam. Han betød allerede utrolig meget for mig og det skulle de ikke have lov til at ødelægge.

 

Jeg spurtede ind af døren og smed jakken. Jeg løb ind i stuen og blev allerede i dårligere humør da jeg ikke kunne se Liam. ”Hey hvor er Liam?” jeg kunne mærke mit hjerte banke, for jeg var virkelig nervøs. Hvad nu hvis han var sur? ”Jeg tror han gik ind på værelset der” Niall smilede og pegede hen mod mit værelse hvilket fik mig til at sukke. Jeg havde alt mulig på mit værelse der ikke burde blive fundet af sådan en som Liam.

Jeg gik forbi Louis der stod ude i køkkenet og tog et glas vand og smilede. Jeg nåede ikke at smile tilbage før jeg var inde på værelset og havde lukket døren i efter mig. Liam sad på sengen med hovedet gemt i hænderne og lige da han kiggede op og så at det var mig, forvandlede hans øjne sig fra såret til vrede. ”Jeg kan ikke fatte du sagde det” jeg satte mig ned ved siden af ham, men han rejste sig straks op og vendte ryggen til. Godt nok havde jeg ikke kendt ham specielt lang tid, men jeg kunne mærke på ham at han ikke var vant til at blive så sur.

”Det var ikke mig, det var min veninde der tog min mobil” han kiggede vredt på mig og lagde armene over kors. ”Ja det kan jeg godt regne ud, men jeg kan ikke fatte at du har fortalt dem at vi er kærester” jeg løftede det ene øjenbryn og kunne mærke at jeg så virkelig forvirret ud hvilket jeg også var. Men pludselig forstod jeg hvad han mente. ”Jeg har ikke sagt noget Liam, og du skal ikke beskylde mig for noget før du har hørt begge sider af historien!” han kastede armene tilbage som om han var træt af samtalen, men jeg var godt nok ikke færdig med at forklare. Hvordan kunne han dog tro at jeg ville gå og fortælle folk at vi var kærester? ”Du har lige indrømmet det!” han grinede lidt men jeg kunne straks fornemme at det var et ironisk grin. Jeg kiggede vredt på ham og lagde armene over kors. ”Helt ærligt Liam, hvorfor skulle jeg fortælle folk at vi var kærester?” jeg vidste ikke hvorfor men jeg følte pludselig stor trang til at storme ud af værelset og løbe ud af huset. Men for det første var det mit hus, og for det andet var det ikke fair overfor Macy.

Liam fnes let og løftede næsen i sky. Han så det som en joke nu, efter at han havde gjort mig vred. Det var ikke fair. ”Du må godt gå nu” mit svar kom bag på ham og han så pludselig ked ud. ”Ej Tori, lad nu vær. Det er ikke mig der har lavet fejlen her” snerrede han og vendte sig med hovedet imod mig. ”Det er sku da heller ikke mig, hun tog min mobil det er ikke en skid min skyld!” Jeg vendte mig med hovedet mod ham og skulle til at skubbe ham mod døren da han pressede sine læber mod mine. Jeg kunne mærke at vreden blev erstattet af kærlighed og i det han lagde sin hånd ved min hals var jeg væk. Jeg lukkede øjnene og nød øjeblikket som om det aldrig var sket før. Det var første gang at jeg kunne mærke gnisten.

Jeg trak mig stille og smilede stort, mens jeg flettede mine fingre ind i hans. Han smilede ligeså stort som mig og pressede sine læber mod mine endnu en gang. Jeg udviklede stille kysset og nød øjeblikket, indtil jeg kunne høre Niall inde i stuen. Jeg skubbede mig blidt ud fra Liams bryst og gik mod døren. ”Kommer du?” jeg smilede let til ham, og han nikkede hurtigt og holdte døren for mig.

Jeg gik ind i stuen med et stort smil på læben, men det sænkede sig da jeg så at der lå blod på bordet. ”Hvad er der sket?!” jeg smed mig ned ved siden af Niall der holdte om sin ene finger. ”Jeg ville bare skære et stykke brød ud til Macy” han vendte mundvigene ned af men jeg kunne se at det fik Macy til at grine så jeg spillede med. ”Åh nej! Daddy directioner du bliver nødt til at få ham på hospitalet!” jeg prøvede at spille seriøs, men jeg var selv ved at grine da Liam gjorde honnør og rettede ryggen. ”Kom Niall”, han rejste sig overdrevet op og vinkede farvel til Macy der fulgte ham, med blikket, ud til gangen.

”Tusind tak fordi I gad passe hende” jeg kyssede Liam på kinden og gav Niall og Louis et farvel kram. ”Du ringer bare” Liam smilede og gik som den første ud af døren, med røde kinder. Jeg smilede for mig selv og nikkede, selvom han ikke rigtigt kunne se det. ”Hvad skete der lige der?” nåede jeg at høre Niall sige inden jeg lukkede døren i, og gik tilbage til Macy der vidst også vidste at der var sket noget. ”Macy?” jeg satte mig på hug foran hende og smilede større end før. Det var svære end jeg troede at fortælle hende at jeg var forelsket. Ja, jeg var forelsket.

Hun kiggede hurtigt op fra sin suppe, og lagde brødstykket på bordet. ”Jeg tror lige jeg har kysset Liam” hendes øjne blev store og hun satte suppen fra sig. ”Har du kysset Liam? På munden?” hendes mund formede sig i et ’O’ og da jeg nikkede hvinede hun. ”Er i så kærester?” hun blinkede hurtigt med øjnene, hvilket fik mig til at smile, men trække på skuldrene. ”Jeg er ikke sikker”

 

Liams synsvinkel

Jeg kiggede ud af vinduet og kunne slet ikke få mit blik væk fra himmelen. Den havde sådan en smuk blå farve og på en eller anden måde mindede den mig om farven på Toris værelse. Det var som om den babyblå farve aldrig blev farvet over. At hun ville have farven for at hun havde et minde om sin barndom.

”Hallo!” jeg vendte mit hoved og mødte med det samme Nialls øjne, der så omhyggeligt borede sig ind i mine. ”Du er helt væk mand!” Louis grinede fra forsædet og kiggede om til os. ”Hvad skete der derinde?” , jeg kiggede undrende på ham, men kunne mærke at jeg begyndte at rødme, så jeg rystede hurtigt på hovedet, og følte mig redet af bygningen forude. ”Ikke noget”.

Jeg steg ud af bilen og nåede ikke at kigge mig om for paparazzier inden jeg var inde i elevatoren og trykkede på knappen til min etage.

Jeg vidste ikke hvorfor men mit hjerte bankede utrolig hurtigt. Om det var pga. kysset eller det at jeg skulle holde det hemmeligt, vidste jeg ikke, men jeg kunne ikke lade være med at smile og tog min hånd op til min læbe. Tænk at Toris læber havde været her på mine.

”Hey hold dog lige døren” Niall satte sin fod for elevator døren og kiggede forvirret på mig. Jeg forstod godt hvorfor jeg fik det blik. Jeg plejede at sikre mig at han kom med, og jeg plejede at fortælle ham hvis der var sket noget. ”Hvad sker der med dig i dag?” Louis trådte ind i elevatoren og lagde en hånd på min skulder. Jeg kunne stadigvæk ikke lade være med at smile og lignede sikkert en lalleglad idiot, da min mobil derefter vibrerede og Toris navn blev vist på min skærm. ’Hvad skal du på fredag? – Tori’ jeg kiggede op på drengene jeg kunne se havde set sms’en da de lod som om intet lige var sket, de stod og kløede sig i håret og Louis fløjtede.

’Ikke noget, har du da noget i tankerne?’ jeg lagde mobilen ned i min lomme og trådte som den sidste ud af elevatoren. Jeg havde bare brug for fred og at tænke over hvad der egentlig lige var sket.

Jeg trådte ind af døren og kunne høre på småsnakken at de andre også var her. Jeg kunne høre et pige grin hvilket måtte betyde at Perrie og Zayn var kommet hjem fra deres date.

Niall løb forbi mig og satte sig ved køkkenbordet. ”Fællesmøde!”, jeg smed skoene og gik ind og så at Eleanor også var kommet. ”Hey Eleanor, velkommen hjem!” jeg gav hende et forsigtigt kram, hvor jeg derefter lod hende i Louis hænder. Han kyssede hende forsigtigt og smilede stort.

”Fælles møde om hvad?” Zayn satte sig på stolen og fik Perrie sat på sit skød. Jeg var utrolig glad for deres vegne. De var virkelig søde sammen.

”Liam her har vist lige fået sig en kæreste” jeg kiggede op og rundt på alle de mange øjne der pludselig lå på mig. ”Vent hvad?” jeg kiggede panikslagen rundt efter Harry der forhåbentlig kunne hjælpe mig, men han smilede bare og blinkede. ”Hun er altså ikke min kæreste” protesterede jeg, men rødmede stort. ”Nåh, nåh, men I har kysset?” jeg kiggede væk og mærkede at mine kinder blussede op, hvilket normalt var ret svært at få til at ske. ”Ej hvor sødt!” udbrød Eleanor og klappede i hænderne mens hun puffede til Louis og kyssede ham. ”Det er altså ikke noget i skal blande jer i” jeg rejste mig fra bordet og prøvede at se seriøs ud, men kunne ikke lade være med at smile og skyndte mig ind på mit værelse.

Jeg smed mig i sengen og trak min mobil op igen. Jeg havde fået endnu en sms og mit smil blev hundrede gange bredere da jeg så at det var fra Tori. ’Jeg tænkte at vi kunne lave noget hjemme hos mig? Se en film eller noget, vil gerne lære dig bedre at kende’ jeg skyndte mig at svare og smed mobilen på bordet. Jeg vendte mig med hovedet ned i puden og mærkede min krop ryste. Hvordan kunne dette ske? Jeg syntes selv det var ret unormalt at en dreng blev så utrolig glad for en han lige havde mødt, men det var noget specielt ved hende. Hun var ikke som man skulle forvente.

Første gang jeg snakkede med hende, virkede hun utrolig sur og lidt.. Bitchet hvis jeg skulle være helt ærlig, men det at hun turde åbne op for mig. Det fik bare noget frem i mig. Og da mine læber rørte hende… Det var bare … rigtigt.

Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til kommoden. Jeg kiggede på billede af Danielle og mig. Det var mærkeligt at tænke på at hun ikke længere var hos mig. At hun ikke længere var min, men det var for vores eget bedste, og jeg måtte virkelig tage mig sammen til at komme videre. Jeg tog en dyb indånding og lukkede billede ned mod bordet. 

 

Hvad synes i om at Tori og Liam kyssede? Var det, det rigtige tidspunkt? Og undskyld hvis det forvirrede jer angående at jeg har skrevet lidt fra Liams synsvinkel. Skal jeg gøre det fremover, eller bare holde mig til Tori? Tusind tak fordi I har sat på favorit og liket, det betyder utrolig meget! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...