13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12776Visninger
AA

13. Here I go

 

Here I go

Jeg vågnede ved at solens stråler ramte mine øjne. Jeg gnubbede irriteret mine øjne og vendte mig om på den anden side, men der gik ikke lang tid før jeg blev nødt til at rejse mig.

Det var en uge siden jeg havde sendt sms’en til Liam, og det så ikke ud til at han prøvede at komme i kontakt med mig efterfølgende, hvilket egentlig gik mig lidt på, da jeg ligesom skulle hen og aflevere Macy inden jeg skulle tilbage til hospitalet.

Selvom det var mig der gik og egentlig hentydede til at han skulle lade mig værre, savnede jeg ham en smule, hvilket jeg ikke kunne forstå efter han havde løjet over for mig.

Jeg havde været hjemme hele ugen og havde undladt at lade Macy tage i skole, da hun stadigvæk var en smule i chok. Jeg havde været nødt til at fortælle hende det hele. Om at jeg næsten hele hendes liv havde holdt hemmeligheder overfor hende, og at jeg blev nødt til at tage af sted. Hun havde endelig forstået hvad kræft var, men det ansigts udtryk hun havde, da hun derefter fandt ud af at det var hvad Niall snakkede om, var forfærdeligt.

Jeg havde egentlig mere ondt af hende end af mig selv. Jeg tænkte mere på det som var det en mulighed for at finde et sted Macy trygt ville vokse op.

Jeg satte mig på gulvet, fandt en sportstaske frem og begyndte at pakke.

Selvom jeg ikke rigtigt ville få brug for særlig meget tøj pakkede jeg alligevel til hvis jeg skulle nogle steder i mellem tiden.  Jeg pakkede en del blade og en masse film jeg nok ville komme til at bruge flere timer på at se. Jeg ville blive nødt til at læse det samme igen og igen og se de samme film, igen og igen, men det var alt jeg ville have at lave.

Jeg fandt et par normale cowboy bukser og et almindelig sort top frem, hvilket fik mig til at tænke. Hvorfor skulle jeg se så kedelig ud? Jeg var vant til at skulle gå i det mest farverige og stilrigtige tøj, men da jeg vidste at ingen ville se mig alligevel, behøvede jeg ikke gøre så meget ud af mig selv. Jeg tog dog alligevel mascara på, da jeg ellers følte mig ret nøgen.

Jeg svang tasken over skulderen og kiggede mig rundt i værelset.

Malerierne der hang på væggen gav mig et indtryk af hvor aktiv jeg engang havde været inde for kunst. Jeg elskede at male, tegne og glitre ting til. Det var en af de ting jeg plejede at lave med far. Han sad altid ved min side og tegnede store slotte og prinsesser der sad i vinduerne, mens jeg altid tegnede og malede blomster. Det var min passion.

Jeg fik øje på billedet der stod ved siden af min seng. Selvom billedet var gammelt og at jeg havde kigget på det tusindvis af gange, fik jeg stadigvæk tårer i øjnene. Tænk jeg engang havde været sådan. Smilende, men sky. Utroligt så meget man kunne ændre sig.

Det sidste jeg fik øje på var spejlet. En høj brunhåret pige stirrede på mig. Hun så ikke specielt glad ud, tårer trillede ned af hendes kinder, og hun havde en taske der trak hende ned mod gulvet på skulderen. Det var hvad hun var blevet til. På så få år, var det gået så galt.

Jeg slukkede lyset og lukkede døren i.  Det var ikke fordi jeg aldrig ville se værelset igen, men det var bare ikke det samme. Jeg plejede altid at komme løbende ind på værelset, grinende eller grædende og smide mig på sengen. Jeg ville komme til at savne at kigge på uret over døren, og tænke på at far snart ville ringe, hvilket han for resten gjorde for et par dage siden.

Det var ikke fordi det var en specielt lang samtale, og jeg brugte det meste af tiden på at få forklaret præcis hvorfor han ikke kom hjem, mens jeg lod tårer glide ned af mine kinder.

Jeg åbnede døren til Macys værelse og så at hun sad på gulvet. Hun var i gang med at pakke, men så ud til at være gået i stå. Jeg stillede tasken og satte mig på hug ved siden af hende.

”Hvorfor forlader du mig?” jeg kiggede undrende på hende og fandt ud af at hun var blevet helt rød rundt om øjnene. Hun snøftede højt og kiggede ned på et billede hun havde i hånden. Jeg kiggede selv ned og begyndte næsten selv at stortude da jeg så billedet.  Jeg tog en dyb indånding og kiggede væk. Det var jo egentlig ikke fair at jeg ikke fortalte det, men jeg troede bare det ville gøre ondt på hende. Men jeg havde glemt at regne, det at hun kun havde et par dage til at komme sig over det faktum at vi ikke skulle se hinanden hver dag mere, med.

”Kan du huske da mor tog det billede?” jeg lagde en hånd på hendes skulder og kunne med det samme mærke at hun rystede. Jeg tog endnu en dyb indånding og fortsatte. ”Hun fortalte os at lige meget hvad skulle vi ikke opgive vores drømme, og det ændre sig ikke bare fordi jeg tager væk” hun kiggede op og tørrede sine øjne. Hun rystede derefter på hovedet og kiggede op på plakaten af Niall. ”Og hvis Niall er din drøm, så fortæl ham det. Han vil nok gerne hjælpe med at opfylde din drøm” jeg blinkede med det ene øje, hvilket fik hende til at grine. Jeg havde ikke set et smil på hendes læber i lang tid. Det var utrolig rart at se smilehullerne komme frem igen.

”Jeg må godt komme og se dig ik?” hun snøftede og kiggede tilbage på mig, mens hun lagde billedet ned i sin taske. Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Jeg tror ikke det er en god idé. Men jeg skal nok komme til dig, når jeg får tid” jeg smilede opmuntrende til hende og rejste mig for at række en hånd ned til hende. Hun tog stille imod den men hendes humør gjorde det tydeligt at hun vidste at det ikke ville blive tit.

***

”Hvad skal jeg gøre uden dig?” hendes øjne var fyldte med tårer, hvilket gjorde utrolig ondt på mig. Jeg fik hende op i mine arme, og lod hende græde på min skulder, inden jeg satte hende ned og lod hende banke på døren.

Jeg stillede kufferten foran døren og kiggede op i det Niall åbnede døren. Han så ud til at have grædt hvilket gjorde mig i dårligere humør. Jeg havde en negativ effekt på alle. Hvorfor havde jeg det? Hvorfor kunne jeg ikke bare være som andre teenagere?

Niall tog imod kufferten og fik Macy ind af døren. ”Er det okay jeg lige snakker med Tori alene?” spurgte han, Macy der straks kiggede bekymret på mig. Jeg smilede let til hende, og så Zayn bag hende. Zayn tog hendes hånd og lukkede døren i.

Niall holdte straks om mig, og jeg kunne mærke en af hans tårer glide ned langs min hals. Jeg lagde mine arme om ham og lukkede øjnene i.

Jeg begyndte at tænke over hvorfor alt det her var nødvendigt. Hvis ikke jeg havde ladet Liam tage min telefon, havde vi ikke mødt dem, og så var det aldrig blevet så svært at sige farvel. Men til gengæld ville jeg ikke have et sted til Macy. Og jeg var begyndt at holde så meget af drengene selvom Liam… Åh gud.. Liam!

”Niall, hvor er Liam?” jeg trak mig ud af krammet og gik hen mod døren. Niall tog fat i min hånd og trak mig lidt tilbage. ”Han er der ikke”, jeg vendte mig forvirret om. ”Er han taget hjem?”, Niall nikkede med det samme og kiggede ned. ”Han kunne ikke sige farvel”. ”Men skal I ikke bruge ham? Har I ikke koncerter her for tiden?”, han nikkede igen og gav slip på min hånd. ”Han er bare ikke til at komme i kontakt med”, han lagde armene om sig selv, og jeg valgte at gå indenfor alligevel. Jeg skulle sige farvel til de andre.

***

”Bare lov mig at jeg ser dig igen” Harry rystede svagt, men så, så alvorlig ud han kunne inden han var ved at græde. ”Så let slipper du ikke af med mig”, jeg blinkede med det ene øje, gav ham et sidste kram, og steg ud af bilen i det der hurtigt føltes som en kold vinterdag.

Jeg smækkede døren i og kiggede frem mod sving døren der var et par meter foran mig. Jeg havde haft det sådan her før. Jeg havde været i denne situation før, og jeg skulle nok komme igennem den endnu en gang.

Jeg gik over mod receptionen med rystende hænder og fik mig tjekket ind til et skræmt ansigt der straks vidste mig ved til min stue.

”Jeg er frygtelig ked af det frøken Whitnell” hun kiggede sørgmodigt på mig, og så rent faktisk ud som om hun mente det. ”Tak” jeg tog rystende fat i håndtaget og kiggede mig rundt.

Der var uroligende lidt støj, og det fik mig til at føle at det hele var forbi. At det hele bare var slut. Jeg følte at jeg ligeså godt kunne give op. Det alligevel forbi. Jeg mener, hvad havde jeg tilbage? En mor der ikke elskede mig, en søster der var skuffet, en elsker der ikke gengældte følelserne?

Jeg åbnede forsigtigt døren og kastede min taske hen til sengen. Jeg stillede mig over ved spejlet og kiggede mig selv i øjnene. Jeg så hvordan de store brune øjne pludselig var fyldt med sorg. Hvordan det lille ondskabsfulde smil, der altid var der, var blevet udskiftet med en mund der ikke åbnede sig, og som indsamlede tårer. Hvordan det ellers så perfekte brune hår, der normalt altid var sat på de fedeste måder, nu hang livløst ned rygraden. Hvad var der sket?

Jeg satte mig lydløst over i sengen og lagde mærke til den mindste detalje om mig selv. Det hele så pludselig forkert ud.

Jeg lagde mig ned på puden og kiggede op i loftet. Jeg håbede egentlig at dagene bare ville pacere, så jeg kunne få det overstået.

Jeg bliver nødt til at se hende!”, ”hr. du kan ikke gå der ind” jeg satte mig forvirret op, og lyttede. Jeg kiggede hen mod døren i det den gik op.

”Tori!” i det øjeblik hans øjne stirrede ind i mine begyndte tårer automatisk at falde. ”Liam hvad laver du her?!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...