13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12787Visninger
AA

10. Help me become somebody! Del 1

 

Bemærk dette er del 1 af kapitlet, set fra Toris synsvinkel!

 

Det var blevet fredag og jeg var begyndt at vende mig til tanken om at jeg rent faktisk havde en aftale med Liam. Macy havde været syg hele ugen hvilket gjorde mig ret urolig, og det var som om at hver gang jeg spurgte ind til om hun havde det bedre, brækkede hun sig. Hver gang jeg rørte hendes pande var den brænd varm, hvilket jeg ikke kunne forstå. Hun havde aldrig haft det så dårlig så mange dage i træk så det måtte virkelig være noget galt.

Jeg havde valgt for første gang i denne uge at tage i skole, da jeg var bange for at komme bag ud ikke lang tid før årsprøven. Jeg var egentlig bange for at se pigerne igen. Den måde jeg stormede ud af rummet i mandags på må have betydet at jeg ikke var tilfreds, hvilket automatisk gjorde os til uvenner.

Jeg havde valgt at gå i dag, da jeg havde brug for lidt luft. Jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse allerede da jeg længere fremme kunne se skolens øverste tårn. Min mave fortalte mig at jeg burde have blevet hjemme men der var kun et par uger til eksamen, og for første gang var det som om jeg ikke var ligeglad med hvad jeg fik. Det var som om der var noget inde i mig, der sagde at jeg blev nødt til at imponere Liam.

Liam var klog, i hverfald hvad jeg havde hørt. Han kunne sikkert godt hjælpe mig, med at træne min eksamens angst, men jeg vidste ikke om det var klogt.

Jeg kom ind i gangen og lagde min jakke på bænken ude foran klasselokalet. Jeg gik ind så stille jeg kunne, men alles blik blev straks lagt på mig, da vores lærer så ud til at have fået hele klassens opmærksomhed ved at sidde med tårer strømmende ud af øjnene.

”Undskyld jeg kommer for sent” sagde jeg stille og gik hen, med en seddel på hendes bord. Ikke at hun lagde mærke til det, da hun lå over bordet, med hår ud til alle sider. Sedlen ville nok ikke hjælpe så meget alligevel, da jeg selv havde skrevet den, men hvem skulle ellers skrive den? Mor havde ikke været hjemme hele ugen, og havde hverken kontaktet mig eller Macy.

Jeg kiggede op på væggen og så at klokken allerede var lidt i elleve, så det havde egentlig ikke gjort så meget hvis jeg ikke var kommet. Jeg kunne bare ikke vende mig til at komme klokken otte igen.

Jeg gik gennem klassen og mærkede en masse kolde blikke i min nakke. Var det virkelig så slemt at jeg ikke havde været i skole? Det var jo ikke ligefrem fordi at de havde brug for mine karakterer til at få klassens gennemsnit op, nærmere omvendt.

Jeg nåede lige akkurat at sætte mig ned og lægge tasken ved siden af bordbenet, før vores lærer spurtede ud af klassen, hvilket efter lod os, eller i hverfald mig med et skræmt blik.

”Hvad er der med hende?” jeg kiggede rundt, og så at alles opmærksomhed lå fuldt og fast på mig. ”Skoleballet er aflyst” jeg kiggede forvirret over på Lauren der straks lagde sit hoved i sine hænder. ”Hvad?! Hvorfor?” jeg kiggede derefter på Laila der lagde en trøstende hånd på hendes skulder.

Jeg forstod ikke hvorfor Lauren græd, hun skulle jo ikke være ballets dronning eller noget. Så meget kunne det heller ikke betyde for hende. Det burde mere være mig der skulle være ked. Jeg var ballets dronning. Mig!

”Inspektøren gider ikke betale for det, hvis vi ikke tager forberedningerne seriøst” jeg vendte mig om til en såret brunhåret pige, jeg først nu lagde mærke til var der. ”Vi tager det jo seriøst!” jeg prøvede at opmuntre folk med et smil, men for første gang var jeg den eneste der kunne smile. ”Det gør du så åbenbart ikke” jeg kiggede hen på Laila der med det vredt udtryk i ansigtet stak sine øjne ind i mine, jeg kiggede hurtigt væk og skulle til at rejse mig da Lauren tog fat i min arm. ”Du har ødelagt det hele!”, jeg mærkede tårerne snige sig frem i mine øjenkroge, og kiggede rundt. Alle stod med en hånd på Laurens skulder og kiggede vredt på mig.

Jeg rejste mig fra stolen og spurtede ud på gangen, hvor jeg straks stødte ind i Robbie. ”Hey hva så?” jeg kiggede op og lagde armene over kors. ”Kan det ikke være lige meget?” jeg skulle til at gå da han fik fat i min arm. ”Nej, når folk spurter ud af klassen er der for det meste noget galt og jeg er ikke lige glad” han smilede let og satte sig på bænken. Jeg tog en dyb indånding og satte mig ved siden af ham, og lagde det ene ben over det andet. ”Hvorfor har du ikke været her hele ugen? Er der noget galt?”, jeg kiggede hurtigt væk, men smilede derefter. ”Nej selvfølgelig ikke” jeg lagde min hånd på bænken og sukkede. Jeg mærkede lidt efter hans hånd på min og han begyndte at smile.

Jeg fjernede hurtigt min hånd og kiggede undrende, på ham. ”Hvad?”, han smilede genert men bestemt og tog så mine hænderne for at holde dem op foran hans hjerte. ”Jeg kan virkelig godt lide dig Tori”, jeg tog mine hænder ud af hans og kiggede ned. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det.

Jeg kunne tydeligt huske hvor forelsket jeg havde været i ham, også før jeg ændrede mig. Jeg kan huske hvordan jeg altid sad og kiggede på ham i timerne, hvordan jeg havde drømt om at holde ham i hånden og få mit første kys af ham. Hvilket egentlig var præcis hvad der skete. Det var så også bare det der ændrede mig fuldstændig. Det der gjorde mig til den jeg var nu, den pige alle var rædselsslagen overfor og som man ikke turde gå hen til med mindre man var duks sammen med mig, hvilket jeg alligevel altid fik mig sneget ud fra.

Og desuden var Liam utrolig vigtig for mig, og jeg havde ikke lyst til at miste det vi havde kørende.

”Hør Robbie, det er meget sødt men..” jeg nåede ikke længere før Laila pludselig stod foran mig, og rev mig op fra bænken. ”Skal du nu også tage Laurens kæreste?!” jeg kiggede hurtigt ned på Robbie, der straks blinkede med det ene øje. ”Nej jeg..”, jeg mærkede en stor smerte ramme min kind. Hun havde slået mig. Laila havde virkelig slået mig. Jeg tog mig til kinden og mærkede igen tårerne snige sig frem i øjenkrogene.

Jeg spurtede ind i klassen, hen til min plads og tog min taske. Jeg fik mig skubbet forbi pigerne fra klassen der uheldigvis lige nåede at ramme mig i maven inden de fik mig skubbet ind i et bord.

Jeg sad på gulvet i smerte, mens jeg så hurtigt jeg kunne fik mine papirer samlet. Den brunhårede pige fra før satte sig foran mig og hjalp mig med at samle mine ting sammen inden jeg igen begav mig ud på gangen hvor Robbie stod klar til at jeg skulle løbe direkte ind i ham. ”Hvor skal du nu hen Toribelle?” fnes Laila, som stod plantet ved siden af Robbie der holdte mig fast. Jeg kunne mærke at hun tog min mobil op af lommen og smadrede den derefter ned i gulvet. Jeg kiggede ned og kæmpede mig væk fra Robbie, der nåede at holde mig fast længe nok, til at jeg nåede at se den røde bog et par centimeter fra mit ansigt.

Robbie gav slip på mig. Jeg dumpede ned på gulvet, og mærkede hvordan det sortnede for mine øjne. Jeg kunne svagt mærke at hun sparkede til min mave og så omhyggeligt prøvede at ramme min navlering. Jeg kunne ikke få nogen ord ud af min mund. Jeg var virkelig chokeret. Dette kunne ikke være noget der bare skete, det her var planlagt. Men hvorfor?

Jeg tog mig til maven, men slap kort efter for at bruge mine sidste kræfter på at få fat i den smadrede mobil og prøve at ringe til Liam. Laila og Robbie var gået. Jeg kunne hører det, for jeg kunne ikke længere hører hendes grin.

”Det Liam”, jeg prøvede at smile ved lyden af hans stemme, men det gjorde for ondt. ”Liam” fik jeg præsteret inden resten af mine kræfter var væk og jeg bare lå og lod tårerne trille ned af mine kinder. ”Tori?!”

 

Jeg kunne mærke hans kolde hænder på min kind. ”Tori, kan du hører mig?” jeg smilede svagt, og åbnede langsomt øjnene for at møde Liams uroligende blik. ”Skal jeg hjælpe dig?” jeg kiggede til side og faldt med det samme ind i Louis’ øjne, der uroligt kiggede ind i mine. ”Ja det skal jo helst ikke ligne at vi har kidnappet hende” fnes Liam, der kiggede sig rundt.

”Har Niall hentet hende?” jeg kiggede op på Louis det holdte mine arme og hævede mine øjenbryn. Hentet hvem?

De fik mig ind i stuen og Harry holdte vejret, så snart jeg blev sat i sofaen, og smed sig på sine knæ foran mig. ”Hvem har gjort det her?”, jeg havde mest lyst til at plapre løs og fortælle at mine såkaldte ’veninder’ havde gjort dette mod mig. Men det gjorde jeg ikke. Godt nok var jeg mange lede ting, men jeg var ikke en stikker.

Jeg nåede heller ikke langt før Liam var gået i gang med at fortælle hvad der var sket. Ikke at jeg vidste hvor han havde det fra, han havde jo ikke været der specielt langt tid.

”Ej hvor forfærdeligt!” Harry tog min hånd og aede den stille mens jeg rømmede mig for bagefter at spørge ind til Macy. ”Rolig, Niall har hentet hende, hun er på værelset”, jeg rejste mig hurtigt selvom drengene prøvede at holde mig i ro. Jeg ville vide om Macy var okay.

Jeg fik rejst mig og nåede hen til døren før den gik op og Niall trådte ud med et smil på læben. Jeg prøvede at komme forbi ham, men Niall fik fat i min arm, og smilede igen. Han ramte uheldigvis det sted Robbie havde holdt om mine arme, hvilket fik mig til at skære en grimasse. Jeg kunne også mærke at det sted Laila havde ramt mig med bogen, gjorde at jeg så tåget.

”Er hun okay?” min halvhæse og bekymrede stemme gjorde at smilet på Nialls læber forsvandt. ”Ja hun er okay, men hvad med dig?” han tog fat om mit håndled og trak mig ud i køkkenet, for at sætte mig på køkkenbordet. ”Okay Tori, du fortæller mig det lige nu!” jeg kiggede undrende på ham og tog imod isposen han gav mig. ”Hvad?” jeg tog isen op til min bule i panden og skar endnu en grimasse. ”Tori hvad er der sket?”, jeg kiggede ned og en tårer forladte min øjenkrog. ”Lad nu være med at ’Tori’ mig hele tiden” sagde jeg vredt og kiggede væk. ”Ja undskyld Tori”, jeg vendte blikket mod ham igen og han begyndte straks at grine. ”Okay ja den var med vilje, men jeg mener det virkelig. Du bliver nødt til at fortælle mig hvad der er sket”

Jeg sukkede irriteret og rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke… Lige nu, jeg er ret træt” for første gang gjorde det ondt i min hals da jeg løj. Det måtte virkelig være noget galt.

”Ja selvfølgelig, kom med” Niall hjalp mig ned fra bordet. Vi gik gennem stuen og efterlod tomme blikke. Jeg kunne dog mærke Liams ånde i min nakke, hvilket kun kunne betyde at han fulgte efter mig.

Jeg kiggede mig rundt og lagde mærke til at vi ikke var i Liams lejlighed. Om vi var i Nialls vidste jeg ikke, men jeg kunne se på den måde de havde indrettet det på at jeg ikke havde været her før.

Niall åbnede døren til endnu et soveværelse og hjalp mig hen på sengen, hvor Liam derefter med det samme satte sig ved siden af mig. ”Hey” Liam kiggede op på Niall der blinkede. ”Kald hvis i får brug for noget.” han nikkede med det samme og fik mig lagt med hovedet på hans skulder. Niall lukkede forsigtigt døren efter sig, hvilket efterlod mig med tårer i øjnene. Jeg vidste ikke hvorfor jeg pludselig var så følsom.

”Vi bliver altså nødt til at gøre noget ved det” sagde han uroligt og tog isposen af min pande. Han rejste sig og gik ud mod badeværelset og gjorde en klud våd. Han lagde den stille på min pande og tog op i min bluse. Han lagde isposen på min mave der stadigvæk gjorde utrolig ondt, og tog derefter min hånd. ”Jeg blev virkelig bange da du ringede” stammede han, mens en tåre forlod hans øjenkrog. ”Men hvordan vidste du at jeg var på skolen?” spurgte jeg forvirret og kærtegnede hans kind. ”Emma ringede” han fjernede en hårtot og lagde den om bag mit øre. Jeg kiggede undrende på ham. ”Emma?” jeg kom i tanke om den brunhårede pige jeg aldrig havde lagt mærke til gik i klassen. Hun måtte hedde Emma.

Jeg lå lang tid i Liams arme inden jeg kunne hører Macy være inde i stuen, og jeg begyndte straks at smile da jeg hørte hendes latter. Jeg satte mig stille op og fjernede Liams arme fra min talje. Det så ud som om han var faldet i søvn hurtigere end mig, hvilket burde være umuligt med mindre at han virkelig var træt. Jeg stillede mig over til døren og skulle til at åbne den da jeg kunne hører min mobil ringe inde fra stuen.

”Hallo?” jeg kunne hører at Niall havde taget telefonen, hvilket fik mig til at farer op. Hvad nu hvis det var Laila eller Lauren? ”Jeg tror hun sover, skal jeg give hende en besked?” jeg åbnede stille døren og gik hen mod sofaen i dét Niall smed mobilen fra sig.

”Hvad er det?” Macy satte sig på hans skød og rodede i hans hår. Niall sad fuldstændig stivnet og holdte for første gang ikke rundt om Macy. ”De siger at Tori skal til kemobehandling” jeg stivnede i døren og kiggede på Macy, der straks kiggede forvirret rundt. Louis gispede og fik øje på mig i døren. En tåre gled ned af min kind, og inden jeg nåede at træde et skridt tilbage faldt jeg sammen på gulvet. Harry smed sig på gulvet foran mig og kørte en hånd gennem mit hår. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere men det sortnede for mine øjne. ”Hold ud Tori!” halvråbte han. ”Vi bliver nødt til at tage af sted… NU!” gispede Louis og løftede mig op fra gulvet. ”Hun er i chok!” nåede jeg at hører inden et stik i mit hjerte gjorde at jeg forsvandt fra situationen.

 

Jeg håber i kunne lide denne del af kapitlet, Liams synsvinkel af dette kapitel kommer enten senere eller i morgen! Lektierne hober sig op, sorry. Det ville betyde meget hvis i likede og satte på favoritliste og til alle jer der allerede har gjort det, I er fantastiske! x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...