13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12774Visninger
AA

2. Heartless.

 

Jeg vidste godt at det var forkert, men alligevel fik jeg mig selv til at grine. Hun sad og græd over hvad jeg havde kaldt hende, men jeg havde ikke ondt af hende. Jeg burde føle skyld følelse, men der var intet. Ikke endnu.

 Jeg svang mit hår til side, og gik tilbage mod klassen, med Lauren og Laila i hælende, og følte mig pludselig hel. Jeg var tilbage på det spor, jeg aldrig havde overvejet at forlade, da det var en af de eneste grunde til at jeg var populær. Ud over mit lange hår. Jeg gik helt i stå, og prøvede ikke at lade det påvirke mig. Jeg vidste godt at det var for sent at redde mig nu, specielt efter alt det jeg havde gjort for ikke at skulle ligge på hospitalet. Jeg ville ikke have at der var nogen der fik det at vide. Det var pinligt, og jeg ville ikke blive lige så elsket, som jeg var nu, hvis først jeg mistede alt mit hår. Det var også derfor jeg var så opsat på at få kronen på hoved til dette års skolebal.

Det var det sidste år af folkeskolen, og jeg ville have at den sluttede ordentligt. Jeg skulle have det perfekte billede i års bogen, og jeg skulle være den første nogensinde, til at blive kåret tre år i træk, som skolens dronning.

Jeg satte mig på bordet, i det vores lære trådte ind i lokalet. ”Ja, nu må i gerne sætte jer ned” hun smilede sødt, og gjorde tegn til at jeg skulle fjerne mig fra bordet. Jeg sendte hende et overdrevet falskt smil, og blev siddende.

Jeg sad og prøvede at finde ud af hvordan jeg skulle fortælle den store nyhed, til Macy. Jeg vidste at hun altid havde, ville gå til en One Direction koncert, og nu var det endelig min tur til at gøre hende glad. Min tur til at være smilet på hendes læber, og min tur til at være den hun holdte i hånden, fordi hun var nervøs.

Klokken ringede og jeg smilede, ved duften af den spirende græs der var uden for vinduet. Lauren sendte mig et beroligende smil, inden løb ud af døren.

 

Jeg  spurtede ind af døren, og satte mig med det samme, ved køkkenbordet, hvor Macy sad med sin matematik bog. ”Hvad giver det hvis man ganger tre med seks?” hendes smukke grønne øjne, der hjælp hende med at se fuldstændig hjælpeløs ud, fik mig til at smile. ”Atten” jeg trak min bærbar frem fra min taske, og kiggede rundt efter uret, der normalt hang på væggen.

”Hva tid ringer far?” hun rykkede tættere på, og fjernede pandehåret, så hun kunne se hvad der forgik. Jeg lagde en tot af hendes lange blonde hår om bag hendes øre, og smilede tilfredst. ”Han sagde at han ville ringe klokken tre, så der går ikke så lang tid”, hendes smil blev større, hvilket gav mig lyst til at kramme hende.  Jeg havde ventet så længe med at fortælle hende, at jeg havde skaffet billetter. Hun havde altid trukket mig ind på sit værelse, når hun havde fået en ny plakat, og selvfølgelig skulle hun demonstrere hvor meget hun elskede de fem drenge.

Jeg havde selv ikke noget imod dem, men jeg var blevet lidt træt af dem. Igen deres musik, var fantastisk, men når man skulle hører om dem dag og nat, blev det lidt trættende, for så perfekte kunne de altså heller ikke være.

Jeg sad lidt og tippede frem og tilbage, på stolen. Macy var gået ind på værelset, og mor var ikke kommet hjem endnu. Hvorfor kunne han ikke bare ringe? Han vidste hvor meget, de ti minutter vi havde at snakke i betød for mig, og jeg var ved at blive træt af at vente.

Jeg skulle til at lukke bærbaren i, da jeg hørte en bekendt tone. Jeg smilede stort, og trykkede på accepter, og jeg mødte med det samme et ansigt, jeg havde ventet på at se den sidste uge. ”Hej far” jeg prøvede at få mig selv til at falde ned, men jeg kunne ikke. Jeg var helt oppe og køre.

Hej Tori, hvordan går det?” han smilede let, men han så ikke ud til at være i specielt godt humør. ”Det går helt fint” jeg smilede stort, og rejste mig fra stolen. ”Jeg henter lige Macy”, ”Nej Tori, jeg bliver lige nødt til at snakke med dig” jeg kiggede forskrækket på skærmen, da jeg kunne hører ham sukke.

”Hva så?” jeg prøvede at smile opmuntrende, men jeg vidste at når han ikke smilede, var det seriøst. Han var altid i godt humør, når han skulle snakke med os. ”Tori, jeg kan…. Jeg kan ikke nå hjem” jeg gik helt i stå, og bed mig selv i tungen. ”Men… Jeg har brug for dig til kemobehandlingerne..” jeg satte mig tilbage på stolen, og kiggede ned i bordet. ”Jeg ved det godt, men så må du få mor til at tage m..”, ”Det ved du godt hun ikke gør” afbrød jeg ham, med en vred tone i stemmen. Jeg betød ikke noget for hende. Hun var kun interesseret i Macy, og hendes talent, for musik. Jeg kom altid på hendes andenplads, og jeg var blevet så træt af det.

Hør Tori, jeg ved godt mor ikke har været der så meget for dig” jeg fnes, og rullede øjne. ”Men du bliver nødt til at give hende en chance, hun skal nok være der” jeg nikkede, selvom jeg vidste at det ikke passede. Jeg ville ikke sige ham imod. Hvis han sagde noget holdte han ord. Altså lige bortset, fra at han lovede at være hjemme, når kemobehandlingerne begyndte igen.

”Okay, jeg bliver nødt til at smutte ses” jeg lod ham ikke sige noget, inden jeg smækkede bærbaren i, og gemte mit hoved i hænderne. Jeg kunne mærke at tårerne samlede sig i mine øjenkroge, men nægtede at græde. Jeg vidste at min mor ikke ville være der når jeg vågnede på hospitalet. Hun ville gå fra mig, og komme tilbage, med en dårlig undskyldning, og så prøve at gøre det godt igen ved at købe mig ting. Hun forstod bare ikke at det ikke hjalp. Godt nok havde jeg fået mange fine ting, men at hun reagerede sådan, betød også bare at jeg ikke kunne regne med at hun ville være der, hvis det pludselig gik galt.

”Tori?” jeg mærkede Macys, lille varme hånd på min skulder, og tørrede mine øjne. ”Jaer?” hun tog min hånd, og trak mig ind på værelset. Jeg fik straks øje på den store Niall plakat, der hang over hendes seng. Jeg smilede let, og satte mig på stolen, ved hendes skrivebord. ”Han kommer ikke hjem, gør han?” hendes spørgsmål kom bag på mig, og jeg kunne se at det ikke nyttede noget at lyve overfor hende. Hun kendte til sandheden. Jeg rystede på hovedet, og tog igen hendes hånd. ”Men ved du hvad?” hun tørrede øjnene, og rystede på hovedet. ”Jeg har skaffet billetter, til One Direction”. Jeg kunne se at hun først blev forvirret, men lidt efter skreg hun. ”Tak du er bare den bedste søster nogensinde!” jeg trak hende ind til et kram, og kyssede hende i håret. ”Det håber jeg da” mumlede jeg, og mærkede tårerne presse sig på.

Hun var så ung, og hun vidste ikke, at det kunne gå galt. Hun vidste ikke at jeg om et år, måske slet ikke var her mere. Men det skulle hun heller ikke vide.    

Hun sad og fortalte om hende drømme date med Niall, om hvordan det skulle gå, og at han skulle kysse hende på kinden, når de sagde farvel. ”Hvorfor ikke på munden?” spurgte jeg drillende, mens jeg sad og legede med mit hår. Jeg kendte godt svaret, for jeg havde jo selv været i den alder. Der var der stadigvæk drenge og pige lus, så der var det klamt at kysse en dreng. ”Ad!” hun lavede en grimasse, og lagde armene over kors.

Jeg smilede drillende til hende, og lagde selv armene over kors. ”Hvis du ikke kysser ham gør jeg!”, hun stoppede op, og hendes blik blev pludselig seriøst. ”Du må aldrig kysse min kæreste!”, hun prøvede at holde masken, men da jeg løftede næsen i sky, begyndte hun at grine, hvilket fik hendes charmerende smilehuller frem. Hun var så smuk.

Hendes markerede kindben, hendes smilehuller, hendes charmerende græsgrønne øjne, og hendes smil. Hun vidste ikke selv hvor smuk hun var, men jeg vidste at hun ville få det at vide. Ikke kun af mig, men af folk der ikke kun så skønheden uden på men også inden i. Hun havde den dejligste personlighed, og grinede af at. Hun var en lille humør bombe, og min private prinsesse.

 

 

Hej! Jeg vil gerne lige undskylde at dette kapitel ikke blev så spændende, men jeg er virkelig dårlig til at starte historier. Håber i kan bære over med mig :) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...