13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12790Visninger
AA

8. Be alright.

 

 

”Overdriver jeg?” Liam kiggede forvirret på mig, mens jeg langsomt lænede mig tilbage, og helt ind til væggen. Han rystede stille på hovedet og lagde sin hånd på min. Jeg var blevet vant til at en speciel varme steg inde i mig, når hans fingre rørte mine. Selv ved et uheld.

”Du overdriver ikke, du er bange og det forstår jeg udmærket godt” han gav min hånd et beroligende klem og kiggede mig i øjnene. ”Måske skulle jeg fortælle hende det?” jeg kiggede hurtigt væk, og nikkede. ”Men jeg ved stadigvæk ikke hvad jeg gør. Hun skal jo stadigvæk i skole hver dag, og hun får det ikke specielt godt med at ligge på en sofa og sove hver aften, mens hun skal høre mig beklage mig” jeg gav et lille fnis fra mig. Jeg lød virkelig bitchet. Det var da helt ekstremt.

”Så må vi jo få hende til at føle sig hjemme her. Vi skal ikke på tour før om lang tid, og til den tid kan vi jo altid tage hende med, hvis altså hun vil” jeg kiggede forskrækket op, og rystede derefter på hovedet. ”Liam det er virkelig sødt af dig, men lige nu har det ikke noget at gøre med om hun føler sig hjemme hos jer, for det er jeg ret sikker på at hun gør. Det har mere noget at gøre med at jeg skal kunne stole på at I rent faktisk tager jer af hende. Jeg har brugt hele min barndom på at passe på hende..” jeg tog en dyb indånding og en tåre forlod min øjenkrog. ”Jeg vil ikke have at hun ender ud i at blive ligesom min mor.” , han kiggede undrende på mig, og lagde hovedet på skrå.

”Hvad har din mor gjort?”, jeg sukkede og lagde mit hoved må mine knæ. ”Efter min far tog af sted har min mor ikke kunne tænke normalt. Hun opfører sig som en teenager og tænker ikke på hverken mig eller Macy.” han skubbede blidt til min skulder og grinede. ”Er det derfor du er så…”, ”Bitchet?” han kiggede forvirret på mig men smilede. ”Nej, det ville jeg ikke have sagt! Jeg ville have sagt…. Bestemmende” jeg kiggede ind i hans varme øjne, og nikkede.

Der var noget med de øjne der var helt igennem fantastisk. De var så smukke, varme og beroligende på samme tid. Jeg kunne sidde og kigge ind i dem i flere timer, hvis det skulle være. De fik mig til at slappe mere af.

”Jeg har altid følt mig forpligtet til at tage mig af hende” jeg sukkede og tog en dyb indånding inden jeg rejste mig.  Han kiggede igen forvirret på mig, og rejste sig også. ”Jeg bliver nødt til at få hende med hjem. Hun skal i skole i morgen”, han nikkede forstående og åbnede døren for mig.

 ”Hey hvorfor gik I bare?” Niall sad stadigvæk med Macy sovende på sit skød, og viskede lav meldt at Zayn skulle dæmpe sig. Jeg fik Macy op i min favn, og smilede taknemligt for derefter at gå ud i gangen.

Drengene fulgte forsigtigt efter, og Liam smilede hjælpende da han gav mig Macys sko, så jeg ikke behøvede at bukke mig ned.

”Giv Macy et kys fra mig” Niall smilede og vinkede stille for derefter at give Macy et meget stille kram. Jeg skulle til at gå ud af døren, da jeg kom i tanke om Macys største ønske. ”Niall kan du ikke kysse hende på kinden?” han lyste op i et smil, og kysse hende på kinden for derefter at give mig et kram. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor, men efter at Niall havde krammet mig, gjorde de andre det samme.

Da det nåede til Liam, tog han sine sko på og smilede. Jeg kiggede undrende på ham, men da han derefter sagde til drengene at han snart var tilbage, kunne jeg regne ud at han ville følge mig ned.

”Har du langt hjem?” han smilede genert, og trykkede på knappet til foyeren. Jeg tøvede lidt men nikkede så. ”Jeg har ca. en halv times gå gang herfra, hvis metroen ikke køre” , han nikkede forstående, men tog så en bilnøgle op af hans lomme. ”Jeg skal nok køre jer hjem” han smilede forsigtigt, men jeg fik revet min ene arm løs fra Macy, og tog fat i Liams ærme. ”Nej Liam det kan jeg ikke være bekendt. Jeg kan ikke tage din tid” han grinede lav meldt, og smilede. ”Det gør skam ikke noget, jeg har alt for meget fritid her for tiden”.

Vi kom ud af bygningens bagindgang, hvor Liam med det samme skyndte sig ind i sin bil. Han åbnede døren til forsædet, og klikkede mig fast. ”Hvorfor pludselig så hurtig?” jeg lukkede døren efter mig, og lagde min arm tilbage om Macy der stadigvæk sov tungt.

”De er her, jeg kan mærke det” han bakkede ud af parkerings pladsen og rigtigt nok stod der en masse paparazzier ude foran og ventede. Det var utrolig at tænke på at de havde ventet i lang tid. For hvordan kunne de vide at han rent faktisk havde tænkt sig at forlade bygningen?

Han kørte hurtigt forbi dem, og ud på vejen hvor der ikke gik lang tid før vi var på rette vej. ”Den her vej” jeg navigerede hurtigt og kiggede i sidespejlet. Der fulgte en sort bil efter os. ”Kør til højre her” jeg kiggede bagud, til han drejede og selvfølgelig kørte bilen stadigvæk efter os. ”Hvor tit sker det her?” spurgte jeg forsigtigt, hvilket han sukkede over.

”Alt for tit”, jeg åbnede munden, men lukkede den med det samme igen. Det gik ham tydeligvis på.

Jeg kunne svagt se mit hus forude, og fortalte stille at han skulle dreje. Han smilede forsigtigt, og kiggede i bakspejlet. ”Okay det burde være sikkert at stige ud nu”, jeg smilede let og kiggede ham i øjnene. ”Tak, for alt” jeg lænede mig usikkert ind og kyssede ham på kinden. ”Det var rart at se dig igen”, han gav mig et stykke papir i hånden og smilede. ”Ring hvis du får brug for at snakke”, jeg smilede taknemligt og vendte mig mod ruden igen. Jeg stak min hovedet ud af døren og kiggede mig rundt. Jeg smækkede døren i efter mig og løb med Macy i min favn op til huset, og lukkede mig ind.

Jeg smed skoene og kunne straks mærke at jeg var begyndt at ryste. Selvom det var sidst på foråret var det utrolig koldt. Jeg gik stille ud gennem køkkenet, og ind på Macys værelse, der for en gangs skyld fik mig til at smile. Jeg lagde hende forsigtigt i sengen, og synes det var synd at vække hende for at få hende til at børste tænder.

Jeg kiggede rundt på hendes vægge og smilede stort da jeg fik øje på plakaten af Liam. Han så, så fredfyldt og glad ud, og jeg kunne se at hans smil var ægte. Han var sikkert stadigvæk sammen med hende Danielle på det tidspunkt. Jeg forstod det virkelig ikke. Hvorfor slog de op?

Jeg rejste mig fra sengen, og kyssede stille hendes hånd. Jeg gik mod døren i det jeg kunne hører hun bevægede sig. Hun havde vent sig om, så lyset fra stuen ikke ramte hendes øjne, hvilket måtte betyde at hun vist var vågnet lidt. ”Jeg elsker dig” viskede jeg forsigtigt, og lukkede døren i.

Jeg smed toppen og kiggede mig selv i spejlet. Jeg stillede mig med siden til og betragtede min mave. Den var flad. Den gik næsten ind ad. Og hvis jeg skulle være ærlig gik det mig egentlig på. Men hvorfor først nu? Hvorfor først efter jeg mødte drengene er jeg begyndt at se mig selv på denne måde? Begyndt at tænke på hvor meget lort jeg egentlig have gjort for at få denne mave, der nu var alt for tynd efter min mening.

Jeg smed min mobil på bordet, og kunne høre at jeg skulle have smidt den blidere, men jeg var virkelig træt og fuldstændig ligeglad med at den gik i stykker. Jeg smed bukserne, og hoppede hen i sengen. Jeg havde virkelig brug for søvn. Jeg havde en lang dag foran mig. Jeg lagde mig undrende ned. Hvorfor tænkte jeg nu sådan? Hvorfor bekymrede jeg mig nu om at jeg ikke ville nå at få nok søvn? Det var sket noget.

 

Jeg vågnede ved at alarmen, jeg havde glemt jeg havde sat til, ringede med en irriterende bip tone jeg allerede blev træt af efter et bip. Jeg låste min mobil op, og så at jeg havde fået en sms. ’Hey, bliver du efter skole? Vi skal planlægge skoleballet – Laila’ jeg smilede ved ordet. Skoleballet. Det jeg så længe havde ventet på. Jeg havde allerede fundet ud af hvordan min kjole skulle se ud. Jeg havde fundet det perfekte hår, alt var klart. ’Ja selvfølgelig’ jeg smed den tilbage på sengen, og rejste mig for at finde tøj frem.

”Tori?” Macy trådte ind i sin natkjole og kløede sig i øjnene. Jeg vendte mig imod hende og trak to bluser frem. ”To sekunder, hvilket ville passe bedst med de bukser?” jeg pegede over mod sengen hvor jeg havde lagt et par mørke højtaljede bukser frem, og smilede stort da jeg underligt nok faktisk var ret frisk. ”Den grønne, men Tori?” jeg vendte mig mod hende igen, mens mit smil langsomt falmede.

 ”Hva så prinsesse?” jeg satte mig på hug, og lod hende løbe ind i mine arme. ”Jeg har det ikke særlig godt” hun kiggede mig i øjnene, og jeg kunne se at hun ikke løj. Ikke at hun plejede at lyve, men når hun virkelig mente sådan noget, havde hun tårer i øjnene.

Jeg strøg hende hen over håret, og gav hendes hånd et beroligende klem. ”Vil du ikke bare gøre et forsøg? Du skal jo have test i dag” hun så pludselig skræmt ud. Hun kiggede væk og tørrede en tåre væk med sin bløde lille hånd. ”Hey” jeg tog blidt fat i hendes hage, og rettede hendes ansigt mod mit. ”Hvis du ikke får det bedre i løbet af dagen, så kom hen til mig, så skal jeg nok tage med dig hjem” hun smilede forsigtigt, og nikkede. Hun slap min hånd og løb ud af døren i høj fart. Jeg fnes let, og vendte mig om igen.

”Oh og Tori? Dit undertøj er gennemsigtigt”, jeg kiggede ned og forstod at hun selvfølgelig havde kigget på min g-streng.  Normalt ville jeg have syntes det var akavet, men hun var jo min søster, der var jo ikke noget galt i det.

”Macy!” jeg åbnede hoveddøren og skulle til at vende mig for at kalde igen, da hun smuttede direkte forbi mig. Hun stoppede op foran lyskrydset og ventede fint på mig som hun plejede. Det var som om intet var hændt. At jeg aldrig havde opført mig anderledes overfor hende. At jeg aldrig havde skuffet hende.

”Husk nu, du kommer bare ind til mig hvis du får det værre” hun nikkede hurtigt og løb ind af døren. Jeg sukkede og gik tilbage mod min klasse, hvor Laila og Lauren så omhyggeligt nedstirrede alle der gik forbi. ”Hey!” jeg kiggede op og så at de nu gik ved siden af mig. Jeg smilede forsigtigt og nikkede.

Jeg vidste ikke hvad der kørte gennem mit hoved, men pludselig knipsede Laila foran mig og fik min opmærksomhed rettet mod hende. Hun lagde en seddel på mit bord, og kiggede tilbage op mod tavlen. ’Tager du Robbie med til ballet?’ jeg kiggede mig rundt efter ham. Han sad og fumlede med en blyant mens han sad og fjollede med Joe.

Robbie var den populæreste på min årgang, hvilket gjorde ham perfekt til mig. Han var hvad alle piger ønskede.

Jeg kiggede tilbage mod Laila, og trak på skuldrende. Jeg havde tidligere været ret vild med Robbie, og det var vidst også gengældt. Det blev bare aldrig til noget. Hvorfor ved jeg ikke.

 

Jeg sad i mine egne tanker, da døren til vores klasse lokale gik op. Alle rettede straks blikket mod døren og jeg fik et chok da Macy trådte ind. Hun plejede altid at kunne klare sig gennem dagen. Men i dag kom hun rent faktisk herind. Hun var mørk rundt om øjnene og jeg kunne se på hendes blomster mønstrer top at hun havde kastet op, da det var ud over det hele.

Jeg rejste mig i ren panik op og løb hen til hende. ”Hey er du okay?” hun kiggede med tårer fyldte øjne på mig og rystede på hovedet. Jeg fik hende op i min favn og vendte mig mod min lærer der gav mig et godkendende smil.

Jeg fik hende ud på gangen og satte hende på bænken der stod midt på gangen. En lærer stod ved siden af bænken og satte sig på hug foran Macy, ligesom jeg havde gjort. Men i stedet for at kigge på Macy kiggede hun på mig. ”Det er blevet værre” sagde hun stille hvilket fik mig til at kigge forvirret på hende. Hun gjorde tegn til at jeg skulle følge med, så jeg gav Macy et forsigtigt smil og fulgte efter hende længere ned på gangen.

”Hun væltede ned af stolen og brækkede sig ud over hele gulvet, jeg er ikke sikker på at hun er klar til prøven endnu. Og hvis hun ikke kan klare prøven må jeg desværre lade hende gå et år om” jeg kiggede forskrækket på hende, men det blev hurtigt ændret til et vredt ansigts udtryk. ”Hvad mener du med at hun skal gå et år om? Ved du overhoved hvor hårdt hun kæmper for at følge med?” hun nikkede bestemt og trådte et skridt bagud. ”Jeg siger bare. Enten må dine forældre give hende ekstra undervisning ellers må de acceptere at hun bliver nødt til at tage året om igen. Jeg gør det for klassen skyld, hvis Macy ikke kan følge med er det ikke retfærdigt at lade resten af klassen vente” hun vendte sig med ryggen mod mig og gik, mens jeg stod tilbage med et tomt udtryk i ansigtet. Det var ikke retfærdigt.

”Kom Macy vi tager hjem” , jeg løftede hende op, og lod hende græde ud på min skulder. Jeg gik tilbage mod klasselokalet og fik med det samme alles opmærksomhed da jeg trådte ind af døren. Jeg gik ned mod min plads og tog min taske i dét Laila tog fat i min arm. ”Vi skal bruge dig efter skole” jeg smilede undskyldende, og nikkede. ”Jeg kommer, det lover jeg” jeg spurtede forbi min lærer og ud af døren igen.

 

Jeg lukkede mig ind og lagde Macy i sofaen. ”Kald hvis du får brug for noget”, hun smilede taknemligt og vendte sig om. Jeg lagde forsigtigt et tæppe om hende og gik ind mod mit værelse.

Jeg gik rundt om mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lovet Laila at hjælpe men jeg kunne ikke bare sådan gå fra Macy. Jeg kunne ikke få min mor til at tage fri, og jeg havde ikke andre end naboen at spørge. Uheldigvis havde jeg lavet for meget ballade i naboens have, så at spørge om hun gad passe Macys, efter at jeg havde trådt hendes planter ned, var ikke lige den bedste idé.

Jeg kom i tanke om at Liam havde givet mig sit nummer hvis jeg havde problemer, hvilket man vel godt kunne sige at jeg havde nu? Jeg smed mig på gulvet og rodede rundt efter nummeret da jeg kom i tanke om at jeg havde lagt det på inde på Macys værelse da jeg lagde hende i sengen.

Jeg listede stille derind og smilede da jeg fik øje på sedlen. Jeg trak min mobil op af lommen og trykkede nummeret ind, for derefter at gemme det til andre nøds situationer. ’Hey Liam, det er Tori, du har tilfældigvis ikke tid til at passe din største fan vel?’, jeg lagde mobilen i lommen, men blev nødt til at tage den op igen da den kort efter vibrerede. ’Klart! Jeg er der om lidt!’. Jeg smilede for mig selv og satte mig ind i stuen til Macy der lignede en der var ved at dø. ”Rolig prinsesse, hjælpen er på vej” hun trak fat i spanden og jeg nåede akurart at fjerne hendes hår, før hun brækkede sig.

Jeg havde virkelig ondt af hende. Virkelig, virkelig ondt af hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...