Change. {1D}

Taylor Whrite er ikke længere den kiksede pige, som hun var engang. Dengang hun blev mobbet groft. Det sætter sig fast i Taylor, og hun får de vildeste humørsvingninger, og er usikker på alt. Men hvad nu, når hun tilfældigt møder en dreng? Kan hun begynde at elske, og bare være sig selv? Eller er den ensomme, og asociale pige, Taylor?

20Likes
27Kommentarer
2015Visninger
AA

2. Tears.

"Hun er så mærkelig..."

"Hun gider slet ikke, at snakke med os."

"Hun er fucking dum."

"Hun får de sygeste humørsvingninger."

Disse ord var kørt rundt i mit hoved, hele busturen. Det var sandt. Jeg var mærkelig, og jeg snakkede ikke med nogen. Efter mobningen for nogle år siden, var jeg slukket totalt ned, og fokuserede kun på skolen. Det lød dumt, at jeg ændrede udsende pga. mobningen, selvom det gjorde næsten ingen forskel. Alle kendte mig stadig, som den stille pige, der ikke sagde en skid, og gik ikke sammen med nogen. De var ikke til at stole på, og hvem vidste hvem der overhovedet var det? Jeg ville hellere være på den sikre side, og holde mig for mig selv. Så kunne andre rende mig.

Pigerne der havde sagt det, havde bare pisset det hele af, så jeg skyndte mig ind i skolebussen efter skole, og tænkte.

Min bus stoppede snart, hvor jeg skulle af. Jeg overvejede bare at blive siddende i bussen, og tage en omgang til. Ja, det ville jeg gøre.

Bussen holdte, og jeg blev siddende. Der kom kun én ind af bussen, han søgte efter en plads i den fyldte bus. Han havde cap på, og et par solbriller, og grå hængerøvs bukser. Da jeg sad aller forrest, satte han sig ved min tomme plads, og jeg rykkede hurtigt min skoletaske ind til mig selv. Han sendte mig et kort smil. Som jeg hurtigt gengældte, men jeg fornemmede det blev lidt falskt..

Jeg vendte mig med siden mod vinduet, og lod min pande hvile op af glasset. Jeg kunne mærke hans blik på mig, men jeg prøvede at ignorere det.

"Hvor skal du af?"

Jeg vendte mig mod drengen, og sendte ham et koldt blik. "Det ved jeg ikke."

Han nikkede bare, mens han fugtede sine læber.

"Hvorfor ved du ikke det?" spurgte han drillende.

Kunne han ikke holde mund?, jeg sad lige og tænkte. Jeg rullede irriteret med øjnene. "Fordi! Hvor skal du af?" spurgte jeg bare, og var overrasket over hvor irriteret min stemme var.

Han hævede det ene øjenbryn, og sænkede det andet, hvilket så lidt komisk ud, når han havde solbriller på. "Det ved jeg ikke..." sagde han og efterabede min stemme. Jeg daskede ham blidt på låret, og kom til at udstøde et grin, hvilket var helt forkert. Jeg havde ikke grint i lang tid.. Det passede ikke til mig.

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte han, og kiggede på mig med et smil. Jeg smilede skævt, og mærkede rødmen i mine kinder. Hvorfor rødmede jeg, fordi han spurgte om mit navn? "Taylor."

"Jeg er Niall," sagde han venligt. Navnet mindede mig om noget.. Men der var vel mange der hed Niall, ikke? Ikke?

"Ses," mumlede Niall, gik op af hans sæde, hvorefter han var ude af bussen, der var holdt.

 

***

Jeg var hjemme, og sad i min seng med min dagbog og blyant på skødet. Næsten hver aften, når jeg havde tid, skrev jeg. Jeg lod blyanten strejfe bogen, og skrev.

I dag var pigerne onde ved mig, så jeg forblev i bussen og kørte bare med den rundt omkring. En dreng ved navn Niall, satte sig ved siden af mig. Han udspurgte mig, og snakkede venligt til mig, hvilket jeg ikke er van til.

Min dagbog landede på gulvet i et 'smash' og jeg skyndte mig at lægge mig på gulvet, og kigge under sengen hvor den var endt. En lille æske ud fra min dagbog, fangede min opmærksomhed. Jeg samlede dagbogen og æsken med op i min seng. Æsken så en andelse bekendt ud. Den var lysseblå med små hvide prikker, og på siden stod der 'Taylor' Jeg gispede.

Langsomt åbnede jeg den op. Et gammelt skolebillede af mig, og et brev lå deri. Mine gamle krøller, bøjle, og briller var placeret ved min ansigt. Jeg kiggede væk af skam. Jeg var simpelthen så grim.

Jeg tog brevet op.

Hvorfor kan ingen lade mig være i fred? Jeg er som jeg er, og bliver ikke til andet.

Jeg kunne mærke en tårer falde ned langs min kind, og lidt efter strømmede de ned. I bunden af æsken befandt der en kniv..... Nej. Jeg smækkede låget på. Jeg kunne ikke klare det!

Jeg tog min Dagbog frem, og klistrede det gamle billede af mig fast, og brevet. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det. Det gjorde så ondt at tænke på dengang. Hvorfor ville jeg blive mindet om sådan noget forfærdeligt stads? Det var jo dumt!

Jeg er dum.

****

Det var fredag aften, og jeg besluttede mig for at gå en tur ved søen, og se solen gå ned. Jeg hev mine sorte converse frem, og tog min blazer på, og min Iphone i lommen. Så var jeg ellers ude af døren med et smæk, uden at give mine forældre besked. De kunne vel høre døren smække. De vidste godt, at jeg var lidt skrøbelig, og nogle gange havde brug for at gå ture, for at tænke eller glemme.

Da jeg var henne ved søen, stod der tre drenge foran mig. Pis! Jeg ville gerne have været alene. Jeg stoppede med at gå, til at de var langt væk, så gik jeg den modsatte vej med hurtige skridt. Hvorfor flygtede jeg?

Jeg er mærkelig.

Stenene jeg kastede i vandet, sank til bunden af søen. Bare jeg kunne hoppe i, og bare ramme bunden, og derefter komme til en anden verden. En verden hvor folk accepterede hinanden, selvom man ikke var perfekt eller smuk. Hvor mobning ikke fandtes. Bare det var så let..

Hvorfor hoppede jeg ikke bare i, og så hvad der var på den anden side?

Hvad nu hvis der ikke var, en anden side?

Søen var meget dyb, og hvis man hoppede i, ville man garenteret drukne eller noget. Jeg er så klog. Jeg begyndte at gå  bagud. Kom nu, Taylor! Jeg tog tilløp og...

"Hey, hvad fanden laver du?" lød en stemme lidt væk.

Pik og pis.

Jeg gik lidt væk, og satte mig på en sten, mens jeg sukkende så på solen, der var ved at gå ned lige nu. Måske kunne jeg hoppe i en anden gang? Pludselig lød der skridt, og jeg fornemmede nogle var tæt på mig. (instinkt)

Det var de tre drenge, der stod, hvor jeg ville have hoppet i. De kiggede ud på søen, og... Deres blikke ramte mig! Jeg kiggede nervøst på dem, mens jeg bed mig i læben. De gik hen i mod mig!

"Hey, er det ikke dig Taylor?" spurgte en dreng, hvorefter han gik helt tæt på mig. Jeg havde lyst til at skrige, det var skide ubehageligt! Hvorfor kunne drengen egentligt mit navn? Jeg studerede ham kort, og det slog klik. Det var Niall. Han havde taget solbrillerne af, og cappen.

Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle sige, så jeg stirrede bare på ham, mens jeg mærkede mine ben rystede.

"Hvorfor ryster hun?" hørte jeg en af de andre drenge hviske.

Åh nej. Nu ville det ske igen.

Jeg rejste mig fra stenen, og gik bagud. Niall kiggede undrende på mig, mens han gik et skridt frem.

"Vi gør dig ingen ting.."

Jeg mærkede mine øjne blev blanke, og tårrene sad i øjenkrågen. Hvis jeg ikke skred, ville de rende ned af mine kinder snart. 

Jeg kiggede nervøst ned i jorden, og mærkede mine vejrtrækninger blive hurtigtere, og højere. Kvalmen steg, og jeg blev pludselige svimmel.

Jeg kan ikke klare sådan noget her. Hvad nu hvis de ville griner af mig, hvis jeg siger noget?  Mærkeligt at jeg ikke var bange, da jeg snakkede med Niall i bussen.. Det hele var mærkeligt.

Som sagt: Jeg er mærkelig!

Jeg vendte mig om, og så to andre drenge stå tæt på mig. Jeg var på en måde omringet.

"Skrid!" skreg jeg pludselig.

Jeg mærkede pludselig en hånd om mit håndled. Niall. Det var altså for grænseoverskridende det her! De havde overskridet mine grænser nu!

Jeg fik mig vredet ud af hans greb, og begyndte at løbe væk fra dem. Før jeg vidste af det, var de væk, når jeg kiggede bagud. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder.

Døren fik jeg åbnet, og jeg løb op på mit værelse, hvorefter jeg smed mig under dynen og prøvede at sove.

__________________________________________________________________________________

Det var første kapitel, folknz.

Hun er måske lidt en dramaqueen, men... Sådan er hun! :-P

Hope you guys, like it.

Jeg ved ikke med jer, men jeg fik lidt tårer i øjnene, da hun blev bange for drengnene. :o

Btw, see ya, in the next kapitel! <3.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...