Change. {1D}

Taylor Whrite er ikke længere den kiksede pige, som hun var engang. Dengang hun blev mobbet groft. Det sætter sig fast i Taylor, og hun får de vildeste humørsvingninger, og er usikker på alt. Men hvad nu, når hun tilfældigt møder en dreng? Kan hun begynde at elske, og bare være sig selv? Eller er den ensomme, og asociale pige, Taylor?

20Likes
27Kommentarer
2008Visninger
AA

6. Surprise

Niall og jeg havde hygget i en time nu. Vi var på en hyggeligt lille restaurant, hvor der egentligt var lukket, men Nialls ven - som ejede stedet - aftalte med Niall, at vi måtte spise her. Det var vildt hyggeligt.

Den måde Niall accepterede mig for den jeg var, gjorde mig varm om hjertet. Han fik mig til at skubbe min angst og fortid væk, og erstatte det med glæde og sjov! Men jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg ikke var hel. Jeg var ret bange for hans reaktion på alt jeg gjorde. Nogen gange glemte jeg det også bare alligevel..

Tiden var gået så utrolig hurtigt, nok fordi vi hyggede sådan. Jeg fandt ud af, at Niall elsker at synge og spille på guitar, og elsker mad. Og nej, jeg fortalte ham ikke om da jeg blev mobbet og sådan.. Det behøvede han jo heller ikke at vide.

"Du er skør," mumlede jeg med et smil på læberne, da Niall fortalte om dengang han satte sig på en kage. Han smilede bare stort med tænderne, mens han vippede sig lidt frem og tilbage på stolen. "Jeg er skør med dig.." mumlede han. What?

"Vabehar?" spurgte jeg forvirret og hævede øjenbrynet. Niall hostede bare, og udstødte et lille fnis og smilede stort derefter. Havde jeg hørt rigtigt? Flirtede han med mig?

"Klokken er mange.. skal vi.. køre hjem ad?" spurgte han lidt efter, da der var stukket en lille tavshed frem. Mit hoved nikkede, og vi rejste os fra bordet, og løb ud til bilen. Det var lige begyndt at regne, da vi satte os i bilen. Vi havde begge sikkerhedseler på, og var ellers klar til at køre... Men Niall bevægede sig slet ikke. Han stirrede bare ud af mit vindue, mens jeg kiggede forvirret på ham. "Paparazzi," mumlede han bare, hvilket fik mig til at kigge ud af vinduet. Rigtigt nok. En masse blitzlys blændede mig, så jeg blev nød til at lægge en hånd foran mine øjne. Hvordan havde de fundet os, her ude? Vi var jo langt inde i en gyde, og væk fra storbyen.

Endelig startede han bilen, og kørte af sted.


Vi sagde ikke et ord på vejen hjem, hvilket jeg faktisk havde det fint med.

Da vi endelig var hjemme ved mig, og skulle sige farvel, trak jeg ham ind i et kort kram, og skulle til at gå ud af den åbne dør, da Niall hev mig tilbage, og placerede et blidt kys på min kind. Jeg vendte mig kort mod ham og smilede stort, og gik derefter ud af bilen. Min hånd viftede jeg fra side til side mod ham, da jeg ventede på at han kørte væk. Da bilen var ude af syne, løb jeg direkte ind i huset.

"HEJ!" råbte jeg til mine forældre, som tegn på at jeg var hjemme.

Intet svar. Lige meget.

Jeg løb hen til mit værelse, og trak min dagbog frem.

Heeey dagbog! Undskyld jeg ikke har skrevet, i lidt tid.. Jeg siger det bare ligeud: NIALL ER UBER DEJLIG! Nå. Jeg vil snart i seng, ses snart, håber jeg!

 

***

 

Det gik bare så langsomt i skolen! Hvert minut føles som en time.. Der var frikvater, og jeg var nede i boden for at købe en sandwich. Mine øjne blev storre, da jeg så der ikke var mange tilbage. Ivrigt, løb jeg ind i køen, så jeg forhåbentligt fik noget.

Jeg vidste ikke hvad der skete, men et stort skub, fik mig banket ned i jorden. Et skreg udslap mine læber, i ren forskrækkelse. The Plastic's havde skubbet mig ud af køen, og de havde snuppet min plads. De grinede højt, hvilket fik mig til at mærke vreden koge op inden i mig. Stop jer selv.

"Flyt jer," fløj det ud af min mund.

Pigerne løftede bare øjenbrynene sjovt, og trådte et skridt frem i køen. Fuck jer.

"Hørte I ikke hvad jeg sagde?" spurgte jeg, hvilket fik 'pigerne' til at kigge overrasket på mig. Ja, jeg var mindst lige så overrasket. Jeg plejede aldrig at åbne min mund, og forsvare mig selv. Aldrig. Jeg plejede bare at løbe min vej.

"Hey folkens, hun kan tale!" sagde den ene plastic-bitch. Hendes kommentar fik mig op i det røde felt. Alt ved dem gjorde mig sur!

Jeg kunne ikke gøre mere. Jeg havde for længst overskredet min grænse. Aldrig havde jeg prøvet noget som det her. Mærkeligt nok følte jeg mig sej, og en lettelse skyllede over min krop.

Irriteret gik jeg tilbage nederst i køen, hvor jeg hørte til, hvor jeg havde et 'dejligt' udsyn, når plastic-pigerne åd deres (mine) sandwichs.

Og når det blev min tur i køen, var der selvfølgelig ikke flere sandwichs. Med vrede skridt gik jeg væk fra boden, og begyndte at gå tilbage til min klasse. Stemmer kunne høres bag mig, og jeg var ikke i tvivl hvem der drejede sig om. Fulgte de efter mig? Endnu en gang i dag mærkede jeg et hårdt skub til min skulder, som fik mig endnu hurtigere ned i jorden end før. En slem smerte udviklede sig i min skulder, og jeg lagde blidt min hånd på. Av for fanden. Jeg rejste mig hurtigt op, og skulle lige til at udføre en masse bandeord, da jeg blev afbrudt af mig selv. Mine øjne blev blændet af mine egne tårer, der bredte sig ned ad mine kinder. De havde mig, lige hvor de ville have mig. Jeg følte mig svag, og det var lige hvad jeg var. Hvor var mit temprament henne, og hvorfor var det blevet erstattet af svaghed?

Jeg kiggede op, og mødte pigernes blikke på mig. Da de så jeg kiggede på dem, begyndte de langsomt at smile håndligt. Jeg skulle væk nu!

Jeg vendte om på hælen, uden at skænke et blik til omverdenen, løb jeg ud af skolen, og langt væk. Der var skyet, og når jeg åndede, dannede der sig en lille sky, så det lignede jeg røg.

5 kilometer kunne jeg godt klare. Det var jo egentlig lige meget, jeg skulle bare hjem.

Tal, havde jeg ikke, på hvor lang tid det tog, at løbe hjem. Men jeg var hjemme. Og da jeg åbnede døren, gik jeg som sædvanlig direkte op på mit værelse. Mine forældre var ikke hjemme, så de fandt heldivis ikke ud af, at jeg pjækkede.

Jeg trak min dagbog frem;

Jeg VIDSTE bare at denne her dag ville komme! Jeg har altid frygtet den dag, hvor at pigerne ville begynde at mobbe mig igen. Og dette er sikkert bare begyndelsen. Har lyst til at springe i søen lige nu..

Før jeg vidste af det, var jeg faldet om i sengen, og sov.

 

****

 

"Hvad fanden i helvede har du gang i, Taylor?" En skinger stemme, fik mine øjne åbnet i et sæt. Mine forældre stod bøjet forover mig, og så vredt på mig.

Pludselig gled tårerne ned ad mine kinder, helt pludseligt, og jeg følte ikke jeg kunne stoppe dem. Men det skulle jeg! Ellers ville mine forældre have en forklaring, hvorfor jeg græd.

Jeg åbnede min mund, og forventede en løgnehistorie ville ryge ud, men ingenting kom ud. En panik inde i mig, fik mig til at ryste. Hurtigt, kiggede jeg over på mit digital ur, der viste langt over jeg havde fri. Jeg havde virkelig dummet mig. Hvorfor holdt jeg ikke bare kæft, dengang The Plastic's skubbede mig? Hvorfor blev min vrede så slem denne gang?

Den eneste tanke jeg havde i mit hoved, var 'væk'. Ligesom på skolen. Jeg undveg mine forældre, og løb hen til hoveddøren, tog mine converse på, åbnede døren, og løb. Mine forældre kunne høres med deres råb: "TAYLOR KOM TILBAGE!"
De kunne ligeså godt opgive. Jeg ville ikke tilbage, lige nu. Alt var nemlig knust, og det jeg havde frygtet var sket, og jeg kunne se frem til en fremtid med mobning igen. Og det var altså det værste jeg vidste!

Jeg besluttede mig, for at løbe hjem til Niall. Og ja, jeg vidste godt hvor Nialler boede. Han havde fortalt mig alt, om ham selv, selv de mindste detaljer. Og det samme med mig til ham.. Bare ikke den lille detalje, om min skrækkelige mobnings-periode. Ellers havde jeg fortalt alt andet.. Sådan da..

Da jeg stod foran hans dør, bankede jeg på. Eller det var ikke Nialls hus, det var Harry og Louis, hans venner, men jeg var altid velkommen, sagde han. Pludselig dukkede der en dreng frem fra døren. Han bredte et smil ud på sine læber, men jeg kunne fornemme han var forvirret. Jeg fortalte, jeg var Taylor, og skulle lige til at fortælle om Niall, da han afbrød mig, og råbte: "Niall, Taylor er her."

Et grin undslap mine læber, og lige nu var jeg skide lige glad, om det ikke passede til mig.

Niall stod kort efter i døren, og trak mig med det samme ind i et kram. Han havde et kæmpe smil på læberne, og han rakte ud efter min hånd, og hev mig indenfor.

"Nå, hvad fik dig til at komme her over på besøg?" spurgte Niall venligt.

"Jeg skulle være alene hjemme," løj jeg. Jeg blev snart træt, af at bruge så mange løgne overfor Niall. Men nogen gange var det altså nødvendigt, hvis jeg ikke skulle afsløre min hemmelighed.

Vi satte os i sofaen, og begyndte at snakke. Hans venner, som jeg endnu ikke kunne navnene på, satte sig også. Pludselig blev døren åbnet, og endnu en dreng kom ind. Han havde sit mørke hår sat op, og han var mørk i huden. Lækkert. Jeg kunne ikke lade vær med at studere ham.

"Guys, Paul siger at vores koncert i morgen er aflyst."

Deres koncert?

"Så vi tager til interviewet i stedet for."

Hvad fanden snakkede han om? Koncerter? Interview - Med dem?

Zayn fik pludselig øje på mig, og sendte mig et kort smil, selvom han ikke anede hvem jeg var.

"Taylor?"

Hva' fanden?!

Jeg nikkede bare overrasket, og kiggede spørgende på Niall, der bare lagde armen om mig, og sukkede afslappende.

Mit blik faldt hen på Louis og Harrys vægge, hvor der hang billeder af de fem. ONE DIRECTION stod der skrevet i et billede. Hvad.. Var de One Direction? Det band jeg tit havde hørt The Plastics snakke om, i skolen? Det kunne ikke passe!

"Hvad fanden har du gang i, Niall?"

____________________________________________________________________________________

Ba-dum-ba-duuuum!
UNDSKYLD, i næsten ikke fik noget om daten, og UNDSKYLD det tog så lang tid at lave dette kapitel. Im so sorryyy!

Btw; JEG ELSKER JER! :-D<3

-- Emma1Dfan --
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...