Change. {1D}

Taylor Whrite er ikke længere den kiksede pige, som hun var engang. Dengang hun blev mobbet groft. Det sætter sig fast i Taylor, og hun får de vildeste humørsvingninger, og er usikker på alt. Men hvad nu, når hun tilfældigt møder en dreng? Kan hun begynde at elske, og bare være sig selv? Eller er den ensomme, og asociale pige, Taylor?

20Likes
27Kommentarer
2013Visninger
AA

4. I am like a new person!

Hej Niall.. Jeg håber da, det er dig? Jeg vil bare sige, at du kan komme over og hente din hættetrøje i morgen, her er min adresse: - Taylor!

Jeg trykkede send. Wow, jeg følte mig i mødekommende, og ovenpå nu. Men jeg var nu lidt usikker ved at han skulle komme hjem til mig.

Kort efter var der en sms fra Niall.

Heey, Taylor! Ja, det er mig!:-) Glæder mig til at komme!xx

Jeg smilede over beskeden, og gabte. Jeg overvejede at droppe filmen, og bare gå i seng, så jeg var frisk til i morgen. Mere tænkte jeg ikke over det, før jeg faldt om i min seng, og lukkede øjnene.

**

"Taylor!"

Min flotte kjole skinte, mens jeg gik på catwalken. Fotograferne tog uendelig mange billeder.

"Taylor!"

Jeg kiggede rundt i mængden af menneskerne, og så pigerne fra min klasse.. HA! Du skulle have set deres ansigter! Jalousi er...

"TAYLOR DU SKAL OP NU!"

Jeg åbnede øjnene og så op i mine mors øjne. Hvorfor vækkede hun mig? "Hvad er klokken?" spurgte jeg hæst, mens jeg satte mig op i sengen. "Den er 12," svarede hun. "Du har besøg. Han er nede i køkkenet."

Han? What?

"Hvem?" spurgte jeg bestemt. Nå ja.

"Han siger, han hedder-" "Niall," afbrød jeg.

Min mor nikkede med et smil på læben, inden hun gik ud af mit værelse. Så var operation Find-Tøj-På-Meget-Få-Minutter skudt i gang. Jeg fandt en grå T-shirt, store sorte halskæder, og et par lyseblå bukser. Sammensat = Nice! Jeg iførte mig tøjet, og et par converse i rød, og så var jeg ellers på vej ned i køkkenet. Hættetrøjen havde jeg i den anden hånd, nede i en pose.

Niall sad på køkkenets barstole, og var med ryggen til mig. Hvordan skulle jeg håndtere det her? Bare gå hen og sige.. Hej? Eller skulle jeg prikke ham på skuldren, hvorefter at give ham hættetrøjen, og så løbe min vej? Jeg holdt mest til første del, selvom det var lidt grænseoverskridende for mig, at være så åben.

"Hej Niall."

Han drejede om på barstolen, og kiggede på mig med et kæmpe smil på læberne. "Hey," sagde han charmerene. Jeg placerede min rumpe aka. Grethe på barstolen ved siden af. Ja, jeg kaldte min numse Grethe. Det var meget morsomt, hvis fx: "Jeg har ondt i Grethe." Det er nok bare mig, der har sort humor.

"Her." Jeg gav ham posen med hans trøje, og sendte ham et genert smil. Han tog glad i mod den, og omfavnede kærligt posen, for sjovt. Jeg kunne ikke holde et lille fnis inde, hvilket var pinligt! Alt jeg gør er pinligt!

Jeg er pinlig!

Han kiggede overrasket på mig, og jeg rullede med øjnene, for sjovt.

"Skal vi lave noget?"

Ava? Havde Niall lige spurgt mig, om vi skulle hænge ud? Det var - jeg tror faktisk - første gang nogen havde spurgt mig om det. Jeg fik gåsehud. "Øh.. Æh, det.." Jeg nåede ikke at mumle mere, før Niall havde sat sin finger for min mund.

"Slap helt af, Taylor," sagde han beroligende, og fjernede sin finger.

Jeg grinede bare lidt af mig selv, og svarede derefter 'Ja' til hans invitation om at være (fucking) sammen.

"Vil du med ud, og gå en tur?" spurgte han smilende. Jeg nikkede bare ivrigt. Vi gik begge mod døren, og som altid gav jeg ikke mine forældre besked. De kunne som sagt høre døren, som vi smækkede i lidt efter. Wow, endnu en dag med godt vejr, det var jo bare perfekt!

"Hvor vil du hen?" spurgte jeg Niall, og var helt overrasket over hvor svag min stemme var.

"Der hvor du vil hen," svarede han.

"Men jeg vil der hen, hvor du vil hen!" forsikrede jeg.

"Jamen, jeg vil der hen, hvor DU vil hen!"

Jeg kom til at grine af vores kærlige skænderi. Jeg grinede i selskab med Niall, for han var speciel. Jeg plejede aldrig, og jeg mener aldrig at grine. Men det var jo lige meget når det var Niall. Han kendte jo ikke min baggrund, og ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig grinede?

Vi besluttede os, at tage hen til søen, bare af kedsomhedens skyld. Et lavt gisp udslap mine læber, da jeg kiggede hen på Niall, der var helt oppe af mig. Det var bare en vane-refleks-ting jeg altid gjorde, når folk var så tæt på mig. Vi stod og kiggede ud over søen, da Niall pludselig spurgte mig, "Ville du hoppe?"

Det gav mig gåsehud.

"Ja," svarede jeg.

"Hvorfor?" spurgte Niall. "Du kunne jo have druknet?"

"Netop."

Niall stoppede op, og rynkede på panden, og sendte mig et spørgerne blik. Jeg smilede bare, og trak på skuldrene. Jeg kunne, og ville aldrig fortælle ham om dengang..

"Ej, det er ingen ting Niall," løj jeg, mens jeg førte min hånd igennem mit hår. "Sikker?" spurgte han. Jeg nikkede.

Vi gik uden at sige noget til hinanden, rundt om søen mange gange, jeg havde slet ikke tal på, hvor mange gange vi havde gået rundt om den. Jeg tænkte nemlig slet ikke over det. "Du, Taylor?" Niall kiggede på mig med et smil. "Du, Niall?" sagde jeg, og gengældte hans smil.

"Kan du huske... - Ja det kan du sikkert godt - da du var ved at hoppe i, og vi prøvede at snakke med dig. Hvad skete der for det? Du virkede bange for os."

Jeg bed mig let i læberne.

"Fordiiii," sagde jeg barnligt. "Jeg troede i var voldtægtsmænd." Det fløj ud af min mund. Endnu en løgn dedikeret specielt til Niall. Ingen havde nogensinde spurgt sådan ind til mig, så jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle svare, til den her slags spørgsmål.

Niall grinede højt, og klappede mig to gange på ryggen, hvorefter han smilede ned i jorden.

Det var faktisk ok hyggeligt at gå rundt bare og snakke, med Niall. Han virkede som en rigtig sød dreng. Pludselig ringede det fra Nialls bukselomme. Han fiskede mobilen op, sendte mig et undskyldende smil, og tog den op til øret. "Hej det er Niall.. Oh hej Liam! Øv.. Okay."

Han tog mobilen ned  i lommen igen, og kiggede trist på mig.

"Jeg skal desværre hjem nu. Det har været mega hyggeligt."

Før jeg vidste af det, havde han lagt armene om mig, og pressede mig ind mod ham. Det som mange folk kalder et 'kram'. Jeg følte mig tryk i hans arme. Det var dejligt!

"Måske kan vi gøre det en anden dag?" sagde han med et smil. "...Som en date?"

Jeg kunne ikke andet end at smile utrolig stort, og jeg mærkede mine kinder blussede op.

"Hm, ja da!" sagde jeg sødt, og kiggede ned i jorden.

"Vi ses, Taylor," sagde han med et smil. Jeg smilede tilbage. Det var mærkeligt. Niall som den eneste i verden, kunne få mig til at smile. Som om jeg blev et andet mennesker, når jeg var i selvskab med ham. Og det skræmte mig på en måde.. Næsten alt skræmte mig! My fucking life!

Han tog kort mig hånd, og gav den et klem. Mit hjerte slog pludselig hårdt i mit bryst. Var det en god ting, når den gjorde det? Jeg smilede bare genert, og så efter ham, mens han gik, og kom længere og længere væk.

Der stod jeg. Alene. Pigen med de vildeste humørsvingninger. Pigen der ikke kunne ta' nærkontakt, eller berøringer. Jep. Hende. Hun var lige blevet inviteret på en date, af en sød dreng. Og han var ligeglad med hendes frygt for mennesker.

Det var som om.. At Niall ville gå hen, og blive min helt.

_________________________________________________________________________________

 

Nuuurh! Ham Niall der!<3

Ja undskyld, jeg skrev et tidligere i dag, men jeg kunne simpelthen ikke lade vær, at lave endnu et kapitel.

Nå. Han har inviteret den indelukkede, Taylor, på date! hvordan mon det kommer til at gå?

I må meget gerne kommentere, like, eller sætte den på favorit, det betyder alt for mig!

Nå hej hej!

- Lots of love.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...