Vampire Diaries - Eleanor del 3

Aldrig før havde han gjort mig så rasende, så gal. Jeg havde den største lyst til at rive hovedet af ham på stedet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, hvordan han havde fået sig selv til at gå det. Alt jeg vidste var, at hvis han sagde det forkerte til mig, så ville jeg slå ham ihjel. "DAMON!!!" Råbte jeg, så det rungede igennem hele huset. Jeg blev enig med mig selv om, at uanset hvad han sagde, så ville jeg slå ham ihjel.

21Likes
30Kommentarer
5680Visninger
AA

18. Uden evner

"Jeg er ked af det."

Sagde Elena trist, og løb så væk, så jeg blev alene. Jeg sank sammen i skovbrynet, og rullede mig sammen i fosterstilling. Det hele svimlede for mig, så jeg følte det som om at jeg skulle kaste op. Jeg mærkede langsomt mine evner aftage, og langsomt, på en sivende måde, forlade min krop.

"Jeg binder dig, Eleanor, så du ej kan gøre skade. Jeg binder dig..."

Jeg hørte svagt Bonnies messende stemme, og forstod hvad der skete. Hun bandt mine evner, gjorde det umuligt for mig, at bruge dem.  Det gjorde mig rasende, da jeg indså at de alle havde været med i det. Men mest af alt at Damon havde været med i det, at han ikke havde sagt det til mig. Jeg holdt endeligt op med at krampe, da Bonnie afsluttede besværgelsen, så jeg ingen evner havde længere. Jeg rejste mig langsomt fra skovbrynet, stadig med ondt i maven, men med et flammende raseri i mit hjerte, vendt mod Damon. 

"Jeg river hovedet af ham."

Mumlede jeg for mig selv, og holdt mig let på den smertende mave. Min solhat var faldet af, så jeg lod den ligge på jorden. mens jeg rasende gik tilbage mod huset. Og denne gang var det for at pakke mine ting. Jeg følte mig forrådt på det allerværste, og kunne bare ikke forstå hvorfor Damon ikke bare havde talt med mig.

For hvert skridt jeg tog, voksede min vrede, mit raseri. Som et bål, havde Damon kun tilføjet benzin ved at lyve for mig. Jeg følte en overvældende lyst til at gribe ham om halsen, og bare klemme til, mens jeg følte hans  knogler give efter. Jeg var rasende, stiktosset på ham. Jeg følte et had, næsten så voldsomt, som da jeg havde været forblændet af Kathrines løgne. Jeg burde rive hovedet af ham, det ville lære ham en lektie. Det ville nok slå ham ihjel, men hva pokker. Så vigtig var han jo heller ikke for nogen.

Da jeg nåede tilbage til huset, var det tomt. Så jeg gik direkte op på værelset, og hev min sportstaske frem. Jeg skiftede hurtigt, til tøj i min stil. Sort, dystert, og med en snert af noget farligt. Jeg pakkede mit tøj. Men ikke det som hverken Damon eller Elena havde købt til mig, eller det tøj som var købt for Damons penge. Helt nede i bunden af skabet, fandt jeg mit tøj frem. Mit tøj, min tøjsmag, det tøj som jeg havde gået i, før jeg havde giftet mig med Damon. Giftet mig med ham, hvad tænkte jeg dog på? Så skulle besværgelsen hellere have slået mig ihjel. Jeg hev mine slidte støvler på fødderne, og tog min pung i jakkelommen. Denne gang havde jeg ikke nået imod at stoppe Damons penge i min pung.

Jeg forlod værelset, og stillede hurtigt min taske i gangen, før jeg skyndte mig tilbage op på værelset. Jeg trak min ring af fingeren, den som Damon havde givet mig, og lagde den fra mig på hans bord. Ikke at jeg nogensinde ville tage den på igen. Det var ovre.

"Hvad i al..."

Hørte jeg Damon udbryde, da han væltede over min taske i gangen. Jeg sukkede, og skyndte mig ned af trappen. Jeg trak hidsigt tasken til mig, fri fra ham og fortsatte ud af døren.

"Eleanor?"

Råbte Damon forvirret efter mig. Men jeg fortsatte, og kunne se Stefan i garagen. Jeg ignorerede ham, og fortsatte ned langs indkørslen.

"Eleanor?"

Råbte Damon igen, og løb efter mig. For at bremse mig. Men ved den søde grød, så ville jeg slå ham ihjel, hvis han rørte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...