Vampire Diaries - Eleanor del 3

Aldrig før havde han gjort mig så rasende, så gal. Jeg havde den største lyst til at rive hovedet af ham på stedet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, hvordan han havde fået sig selv til at gå det. Alt jeg vidste var, at hvis han sagde det forkerte til mig, så ville jeg slå ham ihjel. "DAMON!!!" Råbte jeg, så det rungede igennem hele huset. Jeg blev enig med mig selv om, at uanset hvad han sagde, så ville jeg slå ham ihjel.

21Likes
30Kommentarer
5714Visninger
AA

32. Tre måneder tilbage

"Selvom en blodprøve er det mest præcise, så må vi nøjes med en skanning."

Forklarede den kvindelige læge. Hun startede op for skanneren, og lagde lidt gel ud på min bare mave. Jeg gøs let.

"Ja, det er en smule koldt."

Sagde lægen venligt, og begyndte at køre skanneren rundt på min mave. Stefan holdt uroligt min hånd, på den anden side. Jeg havde nægtet, at han på noget tidspunkt skulle gå fra mig.

"Har du været til en læge før?"

Spurgte lægen. Jeg rystede på hovedet.

"Hun er lige flyttet hertil, fra England. Det har været et værre rod, da hun oprindeligt er født i Japan."

Løj Stefan. Lægen nikkede let. Hun så ikke ud til at høre rigtigt efter. Hun var mere optaget af, at se på skærmbilledet. Hun så pludseligt over på Stefan.

"Er du faderen?"

Spurgte hun. Stefan rystede hurtigt på hovedet, så lægen skeptisk hævede det ene øjenbryn.

"Min bror er."

Forklarede Stefan, og kunne se at lægen så endnu mere underligt på ham.

"Han er ikke hjemme for tiden. Det har han ikke været længe, så han ved ikke engang at hun er vendt hjem."

Forklarede Stefan. Jeg kunne høre på hans tone, at han ikke løj. Men hvorfor havde Damon ikke været hjemme længe? Og hvor var han så?

"Hold da op."

Udbrød lægen pludseligt, og flyttede skanneren lidt. Jeg så bekymret på lægen, som stadig så på skærmen, som var vendt væk fra mig.

"Det er ikke mange gange, at jeg har oplevet at en så langt henne, har så flad en mave."

Sagde lægen, og drejede endeligt skærmen, så jeg kunne se. Jeg kunne tydeligt se formen på et spædbarn, en lille baby. Det var så... så perfekt. Velskabt og smukt.

"Hvor langt er hun?"

Spurgte Stefan, og forsøgte at skjule sin overraskelse. Jeg lå bare og studerede skærmbilledet, og kunne ikke tage mine øjne fra barnet på skærmen. Det barn, som jeg bar inde i mig.

"Seks måneder cirka."

Svarede lægen, og tilføjede et stille:

"Måske mere."

Hun tørrede forsigtigt min mave af, så jeg kunne trække min sweater på plads. Lægen pillede kort ved tastaturet, og slukkede så for skærmen.

"Så vidt jeg kunne se, så er det velskabt. Tillykke med det."

Sagde lægen, og gav mig det lille udprintede billede. Jeg tog det straks i hænderne, og kunne endnu engang ikke tage øjnene fra billedet.

"Hun skal spise lidt flere vitaminer, hun er lidt bleg."

Begyndte lægen at informerede Stefan om, og fortælle om alt muligt som jeg skulle holde mig fra. Hun kunne godt se, at jeg var helt forgabet i billedet af mit barn. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til det, da Stefan og jeg forlod klinikken. Jeg blev bare ved med at se på billedet af mit barn. Mit og Damons, gik det op for mig. Hvordan skulle jeg forklare det her til Damon, når jeg ikke engang kunne foreklare det selv? Ville han overhovedet lytte til mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...