Vampire Diaries - Eleanor del 3

Aldrig før havde han gjort mig så rasende, så gal. Jeg havde den største lyst til at rive hovedet af ham på stedet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, hvordan han havde fået sig selv til at gå det. Alt jeg vidste var, at hvis han sagde det forkerte til mig, så ville jeg slå ham ihjel. "DAMON!!!" Råbte jeg, så det rungede igennem hele huset. Jeg blev enig med mig selv om, at uanset hvad han sagde, så ville jeg slå ham ihjel.

21Likes
30Kommentarer
5722Visninger
AA

15. Stefan og jeg, som små søskende

Jeg måtte indrømme, at jeg faktisk var meget god til at tegne. Det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg havde på ingen tid, fået skitseret hans omrids og noget af jakken.

"Du vidste det ikke?"

Spurgte Stefan mistænksom, mens han beundrede min første tegning. Jeg havde for sjov tegnet en fugl. Den var blevet så god, at det lignede at den var klar til at hoppe ud af billedet. Jeg huskede at svare, inden jeg blev for optaget af den nye tegning.

"Nej, men der er også mange ting, som jeg er i tvivl om."

Svarede jeg, mens jeg med kulstiften gav mig til at tegne øjnene. Stefan udstødte en tænkende lyd, mens han lagde tegningen fra sig. Jeg forklarede mig.

"Som du allerede ved, så var jeg overbevidst om, at jeg hadede Damon mere end noget andet..."

Begyndte jeg igen at forklare. Stefan afbrød mig dog med et fnis.

"Der er forståeligt."

Forsikrede han mig, så jeg opgivende rystede på hovedet.

"Derfor er jeg lidt i tvivl om mine minder. Jeg kan ikke være sikker på, at de er rigtige."

Sagde jeg, og færdiggjorde øjnene. Stefan stoppede mig, og pegede let på jakken.

"Let grøn, men med brune bukser. Meget grimt for denne tids standarder, men meget normalt for den tid."

Sagde Stefan. Jeg nikkede hurtigt. Hvordan havde han vidst, hvordan drengen var påklædt?

"Det er mig som dreng, du har tegnet."

Forklarede Stefan med et smil. Jeg blev flov, flov over at jeg ikke havde vidst, at det var Stefan. Men det gjorde mig også trist, at jeg ikke engang kunne holde styr på en så simpel ting. Jeg sukkede opgivende, og lagde tegningen fra mig.

"Fremmede troede til gengæld også at vi var søskende, da vi var små. Grundet at vi legede så meget sammen, at vi kunne afslutte hinandens sætninger."

Trøstede Stefan mig. Jeg forsøgte at se bort fra min tristhed, og bed mærke i nogle bestemte ord.

"Da vi var små?"

Spurgte jeg Stefan. Han nikkede bekræftende.

"Efterhånden som vi blev ældre, begyndte du at tilbringe mere tid med Damon. Selvfølgelig tilbragte du stadig tid sammen med mig, men ikke nær som meget som tidligere. Hvis du kunne, tilbragte du tid med os begge, selvom din far ikke var glad for det."

Jeg nikkede forstående, og syntes at jeg svagt kunne huske noget af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...