Vampire Diaries - Eleanor del 3

Aldrig før havde han gjort mig så rasende, så gal. Jeg havde den største lyst til at rive hovedet af ham på stedet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, hvordan han havde fået sig selv til at gå det. Alt jeg vidste var, at hvis han sagde det forkerte til mig, så ville jeg slå ham ihjel. "DAMON!!!" Råbte jeg, så det rungede igennem hele huset. Jeg blev enig med mig selv om, at uanset hvad han sagde, så ville jeg slå ham ihjel.

21Likes
30Kommentarer
5716Visninger
AA

12. Damons mening

"Jeg er ikke glad for det her."

Sagde Stefan bekymret. Jeg nikkede let, og gik med ham lidt længere væk fra sofaen, hvor Eleanor allerede sov dybt. Jeg kunne ikke lade være med at beundre hende. I mine øjne var hun perfekt. Jeg følte det, som om at jeg ville kunne stirre på hende i timevis, uden at blive træt af det.

"Kan du huske hvad vi snakkede om igår?"

Spurgte Stefan mig pludseligt, så jeg så på ham igen.

"Det husker jeg udmærket."

Svarede jeg, og gav ham et surt blik. Han trak på skuldrene, og så kort på Eleanor.

"Det var måske en ide at overveje. Det er jo ikke permanent."

Forsøgte Stefan at få mig overtalt. Jeg var allerede overtalt. Hvis det stod til mig, så fik Eleanor fjernet sine evner permanent. De betød ikke andet end problemer for hende. 

Elena havde ringet til Stefan, og havde forklaret hvorfor Bonnie havde bedt hende om at blive, men ikke os andre. Bonnie havde fundet en fortryllelse til, at midlertidigt fjerne Eleanors evner. Bonnie havde en svag teori om, at fordi at Eleanor havde genvundet sine evner på så kort tid, så kunne hun ikke kontrollere dem. Det kunne løses ved, at hun langsomt lærte at bruge dem igen, og derved langsomt ophæve Bonnies fortryllelse.

Men jeg vidste også, at Eleanor aldrig ville gå med til det. Hun ville føle sig fuldstændig forsvarsløs, selvom om at Stefan og jeg selv selvfølgelig ville beskytte hende. Elena og Bonnie ville nok også, så godt de nu kunne. Hun ville ikke give dem fra sig frivilligt, aldrig i livet. 

"Hvorfor..."

Begyndte Stefan, men jeg afbrød ham.

"Jeg er allerede overbevidst. Hvis det stod til mig, så blev de fjernet permanent. Men jeg ved også, at Eleanor aldrig ville gå med til det."

Forklarede jeg ham, og holdt øje med Eleanor. Hun bevægede sig svagt på sofaen, men sov trygt videre.

"Permanent?"

Spurgte Stefan overrasket. Jeg nikkede hurtigt, og så på ham igen.

"De er ikke til andet end problemer for hende."

Sagde jeg hidsigt. Stefan så stadigt undrende på mig. Jeg sukkede opgivende, og trak min bluse over hovedet, så jeg stod i bar overkrop. Jeg kunne se det overraskede ansigtsudtryk Stefan fik, da han så de blå mærker som min overkrop var dækket af. Jeg ømmede mig svagt, og gjorde Stefan opmærksom på de brækkede ribben i min side. De var helet, men var stadig ømme. Da jeg mente at han havde set nok, trak jeg blusen hurtigt over hovedet igen.

"Ved hun, at hun har gjort det?"

Spurgte Stefan vantro. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Og hun skal ikke vide det. Det kommer bare til at skade hende."

Sagde jeg uroligt, og rettede hurtigt på blusen. Det var kun for det bedste, at Eleanor ikke var klar over, at hun havde skadet mig i søvne. Det var grunden til, at jeg altid stod op før hende. Jeg lod hende ikke se mærkerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...