Vampire Diaries - Eleanor del 3

Aldrig før havde han gjort mig så rasende, så gal. Jeg havde den største lyst til at rive hovedet af ham på stedet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, hvordan han havde fået sig selv til at gå det. Alt jeg vidste var, at hvis han sagde det forkerte til mig, så ville jeg slå ham ihjel. "DAMON!!!" Råbte jeg, så det rungede igennem hele huset. Jeg blev enig med mig selv om, at uanset hvad han sagde, så ville jeg slå ham ihjel.

21Likes
30Kommentarer
5678Visninger
AA

36. Damons barn

Damon hostede svagt, men trak i det mindste vejret lidt lettere, end da jeg var kommet slæbende hjem med ham. Hans sår var blevet forbundet, og han lå nu og hvilede sig i sengen. Vi havde opgivet at lede efter Eleanor. Det var tydeligt, at hun var blevet taget med, imod sin vilje. Tæppet, som hun havde haft om sig, var blevet flænset og noget af hendes blod var på det. Det var i det mindste ikke nok blod til at hun kunne have lidt alvorlig skade. Men nogle af havemøblerne var blevet væltet omkuld, og der var mærker på jorden, hvor hun var blevet slæbt væk. Jeg håbede virkeligt at hun var uskadt. Hvis hun eller barnet blev gjort fortræd, så ville jeg dræbe personen ansvarlig for det, men jeg ville aldrig tilgive mig selv.

"Hvorfor ser du munter ud?"

Spurgte Damon sarkastisk. Jeg så på ham, og opdagede at han havde åbnet øjnene. Jeg sukkede for mig selv. Hvordan i alverden skulle jeg forklare ham, at Eleanor var gravid med hans barn?

"Eleanor er væk."

Sagde jeg kort, og så væk. Damon fnøs utilfreds.

"Fortæl mig noget der er nyt."

Sagde han utilfreds, og trak ligegyldigt på skuldrene. Jeg sukkede igen dybt. Han havde ikke tilgivet hende.

"Hun er blevet bortført."

Tilføjede jeg, og kunne se en svag nysgerrighed i Damons øjne, før at han blinkede det væk igen. Jeg rejste mig fra stolen, og fik derved øje på et stykke papir på gulvet. Jeg bukkede mig ned, og tog det i hånden. Jeg genkendte det straks, og tænkte ved mig selv, at Eleanor måtte have været inde i soveværelset alligevel. Selvom at hun ikke ville herind, når Damon ikke var her. Jeg satte mig på sengekanten med billedet i hånden, og rakte det til Damon, som undrende tog imod.

"Og hvem er den heldige?"

Spurgte Damon, efter kort at have studeret skanningsbilledet, før han smed det fra sig. Jeg greb billedet i luften, og tog det ind til mig. Han så ud som om at det ragede ham det mindste, mens han forsigtigt satte sig op i sengen.

"Du er."

Svarede jeg kort, og kunne se at Damon så på mig med både et skeptisk og et overrasket blik. Jeg kunne se på ham, at det kun var et spørgsmål om tid, før at han kom med en spydig kommentar, så jeg fortsatte.

"Hvis du havde gidet at kigge ordentligt efter, så ville du kunne se, at Eleanors navn står oppe i højre hjørne."

Sagde jeg, og rakte billedet frem igen. Han rev hurtigt billedet til sig, og blev så bleg, at jeg troede han ville besvime. Han så på mig, som om at det hele var en dum spøg.

"Da billedet blev taget, regnede lægen med at hun havde tre måneder tilbage af sin graviditet, men barnet vokser hurtigere end det.  Det er kun et spørgsmål om tid, før at hun skal føde."

Forklarede jeg, og kunne se, at også Damon ikke kunne gøre andet end at se på billedet med det lille barn, hans barn. Han aede let med en finger over billedet, og så så endeligt på mig med et forvirret blik.

"Jeg ved det. Jeg troede heller ikke på det, indtil jeg så det bevæge sig, da hun blev skannet. Det er i live Damon, og det minder hende om det dagligt. Hun klager over, at det sparker."

Sagde jeg med et smil. Damon fnøs utilfreds.

"Du bliver ved med at sige det, det er det altså ikke. Det er jo enten en dreng eller en pige... Hvilket er det forresten?"

Spurgte Damon nysgerrigt, og på billedet igen.

"Jeg spurgte ikke, og Eleanor havde for travlt med at kigge på billedet til selv at spørge."

Forklarede jeg, og kunne se at Damon fandt sit skæve smil frem. Han var glad.

"Hun savner dig."

Tilføjede jeg forsigtigt, og kunne se fortrydelsen i Damons øjne. Han nikkede let.

"Det ved jeg, jeg savner også hende. Men jeg har aldrig skulle kæmpe for noget før, så det virkede lettere, bare at lade hende gå."

Sagde Damon fortrydende, og lagde ganske forsigtigt billedet fra sig på natbordet, så han kunne holde øje med det. Han sukkede let.

"Bortført?"

Spurgte han. Jeg nikkede let, og kunne se at Damon var rasende over det, specielt når hvor han vidste, at Eleanor bar hans barn. Damon så på mig med et morderisk blik, og spurgte:

"Hvad ved vi?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...