Sukkerknald

Sukkerknald er en novelle, som handler om denne hovedperson, der har en besynderlig ven, der hedder Christina. De to står hinanden meget ved, men alt er ikke så sødt som en sukkerknald. For når det kommer til stykket; Hvem er Christina så egentlig? Og hvad ønsker hun?

2Likes
1Kommentarer
361Visninger

1. Sukkerknald

Mit navn var Kim, men det ændrede sig, da jeg opdagede, at jeg slet ikke hed Kim. ”Henrik? Nej! Jeg tænkte nok, at jeg havde fået den helt forkert”, grinede jeg og slog mig hårdt på låret gentagende gange for at understrege, hvor sjovt det var. ”Men hvor kom Kim så fra?”, stoppede jeg lige pludselig i min latter og blev eftertænksom. Hun svarede ikke. Hun sad bare og stirrede med bekymrende øjne, som gav mig lyst til at kaste op. Hun gav mig inderligt kvalme. En ting, som intet kan kurere, er dårlig samvittighed og hun vidste nøjagtig, hvordan man kom ind under huden på mig, så jeg kunne mærke det. ”Det var da morsomt”, sagde jeg og lod som om jeg ikke så hende. ”Men Henrik er også meget pænere end Kim, ikke sandt?”, spurgte jeg uden at forvente svar. I mit hoved havde hun allerede svaret og grint med mig. I et øjeblik fangede jeg mig selv i vinduet. Mit spejlbillede var forvrænget og jeg lignede et lig. Det var sikkert belysningen fra køkkenet, der gav et mærkeligt genskær, beroligede jeg mig selv. ”Skal du ikke drikke din kaffe?”, spurgte jeg hende. Hun svarede ikke. ”Din kaffe bliver jo kold, Christina”, sagde jeg og blev pludselig forundret over hendes navn. Jeg kunne huske det, hvorfra vidste jeg ikke. Sandheden måtte være gemt et sted imellem sukkerknaldene. ”Er det fordi du ikke har fået sukkerknald i?”, spurgte jeg og følte mig smart, at jeg endelig havde regnet hende ud. Hun kiggede ikke engang på mig. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi hun havde givet op. ”Hvis det er på grund af sukkerknaldene, så synes jeg virkelig, at du skulle tage at tage dig sammen, Christina. Du er ikke et lille barn”. Stilheden tog livet af mig og jeg begyndte at mærke irritationen og nervøsiteten overvælde min krop. ”Du har ikke sagt et ord i flere uger”, stønnede jeg opgivende, ”Hader du mig virkelig så meget?”. Jeg forventede hun endelig ville give sin stemme til kende, men hun forblev stille. Denne gang kiggede hun mig blot ind i øjnene, som om jeg burde kende til spørgsmålet. ”Okay! Så tag dine forbandede sukkerknald, men den dag du får diabetes, så skal du ikke regne med mig!”, råbte jeg og skubbede mig væk fra bordet i raseri. Jeg vendte mig om med armene over kryds og håbede på, at hun ville undskylde, men jeg kunne høre skridtene nede fra gaden og hvordan jeg ikke længere trak vejret. Stilheden ventede i hvert et hjørne på, at fortælle mig, hvad jeg havde mistet; hvad jeg havde lagt bag mig. ”Du ved jo, at det er i familien”, begyndte jeg at snøfte uden at ane, hvorfor sorgen lige pludselig kom over mig. I virkeligheden kendte jeg ikke til Christinas familie. Jeg gættede mig bare frem til visse ting, så vi havde noget at snakke og skændes om. Jeg vendte mig om igen og følte mig overvundet af hende. Hun sagde ikke et eneste ord, men vandt hvert et skænderi.  

 Jeg følte mig ensom og alene. Jeg måtte samle mig selv op og ved hvert et forsøg smuldrede knoglerne i mine ben. Det var smertefuldt. Hvert et forsøg på at komme væk, ville knække mig fuldstændig indtil jeg blev til aske. Blot et enkelt pust ville sprede mig udover det hele. Jeg rakte over imod Christinas kaffe og dyppede min finger ned i den. Den var isende kold og føltes som at have stået der i flere dage. Jeg smagte kort på min finger og skar en grimasse. ”Du har ret. Den smager virkelig grimt uden sukkerknald”. Jeg gik over til skabet, hvor jeg sidst havde gemt sukkerknaldene, men de var alle sammen væk. ”Derfor var du stille”, sagde jeg skuffet. ”Du har spist dem alle”. Det var blot en typisk dag. Jeg fandt de bedste gemmesteder til mine sukkerknald, men hun fandt dem altid. Det var som om hun altid var bag mig; trak vejret let, mens hun iagttog mine tanker, som kun jeg burde kende til. Lige pludselig stod hun bag mig uden at jeg vidste af det. Hun hviskede de første ord nogensinde: ”Vi skal af sted”. Jeg kom lige pludselig i tanke om min aftale med en kvinde. Jeg skulle møde hende. Jeg var lige ved at glemme det og det ville ikke have været godt. Jeg nikkede og gik ind i soveværelset for at tage pænt tøj på. ”Tager du ikke din sorte kjole på, Christina?”, spurgte jeg. ”Nej”, svarede hun. ”Jeg har ingen sort kjole”. Jeg begyndte at grine, mens jeg tog min skjorte på. ”Hvor du er sjov, Christina. Bare gør, hvad jeg siger, så skal alting nok ordne sig for dig!”. Henkastet fyrede jeg vittigheder af om Christina, der skulle gøre hende forlegen, indtil jeg kom i tanke om, at hun havde ret. Hun havde ingen sort kjole. Og hun havde aldrig før ejet nogen. Vi gik ned ad den livlige gade, der var fyldt op med mennesker, der havde travlt. Livet fyldtes med følelser, som jeg aldrig havde mærket. Nærværen fra mennesker kunne jeg se, men ikke gribe. Christina gik ved siden af mig. Stiv som en pind, men hun var smuk, når solen endelig ramte hende. På den måde vidste jeg, at hun ikke var helt død. Der var stadig noget i live indeni hende og med det følte jeg mig reddet. Reddet og tilgivet. Jeg fortalte hende om min dag for fjerde gang, selvom jeg ikke havde oplevet noget, men jeg tog noget fra alle de dage jeg havde gennemlevet og puttede det ind til en for, at virke interessant. Jeg spurgte aldrig ind til hendes dag. Det var blot et spørgsmål, der blev fyldt op med gætteri, der alligevel ikke førte nogen steder hen end der, hvor jeg ikke vil ende. Folk begyndte at stirre på os, mens vi gik ned ad gaden og jeg vidste det godt, men blikkene var blevet så gennemskuende, at jeg måtte holde fast på Christina. De kendte til vores hemmelighed og selvom jeg ikke kendte den, følte jeg behov for at gemme og beskytte den. Jeg tog hårdt fat i Christina, mens jeg snerrede ad menneskerne, der gik forbi mig; ”Hvad glor du på?”. Folk tog afstand, mens manden jeg snerrede ad kiggede forskrækket, ”Sindssyge kælling!”. Jeg gik med hurtigere skridt fra disse mennesker. Det var sådan nogle mennesker, der hørte til den lukkede. De mennesker kunne man ikke stole på. De fandt på deres egne sandheder.

Vi fandt restauranten, der befandt sig i nærheden af en gyde. Der var ikke særlig meget trafik udenfor, men mange mennesker. Jeg gik indenfor og prøvede at finde min veninde, og der sad hun. Ida hed hun. Det var hvad hun hed sidst. Hun sad og drak et glas vin og så bekymret ud. Allerede der, vidste jeg at jeg havde gennemlevet denne scene før. Hun rejste sig hurtigt op og gav mig et usikkert kram. Jeg følte allerede længsel efter at forblive der, hvor hun prøvede at begive mig hen, men hun tog det så hurtigt væk igen, som hun gav mig det. Hun hilste aldrig på Christina og allerede der opstod spændingerne. Jeg prøvede at opføre mig som om jeg ikke lagde mærke til det, men Christina havde lagt sig op til kamp. Hun blev vækket til live og hendes hudfarve blev normal.

”Hvordan går det med dig?”, spurgte Ida, da vi havde sat os ned. Jeg rystede på hovedet. ”Hver dag er den samme, så selvfølgelig har jeg det fint”. ”Sidste gang jeg så dig havde du det så godt. Hvorfor har du ikke svaret på mine opkald?”. Jeg huskede ingen opkald. Straks kiggede jeg bebrejdende på Christina. Hun måtte have holdt mig væk. Det var hendes skyld det hele. ”Ja, du ved, hvordan det er, når Christina får det svært”, sagde jeg hviskende, så Christina ikke kunne høre det. Sidste gang Ida kom på besøg var Christina og jeg oppe og skændtes. Vi vidste ikke, at Ida kom forbi, så det kom som en stor overraskelse og så gik Christina amok, fordi hun brød sig ikke om overraskelser. Ida gik derfra forskrækket og mente, at næste gang vi skulle ses, så måtte det være på en resturant. Det mente jeg var en god idé, fordi så kunne Christina også komme væk fra sit kendte miljø. Vi opholdte os kun i den lejlighed, så jeg var ved at blive skør. ”Hvorfor snakker du sådan?”, spurgte Ida og kiggede endnu mere bekymret. ”Hvordan?”. ”Du snakker hele tiden om Christina”. Jeg trak på skulderne. ”Det var bare for sjov. Jeg er ikke ude på at vi skal blive uvenner! Jeg siger bare, at hun kan være svær at holde styr på med hendes temperament. Du så det selv”. Ida rystede på hovedet. ”Så hvad?”. ”Da hun gik amok”. Ida virkede forskrækket og tog sig til halsen som om hun havde svært ved at trække vejret. Christina sad og stirrede intenst på hende, som om hun prøvede at jage hende væk. Jeg lod hende ikke denne gang. Ida var den eneste, der stadig så mig. Pludselig overvældes jeg af en følelse om, at spørge om hjem. Jeg måtte tænke hårdt på, hvad hjem var. Det var ikke min lejlighed. Det var ikke nogen steder, men et sted følte jeg længsels efter og jeg måtte finde det.

”Har du spist?”, spurgte Ida og tog fat i min arm. Jeg var ved at svare, men måtte holde det tilbage, da jeg faktisk ikke vidste det. Jeg vidste det ikke. Drak jeg overhovedet min kaffe i eftermiddages inden jeg tog af sted? Mine organer begyndte at røre på sig og skreg efter væske og mad. Jeg kiggede rundt i resturanten og så folks ansigter forandre sig til aske og blive forvrænget i sollyset. Jeg mistede pusten og søgte imod jorden. ”Er du okay?”, spurgte Ida forskrækket og greb mig inden jeg ramte gulvet. ”Du må ud og få noget frisk luft”. Vi satte os på rendestenen og Ida tændte en smøg. Christina stod bag os og deltog ikke. Jeg fortrød straks at jeg tog Christina med. Hun ødelagde alt, hvad vi prøvede at bygge op med andre mennesker. Hun skræmte dem væk, mens jeg blot prøvede at lokke dem til. Alligevel var vi magneter til hinanden. Uden Christina kunne jeg ikke fortsætte med at være mig for hun havde skabt mig. Hun var grundlaget for den person, som jeg lod til at være. ”Har du det bedre?”, spurgte Ida og aede mig på ryggen. ”Nej”. Sagde jeg og hvilede mit ansigt i mine hænder. Hele verden snurrede rundt og jeg prøvede blot at få fodfæstet tilbage. ”Det er fordi du ikke spiser”, sagde Ida stønnede.

Jeg blev sommetider overrasket over, hvad Ida kunne se. Hun kunne straks se, at vi ikke havde spist i flere uger. Måske var Ida ikke virkelig, men blot en figur, som jeg skabte for at få trøst. Jeg kiggede hende dybt ind i øjnene, men fandt alligevel liv. ”Christina, vil du ikke godt sige noget?”, sagde Ida. Der var stilhed. Den dræbende stilhed, der kravlede under knogler og forblev der. Hvert en levende følelse ville aktivere den og lade den sprede sig som en virus, der fordøjede ens krop. Jeg var ved at dø, og jeg vidste det godt. Christina forblev tavs. Hun svarede slet ikke på Idas spørgsmål, hvilket vækkede et stort raseri op i mig. ”Så svar dog for helvede, Christina!”, råbte jeg og vendte mig om til der, hvor hun stod og gemte sig. Ida begyndte at tysse på mig, da folk vendte sig om og kiggede overrasket på mig. ”Jeg er så træt af det! Jeg er så træt af, at hun ignorerer dig og spolerer alt, hvad jeg prøver at bygge op. Hun vil ikke engang svare dig!”, råbte jeg og begyndte at snøfte uden at ane, hvorfor sorgen overvælede mig. Det hele var blot så sørgeligt. Sørgeligt og ensomt. ”Hvorfor siger du hele tiden Christina?”, spurgte Ida. ”Hvad snakker du om?”, spurgte jeg og stoppede med at snøfte. ”Du nævner hele tiden Christina”, sagde Ida. ”Ja, selvfølgelig. Christina! Christina, der står lige der og ignorerer os begge!”. Ida kiggede over imod Christina, men kunne ikke fange synet af hende. ”Hun står lige der, for helvede”, skreg jeg og pegede som en sindssyg i retningen mod Christina, men straks da jeg kiggede derover, kunne jeg se, at Christina begyndte at blive gennemsig og forsvinde i luften. Jeg mistede vejret og blev svimmel. ”Christina, vil du ikke nok stoppe?”, græd Ida og ruskede i mig. ”Vil du ikke nok stoppe det her vanvid?”. Hun gav slip på mig og tørrede sine tårer væk med sit ærme. Hendes mascara begyndte at løbe. ”Jeg ved godt, at jeg lovede at jeg skulle passe på dig for mor, men det her, Christina”, græd hun endnu mere, mens hun rejste sig op. ”Det er alt, alt for meget for mig. Hvis du ikke får hjælp, så kan jeg ikke hjælpe dig”. Jeg stirrede på hende, forbavset over hendes reaktion. ”Mit navn er Kim”, sagde jeg med en monoton stemme. Kvinden måtte være blevet sindssyg i den korte periode vi ikke havde set hinanden. Jeg holdt fast til den beslutning, mens jeg betragtede hvordan hun reagerede ved mit svar. ”Nej! Dit navn er Christina!”, sagde hun. ”Ved du hvem jeg er?”, spurgte hun lige pludselig. ”Ida”. Hun nikkede. ”Nemlig, men hvem er jeg?”. Den kom bag på mig. Jeg sad et stykke tid og tænkte. Hun begyndte at blive ophidset og græde endnu mere blot af, at jeg skulle tænke. Jeg rystede på hovedet. ”En bekendt”, sagde jeg. Det var hun i går. Det måtte hun også være i dag. ”Jeg er din søster”, sagde hun. ”Den eneste du kunne kendes ved efter mors død”. Jeg stirrede på hende med mistro. Jeg havde ingen mor eller søster. Jeg var aldrig blevet født eller bragt til verden med kærlighed. ”Du må have misforstået noget”, undskyldte jeg og prøvede at berolige hende. Vi kunne takle det her, tænkte jeg. Dette var en stor misforståelse, men tiden var løbet fra mig og jeg havde tvunget os ud på det spor, hvor der ikke var tid til at komme tilbage og genvinde løgnen. ”Søg hjælp, Christina”, sagde hun og vendte sig om. ”Hvor skal du hen?”, råbte jeg efter hende og gik med tøvende skridt imod hende, men hun gik blot hurtigere i den modsatte retning. Hun ville væk fra mig. ”Hvor skal du hen?”, skreg jeg endnu højere med panik i stemmen. ”Du skal ikke ringe medmindre du har søgt hjælp!”, råbte hun inden hun forsvandt i mængden af mennesker. Hun forlod mig i en blindgyde uden nogen form for støtte.  Jeg kunne bryde sammen uden at vide, hvorfor jeg var ked af det. Jeg vidste bare, at jeg havde mistet noget igen, som jeg havde prøvet at bevare. Jeg gik i retningen imod min lejlighed og tænkte over, hvad der var sket, men lige meget hvor mange gange jeg undrede mig over hendes ord, så var jeg kun interesseret i, hvordan Christina havde opført sig. Hun havde opført sig uhøfligt, og hvis det ikke var for hende, så havde vi sikkert siddet og spist dessert nu.

Jeg besluttede mig for at det var slut, men ikke helt slut. Jeg skulle få fat i Christina og fortælle hende, at jeg ikke fandt mig i det. Jeg ville ikke finde mig i det mere. Mens jeg gik ind i opgangen og op ad de mange trapper til min lejlighed mærkede jeg raseriet igen komme til live. Jeg tænkte på alle de gange Christina havde ødelagt noget. I virkeligheden hadede jeg hende. ”Christina!”, skreg jeg og smækkede med døren. Nu vidste hun jeg var hjemme. Nu begyndte skænderiet som sædvanligt. Det hele gav ekko og det føltes som om gulvet vibrerede under mine fødder. ”Hvor er du? Vis dig, din kujon!”, skreg jeg og gennemsøgte lejligheden uden at vide, hvad jeg ville gøre af hende, hvis jeg fandt hende. Måske skulle jeg gøre det af med hende, så jeg kunne være fri. Jeg stoppede straks med at tænke den tanke, fordi hun kunne mærke og læse mine tanker. Hun kunne fornemme, hvad der ville ske hende. Jeg tog fat i en kniv ude i køkkenet og straks hørte jeg noget rumstere ude på badeværelset. Jeg listede forsigtigt derud, mens jeg hviskede hendes navn. ”Jeg gør dig ikke noget. Jeg vil bare gerne snakke med dig”, lovede jeg, mens jeg åbnede døren til badeværelset. Hun var ikke til at se, men badeforhænget bevægede sig. Hun gemte sig. Jeg havde hende. ”Jeg er bare så skuffet over, hvad du gjorde i dag, Christina”, sagde jeg, mens jeg gik med langsomme skridt. ”Det ender altid sådan her, ikke?”. Hun svarede ikke, fordi hun godt vidste, at jeg ikke ville snakke det ud denne gang. Denne gang ville jeg gøre det af med de lidelser vi begge skabte i hinandens nærvær. Jeg trak hurtigt forhænget for og opdagede, at hun slet ikke var der. Frustrationen i min krop voksede sig større og jeg begyndte at skrige hysterisk. Hvor var hun? Hvor havde hun gemt sig? Naboen nedenunder mig begyndte at banke med en kost, fordi jeg larmede. Jeg trampede hårdt for at markere, at jeg var ligeglad. Pludselig blev der stille. Jeg satte mig ned på hug og kiggede ned i afløbet. Hun måtte have forvandlet sig til luft og gemt sig dernede, hvor jeg ikke kan nå. ”Jeg bliver sindssyg af dig, Christina”, skreg jeg opgivende og stak kniven flere gange ned i afløbet, men jeg kunne ikke nå derned. Hun vandt igen med stilheden og jeg følte mig overvældet. Jeg satte mig grædende ned på toilettet og følte mig uoverskuelig. Alting gav ikke mening. Jeg var ved at udrydde den største del af mig selv, men jeg kunne ikke se klart. Jeg havde brug for at se noget, der var andet end en silhuet af Christina. Tanken om, at Christina måske virkelig havde forladt mig denne gang skræmte mig. ”Vis dig, Christina!”, græd jeg, ”Undskyld. Jeg skal nok være sød som en sukkerknald. Jeg lover jeg aldrig gør dig fortræd igen. Vi bliver herhjemme for altid. Aldrig mere skænderier”. Lige pludselig mærkede jeg en tilstedeværelse i rummet og hendes åndedræt var lige pludselig blevet en del af min egen. Jeg følte en lettelse, selvom jeg ikke kunne se hende endnu, men hun ville komme med tiden. ”Hallo?”, kaldte jeg og kiggede omkring i rummet, men der var stadig ingen at se. Til en stor forskrækkelse rejste jeg mig op, da naboen igen hamrede med sin kost imod loftet. Da jeg endelig kiggede op, blev jeg fanget af mit eget spejlbillede. Jeg stirrede længe på det og kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set så klart. Ikke længere en silhuet, men et rigtigt menneske. Jeg gik med forsigtige skridt imod mit spejlbillede og kærtegnede spejlet. Det iskolde glas ramte hårdt hver gang jeg rørte spejlet med mine hænder. ”Christina”, hviskede jeg, ”Jeg troede du havde forladt mig”. Jeg smilede og græd de sidste tårer. Jeg vidste ikke hvorfor jeg græd, men jeg vidste bare, at alting var blevet godt igen, og jeg alligevel ikke ville kunne huske noget næste morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...