Træt af verden...

Julie er 16 år, og træt af alt. Træt af at alle piger skal være helt tynde og formløse. Træt af at drenge skal have sixpack, før nogen overhovedt gider overveje at gå ud med dem. Træt af af facebook er hele verden for alt for mange teenagere på hendes skole. Træt af sine forældre. For Julie føles verden som et sted, hvor man er bestemt til at være på en bestemt måde, og hvis man vælger at trodse den skæbne, vil Moder Jord straffe en, ved at få alle i end ongangskreds, til at stille og roligt udstøde en...

1Likes
0Kommentarer
382Visninger

1. Why?

"Kære Helle. Pas godt på dem. De er kun til låns" Jeg sidder i mine mors hvide lædersofa i vores alt for hvide hjem, og ser valg. Lars Lykke har lige afleveret nøglerne til Danmark til Helle Thorning. Han prøver sikkert at tage det med oprejst pande, at han jo egentlig lige har tabt til en kvinde. Hvorfor er det egentlig sådan, at uanset hvor moderne hele verden bliver, og jo mindre der bliver snakket om kønsfordelingen, vil alle nok inderst inde tænke, at mænd er bedre end kvinder. Jeg gør det også selv, og det irriterer mig! Hvis man kigger i min klasse, er der ingen drenge, overhovedet ingen, som er undervisningsparat og husker deres bøger. Generelt bare ingen drenge, der er intelligente og har en IQ på over 40. Og hvorfor er det også, at politikere nu om dage, skal være rap i replikken for at kunne komme til tops? Der er efterhånden ingen der, efter mit hoved, siger noget fornuftigt, man kan regne med. De siger, de vil forbedre landet, og hvad så 2 måneder efter? Så er der krise. Der har efterhånden været krise i alt for lang tid. Jeg kan huske, at den startede omkring tidspunket, hvor mine forældre blev skilt. De var åbenbart 'vokset fra hinanden'. Men min mor skulle finde et nyt sted at bo, og vi boede til leje i en lejlighed i Frederikshavn hos en meget mærkværdig gammel dame i alt for lang tid. Ena, hed hun. Hun var det, som alle mennesker på denne opvarmede klode vil kalde for en kattedame. 23 katte havde hun. Hun var så blødhjertet, at hun tog bussen hen til kattepensionatet i Roskilde, og alle de nye katte de havde fået ind, tog hun med hjem. Så I kan nok regne ud, at der var kattehår og lort i hele lejligheden. "Jeg tror ikke på kattebakker. Jeg tror på Gud". Det var hendes motto, og det kunne man vel godt se, grundet lortene og det underlige mini-alter hun havde i sit køkken. Men da hun kradsede af, valgte mor at købe lejligheden. "Prisen er den rette, og størrelsen er jo perfekt", havde hun sagt. Jeg havde meget svært ved at se, hvordan den lejlighed kunne blive pæn, og nu 4 år efter, er den renere, men ikke pænere. Det er vel fint nok, at de gamle, tisgule gardiner er blevet udskiftet med grå persienner, men her er alt for kedeligt. "Denne gang vi indretter hus, skal det være minimalisktisk!" havde min mor sagt, meget ivrigt. "Da din far og jeg købte hus i tidernes morgen, skulle det hele jo være spraglet og hippiet! Men nu skal der orden i tingene!" Jeg forstår stadig ikke det pæne ved, at der kun står en sort vase fremme, og en åbenbart 'dekorativ' sort kasse. Det er det, som står fremme i vores lejlighed. Resten er gemt i skabene, for det må jo endelig ikke blive for rodet at se på. Alt herinde er jo hvidt! Og køkkenet er af metal! Det er skækkeligt. Fordi det her er ikke minimalisktisk, det her er KEDELIGT. Hvorfor kan man ikke indrette med farver mere? Fordi Ilva siger, man ikke må?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...