The Deepest Depth - One Direction

Det at være den 17 årige Caley, er ikke nemt. Hun lider af en voldsom depression, har de forkerte venner og færdes de forkerte steder. Skoleinspektøren på hendes skole, har sendt hende til flere forskellige psykologer, men intet hjælper. Og hvad sker der da hun bliver druknet i sorg, fortidens smerte og had, et sted hun ikke kender, og ikke ved hvem der løfter hende op? Følg Caly i hendes kamp mod undergrunden … Da hun finder ud af at det er Liam Payne, fra det verdensberømte boyband One Direction, reagere hun ved at stikke af og bryde sammen på ny. Hun er ikke vant til medlidenhed, eller noget andet godt overhovedet ... Læs hvordan Liam prøver at hjælpe Caley videre i livet.

12Likes
3Kommentarer
1199Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Vinden er bidende og kulden isende.

Jeg er faktisk ret vant til det, men alligevel er det som om denne dag er værre, ikke bare her i den her gade, men også mit indre føltes underligt koldt.

Jeg krammer den slidte vinterjakke tættere ind til mig, og går over vejen og hen mod ungdomshuset.

Da jeg stopper op foran huset, tænker jeg som så ofte før på hvor normal den store villa ser ud udenpå.

Men den er ikke normal.

Inden i den bor der unge, der er blevet mishandlet, er på stoffer, har drikke problemer, og alt muligt andet.

En sort sky svæver over mine tanker, og jeg lukker øjnene indtil de er et par små sprækker.

Mange af dem der er der inde lige nu, er uskyldige. De er blot blevet behandlet dårligt af deres forældre.

Ja, jeg giver forældrene skylden.

De kunne have passet bedre på deres børn, og ladet vær med at behandlet dem som lort!

Hadet blusser i mig og jeg tramper op af trappen og ind af den store dør.

Hadet bliver til vrede da jeg går ind på mit og Janies værelse.

Men da jeg sætter mig ned på sengen med det sorte falmet dynebetræk, bliver vreden til sorg og selvhad.

Hvordan ville jeg leve hvis jeg bare havde ladet vær med at gøre mor vred?

Ville det være anderledes? Ville jeg være anderledes?

Jeg ligger mig ned under dynen og trækker den op over hovedet.

Kunne jeg have gjort det anderledes?

Selvbebrejdelsen fylder mig, og jeg begynder at hulke og tårerene triller hurtigt ned af mine kinder.

Støvet fra dynene og madrassen får mig til at nyse, men det stopper ikke strømmen af tårer eller mine hjerteskærende hulk.

Jeg ved ikke hvor længe jeg bare lå og græd, men da strømmen af tårer endelig holder op, har jeg det dårligt.

Jeg føler mig som et hylster fyldt med sorg, selvhad og vrede.

Alt det tilsammen får mig til at fjerne dynen fra hovedet, stikke hånden ind under puden og kigge på den lille røde lommekniv.

Jeg fjerner resten af dynen og sætter mig ned på det slidte trægulv.

Jeg kigger rundt på værelset, på de få ejendele der ligger hulter til bulter på værelset.

Så ser jeg igen ned på lommekniven.

Jeg vil ikke mere! Jeg kan ikke mere! Jeg vil bare gerne væk! Jeg har alligevel ikke noget at leve for!

Jeg vipper den største kniv op, og ser på det skarpe blad, jeg så ofte sliber.

Solens sidste stråler, kommer ind gennem vinduet, og spiller i bladet, så det ser ud som om der er ild i det.

Jeg rykker op i venstre arms ærme.

Der er små ar hist og her, og jeg finder hurtigt et sted hvor min hud er fin og blank.

Spidsen af kniven rammer min hud, og kulden får mig til at gyse af velbehag.

Jeg presser lidt hårdere, og kniven kommer igennem huden.

Jeg trækker den fem centimeter op af armen.

Så fjerner jeg den og smider den op på sengen.

Først sker der ingenting, men langsomt kommer der en lille hinde af mørkerødt blod.

Jeg stirrer fascineret på blodet der langsomt begyndte at dryppe ned på trægulvet.

Den tykke røde væske gnistrer i sols sidste stråler og jeg lægger mig ned på siden.

Sammen med mit blod, forsvinder alle bekymringer, beskyldninger og alt det andet pis, der fyldte i mit hoved lige før.

Jeg ler hysterisk da blodet havde lavet en lille pøl ved siden af mig.

Den lettere velkendt metalliske lugt fylder mine næsebor, og jeg lukker tilfreds øjnene.

Farvel til alt det dårlige. Farvel til at det pis. Farvel til alt!

Det begynder at svimle for mig og væggene bevæger sig.

Jeg sætter mig op, men svimmelheden får mig til at støtte mig på den ene albue.  

Det sortner et øjeblik for mine øjne.

Da jeg igen kan se, lægger jeg en hånd for panden.

Nu er der intet der inde!

Jeg griner og fjerner hånden, der strejfer noget smattet.

Jeg tager fat i det.

Det er mit hår!

Det er rødt af blodet, og jeg smiler.

Måske skal jeg farve mit hår rødt? Jeg synes det er pænt! Og så gør farven rød, mig også så glad!

Jeg studerer tåget det røde hår.

Sorte pletter vokser for mine øjne, og mine øjenlåg bliver tunge.

En irriterende svimmelhed rammer mig som et slag i ansigtet, og jeg bliver nødt til at lægge mig ned igen.

Jeg tager en dyb indånding.

Lyden af døren får mig til at gispe forskrækket.

Caley!” råber Janies stemme. ”Ikke igen!”

Jeg kan høre hendes skridt løbe nedenunder, sikkert for at hente hjælp.

Min krop bliver tung og jeg kan mærke at jeg er ved at besvime.

Bare falde, og forlade det hele ….

Det lyder dejligt … tænker jeg sløvt.

Jeg falder gennem gulvet, ned, ned … helt ned til den mørke verden af intetheden … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...