Kunsten at nyde øjeblikket.

Twilight/Jalice fan fiction. Esme og Carlisle er taget til Washington på læge messe og for at få en hyggelig weekend alene. Rosalie og Emmett er taget på jagt tur. Bella og Edward tilbringer dagen sammen. Alice og Jasper befinder sig helt alene uden fem ekstra par ører til at overhører alt der bliver sagt og gjort. Hvad vil de bruger deres midlertidige frihed til?

5Likes
2Kommentarer
504Visninger
AA

1. Kunsten at nyde øjeblikket.

Jeg registered hendes følelser, før hun overhovedet var i nærheden af sengen. Et svagt smil gled i et kort øjeblik over mine læber, og et eller andet sted havde jeg allerede nu besluttede mig for at være bare en smule irriterende, det var jo trods alt hende der forstyrrede mig, mens jeg læste. Ud fra hendes suk at dømme havde hun set, at det her helt klart ville kræve lidt mere, end hvad hun først troede. Selv da hendes følelser blev mere intense, og jeg kunne mærke hendes læber mod min hals, havde jeg stadig rettet min opmærksomhed mod den bog, jeg var i gang med at læse, selvom det blev mere og mere pinefuldt, at ignorer hendes plagende følelser som helt klart var begyndt at påvirker mig. Jeg så på hende ud af øjenkrogen, og endnu engang blev jeg så betaget af hendes overvældende udseende. I nogles øjne lignede hun måske lidt en fe, men i mine lignede hun en engel der tilfældigvis var dumpet ned i den her seng, det eneste der gjorde det tydeligt, at hun nok ikke var en engel, var hendes hungrende følelser der skreg efter, at jeg gengældte hendes berøring.

Jeg kastede kort et blik på det side tal, jeg var nået til og lagde så bogen fra mig.

Hendes ansigt lyste op i et stort smil, da jeg bøjede mig for hendes følelser og tilstedeværelse, og inden jeg selv nåede at reagere, trykkede hun sine læber mod mine. Jeg burde vel have været forberedt, men da hendes læber ramte mine, reagerede jeg på mit instinkt og ikke min fornuft , derfor var det, at jeg hurtigt slog armene rundt om hendes talje og fik hende om på ryggen.

Da jeg trak mine læber væk fra hendes, så jeg delvist anklagende på hende, selvom jeg på ingen måde kunne være sur på hende, min redning det var umuligt.

”Du har ikke tænkt dig at lade mig læse bogen færdig vel?” Jeg havde håbet, at min stemme havde været bare en smule anklagende, men det eneste der var at hører var glæde og en drillende undertone.

”Måske... måske ikke...” Hendes stemme var som, ja den var svær at beskrive. Intet på denne jord ville kunne yde nogen retfærdighed, til at forklarer lyden af Alice´s stemme. Forsøg at forstille dig lyden af sølvklokker dog langt smukkere og mere betagende og det var næsten kun hendes latter, der var sådan. Hendes stemme var som solen, uanset hvad hun sagde, ville det kunne lyse min dag op bare at hører hende sige noget.

Hun måtte have kunne fornemme, at jeg var på vej ud på et side spor, for hendes læber trykkede sig endnu engang mod mine, og jeg besvarede hendes kys. Det var helt klart, at hun ville have, at mine tanker blev her i nuet, måske var hun bange for, at jeg ville komme til at tænke tilbage på fortiden?

En svag latter slap over mine læber ved den tanke, at jeg lige nu skulle tænke tilbage på en trist og depressive fortid, når hendes følelser skreg efter ja... mig, det ville være umuligt.

Hendes glæde blussede op ved lyden af min latter, og jeg vidste godt, at hun syntes, at jeg skulle grine mere. Jeg sendte hende det smil, der var tilegnet hende og ingen andre, faktisk var hun den eneste person, der ville kunne få mig til at smile sådan her, og det vidste hun. Jeg kan huske, at hun engang fortalte mig, at hun havde set det smil, før hun mødte mig, og at det havde vækket en stor glæde i hende, fordi hun havde vidst, at det smil kun var tilegnet hende og ingen andre.

Jeg lod kort en finger glide ned over hendes kind og hun lænede sig automatisk mere indtil mig.

Før jeg selv var klar over det, var hendes læber trykket ind mod mine, og jeg besvarede hendes kys. Uden jeg selv tænkt videre over det, lod jeg det skjold, jeg normalt havde oppe -så andre ikke ville kunne mærke mine følelser- falde. Jeg delte min kærlighed med hende og min glæde, det var vel også fair nok siden, at jeg hver dag kunne fornemme hendes følelser, og hun sjældent mærkede mine på samme måde, som jeg mærkede hendes.

Ikke fordi det var noget, jeg helt havde lyst til, trak jeg mig en smule væk fra hende, da en lyd der mest af alt mindede, om en kats spinden kom fra hende, og jeg så på hende med et hævet øjenbryn. Hun vidste godt, det var et spørgsmål om hvor den lyd kom fra, men hun svarede mig ikke, i stedet rakte hun tunge af mig og kyssede mig endnu engang og signalerede helt klart at den lyd kunne være lige meget.

 

Ingen af os var klar over, hvor lang tid der var gået, da vi hørte Emmett´s jeep parker i garagen, vi havde begge været optaget af andre ting, vigtigere ting end hvad klokken var, dog vidste vi begge, at vores tid alene var slut, og at hvis Emmett opdagede, hvad vi havde fået hele eftermiddagen til at gå med, ville vi skulle hører for det i de næste måneder.

Det var vist lige før, at jeg var den der mukkede mest, eller så var det fordi, at der lige nu var dobbelt op på følelserne.

Alice så på mig med et undskyldende blik, og jeg så på hende med et spørgende blik, da jeg ikke forstod, hvad det var, hun forsøgte at undskylde over.

Hun rystede dog på hovedet over mit udtryk og mit usagte spørgsmål, jeg kunne dog fornemme, at hun forsøgte at skærer ned på sin irritation, og nu stod det klart for mig, at hun undskyldte over hendes humør.

Et lavt suk slap over mine læber, da det gik op for mig, og jeg kyssede hende blidt på kinden. Vi frøs begge to til is, da vi hørte skridt, men de stoppede inden hoveddøren blev åbnet.

Jeg fulgte Alice med øjnene, da hun bevægede sig over til vores store walk in closet, og i et kort øjeblik var jeg så optaget af at betragte hende, at jeg glemte, at jeg nok selv burde finde noget tøj.

Næsten inden tanken var tænkt færdigt, var jeg hurtigt på benene og havde allerede taget mine bukser på og skulle til at tage min skjorte på igen, da en grå t-shirt landede ved siden af mig og uden at tænke videre over det, trak jeg den over hovedet og vendte mig om.

Mine øjne fandt hurtigt Alice´s, og ud fra det store smil hun havde på læberne, var hun ret tilfreds med sit eget tøjvalg til mig.

Ikke fordi jeg kunne se det særlige ved en grå t-shirt, det var vel lige før, at jeg kunne se blegere ud, end hvad jeg allerede gjorde, men det gik hurtigt op for mig, hvorfor det var at hun var særlig tilfreds med den her t-shirt.

Det var ikke noget, jeg havde lagt særligt meget mærke til, da jeg tog den på, men nu kunne jeg godt mærke at den var strammere end min skjorte, og jeg rystede kort på hovedet over hende, men kunne ikke lade hver med at sende hende et skævt smil.

Dog blev vores opmærksomhed hurtigt afledt, da vi kunne hører hoveddøren gå op, efterfulgt af Rosalie´s hæle da hun gik hen over gulvet efterfulgt af Emmett´s skridt.

Vi kunne hører, at de diskuterede et eller andet, men da vi ikke havde lyttet til deres samtale, før de kom indenfor, var det lidt svært at afgøre, hvad det var, de helt præcist diskuterede.

Alice så på mig, med et blik der sagde typisk dem, inden hun begyndte at gå over til døren.

Jeg ved ikke helt hvor ideen kom fra, men før nogle af os vidste af det, lå mine arme rundt om hendes talje og jeg trak hende ind til mig, og placerede et kys på hendes læber.

Hun rystede kort af begær, og det var helt klart, at jeg havde overrasket hende, hvilket gjorde at jeg lyste op i et stort smil.

”Hmm... Vi kunne virkelig godt bruge nogle flere dage som den her.” Alice´s stemme var lav, og jeg vidste, at det ville være umuligt for Rosalie og Emmett at hører hende.

”Mmm... Hvis det er, kan jeg godt gå nedenunder og tvinge dem til at forsvinde?” Min stemme var lav og drillende, men samtidig også seriøs, nok var Emmett kraftigt bygget, men at vinde over ham i en kamp, ville ikke være det sværeste jeg havde gjort.

Lyden af Alice´s latter gjorde det fuldstændigt umuligt for mig at tænke, og i det øjeblik vidste vi godt begge to, at det ville være umuligt at slippe af med Emmett og Rosalie igen.

Efter at have levet flere år i et hus fyldte med fem andre vampyrer lærer man, at udnytte den alene tid man får.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...