Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
674Visninger
AA

8. Kapitel 8

En stærk smerte fra tindingen lammede Servus’ nakke. Hans ansigt var fortrukket i smerte, ikke kun pga. Theas skade men også grundet Hosties afstraffelse af ham da Thea var flygtet.
Faktisk var Thea grunden til al hans smerte. Han skar tænderne sammen i vrede. Hvis han ikke havde afskyet den pige fra starten af, gjorde han det nu. Hun havde ydmyget ham, ikke kun én gang, men hele to gange!
Og nu hvor Hostie ikke længere behøvede hende i live, var Servus’ største ønske at finde hende igen og give hende hvad hun havde fortjent.
Hvad han dog ikke ville give for at se hende ansigt forvrænget af smerte, mens hendes tårefyldte blåøjne ville se bedende på ham. Og han ville le, sparke hende hvor det gjorde mest ondt, og ikke drømme om at stoppe.
Desværre havde hverken Hostie eller Famulu samme mening. Famulu havde brug for behandling, ellers ville der gå betændelse i hendes sår, og hun ville miste sin evne til at svinge sværdet. Åndsvage kvinde! Hun gjorde intet andet end at forsinke dem.
Hostie derimod var lige så opfyldt af vrede og hævntørst som Servus var, men nu hvor han vidste hvor hans fjende var, ville han vende tilbage med forstrækning. Han havde ikke råd til endnu en fejl, også selvom det var hans undersåtter som fejlede.
En sort sky af had, hævntørst, smerte og ydmygelse hang over Servus som han trofast fulgte efter de to andre. Tiden for hans hævn ville snart komme, og han talte længselsfulgt hver eneste sekund, mens syge og ondskabsfulde fantasier fyldte hans sind.
 

Den aften var der stille i lejren. Det var en usagt aftale blandt gruppen at de ville flytte lejrsted næste dag. Men grundet mørkets frembrud var de tvunget til at blive præcis hvor Hostie og hans hær vidste de var endnu en nat. Primus havde meldt sig til at holde vagt – som ulv foretrak han alligevel at være vågen, kun med månen som selskab.
Men helt alene var han dog ikke.
”Godaften bror”

Alius satte sig tavst ved siden af hans grønøjede tvilling. Euforien fra episoden i skoven var dulmet nu, og han begyndte at føle et stik af dårlig samvittighed i hjertet.
”Hvad bringer dig ud i natten? Sig ikke at du savnede mig så meget at du ikke kunne sove.”
Primus’ smil falmede langsomt da Alius ikke gik med på joken.  
”Vi er nok snaksaglige i aften”
Alius sukkede og kiggede skyldigt op på hans bror. Han skammede sig, men manglede modet til at dele sin gerning med broderen. Han vidste hvad broderen ville sige, at Tristan sikkert ville forstå og at han heppede på Alius i denne kærlighedens kamp.
Men hvordan skulle Tristan kunne forstå og tilgive noget som Alius ikke engang selv kunne tilgive? Hvis det havde været omvendte roller ville Alius’ næve have haft kontakt med Tristans ansigt før sætningen ville være fuldført. Sådan et opførsel var utilgivelig blandt venner, og han skyldte hans til Tristan for mere en engang at kæmpe side om side med ham i kampens hede.
Men der var også noget andet der holdt ham tilbage. Frygt. For hvad nu hvis Primus ikke ville forstå det, hvad nu hvis han vendte sig mod ham. Hvis han sagde alle de ting Alius selv havde sagt bebrejdende til sig selv, vidste han ikke om han ville kunne klare at sidde og høre det.
Alius gav sig selv et mentalt spark. Selvfølgelig ville Primus ikke opføre sig sådan! Og hvis han gjorde, havde Alius sikkert fortjent det. Han tog en dyb indånding.
”Jeg har gjort noget dumt.”
Og så begyndte han at fortælle. Primus lyttede i tavshed, og lod sin brors stemme udfylde nattens stilhed.
 

Da Tristan trådte ud i morgensolens stråler, var det til en sovende Primus. Sikke en fantastisk vagt! Han trak på smilebåndet og gik mod Ratios telt. Da de aftenen før skulle finde ud af hvor Thea – som havde sovet alene i Ratios telt, da han selv holdt vagt – skulle tilbringe natten fremover, havde det resulteret i et vældigt postyr.
Tristan havde set frem til at dele telt med hende resten af rejsen, men da han havde forslået det, var Alius blevet rød i hovedet og råbt op om at man ikke kunne stole på Tristan med kvinder. Tristan kunne ikke lade være med at smågrine ved mindet. Alius af alle mennesker havde beskyldt ham for at udnytte kvinder.
Det havde også været udelukket at hun skulle sove hos tvillingerne, da der hverken var plads eller ro nok om natten til at hun kunne sove der. Den stakkels pige ville være blevet kvalt i et væld af dyrepoter og snorkende fyre. Så hun var endt hvor hun var startet – i Ratios telt.
Tristan sneg sig stille ind af telt åbningen og forsøgte med al magt at undgå at lave den mindste lyd. Han vidste bedre end at vække Ratio så tidligt.
Han lagde forsigtigt en hånd på Theas kind, og så hende langsomt komme tilbage fra drømmens land. Han signalerede til hende om at komme med.
Og så ramte en voldsom kulde teltet.
Ratios arm lagde sig omkring Thea og hev hende tættere på ham. Han knurrede
”Hun bliver lige her, og du går nu før min snestorm smider dig ud”
Jep, Tristan vidste helt klart bedre end at vække Ratio så tidligt.
”Kom nu Ratio, jeg lovede hende at jeg ville hjælpe hende med at bruge et sværd. Hvis vi skal nå det..”
”Jeg er ligeglad!”
Ratios iskolde blik flyttede sig fra Tristan ned på Thea.
”Du er varm. Hvis du går, fryser jeg. Så du bliver lige her.”
Og med det trak han hende helt ind til sig, lagde højre ben over hende for at låse hende helt fast og lagde sig så til at sove igen.
Tristan kiggede forvirret på Thea, men hun smilte bare og viste fem finger til ham for derefter at pege på udgangen af teltet.
Han sukkede og gik udenfor for at vente.

 

”Sikke et lille barn, hva?”
Thea strakte sig, gabte og smilte godmorgen til Tristan. Han kiggede forundret på hende.
”Hvordan slap ud væk fra ham? Ikke engang tvillingerne i deres dyreform tør kommer nær Ratio om morgenen”
”Lad os kalde det kvindelig charme.”
Tristan begyndte at grine, og Thea følte sig varm ved hans latter. Hun havde ikke glemt Alius’ opførsel i skoven tidligere, men skammede sig i stedet over de beskyldninger hun mentalt havde slynget efter Tristan. Selvom det bare var tanker, vidste hun at det havde været forkert. Efter alt det der var sket, var det sidste hun burde tænke på hvordan hun følte for ham. Eller omvendt. Det måtte komme senere.
Hun kiggede op og opdagede, at de var nået ned til floden. Hendes tanker havde opholdt hende så meget at hun ikke havde opdaget det var nået herned.
Lysningen med floden var endnu smukkere i dag, duggen lå stadig friskt på græsset, og solen spejlede sig i vandet. En fugl sang godmorgen til dem, og Thea følte sig fuld af energi fra morgensolens varme.
Tristan kastede et træsværd hen til hende.
”Er du klar?”
Og med et var alle tanker glemt og hun dansede sværdenes dans.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...