Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
674Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

”Der er ingen i skoven, det lader til at det kun var de tre. Denne gang.”
Thea løftede hovedet da hun hørte Ratios stemme. Tvillingerne dukkede også frem fra skovbrynet og gik mod lejrpladsen.
”Det var noget heftigt fægtning du fremviste der Thea!”
Alius klappede hende på skulderen.
”Men du kunne da godt have fortalt os om dit naturtalent noget før.”
Selvom det var en joke, rødmede Thea let. Hvordan skulle hun kunne fortælle dem noget hun ikke engang selv kendte til? Hun havde aldrig holdt et sværd før, og hun var lige så overrasket som de andre over dette ’naturtalent’.
Tristan så ud, som om han havde læst hendes tanker.
”Hvis du gerne vil udforske din nye evne, kan jeg lære dig nogle forskellige teknikker.”
Det kunne selvfølgelig være rart at blive oplært af Tristan, men Thea havde aldrig set sig selv som voldlig. På den anden side havde hun været desperat efter at kunne forsvare sig tidligere, og hun hadede at afhænge af andre til at beskytte hende.
”Tænk over det.”
Tristan rejste sig og gik ned mod søen, og Ratio tog hans plads.
”Jeg går ud fra at han har forklaret dig alt?”
 Thea nikkede. Ja det kunne man roligt sige, hun var stadig ikke kommet sig helt over chokket, og håbede at Ratio ikke pludselig fik det til at sne eller tvillingerne viste sig for hende som ulv og løve.
”Vil du gøre noget for mig Thea?”
Hun turde slet ikke tænke hvad det kunne være. Bygge snemænd med ham, børste Alius’ eller Primus’ pels eller noget endnu værre og mere uhåndgribeligt. Alligevel nikkede hun igen, hendes hals snøret sammen af forundring.
”Vil du samle brænde sammen med Alius? Vi er ved at løbe tør, og der er ikke længe til mørket falder på.”
Hun måtte have set lettet på ham, for et stort smil bredte sig på hans ansigt.
”Nu skal du ikke fylde dit hoved med alle mulige tanker om os. Vi er præcis de samme, som vi var i går.”
Hun lod ordrerne synke ind. Han havde jo ret! Det eneste der havde ændret sig var, at hun vidste hvem og hvad de var. De havde ikke selv ændret sig.
”Undskyld jeg tror bare jeg stadig er rimelig chokeret. Jeg skal nok hjælpe Alius.”

Tristan lod det kolde vand omringe hans krop. Det gjorde stadig ondt hvor sværdet havde ramt ham, selvom det eneste vidnesbyrd der var om det var et svagt ar. Han svømmede mod bredden og lod hoved hvile mod en klippe. Han lukkede øjnene for en stund, og befandt sig i fortiden.
Hostie løftede sværdet på ny og gik til angreb. Tristan undveg, svingede ud efter ham og hørte et smerteskrig. Han så Hostie tabe sværdet og holde hænderne om ansigtet. Blod brød ud gennem hans fingre. Da han igen tog hænderne ned, så Tristan et grimt sår krydse hans ansigt. Han så et had lyse ud af manden foran sig, et had som sikkert lyste ligeså klart hos ham selv.
Han hadede manden foran ham, han hadede hans folk og han hadede alt hvad han stod for. Hans folk havde angrebet landet, dræbt uskyldige og ville ikke stoppe før de regerede over landet. Hans største ønske var at se dem udslettet.
Hostie svingede igen sværdet, og denne gang snittede han Tristans brystkasse. Men han mærkede knapt smerten, gik til modangreb og blev tabt i kampens hede. Hvor længe deres sværd forsat mødtes anede han ikke. Sekunder, timer, dage. Han var ligeglad. Alt han ønskede var at fjerne denne mand, og alt hvad han stod for, fra hans land.
Han mærkede sine ben give under efter sig, mærkede sine arme blive tunge som bly og så Hostie svinge sværdet sejrerigt. Endnu engang havde han fejlet, endnu engang havde han tabt til Hostie.
Men som sværdet skar gennem hans kød og ben, smilede han også selv. For han vidste, at han ville komme tilbage, at han igen ville udfordre Hostie og alt hvad han stod for. Han vidste at han ville vende tilbage til denne verden af blod, krig og død.

Tristan åbnede øjnene igen. Han tog sig til siden og mærkede arret, som – for et øjeblik siden – havde været et dødeligt sår. Hvorfor havde tiden tilladt ham at se et glimt af fortiden? Det var længe siden han havde givet Hostie det ar, og de havde krydset klinger mange gange siden da. Nogen gange med ham som sejrherre og andre gange med Hostie. Det var en evig kamp mellem de to. Tristan som igen og igen fandt tilbage fra de døde, og Hostie som lod til at være usårlig. Selvom Tristan var fuld af ar, var det eneste Hostie havde, det som krydsede hans ansigt. Tristan havde for længe siden besluttet ikke at tænke mere over det. Hosties død var ikke nødvendig for at vinde landet tilbage, og efter Tristans eksil til Jorden, følte han ikke samme had til manden som før. Han behøvede ikke at dræbe ham, det var nok at smide ham og hans folk ud af landet.

Vinden fik træernes kroner til at danse, og Thea nød den friske brise. Hun gik stadig og samlede brænde med Alius, mens hun prøvede at få den sidste af sin hovedpine til at forsvinde. Pludselig gik det op for hende, at Alius var foruroligende stille. Hun puffede let til ham.
”Har løven slugt sin tunge?”
Han så et øjeblik på hende med et sært udtryk som hun ikke kunne tyde, men så erstattes det af et smil.
”Undskyld min lille sangfugl, jeg var vist fortabt i mine egne tanker. Så fortæl mig, er den lille fugl slet ikke bange for to store glubske rovdyr?”
Han smilede igen og afslørede et sæt skarpe tænder, tænder hvis skarphed hun ikke før havde bemærket.
”Hvorfor skulle jeg være bange? Det er jo ikke fordi I har tænkt jer at æde mig.”
Alius lænede sig ind over hende, og chokeret gik hun baglæns indtil et træ stoppede hende. Langsomt nærmede Alius sig hende, indtil hans mund var lige ud for hendes. Hun kunne mærke hans varme åndedrag, og så lige ind i hans orange øjne. Hun kunne lugte dyret i ham. Han brød øjenkontakten og kyssede hende på hendes kindben, hals og skulder. Hun var ude af stand til at bevæge sig.
Og så, så pludseligt som han var startet, stoppede ham.
”Vær ikke så sikker på det, sangfugle kan være en uimodståelig lækkerbiksen.”
Et øjeblik kiggede han hende dybt i øjnene, for så at vende sig og gå tilbage mod lejren.
Thea stod forvirret op af træet og kiggede i den retning, som Alius var gået i. Hvad var der lige sket? Et øjeblik huskede hun hans varme ånde mod hendes hud. Hun lod fingerspidserne løbe langs huden, hvor hans læber for et øjeblik siden havde været.
Hun kunne ikke se hvorfor han havde gjort det. Han måtte da have set Tristans interesse i hende. Det kunne han da ikke gøre mod Tristan. Medmindre… Måske lagde hun alt for meget i, hvad der var mellem hende og Tristan. Måske var hun bare tidsfordriv. Han havde sikkert væltet i kvinder som forsanger i bandet, og nu, her midt ude i skoven, var hun det eneste der kunne bruges til adspredelse. Hvis det var sådan det forholdt sig, hvis Tristan i virkeligheden kun så sådan på hende, ville han så have noget imod Alius’ opførelse? Formentlig ikke. Det måtte være den eneste grund til Alius’ opførelse, for han ville aldrig gøre det, hvis det kunne skade deres venskab.
Noget andet, en kold følelse af usikkerhed, talte også for hendes teori. Hun havde stadig ikke forstået hvad Tristan så i hende. Han var en sexet, udødelig, fantastisk kriger med den smukkeste stemme hun nogensinde havde hørt. Og hun var bare Thea. En helt almindelig pige. Hvad kunne han dog se i hende.
Men selv hvis han havde det sådan, ændrede det ikke hvordan hun følte. Alligevel kunne hun ikke lade være med at mindes Alius’ kys med varme.

Han havde gjort det, han havde endelig gjort det! Alius gik frem og tilbage, han var endnu ikke vendt tilbage til lejren. Han vidste, at han havde forrådt Tristan. Men i det øjeblik var hans hjerne stoppet. Alt der eksisterede i det øjeblik var Thea og ham.
Lige siden han havde set hende første gang havde han fundet hende interessant, og det havde hurtigt udviklet sig til mere. Hun havde lyst op i deres tilværelse, og det var ikke kun Tristan hun havde fået på rette fod. Hun havde ligeså meget givet ham håbet tilbage.
Da han stod i hendes ødelagte lejlighed, var han ikke blevet for at berolige Tristan. Han var blevet fordi han ikke var i stand til at bevæge sig. Han havde set Primus gå for at ringe efter Ratio, men hans ben havde været som limet til gulvet.
Han havde følt sig lige så knust under kidnappelsen, lige så lettet da Tristan var kommet gående med hende i armene og lige så forundret da hun havde vundet over Famulu som Tristan havde været. Men hver gang havde han været tvunget til at gemme sine følelser, for ikke at såre Tristan.
Og der i skoven med hendes ansigt badet i lys, mens hun åbenhjertet accepterede hvem og hvad han var, var hans hjerte så fuld af kærlighed og respekt, at han havde glemt alt om Tristan, gruppen og krigen de kæmpede. Alt han kunne se var hende. Alt han ville se var hende. Alt hvad han ville mærke var hende.
Da hans læber havde rørt hendes hud, og hans næse havde indåndet hendes duft så tæt på, havde han aldrig troet, at han var i stand til at løsrive sig igen. Alligevel havde han fundet styrken, og så snart han var kommet et stykke væk fra hende, havde hans dårlige samvittighed ramt ham.
Tristan var som en bror for ham, og han havde forrådt ham. Han vidste at Thea var mere end bare en tilfældig flirt for Tristan, han vidste at Tristan følte ligesom han selv gjorde. Men i krig og kærlighed galt alle kneb, og lige nu kæmpede han med begge dele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...