Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
672Visninger
AA

6. Kapitel 6

Skoven lå badet i lys, og der lød fuglesang fra trækronerne. Engang i mellem dalede et blad stilfærdigt mod jorden, som et tegn på efteråret, der snart ville begynde. En solstråle brød gennem et hul i teltet, og ramte Theas ansigt. Inden længe var hun vågen, og hendes stadig søvnige hjerne besluttede, at en svømmetur var den perfekte måde, at vågne ordentligt op på.
Uden for teltet hilste hun kort godmorgen til Ratio, som sad henslængt i egne tanker, mens han forsøgte, at skubbe tømmermændene væk. 
Hun havde aldrig troet, at han var den vildeste af de fire. Så snart de var kommet tilbage til lejren, var både Tristan og hun selv blevet tilbudt en gæret drink, som hun ikke kendte. Hurtigt havde hun opdaget, at den havde samme euforiserende virkning som alkohol fra hendes verden.
Allerede der havde Ratio været lettere beruset. Mens Alius og Primus opførte en blanding af dans og kamppositioner, havde han henvendt sig til hende med en gødet stemme og en flaske i hånden.
“Ingenting, det der er ingenting! Du skulle se dem, når de rigtigt folder sig ud! De rene udyr!”
Han flænsede luften, som havde han kløer, og Thea kunne ikke lade være med at grine.
“Det er ikke første gang, jeg har hørt dem beskrevet sådan.”
“Jamen det, min kære pige, er fordi det er sandheden,” han slog ud med armene, “og sandheden kommer altid frem.”
Derefter havde han rejst sig, og havde sluttet sig til de dansende tvillinger.
Thea blev tilbudt mere gæret drik, og havde til sidst danset side om side med dem. Det havde udløst mange latterudbrud, da hun jo ikke kendte trinene i deres kampdans. 
Da hun nåede ned til søen, kunne hun ikke lade være med at smile af gårdagens hændelser.
Et øjeblik stod hun bare og nød søen der glinsede op mod hende. Hun overvejede, hvad hun skulle gøre med den skadede ankel. Den var stadig forbundet, og vandet ville gøre den godt. Men det betød, at hun skulle fjerne forbindingen, og hun kunne ikke forestille sig, at det ville være smertefrit.
Hun besluttede sig alligevel for at gøre det, og satte sig hen på træstammen. Først gjorde det ikke ondt, men som hun kom til de dybere lag, som gemte sig under støttepladen, fandt hun bitterligt ud af, at hun havde haft ret.
Men da hele forbindingen var væk, føltes det himmelsk, at have frisk luft omringe anklen. Hun længtes efter også at mærke koldt vand om den, og rejste sig, på vej mod søen.  Da hun var halvvejs, stoppede en bevægelse i busken hende.
Frem trådte mennesker, hun troede, at hun aldrig skulle se igen, mennesker hun var sluppet væk fra. Først mødte hun lederens ondskabsfulde blik, men ondskaben de medførte, tvang hende til at kigge væk.
Hun så forbi kvinden, Famulu, hen på Servus som hun så inderligt hadede. Hun havde håbet aldrig at se det smørrede grin, der fyldte hans ansigt lige nu, igen. 
Men had optog ikke alle hendes tanker. Hun vidste, at lejren var lige bag ved hende, og hvis hun så meget som kiggede bagud, ville de tre også vide det. Hun kunne intet gøre, for at advare de andre, hun kunne på ingen måde få dem til at hjælpe hende. Alt hun kunne gøre, var at blive stående og derved skjule lejren, og håbe inderligt at de tre troede, at de kun havde fundet deres løsslupne fange.
Servus tog et skridt mod hende.
“Se hvem vi har her.”
Hans smil voksede til en afskyelig latter. Den ramte ikke Thea, hun følte ingen frygt for manden foran hende. Hun håbede blot, at de ikke kunne høre latteren i lejren.
Servus tog et skridt til, og var nu næsten henne ved hende. Hvis han tog et skridt til, ville lejren ikke længere være skjult bag hende. Sved brød frem på hendes pande, og hun tvang sig til at provokere ham. Hvis hun fik ham i kamp, ville al opmærksomhed være hos de to, og lejren ville forblive skjult.
“Det var I længe om.”
Hun vidste, at hun ikke lød så selvsikker, som hun havde håbet. Men det var nok til at tænde Servus’ raseri.
Han fløj mod hende, og kort så hun skrammer på hans kind og en let halten. Så hendes flugt var ikke gået ustraffet hen. Han slog benene væk under hende, og hun ramte jorden. Men frygten for lejrens sikkerhed gav hende styrke og mod. Som hun ramte jorden, drejede hun rundt og sparkede selv benene væk under Servus. 
Det resulterede blot i en brydekamp på jorden. Hurtigt sad Servus ovenpå hende, og hun kunne intet andet gøre, end at skærme sig mod de slag, der faldt mod hende.
I mens søgte hun febrilsk efter et våben på jorden. Hvis bare der var en sten, en gren en… hendes hånd greb fat om den smalle, men forholdsvis lange, plade der havde tjent som støtte for hendes ankel. Hendes finger lukkede sig om den, og, som Servus’ næve igen ramte hende, lagde hun kræfterne i, og ramte ham på siden af hovedet. 
Han faldt ud til siden, og hun kunne rejse sig. Han lå ubevægelig på jorden, og hvis ikke det var for hans sarte klynken, ville man, tro, at han var død.
Hun vendte blikket, klar til at tage imod den næste angriber.  Heldigvis havde de ikke flyttet sig synderligt under kampen, og hun var sikker på, at hun stadig skjulte lejren så godt som muligt. 
Hun justerede grebet om pladen, og nåede end ikke at svinge den, før hun igen lå op jorden. Det var lederen der angreb denne gang, og han var rasende. Hun nåede et øjeblik, at spekulere på om det skyldes hendes modstand eller Servus’ nederlag.
Så sparkede han hende hårdt i mellemgulvet, og det blev en kamp at trække vejret.
“Famulu du tager pigen, lad Servus blive her.”
Og så gik han videre, direkte mod lejren. Hun havde fejlet, lejren var opdaget.
En stærk smerte, som gik fra hårrødderne og ud, fjernede hendes opmærksomhed. Famulu slæbte hende i håret mod lejren. Kampen for at få luft, blev erstattet af basken med armene, for at få kvinden til at slippe hende. 
Og før hun vidste af det, nåede de lejren. Hun så med gru, Ratio sidde med hovedet hængende, tvillingerne stod med ryggen til lysningen de kom fra, og Tristan var der slet ikke. Hun måtte advare dem! Hun brugte al den luft, som hun kunne få ind i hendes lunger, der stadig kæmpede for at få luft, og råbte alt hvad hun kunne.
“Vend jer om! Pas på!”  

Tristan vågnede op, da han hørte Thea råbe. Et øjeblik troede han, at det blot havde været en drøm, men så råbte også Ratio efter ham. Han stak hovedet ud af teltet, og så forfærdet, hvem der stod foran ham.
Han genkendte manden med arret, de havde før stået ansigt til ansigt i kampens hede. Han var endda selv ophavsmand til arret, som nu var mandens kendetegn.
Ved siden af ham stod en kvinde, som han aldrig havde set før, og for hendes fødder lå Thea og strittede i mod de hænder, der holdt hendes hår fanget. Ved nærmere eftersyn anede han også skrammer på hendes ansigt, og forbindingen på hendes ankel var væk. Han var rasende. De mennesker havde udsat hende for nok allerede! 
Han greb sværdet, der lå ved udgangen til teltet, stadig uden at fjerne øjnene fra kvinden. Han hvæsede mellem sine sammenknebne læber.
“Slip hende.”
Kvinden slap Thea, som ikke flyttede sig, og som tilsyneladende havde vejrtrækningsproblemer.
Kvinden derimod bevægede sig hurtigt, og angreb ham med det samme. Han havde ikke længere tid til at bekymre sig om Thea, nu måtte han koncentrerer sig om kampen.
Han vidste, at han var bedre end de fleste, når det gjaldt sværdkamp, men denne kvinde var ingen nybegynder. Hun blokerede hvert eneste af hans salg, og selvom han gjorde hende kunsten efter, vidste han, at det var hende der havde overhånden.
Hun svingede sværdet, han blokerede og ændrede sværdets retning som modangreb. Hun undveg, og nu stod han for skud. Han drejede rundt, forberedt på at angribe bagefter. 
Men noget gik galt, måske var han for langsom. Smerten startede i siden af maven, og hurtigt mærkede han, en våd varme brede sig. Han kiggede ned, kun for at opdage det store hul, som hendes sværd havde efterladt i ham.
Han blev ufattelig svimmel og hans syn blev sløret, alt imens han mærkede, det livgivende blod flyde ud af ham. I sidste øjeblik fik han vendt sig mod Thea og mimede ordrerne ’løb’ til hende, så ramte jorden ham og alt blev sort. Han vidste hvad der skulle ske nu, og han var forberedt.  

Efter kvinden havde sluppet Thea, var alt gået så hurtigt, at hun ikke kunne følge med. Mens hun stadig havde kæmpet for at få luft, havde hun set Tristan angribe Famulu.
Men så havde to brøl flænget luften og fjernet hendes opmærksomhed. Hvor Alius og Primus før havde stået, stod nu en gigantisk løve, med den rødeste manke hun havde set, og en kæmpe grønøjet ulv.  
Først var hun så chokeret, at hun ikke opdagede, at tvillingerne var væk. Så gik det langsomt op for hende, hvor meget de to rovdyr lignede tvillingerne. Den rødhårede løve havde samme dyriske udstråling som Alius, og i den sølvgrå ulvs grønne øjne kunne hun genkende Primus. 
Mens hun forvirret så på, angreb de to dyr lederen. Hun var forberedt på et blodbad, ingen kunne overvinde to så store rovdyr. Men lederen slog løven væk, før den nåede at sætte tænderne i ham, og efter ulven havde begravet gabet i hans skulder, blev også den rystet af.
Dyrene gav ikke op og forsatte med at angribe.  Og netop som Thea ikke troede, at hun kunne blive mere chokeret, gennemborede en ispil lederens anden skulder. Thea så i retning af pilens affyringssted, og fandt Ratio omgivet af et frossent landskab.
Endnu en pil fløj af sted, men lederen undveg. Den første pil gik op i røg, men der var intet blod at se, kun et sort hul. Var den mand usårlig? Nu angreb alle tre ham, men han stod forsat oprejst. 
Sværdenes klang havde i midlertidig fået hendes opmærksomhed igen, tidsnok til at hun med gru så et sværd gennembore Tristan.
Et skrig undslap hendes læber. Hun så ham vende sig mod hende, men hørte ikke hans ord. Da han ramte jorden, så hun til med en kold beslutsomhed. Hun gik mod ham, ikke for at tage fat i ham, ikke for at råbe, at han ikke måtte forlade hende, men for at tage hans sværd.
Hun vidste ikke, hvad det skyldtes, men hun vidste, at det var hendes opgave nu. 
Da hun tog sværdet i hendes hånd, bølgede en følelse af fuldendthed gennem hende. Hun følte sig hel med det i hånden, som om det blot var en forlængelse af hendes væsen. 
Og så begyndte dansen mellem de to. Nu forstod hun, hvorfor tvillingerne havde danset sådan aftenen før. Som hun fulgte sværdets bevægelser, følte hun sig let og fri. Hendes krop vidste selv, hvad den skulle gøre, og det blev en leg at undvige Famulus angreb. Hun tænkte ikke engang på selv at angribe, kun på at følge sværdets dans.   

Tristan befandt sig igen i lysets land, og han vidste, hvad han skulle gøre. Han greb fat i lyset, som denne gang var fast som sædvanlig.
Han var stadig forundret over, at det var lykkedes ham at redde Thea. Han havde aldrig brugt sin evne på andre, og det havde været i ren desperation, at han havde forsøgt. Og nu hvor miraklet var sket, gruede han for hvilke konsekvenser, det ville få. 
Men det havde han ikke tid til at tænke på nu. Han vidste, at der foregik en kamp under ham. Kvinden, som han kæmpede mod før, var ufattelig stærk med et sværd.
Selvom han selv var bedst i nærkamp, vidste han, at han også var god med et sværd. Men han havde undervurderet kvinden, og måtte betale dyrt, hvis det ikke havde været for hans evne.
Han håbede inderligt, at Thea havde hørt hans sidste ord, for hun ville intet kunne stille op mod kvinden. Han vidste end ikke selv, om han kunne overvinde hende i en sværdkamp.  

Efter et stykke tid kunne Thea se desperationen i Famulus øjne, og følte selv dansen begyndte at blive kedelig. Så snart tanken om angreb var tænkt, mærkede hun dansen skifte til en mere beslutsom bevægelse. 
Hun svingede sværdet mod Famulu, ramte, og så en tyk stribe blod bryde frem på hendes arm. Hun tabte sværdet, tog sig til armen og gav et udbrud fra sig.
Det fik lederens opmærksomhed, og han vendte sig fra sine tre modstandere, og løb i stedet mod hende. Hun vidste, at hun ikke havde en chance, men tvang sig selv, til at se ham i øjnene og ignorerede de andres råb om at flygte. 
Hun så, ham komme nærmere og nærmere, og stod afventende med sværdet i hånden. Da han var så tæt på, at hans øjnene stod lysende klare foran hende, følte hun, at hun så døden lyse ud af dem. 
Og så, sekundet før hans næve ramte hende, blev hun skubbet væk. I stedet stod Tristan nu foran hende, og stoppede lederens kæmpe næve med en hånd.
Hun anede ikke, hvor han var kommet fra. Sidst hun havde set ham, lå han ligbleg på jorden, og det eneste bevis der var tilbage, var blodpølen. Nu stod han med lynende øjne, og så på lederens hadefulde ansigt.
“Det er nok nu Hostie. Du er alene mod os fem, og hvis du ikke snart finder en læge, mister du din fægter.”
Lederen, som hun nu vidste hed Hostie, fnyste af Tristan.
“Hvad får du ud af det, knægt?”
Det sidste ord var sagt med en væmmelse, der matchede hans hadefulde øjne.
“Vi har aldrig ønsket, at kæmpe mod nogen af jer. Hvis I går nu, undgår vi at liv går tabt på begge sider. Tag dine håndlangere med dig og forsvind herfra.”
Hostie svarede ikke, men fnyste i stedet igen.
Efter et øjebliks intenst had, vendte han sig dog om, støttede Famulu og gik mod lysningen, som de havde efterladt Servus i. 
De blev alle stående, indtil Hostie og Famulu var væk, og så gik alle, med undtagelse af Tristan, ud i skoven, sandsynligvis for at tjekke eventuelle baghold.
Tristan rakte en hånd ned mod Thea, men hun afslog den.
Det var for meget alt sammen. Hun troede bare, at hun var kommet til en anden verden, som var hun kommet til et andet land. Men der var så meget mere. Mennesker der bliver til kæmpe rovdyr, mænd der styrer naturens elementer, sår der ikke bløder, ispile der går op i røg, sværddans og Tristan der var vendt tilbage fra de døde.
Thea kunne ikke rumme mere, det føltes som om, at hendes hoved var ved at eksplodere. 
Hun ventede bare på, at Tristan ville slutte sig til de andre, og hun ville være alene med sit smertende hoved. I stedet satte han sig ned ved siden af hende. 
“Jeg havde håbet, at du ikke opdagede, hvordan vi virkelig var på den her måde.”
Hun kiggede forvirret op på ham. Han sukkede.
“Ratios evner er vel ikke så chokerende. Du har endda følt hans kulde på din egen krop. Ingen af os aner, hvor han har de evner fra. Han havde dem, da han sluttede sig til os, og så vidt jeg ved, har han aldrig fortalt nogen grunden til hans særlige egenskaber.”
Han holdt en pause, som for at tjekke om hun havde forstået.
“De to rovdyr du så, var Alius og Primus. Du har sikkert allerede regnet ud, hvem der var hvilket dyr. De er begge forbandet med en dyreånd, der gør, at de kan forvandle sig, når de har brug for det. Forbandelsen skyldes deres far, som jagede både planteædende dyr og rovdyr. En dag fik skovens ånder nok, og forbandede alle hans børn. Efter den dag kunne han ikke længere gå på jagt, for i stedet for dyr så han sine børns ansigter.”
Thea blev ramt af pludselig klarhed. Alt gav mening nu. Tvillingernes dyriske udstråling og Ratios kulde. Men hun havde stadig ingen forklaring på, hvordan Tristan havde fået livet tilbage.
“Så de er dyr, og Ratio kontrollerer kulden. Hvad er du så, udødelig?”
Selvom det var sagt halvt i spøg, så hun en skygge glide over hans ansigt.
“For år tilbage, da vores land først blev angrebet, prøvede jeg, sammen med min far og bror, at beskytte vores familie. Det lykkedes at få alle i sikkerhed, men jeg sakkede bagud, og var til sidst omringet af de fremmede. De havde ingen barmhjertighed tilovers for mig, og jeg nåede knapt at føle smerte, før jeg var i lysets land. 
Jeg var så vred over at være død. Jeg nægtede at accepterer det. Jeg råbte til himlen, jeg ville tilbage for at beskytte mit land. Jeg ville ikke slappe af og drive rundt i den behagelige varme, jeg ville tilbage og kæmpe. Og da jeg næsten var blevet sindssyg af frustration, blændede et klart lys mig og jeg hørte en stemme så ren at den skar mig i ørerne. Jeg blev tilbudt at få livet igen, på en simpel betingelse, og siden da har jeg kunnet benyttet lyset for at helbrede min krop.”
Thea lyttede med forfærdelse. Så det var ham, der havde reddet hendes liv. Hun huskede selv lysets land, og hvordan hun, uden den mindste tøven, havde ladet sig svæve ansvarsløst rundt. Men Tristan havde ikke givet efter, og ville i stedet forsvare sit land.
Det virkede uretfærdigt, at de begge havde fået livet igen, selvom hun intet havde gjort for det. Og han havde ikke engang fået sit tilbage uden nogen omkostninger.
“Hvad var betingelsen?”
Han smilede og rodede hende i håret, da han svarede.
“Det skal du ikke bekymre dit smukke hoved om.”
Hun lagde hovedet på hans skulder.
“Du ved vel godt, at en byrde ofte er lettest, at bære hvis man er flere om det.”
Men han svarede ikke, og de blev siddende i stilhed. Og langsomt faldt alt på plads i Theas hoved, og hendes hovedpine forsvandt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...