Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
669Visninger
AA

5. Kapitel 5

De sad igen foran bålet, efter endnu en dag uden nye spor. De havde endnu engang fundet en forladt lejrplads, og havde fulgt sporet derfra. Da det var nær aften havde de fundet en flod og havde slået lejr nær bredden. Alius og Primus havde forsøgt at fange fisk i vandet med de bare næver, og havde da også fået fat i nogle stykker. Ratio, som havde følt et behov for at drille dem, havde gjort deres fangst til skamme, da han, ved hjælp af hans kulde, havde frosset fiskene til i vandet og derefter blot samlede dem op. Resultatet var at de nu havde mange flere fisk end nødvendigt, og de kunne forvente kold fisk til morgenmad dagen efter.
Tristan forlod de andre da Ratio brød ud i sang, mens Alius og Primus primitivt spillede på naturens instrumenter. Han gik langs bredden, forbi fiskestedet og snart kunne han høre vandfaldets fjerne brusen. Selvom det stadig var langt væk, gjorde det lange stykke vandet faldt, at man langt væk kunne høre dets brusen. Han forsatte med at gå. Han vidste ikke hvad det var, men det føltes som om vandfaldet trak i ham. Som om noget vigtigt var for der, som guld for enden af en regnbue. 
Men efter en times vandring forekom der uendeligt til vandfaldet og han satte sig på bredden for en stund. Han var ikke træt, men det føltes næsten latterligt at gå hele vejen hen til vandfaldet med den følelse som eneste grund. Så skulle han hellere være ude og følge de få spor de havde. Der var nu gået flere uger siden de var kommet tilbage, og de havde stadig ikke fundet Thea. De havde heller ikke hørt noget om landets situation, da de endnu ikke havde mødt nogen de turde stole på. Desuden holdt kidnapperne sig til den store skov der omringede hans land, og her boede ikke mange mennesker.
Han håbede inderligt at de snart ville finde Thea. Selvom han var tilbage, og den brændende ild ikke rørte ham her, manglede han stadig Thea. Bare tanken om hvad hun måtte gennemgå, hvis hun da var i live, sendte kuldegysninger ned af hans rygrad. De folk der havde invaderet hans land var ikke kendt for deres venlighed, og han turde knapt tænke på hvordan de ville behandle en der ikke engang var fra deres egen verden. 
Det gik op for ham at hans blik havde været fæstnet på noget på den anden side af bredden. Fanget i hans tanker havde han ikke lagt mærke til det, men prikken så næsten menneskelig ud, selvom det ene ben lå i en akavet stilling. Først troede han at mørket spillede ham et pus, men så tændte håbet en gnist i ham. Han løb ud i floden og svømmede over på den anden side. Som han nærmede sig kroppen mærkede han en uro i kroppen. Foran ham lå ganske rigtigt en pigekrop, men han turde ikke tro at det var Thea. Som han kom tættere og tættere på blev håbet større.
Han anede først hendes mørke hår, hvor havde han savnet at begrave hænderne i det, derefter hendes jeans, dog mere beskidte end normalt og til sidst, da han så hendes ødelagte t-shirt, gik alvoren op for ham. Han havde været som i en døs af glæde over at se hende, men nu så han hvor ilde tilredt hun var. Han løb hen til hende og vendte hende blidt om. Hun havde lukkede øjne, og han mærkede hvor gennemblødt hun var. Han førte en hånd hen af hendes kind, men mærkede intet åndedræt. Han mærkede for alvor uroen fylde ham nu. Hun kunne ikke være død, ikke nu hvor han endelig havde fundet hende!
Han ruskede hende, kaldte på hende og aede hende forsat på kinden. Han fik ingen reaktion, og nu var uroen skiftet ud med frygt. Skulle han aldrig se hendes smil igen, stirre ind i hende øjne og aldrig mærke hendes kys igen. Han holdt om hende og kyssede hende læber. Men denne gang følte han ingen varme, men i stedet kulde. Denne gang blev han ikke fyldt af ro, men blev i stedet overtaget af vrede. Han brølede, og mærkede så småt hvordan han slap taget i sig selv. Han vidste, at få at han kunne redde hende, måtte han ikke lade vreden tage over. Og selv da kunne det stadig være for sent. 
Han trak vejret dybt ind og lukkede øjnene. Den ene hånd satte han på hendes pande, den anden placerede han over hendes hjerte. Han måtte anstrenge sig ekstra for ikke at lade følelserne overtage, da han ikke mærkede noget hjerteslag. Han trak vejret dybt igen, og mærkede hans sjæl frigøre sig fra kroppen.  Han så det velkendte hvide lys og fangede en håndfuld af det. Men lyset var som sand mellem hans fingre. Han koncentrerede sig ikke nok, og vidste det skyldtes hans uro for at end ikke hans kræfter kunne redde Thea. Han tog fat i sig selv, trak vejret dybt ind for tredje gang, og da han denne gang greb efter lyset var det fast. Han trak det mod Thea og vendte tilbage til sin egen krop. 
Han turde ikke åbne øjnene, han turde ikke opdagede at han havde fejlet. Hvis dette ikke havde hjulpet, ville intet kunne redde hende. Og tanken om det skræmte ham mere end noget andet han havde oplevet. Han kunne mærke en varm tåre på sin kind, men turde stadig ikke slå øjnene op. 
Men så, som han sad og frygtede det værste, følte han en varm hånd på hans kind. “Tristan?” Han slog øjnene op. Hendes stemme var hæs, men hun var der, lyslevende lige foran ham. Det havde virket, og hun var vendt tilbage til ham. Han omfangede hende, upåvirket af de tårer han vidste faldt over hans kinder, denne gang var det glædestårer. Han tog fat om hendes hoved og holdt hende ind mod sig.
“Jeg er så glad for jeg fandt dig”  

Thea blev vækket af lave hviskende stemmer, og ledte instinktivt efter rebet for at tjekke om den løse knude var gået op. Men så opdagede hun var hun var vågnet i et telt, og ikke på jorden som hun havde gjort de sidste uger. Pludselig huskede hun alt. Hun huskede at hun var flygtet ud over vandet og havde efterladt Servus forfærdet tilbage. Hun huskede hvor hårdt vandet havde ramt hendes krop, og den isende smerte der nærmest havde knust hendes ankel. Hun vidste den havde været skadet i forvejen, og slaget mod vandet havde været mere end den kunne klare.
Da hun, efter en kamp for at finde ud af hvad der var op og ned, endelig havde brudt vandoverfladen og ladet lungerne fylde med luft, var hun hurtigt svømmet ind mod bredden. Her opdagede hun at ankelen ikke længere kunne bære hendes vægt. Humpende havde hun skyndt sig i ly i skoven. Allerede da hun nåede det første træ kunne hun høre de tre tilfangetagerer på vej efter hende. Det gik op for hende at de ville komme fra skoven, mod vandet, og at hun derfor løb direkte mod dem. Hun vendte om, snublede ud i vandet og svømmede alt hvad hun kunne. Hun ignorerede smerten, tænkte kun på hvert svømmetag der bragte hende væk fra hendes tre efterfølgere.  
Langsomt forsvandt vandets kulde og blev mere og mere behageligt. Bunden kom også tættere og tættere på, og hendes arme føltes som bly. Hvert svømmetag føltes umuligt, og trangen til at sove fjernede snart alle tanker om at svømme. Hvorfor var det nu også hun skulle svømme? Hvorfor kunne hun ikke bare sove. Sove i den behagelige varme uden smerte. Og langsomt stoppede hendes svømmetag.
Hun huskede at vandet blev skiftet ud med klart lys. Så klart lys at hun knapt kunne holde øjnene åbne. Her svævede hun også rundt, og alle byrder var fjernet. Det var som om bare manglen af den vægt gjorde det muligt for hende at flyve. Hun manglede intet her, og havde intet at vende tilbage til. Hendes forældre var væk, og kun hendes kat ville savne hende, indtil en anden ville give dem mad.
Men langsomt dæmrede fire ansigter frem foran hende. Tvillingerne grinende ude i siden, Ratio i midten, uden det mindste strøg af kulde og Tristan ved siden af med sine blå øjne. Med en forfærdelig klarhed gik det op for hende at hun ikke var alene længere. Hun havde været alene så længe, at hun ikke opdagede hvor vigtige de fire nu var blevet for hende. Og tanken om aldrig at skulle se dem igen kaldte tårer frem i hendes øjne.
Selvom det var fantastisk at kunne svæve frit rundt uden noget ansvar, ville hun ikke bytte det ud med hendes fire nye venner. De havde så lang tid igen sammen, det kunne ikke være slut nu. Hun havde så meget tilbage at leve for. Og lige som hun havde været på depressionens rand, havde en varm vind blæst hendes langs en usynlig vej. 
Hun åbnede øjnene, som hverken var omgivet af lys eller varme, og så lige op på Tristan. Hun måtte ligge på jorden, for han sad bøjet ind over hende. Langsomt, som hun vendte tilbage til sin krop, opdagede hun tårer på hans kind. Hvorfor græd han, og hvorfor kiggede han ikke på hende? Måske var hun slet ikke vendt tilbage, måske kunne han slet ikke se hende, måske var hun stadig i det mærkelige land af lys.
Tøvende løftede hun hånden mod ham, uden at turde tænke på hvad der ville ske hvis han ikke reagerede. Svagt kaldte hun på ham, og med hjertebanken så hun ham åbne øjnene. Da han løftede hende op mod sig havde hun lukket øjnene igen, overbevist om hun ikke var i lysets land, men nu endelig i sikkerhed.  
Tristan måtte have fået hende tilbage til lejren med de andre, for nu genkendte hun de andres stemmer. Selvom hun var træt, følte hun et stærkt behov for at se de andre. Hun forsøgte at rejse sig, men måtte holde en kort pause da hun mærkede smerten i sin ankel. Der var blevet lagt en støttende forbinding, men det ville gøre ondt i en tid. Hendes bedste gæt var at den enten var brækket eller forstuvet ved springet fra vandfaldet.
Hun bed smerten i sig, rejste sig og støttede derefter kun på den anden fod.  Da hun kom ud af teltet så hun tvillingerne og Ratio midt i samtale, og der gik et øjeblik før de opdagede hende. Tvillingerne opdagede hende samtidig, droppede samtalen og omfavnede hende på en gang. Hun lo, selvom hun næsten følte det som blev hun kvalt. Ratio blev hendes redning og trak dem til side.
“Husk nu at hun skal trække vejret.”
Han sagde det med smil i stemmen, og Thea kunne næsten ikke genkende ham. Han var ikke omgivet af kulde, men smilte i stedet til hende.
“Dejligt at se dig oppe igen. Hvis du ikke har alt for ondt, ville det glæde mig hvis du kunne gå med mig ned til floden. Der er meget du skal have forklaret”
Thea var stadig chokeret over den nye Ratio og nikkede blot. Da de nåede floden satte Ratio sig på en træstamme og gjorde plads til hende.
“Jeg kan forestille mig at dine kidnappere ikke har taget sig tid til at fortælle dig hvad der foregår.”
Han tog en dyb indånding og kiggede hende i øjnene.
“Du er i en anden verden end din egen. Måske du har opdaget det, måske ikke. Din verden minder meget om denne, som vi kalder vores hjem. Vi fire tog til din verden for år tilbage da et andet folk invaderede vores land. Vi var mange som forsøgte at redde landet. “
Han holdt en pause, som om de næste ord ville forvolde ham skade.
“Mange liv gik tabt. Bl.a. vores leders, og vi fire så ingen anden mulighed end at tage til din verden for at forberede et modangreb. Men i din verden fik sorgen, vreden og den brændende ild vi alle følte os til at gemme os bag vores selvmedlidenhed. Jeg lavede et skjold omkring mig, men Tristan gik det værst for. Hans stemme havde en speciel virkning på din verdens beboere, og han kunne ikke snakke med andre end mig og tvillingerne. Jeg skal ærligt indrømme at ingen af os tænkte på ham, vi havde glemt alle andre end os selv i vores egen selvmedlidenhed.  Men så kom du og brød hans isolation. Senere, da du sang for os, fjernede du også den brændende ild vi alle følte. Og nu, efter din ro gav os plads til at tænke, er vi vendt tilbage.”
Et øjeblik troede Thea hun så en ild i hans øjne.
“Og vi har tænkt os at smide alle der ikke hører til her ud af vores land. Vi vil generobre det, og give det tilbage til folket.”
Selvom Thea havde gættet sig frem til det meste af historien ud fra hvad Servus havde fortalt, havde hun intet vidst om hvordan de fire måtte have følt. Afskåret fra deres egen verden, nødt til at klare sig et andet sted og med så stor en hemmelighed at gemme på. Og Tristan, som end ikke kunne snakke med andre! Når hun hørte om hvad der var sket med dem, følte de ting hun havde været udsat for som ingenting. 
“Nu skal du ikke sidde og få hende til at græde Ratio”
Tristan var dukket frem fra skoven, og hans kommentar frembragte latter hos Ratio. Thea havde aldrig hørt ham grine før, og et kort øjeblik stirrede hun måbende på ham. Det var en gåde for hende, hvorfor han pludselig havde ændret sig sådan.
“Jaja, nu skal jo nok lade jer være i fred.”
Ratio rejste sig, smilede kort et drillende smil til Thea og gik så sin vej.   

Et øjeblik stod Tristan blot og betragtede Thea. Han vidste ikke om det skyldtes gensynet, men hun var smukkere nogensinde før. Solens stråler dansede på hendes hud, hendes øjne glimtede og hun så smilende hen på ham. Hendes ødelagte t-shirt tillod ham at se stykker af hendes solbrændte hud, og et øjeblik bekæmpede han en trang til at fjerne lasen helt fra hendes krop. 
I stedet gik han hen og satte sig ved siden af hende. Han kiggede op på hende, han havde så meget at fortælle hende. Men da han så ind i de øjne han havde savnet så længe, kunne han ikke få et ord over læberne. Det var helt absurd, Thea havde været den eneste han kunne snakke med, og nu sad han her og kunne ikke sige et eneste ord til hende.  Men så mærkede han to varme arme om sig.
“Jeg er så ked af alt det I har været igennem. Ingen burde gå sådanne ting igennem. Det gør ondt i mit hjerte at høre hvad der er sket for jer. Sådanne forfærdelige ting burde ikke kunne ske.”
Et kort øjeblik troede Tristan ikke at Thea snakkede til ham. Ja, der var sket en masse, men det var ting de frivilligt havde valgt. De havde selv valgt at beskytte deres land, og de var frivilligt draget i krig. 
Intet af hvad der var sket for Thea var frivilligt. Hun havde ikke bedt om noget af det der var sket for hende. Hun havde aldrig bedt om at blive efterladt alene, kidnappet eller rodet ind i deres historie. Og alligevel sad hun her, og sagde at hun var ked af hvad der var sket for dem.
Han rystede på hovedet, den pige var utrolig. Han vendte sig om mod hende, løftede hendes hoved og kyssede hende let. Selvom hans krop nærmest skreg til ham om at forsætte, vidste han at det ikke var hvad hun havde behov for lige nu. Og lige nu var han så fuld af hengivenhed til Thea, at hendes behov kom før hans.
“Kom lad os gå tilbage til de andre. Du er sikkert sulten, og tvillingerne må være ved at dø for at stille dig spørgsmål.”
Han begrænsede sig til at tage hendes hånd og fulgte hende tilbage til lejren.  

Hostie var rasende. Han havde givet Servus en opgave. En! Og alligevel havde han fejlet denne ellers lette opgave. Han skulle passe på pigen, kun indtil oprørerne selv fandt dem. Men pigen var smuttet fra ham, hoppet ud over et vandfald, og risikoen for at hun var død var stor. Hendes død ville ikke mærke hans samvittighed, men hun var deres lokkemad, og uden ville det være endnu sværere at finde oprørerne. 
De gik nu, i larmende stilhed, og ledte langs bredden. Deres sidste chance var at finde hende, enten død eller i live, langs bredden. Han håbede, for Servus skyld, at de fandt hende i live, ellers vidste han ikke hvad han ville gøre ved ham. 
Som aftenen skred frem svandt håbet og Hosties humør. Da det blev nat var hans humør så sort som luften der omgav dem.  Men der, midt i mørket, tændte et lysskær håbet igen. De nærmede sig listende, og skjult bag træerne fandt de, hvad de så længe havde ledt efter. Rundt om et bål sad pigen sammen med de fire oprørere. I deres rus af glæde, latter og gensyn opdagede ingen af de fem deres iagttagere.
Et kort øjeblik nød Hostie blot glæden ved endelig at have fundet dem, og så gjorde han tegn til at vende om. Angrebet på dem skulle være perfekt, og ikke gemmes væk og udføres i ly af mørket. Alligevel kunne han ikke lade være med, at smile et grumt smil der forvrængede hans arrede ansigt endnu mere, mens han gik tilbage til deres eget tilholdssted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...