Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
671Visninger
AA

4. Kapitel 4

Da Tristan kom tilbage til deres fællesbolig, mødte han Ratio udenfor. Han stod og røg, mens han stirrede ud i luften. Han vinkede Tristan hen til sig. Først stod han bare og pustede røg ud i luften, og Tristan var lige ved at vende sig for at gå.
“Det er forfærdeligt, som man kan glemme smagen af en god cigar.”
Han kiggede beundrende på cigaren i hans hånd.
“Men når man endelig får smagen at føle igen, opdager man hvor savnet den har været.”
Han kiggede op på Tristan og smilede et smil Tristan ikke havde set længe. Han synes han kunne genkende den gamle Ratio fra før de kom til denne verden. Måske var der en mulighed for at han igen kunne møde sin gamle ven, frem for den nye kolde Ratio.
Han mindes hvordan Ratio tilbage i deres egen verden havde været den vildeste af de fire. Han var ikke bleg for at bryde ud i sang eller danse på bordene med hvem end der ville danse med ham. Dengang havde han heller ikke konstant været omgivet af sin kulde, men havde kun brugt den for at beskytte sig selv.
Tristan håbede at hans gamle ven var vendt tilbage. I mellemtiden var Ratio vendt tilbage til sin cigar. Han mumlede mere til sig selv end til Tristan.
“Måske var det alligevel en god idé at ansætte pigen.”
Og så skådede Ratio sin cigar og gik mod huset. Glad over udsigten til at få sin gamle ven tilbage, vendte Tristan sig atter mod sin bil. Den håbløshed han før havde følt ved Theas lejlighed var væk, nu hvor Ratio var på deres side. Han følte de kunne klare alt. Og måske var det endda tid til at vende hjem igen. 
Men før han nåede hans egen bil, kom tvillingerne ud, på vej mod deres. Primus råbte med latter i stemmen til ham.
“Prøver Casanova at snige sig af sted til et sent midnatsmøde?”
“Hvad siger du til et lift? Du kommer nok ikke  hjem i nat alligevel.”
Alius åbnede døren for ham, mens Primus lo af Alius’ sidebemærkning. Selvom Tristan foretrak at se Thea alene, følte han også en trang til at fortælle sine venner om udsigten til snart at komme hjem. Desuden ville han gerne finde ud af om de vidste mere om Ratios sindsændring. 
Da de nåede bygningen Thea boede i, kunne ingen af dem styre sin glæde. De var kommet til den konklusion at noget, eller nogen, havde brudt den kulde Ratio havde isoleret sig med efter deres ankomst til denne verden.
Og nu, hvor de havde deres gamle ven igen, kunne ingen af dem vente med at vende hjem. De var kampklar, og glædede sig til den dag de kunne sætte foden på jorden i deres hjem.
Ingen af dem havde dog nævnt Thea. De havde altid sørget for at leve uden bånd til denne verden. Men selv tvillingerne, som normalt kun så kvinderne her som et redskab til at bulme deres indvendige ild, følte sig knyttet til hende. Desuden havde hun bragt dem alle fire den ro, som de behøvede for at kunne vende hjem igen.
En fælles enighed om at alle gik med op til Thea herskede blandt dem. Som om det var sidste gang de ville se hende. Og selvom de vidste det var absurd, nævnte ingen af dem det. 
De gik grinende mod hendes lejlighed, parate til at overfalde hende med deres glæde, så snart de så hende. Men da de nåede hendes lejlighed forsvandt deres latter.
Tristan så med gru hvordan døren var flået op. Da han gik ind i lejligheden føltes det som om han svævede uden for sin krop. Han så tvillingerne følge efter ham, og hørte en stemme, forskruet af den urealistiske følelse, fortælle om en blodplet på gangens gulv. Han så kniven på gulvet, og hørte fjernt Theas kat miave. Men da han så op på væggen vendte han smertefuldt tilbage til sin krop.
Foran ham, ridset ind i væggen, var symbolet for det folk der havde overtaget hans land. Han råbte af vrede da sandheden gik op for ham. Han smadrede lejligheden. Væltede lamper, sparkede til stole og bord og flåede billeder ned af væggene. Han mærkede et fast tag om hans arm, og så fortvivlet på Alius. Primus var ingen steder at se, og Tristan var ligeglad.
Alt der fyldte han hoved var bebrejdelser om at han skulle være blevet. Hvis han bare var blevet her var det ikke sket. Folk fra en verden han forgæves havde forsøgt at redde, var kommet til hans nye verden. De havde taget det eneste, der gav ham ro og gjorde det tåleligt at blive her fra ham. Og fremtiden uden så frygtelig dyster ud.   

Da Thea vågnede havde hun forfærdelig ondt i siden af hovedet og hendes læbe dunkede. Hun forsøgte at føre hænderne op for give hovedet støtte, med opdagede at de var bundet. Hun slog øjnene op og opdagede, at hun sad på jorden op ad en pæl, med hænderne bundet bagom pælen. Hendes hoved dunkede så voldsomt, at hun havde svært ved at fokusere.
Langsomt hævede hun hovedet og så et bål foran sig. Der sad tre skygger foran bålets flammer. Hun forsøgte at få deres opmærksomhed, men en klud bundet for hendes mund gjorde det umuligt. Støjen fra hendes bevægelser havde dog fået en af skyggerne til at gå hen til hende.
Da skyggen kom tæt på opdagede hun at det var en mand. Hun glippede overrasket med øjnene da hun så hans ansigt. Et langt ar løb fra hans højre øje ned langs hans kind. Men det var ikke det værste. Hans øjne udviste sådan en ondskab, at Thea måtte kigge væk efter få øjeblikke. 
Han førte en beskidt og hårdhudet hånd op til hendes ansigt. Hun forventede et slag, men i stedet fjernede han kluden for hendes mund. Derefter gik han bag om pælen og tillod også hendes hænder at være frie.
“Der er ingen som kan høre dig skrige. Der er ingen der ved du er her. Og der er ingen der kommer for at hjælpe dig. Alligevel kan vi ikke have dig til at rende frit rundt”, han nikkede mod det reb om hendes ankel, som stadig holde hende fanget, “men med hænderne fri slipper vi i det mindste for at made dig.”
Derefter vendte han sig om og gik tilbage til de to andre ved bålet. 
Thea var forvirret, og smerten i hovedet gjorde det ikke lettere at samle tankerne. Langsomt førte hun hånden mod hendes smertende læbe, og opdagede, med endnu mere smerte til følge, hvor hævet den var. Da hun tog hånden ned igen, anede hun blod på den. 
Det sidste hun huskede var da manden fra før var stormet ind i hendes lejlighed. Selvom hun stadig var urolig for hvad der skulle ske nu, lo hun indeni over hendes egen dumhed. En mand havde flået hendes dør af, og hun havde forsvaret sig med en ganske almindelig køkkenkniv. Og så var hun flygtet ud af døren han lige havde smadret.Selvfølgelig var han ikke alene, selvfølgelig måtte der stå nogen udenfor. Og smerten i hendes hoved var beviset for det. 
En kvinde afbrød hendes tanker, da hun satte en skål med, hvad der lignede suppe, foran hende. 
“Spis. Du kan ikke bruges til noget som død.”
Først tøvede Thea med at spise. Hun ønskede intet fra disse fremmede. Men hun vidste også, at en flugt var umulig, hvis hun var fuldstændig afkræftet.   

De følgende dage var et rod for Thea. Dels fordi hendes hoved smertede så forfærdeligt, at hun knapt kunne tænke, og dels fordi de skiftede opholdssted hele tiden. Det føltes som om de tre ventede et baghold bag hvert hjørne.
Theas chance for at flygte havde endnu ikke vist sig. Når de opholdt sig et stille sted var hun bundet fast til et træ eller lignende, og når de bevægede sig fastholdt et reb hende til manden som hun nu havde lært hed Servus. Hun havde siden erfaret at det var ham der havde slået hende bevidstløs flere aftner forinden.
Lederen, som havde snakket til hende den første aften, havde ikke snakket til hende siden. Dette var hun fuldt ud tilfreds med, ondskaben i hans øjne fik hendes hjerte til at gøre ondt. 
Hun bukkede sig for en lavthængende gren. De var endnu engang ved at flytte sig, og hun gik fastbundet bag Servus. Selvom det brændte i hende for at flygte, var hver dag uden muligheden også en gave. De bevægede sig i en jungle af træer, i en skov som ingen ende ville tage. For hver dag hun var tvunget til at blive, udnyttede hun muligheden for at observerer hvordan de andre overlevede her.
Hun så kvinden sætte fælder for smådyr, og Servus samle brænde fra steder der altid var tørre, selv når regnen havde hærget landet. 
Hver nat brugte hun på at ødelægge det tykke reb om hendes ankel. Selvom rebet gnavede sig ind i hendes hud, og blod også måtte fjernes fra rebet, forsatte hun. Langsomt blev det mere og mere mørt. Hendes bukseben skjulte heldigvis området, og når tiden var inde, var hun klar til flugt.  

Tristan indåndede den friske og velkendte duft i hans land. Tvillingerne jublede bag ham, og ud af øjenkrogen så han Alius bøje sig ned og kysse jorden. Ratio ankom sidst, og stod også selv og nød synet af deres elskede land.  Det havde været en hård rejse hertil.
Den aften i Theas lejlighed var stadig en smule tåget for Tristan. Han huskede hvordan Alius havde hevet ham med sig ned på gaden, hvor Ratio uforklarligt stod sammen med Primus. Tristan havde råbt og skreget af ham at det var hans skyld. Hvis han ikke havde ansat Thea fra starten ville hun stadig være her. Han havde forventet Ratios vrede, men modtog i stedet en undskyldning. Med tunge skridt var han gået mod Tristan, lagt en hånd på hans skulder og kigget alvorligt på ham.
“Det er på tide vi vender hjem.”
Efter Tristan var faldet til ro, havde tvillingerne givet ham håb. Det var ikke sikkert Thea var død, hun kunne være et gidsel. Og de skulle hjem, hjem til det land de sådan savnede. Nu havde håbet om igen at få hende og den ro hun medførte tilbage, samt tanken om endelig at være vendt hjem, gjort alle opstemte.  De gik i den velkendte skov der omgav deres land, og alle var lykkelige over at være tilbage. De fandt hurtigt et sted at slå lejr for natten. Dagen efter startede de deres søgen efter Thea.
Selvom de primært var vendt tilbage for at redde landet, havde de besluttet at lede efter hende først. Dette skyldes at fire mænd intet kunne stille op mod en hær. De måtte kende landet og befolkningens tanker først, finde resten af oprørerne og siden forberede et angreb. En eftersøgning af Thea ville bringe dem rundt i landet, og lade dem høre dets rygter. 
I flere dage søgte de, men alt de havde fundet var efterladte lejrpladser. Det var som om kidnapperne konstant var et skridt foran dem. Men selv dette faktum satte ikke en stopper for deres optimisme. For hver dag de brugte her, blev de mere og mere opstemte. Følelsen af at være hjemme fyldte deres hjerter, og de var sikre på at finde Thea i live. 
Tristan tilbragte aftenerne ved bålet med Theas ansigt foran sig. Han vidste ikke hvorfor det skete. Det var ikke længe siden hun var blevet en del af hans liv, men alligevel føltes det som om han havde kendt hende hele livet.
Udover den ro hun gav ham, havde hun brudt hans isolation. Hun havde snakket med ham når ingen andre havde, og hun havde ikke forventet andet af ham end at han var til. Han vidste ikke hvad han skulle gøre hvis de fandt hende død. Han følte ikke at, han kunne gå tilbage til et liv uden Thea.   

Næste morgen da de pakkede sammen for at fortsætte, gjorde Theas ankel mere ondt end de foregående dage. Selvom hun var opsat på ikke at vise nogen svaghedstegn, kunne hun ikke skjule en let humpen som dagen skred frem. Hun mærkede at hun forsinkede gruppen, og kunne ikke lade være med at føle en vis selvtilfredshed over det. 
Men netop som hun gik og var fortabt i det grønne vildnis’ skønhed, fik Servus nok. Hun havde efterhånden erfaret at det var ham der havde ansvaret for hende. Han råbte efter de andre, og trak hende så med væk fra dem. De gik et stykke ind i buskadset, ind til de nåede en lille sø.
Han forventede åbenbart at hun ville rense såret på hendes ankel, men efter hendes nylige opdagelse nægtede hun at hjælpe dem på nogen måde. Hun blev trodsigt stående, også da Servus gik helt op hen til hende og hvæssede af hende.
“Valget er dit. Men du skal ikke tro vi sætter tempoet ned for din skyld. Fremover går vi så hurtigt som før, lige meget hvor ondt det gør på dig.”
Han vendte sig for at gå tilbage til de andre, men Thea nægtede at gå med. Hun følte sig trodsig, hendes ankel smertede forfærdeligt og hun var træt af fangeskabet. Hun savnede friheden, og følte rebet om hendes som en tung, kold metal lænke. 
Servus havde opdaget hun ikke fulgte efter ham, og var vendt tilbage til hende. Før hun nåede at åbne munden for at lade sin vrede og fortvivlelse gå ud over ham, blev hun ramt af noget hårdt på siden af hovedet. Da hun igen åbnede øjnene, efter smerten havde fortaget sig en smule, opdagede hun at hun lå på jorden. Hun måtte være væltet, og Servus tårnede hånligt over hende.
“Bliv nu ikke kæphøj lille pige! Tror ikke at Tristan og hans venner kommer og redder dig. Du har ikke været andet end et stykke legetøj for dem. De har sikkert allerede glemt dig.”
Thea blev helt paf da hun hørte Tristans navn. Al hendes vrede fra før forsvandt. Hun havde glemt alt om Tristan, Primus, Alius og Ratio de sidste dage. Alt hun havde fokuseret på var at flygte. Og at høre dem nævnt her, i denne verden hun ikke kendte, virkede fuldstændig absurd for hende. 
Hendes forvirrede ansigtsudtryk bragte en latter frem fra Servus.
“Så de fire små oprørere fortalte dig aldrig hvem de virkelig var? Selvfølgelig gjorde de ikke det, hvorfor skulle de?”
Han satte sig ned på hug, med ansigtet helt tæt mod hendes.
“En gang for længe siden blev dette land overtaget af mit folk. Mange gjorde oprør, ledt af en mand ved navn Xaviur. Denne mand havde fire tætte mænd, og sammen havde de fem næsten slået os. Men vi fangede Xaviur i tide.
Dog slap de fire mænd væk. Det er disse fire oprørske ledere vi har jagtet i flere år. Ratio, herre over kulden, de to dyriske tvillinger og sidst, men ikke mindst, din kære Tristan.  Men nu, hvor vi har fået lokkemad,” Han boede en spinkel finger ind i brystet på hende, “har vi en chance for at fange de fire små venner, uden at skulle gøre andet end at holde dig i live."  
Servus vendte sig og gik, og denne gang fulgte hun lydigt med. Chokket havde endda fjernet al smerte fra hendes ankel.
Først forstod hun ikke hvordan Tristan, tvillingerne og Ratio kunne havde noget med denne verden at gøre. Men alligevel var det som om et puslespil faldt på plads. Servus havde kaldt Ratio for ‘herre over kulden’, og denne beskrivelse passede så sandelig på Ratio.
Hun vidste tvillingerne havde en dyrisk udstråling, så de passede også godt ind i Servus’ beskrivelse. Pludselig slog det hende! Den aften hun var blevet bortført havde Tristan forsøgt at fortælle hende noget. Måske var ‘det’ som han nævnte, hele denne situation. Måske havde han forsøgt at forklare hende det hele, men hun havde stoppet ham.
Og nu var hun skyld i at de var her, på vej ind i kløerne på disse forfærdelige mennesker. Det ville hun ikke tillade, og nu var hun endnu mere opsat på at flygte hurtigst muligt.   

Da Thea blev ramt af det sædvanlige ryk i rebet om morgenen, blev hun grebet af panik. Natten før havde hun haft held til at bryde rebet. Hun havde bundet en løs knude, så hun, når tiden var inde, let ville kunne slippe væk. Heldigvis var knuden blevet hvor den var.
Som de gik videre ledte hun desperat efter en flugtmulighed. Hun havde nu været fanget i snart to uger, og på trods af den mad hun fik af dem, vidste hun at hun snart skulle handle før hun mistede kræfterne til det. 
Stadig så hun intet andet end de endeløse rækker af træer. Men så viste en mulighed sig.
Foran dem kom de til et åbent område. Da de kom tættere på opdagede hun at der, for enden af det lille område, var et vandfald. Hun håbede at de skulle krydse nær vandfaldet. Hvis det ikke var for langt ville hun havde muligheden for at springe derfra. Hendes hjerte bankede hurtigt da de gik nærmere vandfaldet, hendes bønner var blevet hørt. 
Lige så hurtigt som glæden var kommet, forsvandt den igen. Vandfaldet var mindst 20meter dybt. Men nu, efter at have smagt frihedens søde smag, nægtede hun at give op. Hun standsede og bøjede sig mod sin ankel, under påskud af at have vredt om.
Men hendes løgn blev gennemskuet, og Servus gik tilbage mod hende. Han løftede hende op i kraven af hendes ødelagte t-shirt og kiggede vredt på hende.
“Du går når vi siger du går. Forstået?”
Han smed hende fra sig på jorden, og efter et øjeblik rejste hun sig. Han bøjede sig mod hende, og hun mærkede hans sure ånde.
“Måske du skulle til at lære at gøre som der bliver sagt, ellers vil det få alvorlige konsekvenser”
Han tog fat om hendes nakke og kørte fingeren langs hendes læbe. Selvom såret var lægt, sendte berøringen stadig kuldegysninger gennem hende. 
Hun hørte vandets brusen, mærkede anklen, som endelig var fri for rebet, og følte trodsigheden brænde i hendes bryst. Hun spyttede spydigt på ham, og brugte hans korte chok som smuthul.
Hun løb, så hurtigt som hendes skadede ankel tillod hende, mod vandfaldet og kastede sig ud over kanten. Et øjeblik blev alt stille, skjult af vandets brusen, og hun følte det som om hun fløj.
Så ramte hendes krop brutalt vandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...