Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
667Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hosti banede lavmælt, da han tørrede blodet på spidsen af hans kniv af i den livløse krop foran ham. På trods af de mange timers tortur, havde han intet fået ud af manden foran ham. Da han for to år siden havde fået opgaven at spore de fire forsvundne oprører, havde han aldrig troet jagten ville tage så længe. Han nød en god jagt, men de fire var som forsvundet ud af denne verden. Hvad værre var, var de forsvundet lige efter Revolutionen, hvor han og hans ligemænd havde taget magten i landet. De var endda blevet til en legende! Nu hørtes der snak i gaderne, om hvordan De Fire snart ville vende tilbage og, sammen med oprørernes leder, tage magten tilbage til ‘landets retmæssige ejere‘. Det var vigtigt han fandt og tilintetgjorde dem, inden folket i landet fik håb nok til at rejse sig mod hans folkefærd. Manden foran ham havde været det eneste spor i lang tid, og han havde kun fået få brugelige informationer ud af ham, inden hans krop gav efter for torturen. 
Udenfor det blodtilsølede rum ventede hans to håndlangere, Famulu, en kvinde med sværdfærdigheder han ikke havde set magen til, og Servus, hans folks mester i nærkamp. Famulu havde været tro mod ham i mange år, mens Servus først var kommet under hans kommando da han fik ordrer om at fange oprørerne. Hans fortid var mørk, og alt Hosti vidste om ham, var at han havde lært sine færdigheder som følge af hans opvækst på gaden.  “Tag jer af rodet derinde, jeg har noget at undersøge.”
Manden havde, efter mange timers tortur, fortalt Hostie om en hemmelig udhuling bag det nærmeste vandfald. Derinde kunne man, efter at have fremsagt en række ord, åbne en portal. En portal som førte til en anden verden, og som de fire oprører eftersigende skulle have brugt. Tanken virkede latterlig, og Hostie havde først anset det for løgn og havde derefter dræbt manden. Men jo mere han tænkte over det, jo mere muligt virkede det.
Han havde gennemsøgt alle mulige steder oprørerne kunne gemme sig uden held. Desuden vidste han at få af folket, både hans eget og dem der før herskede landet, havde magiske egenskaber. Han selv havde en fantastisk lugtesans, men havde aldrig set den som påvirket af magi. Om oprørerne også havde specielle egenskaber, vidste han ikke. At de havde forladt denne verden kunne derfor være forklaringen. Han besluttede at lede stedet, som manden havde nævnt.  
Larmen fra brusende vand overdøvede hans tanker, og han stoppede op for at stirre på vandfaldet. Et øjeblik rystede han på hovedet over det latterlige han skulle til at gøre. Og så sprang han i vandet. Da han igen fik hovedet over overfladen, på den anden side af det brusende gardin af vand, stirrede han forbløffet på hvad der stod foran ham. En stor ring af sten fyldte tomrummet i hulningen. Han rejste sig op og vred tøjet tørt. Langsomt mumlede han ordrerne, som manden havde fortalt ham sekunderne før hans død. En lyd af statisk elektricitet erstattede vandets brusen, og strømmen sprang rundt inde i stenringen. Langsomt samlede den sig, og tillod ham at se et sløret billede. Han anede græs og en blå himlen. Han måtte have stået længe og set på de slørede billede, for langsomt blev de mindre og forsvandt til sidst. Efter et kort øjeblik vendte han sig om for at hente Servus og Famulu.   

Næste dag følte Thea sig hundrede gange lettere, end hun havde følt sig i mange år. For hvert ord hun havde sagt til Tristan var hun blevet lettere, og den byrde der havde tynget hende så længe var for en kort stund væk. Da hun kom ind i studioet ramte Ratios kulde hende, men den var ikke så slem som tidligere. Den prellede nærmest af på hende. Alligevel var der noget som ikke føltes helt rigtigt. Tvillingerne virkede ligeså glade som dagen før, og på trods af at Ratios kulde var mildere, virkede han også normal. Tristan stod og sang som dagen før, endnu engang med lukkede øjne. Men alligevel virkede stemningen trykkende. I stedet for at lade sig mærke med det nød hun musikken. Det var mærkeligt, som hun var begyndt også at nyde dette bands musik. 
I dag skulle hun ikke synge, men der imod lytte til bandets sange. Tvillingerne henviste hende til at siderum hvor hun kunne lytte til deres albums. Mens hun sad og lod musikken flyde gennem hende, undrede hun sig over at hverken Tristan eller Ratio havde henvendt sig til hende. Og netop som om disse tanker havde hentet ham til hende, mærkede hun en hånd på sin skulder. Hendes første indskydelse sagde hende at det var Tristan, men så opdagede hun hvor kold hånden var.
Ratio vendte hende hårdt om, så hendes ryg nu lænede sig mod bordet. Den kraftige bevægelse fik hendes headset til at falde af. Ratio hvislede mellem sammenknebne læber
‘’Tro ikke at jeg ikke ved hvad der skete i går. Du er her på grund af mig, og jeg kan så let som ingenting fjerne dig og smide dig på gaden. Så du gør præcis som jeg siger, og det indebærer ikke at lade Tristan komme mod mig i vrede.’’
Thea var chokeret, men denne gang skulle Ratio ikke slippe for let væk.
“Du kan lige så godt droppe den holdning Ratio! Du har intet at frygte fra min side. Du bad mig om at synge, og jeg sang. Du bad mig om at arbejde for dig, og jeg kommer hver dag for at gøre præcist hvad du beder mig om.”
Et øjeblik kiggede han forvirret på hende, som om han stod overfor en fremmed. Måske havde han endelig indset at hun ikke var hans fjende.  Og så var han væk igen. Hvis det ikke var for den tilbageblevne kulde, ville hun have troet oplevelsen var et synsbedrag.
Hun rejste sig og gik ud i studioet, hun havde brug for luftforandring. Ratio var heller ikke i studioet, og hun mødte kun tvillingerne og Tristan. Der var sådan en varme i rummet, at hun glemte Ratio. 
“Så den lille sangfugl kunne alligevel ikke holde sig væk?”
Primus blinkede til hende og vinkede hende hen til dem. Da hun passerede Tristan tog han, mens Alius lavmælt piftede, fast i hendes arm, så hende et øjeblik dybt i øjnene,  som om han ledte efter spor der kunne afsløre hendes sindstilstand. Efter få sekunder trådte han til siden.
“Syng du bare, min lille fugl”
Mens en svag rødmen prydede hendes kinder, tog hun mikrofonen. Tvillingerne begyndte at spille musik, en sang som hun følte hun kendte. Og så slog det hende at de var en af sangene fra albummene hun lige havde hørte. Smilede over at genkende sangen lod hun hendes stemme fylde rummet.   

Thea sang med lukkede øjne, præcis ligesom han selv gjorde. Tristan stod blot og lod hendes sang berolige ham. Et blik på tvillingerne, og han vidste præcis hvorfor de havde tilskyndet Lux til at synge. Aftens begivenheder gjorde stemningen anspændt, og den varme ro hendes stemme gav dem alle, var præcis hvad de behøvede. Et øjeblik ønskede han endda, at Ratio havde været der. Men så snart han havde tænkt tanken, blev han opfyldt af vreden fra aftenen før. 
Så snart Lux var kommet ud af bilen aftenen før, havde han kørt så hurtigt han kunne mod den fællesbolig. Her havde han brutalt flået døren til Ratio kontor op. Før Ratio overhovedet havde rejst sig, havde Tristan revet ham op mod væggen. Men han havde ikke kunnet få et ord over læberne. Han var rasende, han forstod ikke hvordan Ratio kunne opføre sig så umenneskeligt. Og før han nåede at samle tankerne og udtrykke sig på andre måder end lynende øjne og gnidende tænder, sagde Ratio med den velkendte kulde.
“ Så hun har fortalt dig om vores aftale? For Guds skyld Tristan, hun er kun en lille pige! Hvorfor farer du sådan op?”
En hånende latter fyldte kort rummet, før Tristans næve mødte Ratios kæbe. Han råbte af harme.
“Det har intet med hende at gøre!”
Selvom en lille stemme inde i ham fortalte, at det ikke var sandt, forsatte han.
“ Kan du ikke se hvad der er sket med dig? Hvor kold og følesløs opholdet her har gjort dig. Og hvad så hvis Thea opdager vores fortid. Ville det virkelig være så slemt? Jeg kan se, hvordan også du slapper af, når hun synger. Vi har levet så længe i isolation, at vi snart bliver skøre. Vi andre har opdaget det, vi er ved at løsrive os fra denne påtvungne ensomhed. Og hvis du ikke også snart gør det, vil du blive efterladt med din elskede kulde som din eneste ven!”
Tristan vendte sig om og gik, før Ratio nåede at svare. På vej ud stødte han ind i tvillingerne, som havde hørt skænderiet fra et af de tilstødende rum, og nu prøvede at finde ud af hvad der var sket. 
Ingen af de tre havde endnu snakket med Ratio om gårdsdagens hændelser. Og nu, som de stod her og lod Theas musik berolige dem, hørte han igen og igen ordrerne han havde råbt aftenen før. På trods af at han havde fortalt Ratio at Thea ikke var skyld i hans vrede, vidste han at det var løgn.
Han undrede sig stadig over den trang han havde til at beskytte hende. Problemet var bare at Thea ikke blot lod sig beskytte. Hun havde klaret sig alene så længe, hvad skulle hun med ham som beskytter nu? Han kunne ikke få hendes forældre tilbage. Det eneste han kunne gøre var at gengælde hendes smil, og lige nu, omgivet af hendes sang, var han tilfreds med det. Foran ham stod en pige som hverken ønskede noget eller var afhængig af ham. Hun repræsenterede ikke, et land der forventede, at han reddede dem eller som længselsfuldt ventede på hans tilbagekomst. Hun ville ikke lade ham ofre sit liv som var det en selvfølge, og hun ville ikke glemme ham så snart han havde gjort sin pligt. 
Det slog ham hvor forkert det var af ham at tænke sådan. Han elskede sit land, og hver dag kløede det i ham for at vende tilbage. Han ville redde det ud af tyrannens hånd. Thea stoppede med at synge, efterfulgt af tvillingernes ros. Han kiggede på hende mens hun fejede tvillingernes komplimenter væk. Han smilede til hende. Selvom det var rart med bare én person der ikke forventede alt af ham, blev behovet for at beskytte hende stadig større.  

Senere, mens Thea hentede drikkevarer, stødte hun igen på Ratio. Han virkede stadig vred, men hun følte ikke den sædvanlige kulde. Hun tilbød ham en drink og satte sig afventede på bænken. Da han satte sig, åndede hun lettet op. Hun kunne lige så godt begynde samtalen nu, end udskyde den uendeligt.
“Undskyld hvis jeg på nogen måde har trådt dig over tæerne. Det har ikke været min mening.”
“Det har ikke noget at gøre med om du mener det eller ej. Du forstår det ikke, men der hænger et stort ansvar over vores hoveder. Det er ikke noget en pige som dig ville kunne forstå.”
Hun regnede med at han hentydede til arbejdet som band, men følte sig alligevel ramt. Godt nok vidste hun ikke noget om at styre et band, men i to år havde hun egenhændigt styret sig liv.
“Du glemmer hvad jeg har været igennem Ratio, og jeg går stærkt ud fra at dit baggrundstjek af mig fortalte det hele. Jeg ved hvordan det føles at mærke verden falde sammen om sig. Du skal bare huske at trække vejret, lukke øjnene et øjeblik og få modet til at overvinde alle der står i vejen.”
Da Thea igen kiggede på Ratio sprang hendes hjerte et slag over. Den ellers så kolde mand smilede til hende. 
“Måske er du ikke så dum alligevel.“
Han rejste sig, rodede hende i håret og gik så fløjtende sin vej.

Da Thea gik ud hen efter sin cykel den aften, mødte hun Tristan på vejen. Han grinte af hendes chokerede mine. Hun havde ikke regnet med at se ham mere den dag, da hun var blevet for at lytte til deres gamle albums, da de andre var gået hjem. Hun vidste tvillingerne ville forsætte i byen, og regnede med at Tristan var taget med dem.
“Hop ind, så giver jeg dig et lift hjem”
Før hun satte sig ind i bilen sendte hun ham et spydsk blik for at have grinet af hende. Men hun holdt ikke masken længe, og smilte i stedet. Efter de havde kørt i få minutter kunne hun ikke holde spørgsmålet tilbage længere.
“Hvad var der galt med jer i dag?”
En skygge gled over Tristans ansigt. 
“Det skal du ikke bekymre dig om”
Thea undrede sig over, at han pludselig var blevet så kold, og de sad i stilhed resten af turen. Da de standsede og hun takkede for liftet, regnede hun med at han ville køre med det samme. I stedet gik han med, og fulgte hende hele vejen hen til hendes lejlighed, stadig i stilhed.
Men da hun havde sat nøglen i døren, tog han hendes arm og vendte hende om. Han så hende direkte i øjnene, og hun følte sig tryllebundet af de lysende blå øjne. 
“Undskyld Thea. Undskyld at du er blevet fanget i det her. Du forstår ikke engang hvad der foregår, og alligevel rammer det dig. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle det og forklare dig alt, men..”
Han nåede ikke at sige mere før Thea slyngede armene om ham. Hun vidste ikke hvad han snakkede om, men han kunne mærke frustrationen i hans stemme og se sørgmodigheden i hans øjne. 
“Det er lige meget, jeg behøver ikke at vide det. Du har ingen grund til at undskylde, der er jo ikke sket noget. Jeg har det fint.”
For at bevise hendes ord kiggede hun smilede op på ham. Men i stedet for den latter hun havde forventet, ramte hans læber hendes. Hans kys var mere krævende end de før havde været, og hun mærkede hans vægt mod sig. Han skubbede hende op ad muren, og tog fat om hendes hoved. Hans hænder bevægede sig op i hendes hår, og han pressede sig mod hende. Hun var forvirret over den udvikling situationen havde taget, men lykkelig over at der ingen forstyrrelse var denne gang. Hun mærkede ikke byrden på sine skuldre, og frygten for Ratio var forsvundet, fjernet af Tristans varme. 
Og netop som hun hengav sig til Tristan, fjernede hans vægt sig fra hende. Hun hørte ham mumle noget om at han ikke ville, ikke kunne, rode hende ind i det. Hvad ‘det’ var, anede hun ikke og hun strakte en hånd ud efter ham. Nu var det hendes tur til at fange hans arm, og hun løftede sig op for at kysse ham. 
“Hvis du må gå så gå, men lad være med at tro at jeg ikke kan beskytte mig selv.”
Og med det vendte hun sig om og fik ind i lejligheden. Hun vidste, at han ikke ville banke på. Hun vidste han ville gå sin vej. På trods af den forvirring han ofte efterlod hende i, havde hun intet i mod det. Det var rart for en gangs skyld, ikke selv at styre alt, men i stedet følge en andens tempo. Hun vidste at hun ville se ham igen i morgen. Hun vidste han ville gengælde hendes smil.  

Hostie landede blødt i græsset, hurtigt efterfulgt af Famulu og Servus. Efter at have diskuteret længe om de skulle gå igennem ringen eller ej, havde Hostie utålmodigt rejst sig, og var gået direkte gennem ringen. Nu lå han på græsset i en verden han ikke kendte. Som han rejste sig, opdagede han hvordan denne verden lignede hans. Fugle, som næsten var identiske med dem der prydede himlen i hans verden, fløj rundt, vinden hev i deres hår og græsset bølgede langsomt under deres fødder. Han indåndede den friske luft, og fik straks færten af en af de fire oprørere. En lugt han ikke havde lugtet længe, men som han til en hver tid ville genkende. Det var lugten af den folket elskede mest af de fire, Tristan. 
Mens han håbefuldt følte lugtens usynlige spor, mindes han hans første måde med de fire. Han havde mødt dem et år inden hans folk overtog landet. Med opgaven at udspionere lederen af det folk hvis land de snart skulle overtage, var han sendt som spion til en fest med de fineste af landets topper. Her var han først stødt ind i tvillingerne, og derefter Tristan. Den fjerde, som han dog ikke nåede at snakke med, havde danset på et af bordene med en gruppe som var lige så fulde som alle andre i rummet. På trods af larmen fra de mange festende, havde Tristan undskyldt på de andres vegne. Det var lederens fødselsdag, og det skulle fejres ordentligt. Så var han væk, og Hostie var efterladt alene, opfyldt af skuffelse. Hvad de havde troet var en fin middag hvor sladderen gik, hvad i stedet været en fest hvor folk svingede sig i lysekronen, dansede på bordene og sang improviserede sange. Hvor han havde glædet sig til at overtage landet. 
Han havde, med Famulu og Servus bag sig, nået en bygning. Den var større end de bygninger han normalt så i hans land, og han var taknemlig for at kunne følge færtens spor. Sporet stoppede ved en dør, og han var sikker på at Tristan måtte være derinde. Muren omkring døren var fuld af hans lugt, og han kunne lugte en kilde gennemvædet af den bag døren. Han rev døren op, ligeglad med den sølle metal lås i siden, men stoppede så snart synet ramte ham. En pige så forskrækket op på ham ude fra hvad der lignede et primitivt køkken, og et smil bredte sig på hans læber. Han vidste hvorfor pigen lugtede sådan af Tristan, og han kunne næsten ikke have bedt om en bedre mulighed. Nu ville Tristan selv komme til ham.
“Jeg tager mig af det her, bare bliv uden for døren.”
Han glædede sig til selv at fange pigen. Nu kunne han komme af med noget af al den frustration jagten efter oprørerne havde givet ham. Pigen havde løftet en kniv, og fik med en hæs stemme af chok ordene over læberne.
“Hvem… Hvem er du?”
Han grinte blot og gik nærmere hende. Hun løftede rystende kniven, men han tog blot fast om hendes håndled og vred det om. Hun var så hæmmet af chokket, at hun ikke opdagede kniven var væk, før den ramte gulvet. Men han havde alligevel undervurderet hende, for da han vendte sig op for at råbe en spydig kommentar til de to ventende, smuttede hun fra ham og løb mod døren. Så snart hun kom omkring døren, hørte han en knytnæve ramme en krop og derefter et bump. Både Famulu og Servus grinte. 
“Ville du ikke klare det?”
Han tog sin kniv op af lommen og risede hans folks tegn i væggen. Derefter gik han ud af døren, tog den sammenklapsede krop på jorden over skulderen, og gav Servus et anerkende nik.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...