Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
669Visninger
AA

2. Kapitel 2

Den raskløse energi, som vreden havde efterladt, raserede stadig i Tristan krop den næste morgen. Han besluttede at give farten endnu en chance for at fjerne de sidste spor, og gik med hurtige skridt væk fra den fælles bopæl. Alt lod til at irritere ham den morgen, og da han så Ratio stå og vente på ham fnøs han irriteret. På trods af et forsøg på at ignorer ham, lagde Ratio tungt en hånd på hans skulder, og stoppede ham derved i at køre væk i bilen.
"Jeg skal snakke med jer alle sammen indenfor.”
Tristan sendte ham et lynende blik, sukkede opgivende og skubbede Ratios kolde hånd væk. Når den mand først havde sat sig noget for var der intet at gøre. Hans køretur måtte vente. Da alle var samlet inde i huset, tvillingerne med rodet hår og iført samme tøj som aftenen før, kun lige hjemvendt fra nattens eventyr, startede Ratio. Tristan ventede spændt på en forklaring på gårdagens opførelse.  
“I går, efter I alle havde forladt studiet,  gjorde jeg en spændende opdagelse. En af pigerne, Thea, der gør rent i bygningen, sang en sang jeg aldrig troede jeg skulle høre igen. Hvis nogen af jer skulle have glemt det, udgav vi en lettere uheldig CD da vi startede med vores pengevirksomhed. Jeg stoppede selvfølgelig hurtigt produktionen og ødelagde alle tilbageblevne eksemplarer, da jeg opdagede hvilken virkning Tristans rene stemme har på denne planets beboere. Dog lader det til at et enkelt eksemplar ikke er blevet tilintetgjort, og i stedet havnet i hænderne på denne kvinde. Det er til vores held at hun ikke reagerer så voldsomt som de andre mennesker på Jorden. Jeg forsøgte i går at finde grunden til dette, men blev afbrudt af vores egen Tristan."
Ratio lavede en hånende gesturs mod Tristan.
"Derfor har jeg nu ansat hende som korpige for at studere hende nærmere, og jeg vil have jer alle til at møde hende i studiet i dag. Og husk at det er af højeste prioritet at hun opfatter os som normale mennesker af denne planet.”
Tristan troede næsten ikke sine egne øre. Pigen fra i går blev ikke påvirket af hans stemme!
Siden de var kommet til Jorden havde de eneste han kunne snakke med været hans tre artsfæller. Han kunne dog synge, men kun når hans stemme blev filteret gennem forskellige computerprogrammer, som kunne fjerne den tone, som det menneskelige øre ikke kunne høre, men alligevel gjorde  vild og aggressiv. Han havde lært at kommunikerer med mennesker, som kvinden i klubben natten før, via. blikke og få hviskende lyde for at få dem til at forstå hvad han ville have.
Men alligevel havde han manglet nærværet af en anden, en som han kunne snakke med uden at se vildskaben bryde frem i vedkommendes øjne. Denne mulighed havde han nu, og han var næsten bange for at blot tanken om det ville ødelægge hans mulighed. Ratio måtte have set lyset i hans øjne for hans kolde stemme ødelagde Tristans håb.
“Og selvfølgelig forventer jeg at I lader mig tage mig af pigen. Hun er kun af interesse indtil jeg ved hvordan hun fik CD’en og hvorfor hun ikke reagerer på Tristans stemme. Derefter får jeg hende til at forsvinde så let som jeg fandt hende.”
Tristan kunne igen mærke sin vrede, men han vidste bedre end at gå mod Ratio. Han bed vreden i sig, og forlod rummet efter et nik, der viste at han forstod. Denne gang var der ingen til at stoppe ham, og han lod bilens fart overtage vredens plads.   

Thea var tilbage i sit glade humør morgenen efter, og mærkede ikke længere kulden fra dagen før. Hun var overbevist om at kulden skyldtes for lidt mad, og som hun glad cyklede mod hendes arbejdsplads, lød tilbuddet om at synge kor meget tiltalende. Hvis hun kunne beholde sin tilstedeværelse blot ved at synge, så ville hun synge af hendes lungers fulde kraft. Manden, nej Ratio, skulle ikke få hende ned med nakken i dag. Da hun nåede bygningen, og blev henvist til et bestemt studie, samlede hun alt sit mod og trådte indenfor. 
Synet her fjernede al hendes mod, og erstattede det i stedet med forbløffelse. Foran hende stod tre mænd der tog pusten fra hende. To af dem måtte være tvillinger. Den ene med grønne øjne som udsendte ren maskulin styrke, og den anden med rødligt lyst hår og hvad der måtte være orange kontaktlinser. De var begge muskelbundter og grinte charmerende til hinanden.
Den tredje mand, som hun gik ud fra var forsangeren, stod med lukkede øjne og sang. Selvom tvillingerne var mere muskuløse, lyste der en rå dyrisk styrke ud fra denne mand. Hans skulderlange brune hår bad nærmest om at blive rørt ved, og hans perfektformede læber bevægede sig yndefuldt som han sang. Men det var først da han åbnede øjnene og så på hende, at hun atter mistede pusten. Hans øjne lyste med den samme dyriske energi, som om man fik stød blot ved at se ind i dem. Hun stod som forstenet, fanget af hans blik som gennemborede hende. 
En kulde sneg sig ind på hende og hun løsrev sig fra mandens øjne. Ratio stod i hjørnet med blikket fæstnet på hende.
“Hans navn er Tristan, og han er bandets forsanger. Hvis jeg var dig holdt jeg mig langt fra ham, bare et venligt råd”
Han trådte fjendtligt nærmere, og understregede derved at det nærmere var en ordrer end et råd.
“Den grønøjede af tvillingerne er Primus, trommeslageren, og den rødhårede er Alius, guitaristen.”
Han bankede på ruden og viftede dem alle ind til hende. Da de kom ud, piftede den ene af tvillingerne, mens den anden smilede stort til hende. Begge gav hende hånden, præsenterede sig og tog sig endda tid til at fyre en joke af. Forsangeren, Tristan, gik i stedet vredt ud af døren. 
“Tag dig ikke af ham, han bliver hurtigt god igen.”
Primus lagde armen om hende og trak hende med længere ind i studiet.
“Og lad os så høre den stemme vi har hørt så meget om.”  

Tristan stod lænet op ad muren. Da han havde mødt pigens øjne var al vrede forsvundet fra ham. Han havde nærmest desperat holdt øjenkontakten med hende, blot for at undgå vredens tilbagevenden. Udover det var ilden som altid brændte i ham også forsvundet, så snart hun var kommet ind i rummet. Han havde troet det var sangens beroligende virkning, men havde i stedet forbløffet stirret op i to blå øjne.
Øjne som han følte en trang til at gøre krav på. Primus’ seksuelle bemærkning før de var gået ud hen for at møde hende havde bragt vreden tilbage, og da han så tvillingerne præsenterer sig for hende, havde han følt så stor en trang til at hive hende væk, at han måtte forlade rummet for at undgå at skade sine venner.
Han var træt af at lade vreden styre ham. En vrede som var skabt af ilden de alle havde i sig, men som var mere brændende hos ham end de andre. Han hamrede vredt en hånd mod væggen. Hvad han dog ikke ville give for at undvære denne brændende fornemmelse bare en dag. 
“Du ligner en der kunne trænge til noget at drikke.”
Tristan for sammen, i sin egen selvmedlidenhed havde han ikke opdaget Thea var gået ud til ham. Han vendte sig mod hende for at modtage dåsen hun stod med, men blev i stedet fanget af hendes øjne.
Igen forsvandt al hans vrede, og ilden blev erstattet af ren ro. Langsomt bøjede han sig mod hende og så hende bakke mod væggen. Han kunne se på hendes øjne at hun var lige så tiltrukket af ham, som han var af hende. Men der skjulte sig også frygt i hendes øjne, ikke for ham, men for noget andet. Denne sårbarhed fjernede al fornuft fra ham. Han måtte have hende, hendes øjne og den ro de gav ham, for sig selv. Med et smil på læben bøjede han sig længere ind mod hende.
“Du har intet at frygte.”
Hendes øjne blev store ved lyden af hans stemme, men han så ingen ustyrlig vildskab i dem. Han kunne ikke længere styre sig, rakte ned og løftede blidt hendes hage, så hun var nødt til at se ham i øjnene. Hans læber mødte hendes og sendte en strøm gennem ham. Små elektriske impulser spillede på hans læber, bredte sig til hele kroppen og fik ham til at længdes efter mere. Han lagde den anden hånd om hendes smalle talje, holdt hende fast hos ham, mens den første rodede sig ind i hendes mørke hår.
Men hans læber ville have mere, krævede at smage hendes søde smag. Hans tunge skilte blidt hendes læber, og han nød varmen indenfor. Hans kys blev mere krævende, hans hænder søgte hendes hud, han ville have mere. 
Men pludselig skubbede hun ham væk og forsvandt med retning mod studioet. Lugten af sex hang i luften, blandet med frygt og kulde. Og nu vidste Tristan hvad Theas frygt skyldtes. Vred over Ratios magt over hende nægtede han at lide nederlag denne gang. Selvom han stadig kunne mærke hendes læber mod hans, tvang han sig selv til at glemme det og falde til ro. Kort efter gik han tilbage mod studioet.
Da han kom ind ignorerede han Ratios lynende kolde blik og smilte stort til Thea. Hun smilte stille igen og vendte derefter hende opmærksomhed tilbage til tvillingerne. Primus og Alius konkurrerede om at forbløffe hende mest med deres musikalske egenskaber, og Thea nød at mærke tonerne, ude af stand til at stå helt stille. Så musikken påvirkede hende altså også en smule, men han så stadig ingen vildskab eller en rå seksuel lyst til at overfalde tvillingerne.
Da tvillingerne var færdige så de begge forventende på hende. Genert og med en let rødmen lukkede hun øjnene og lod hendes sang fylde rummet. Lyden af hendes rene klang gav ham samme ro som hendes øjne, og han kunne se den havde samme virkning på resten af de tilstedeværende i lokalet. Selv Ratios kulde forsvandt for en stund. Da hun var færdig efterlod hun dem alle måbende, tvillingerne var endda helt stille i et øjeblik. Derefter brød de ud i latter og klappede en lettere genert Thea på skulderen. Ratios kulde kom tilbage, men meget mildere end før.   

Da Thea cyklede hjem den aften var hun påvirket af en række indtryk. De fire venner var helt klart noget for sig selv. På trods af Ratio, hvis blik havde været koldt og frygtindgydende i starten, havde hun syntes godt om bandet. Tvillingerne var livlige og tilføjede liv og varme til en hver situation. Og de var fantastiske med et instrument!
Hun havde først været forvirret da de spillede, og var blevet ramt af en følelse af at have hørt musikken før. Hun havde dog hurtigt slået det ud af hovedet igen. De havde også alle syntes om hendes stemme, og hun følte sig tryg ved at synge foran dem, på trods af at det ikke var det navnløse bands musik.
Og så var der forsangeren Tristan. Ikke alene havde hans blik taget pusten fra hende, men hvad han senere havde gjort havde slået benene væk under hende. På trods af at hun havde haft seksuelle oplevelser før, havde hun aldrig følt den ild han tændte i hende. Hun var blevet så forbløffet da han havde kysset hende, at hun havde glemt alt om Ratios trussel.
Hun var dog hurtigt kommet til fornuft, fortvivlet skubbet ham fra sig og hurtigt vendt tilbage til studioet. Hvis ikke det havde været for Ratios kolde ord i sit hoved, ville hun være forsvundet i Tristans varme kys. Hun mærkede stadig den varme han havde efterladt i hende. 
Hun sukkede af glæde da hun trådte ind i hendes lejlighed, halvt på grund af dagens oplevelser og halv af varmen hun kunne mærke. Af ren vane startede hun musikken, overbevist om at hun umuligt stadig kunne føle trang til at synge. Men så snart musikkens toner ramte hende, lod hun fraværende dens usynlige hænder kontrollere hendes bevægelser, og hendes sang fyldte lejligheden. Aftensmaden var hurtigt lavet og spist, tro mod hendes løfte til sig selv om at huske maden.
Træt efter dagens oplevelser hoppede hun i natbukser, en løs top og placerede sig derefter foran tv’et.  Selvom klokken ikke kunne være mere end halv otte, følte hun sig underligt træt. Der gik ikke længe før hun forsvandt fra sofaens bløde puder, og i stedet befandt sig i drømmeland. 
En irriterende ringende lyd blandede sig med hendes drømme, og rev hende derefter tilbage i hendes lejlighed. Det var dørklokken der havde vækket hende. Da hun åbnede døren følte hun igen varmen fra tidligere på dagen. Tristan stod foran hende og så undskyldende på hende.
“Jeg er ked af at forstyrre, men Ratio vil have os til at øvesammen, så vi kan vænne os til at give plads til den andens sang.”
Hans dybe stemme fangede hende et øjeblik og hun følte sig varm i hele kroppen. Som om han med stemmen kunne fjerne al træthed og kulde. Hun forlod ham ved døren, skiftede til et par jeans og stod snart hos ham igen.
“Så lad os komme af sted.”
Hun smilte til ham, og håbede derved hun kunne skjule den smule ubehag, der hjemsøgte hendes krop. Ratio havde forbudt hende at være nær ham, så han kunne umuligt have bedt Tristan om at øve alene med hende. Men som han stod, smilende lige foran hende, nægtede varmen hende at gøre andet end at følge med, og så længe det gjaldt arbejde kunne Ratio umuligt blive vred.   

Tristan var forbløffet over hvor villigt Thea var fuldt efter ham. Han havde anet ubehag og betænkelighed da hun først have set ham, men også glæde og varme. Hans oprindelige intentioner med at bringe hende til studioet havde været alt andet end blot venskabelige. Han havde længdes efter at forsætte hvor de slap om eftermiddagen.
Men som hun stod foran ham, snakkede, lo og sang, var han som forstenet. Vreden og den brændende følelse var væk, men det havde han også forventet. Hendes sang påvirkede ham som før, men det var samtalen med hende der virkelig rørte ham. I hans isolation havde han glemt hvor meget en ganske almindelig samtale kunne betyde. Han holdt af tvillingerne og Ratio og værdsatte deres nærvær, men de havde også deres egen kamp for at kunne holde tilstedeværelsen på Jorden ud.
Thea derimod var nærværende under hele samtalen, så ham i øjnene og det virkede endda som om hun nød at høre hvad han syntes. Denne form for nærvær var anderledes end den korte tilfredsstillelse han fik af fart og sex, og det var nærvær han længe havde savnet.
Han fik endda en mistanke om det var denne isolation der var roden til al hans vrede. Theas latter rev ham ud af hans tanker.
“Du skulle se dit eget ansigt! Vi synger jo bare, der er ingen grund til de dystre folder.”
Hun puffede venskabeligt til ham, men han var hurtig og hev hende ind til sig. Hans læber fandt hurtigt hendes. Da han denne gang var forberedt på hendes virkning på ham, tog han det stille og roligt og undgik at skræmme hende. Han bevægede langsomt læberne ned langs hendes hals og hørte hende sukke af velvære.
Hendes silkebløde hud påvirkede ham mere end hendes læber havde gjort, og han følte en strøm og varme i hans krop. Men denne gang var det en behagelig varme, ikke en ild der desperat råbte efter fart eller anden form for udløsning.  Hun stivnede da han nåede hendes skulder, og hun forsøgte for anden gang den dag at skubbe ham væk. I stedet lagde han armene om hende, kyssede hende blik på panden og snakkede endnu blidere til hende.
“Ratio gør dig ikke noget. Han virker kold som is, men jeg kender ham. Han er god nok på bunden.”
Thea kiggede op på ham med sine lysende blå øjne, som virkede endnu mere slørede end normalt. Han anede tårer i dem og følte et stik i hjertet. Før han nåede at reagere begravede hun ansigtet i hans bryst og han mærkede hendes skulder ryste.
De stod sådan i en tid, han med armen om hende og hånden blidt på hendes hoved. Han aede hende stille og ventede roligt på, at hun var færdig. Hun stoppede og kiggede op på ham.
“Undskyld”
Han smilede til hende, som for at give hende modet og glæden tilbage. Han vidste hvor stort et pres Ratio kunne ligge på en, og besluttede at snakke med ham, når han så ham igen. 
“Lad os få dig hjem.”
Da han havde sat hende af hjemme ved hende selv, havde hun smilende vinket til ham da han kørte. Der var ingen spor efter tårer, og hun havde hurtigt genvundet hendes livlige humør. Hans var til gengæld forfærdeligt.
Efter hun, med en sindsro han ikke kunne forstå, havde fortalt om hendes forældres død, og derefter hvordan Ratio havde brugt dem til at afpresse hende, havde det krævet alt hans styrke ikke at vende om og køre direkte mod Ratio.
Han vidste hvor kold Ratio var, men at udnytte sådan en svaghed hos en anden, havde han aldrig troet at Ratio ville gøre. Men der var også noget andet. Han følte en trang til at beskytte Thea, og selv Ratio ville han ikke lade slippe let fra at såre hende. Han undrede sig et kort øjeblik over hans reaktion, før vreden overtog hver en del af hans krop. Den rasede i hans årer som aldrig før og fjernede al fornuft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...