Af en anden verden


1Likes
1Kommentarer
667Visninger
AA

1. Kapitel 1

The last ship has sailed
Noone told us,
noone brothered.

We’re alone now,
all alone
Waiting
Waiting for you

Mens sangens tempo hurtigt voksede, tilføjede de karakteristiske trommer og forsangerens stemme steg til uanede højder, kunne Thea ikke længere kontrollerer sin krop. Hun lod rytmen overtage sin krop, lod musikkens usynlige hænder flytte hendes hofter og lukkede øjnene som om tabet af denne sans ville forbedre den anden.
Det virkede, og det, som før blot var lyd fra hendes headset, lød nu som en live koncert. Hendes monotone vasken af gulvet blev langsomt domineret af rytmen og dennes usynlige hænder, og blev hurtigt til en dans med moppen. Moppen fløj langs gulvet, kun for hurtigt at blive revet tilbage. Forsangerens ru stemme, som lød lige så slidt som selve sangen, varmede hende, alt i mens hun kun stille kunne nynne med.
Rytmen, som trommeslageren dominerede, skød gennem hendes krop, flød i hendes årer og kontolerede hver lille bevægelse hun tog. Da det var tid til guitarsoloen kunne hun ikke længere styre sig, løftede moppen op og bidrog til guitarens lyd med hendes egen imaginære og lydløse guitar.
Da forsangere derefter overtog med sin stille del af sangen, var det ikke længere nok for hende kun at nynne. Det startede stille, men som forsangers stemme steg, steg hendes også, hvilket resulterede i en duet med dennes ru stemme, som hun elskede. 
Da sangen sluttede, åbnede hun øjnene og vendte tilbage til den virkelig verden. De grå vægge i gangen blev synlige, moppen var nu igen blot en moppe, og hun mærkede sæbevandet der var endt på hendes ben. Hun besluttede at skrue ned for musikken og i stedet fordybe sig i arbejdet. Selvom der ingen var i bygningen på denne tid, var det bedre at være på den sikre side.
Uden musik og dans var arbejdet hurtigt færdigt, og selvom hun ikke længdes efter at komme hjem til hendes tomme lejlighed, ville vagten snart komme og låse stedet af.  Men før hun nåede at genoptage arbejdet, hørte hun klap bag sig. Forskrækket vendte hun sig om og stirrede op i to mørke øjne. Manden foran hende smilede, men ikke med øjnene, som i stedet lignede to sjæleløse huller. 
“Din stemme lyder fantastisk!”
Forvirret over de positive ord og mandens tomme smil kunne Thea ikke få et ord over læberne. Som om manden havde opfattet det, forsatte han ufortørnet.
“Jeg har aldrig hørt den sang før, er det noget meget gammelt musik? Du er nødt til at fortælle mig navnet.”
Thea havde ingen intentioner om at fortælle denne mand om baggrunden bag musikken. Om hvordan hun havde fundet en støvet CD bagerst i en gammel musikbutik.
Desuden var coveret så ødelagt at både bandmedlemmernes ansigter og navnet var ulæseligt. Forgæves havde hun forsøgt at finde ud af mere via. lyricsene, men det havde hurtigt vist sig umuligt. Et par popsange med få ord tilfælles med den originale sang og nogle links til eventyrbøger var alt hendes søgning havde fundet. 
“Det er bare en gammel sang, jeg kender ikke bandets navn.”
En kulde bredte sig mellem dem og mandens falske smil forsvandt. Hun vendte sig fra ham for at optage arbejdet, og håbede inderligt at han ville gå. En ubehagelig fornemmelse sneg sig ind og fik hendes årer til at fryse til is.
Hun blev pludselig træt, som om flere års arbejde med et ramte hendes krop. Hun tabte moppen og kæmpede en kamp for at holde sine øjne åbne. Uden at have opdaget det stod hun nu igen ansigt til ansigt med manden. Men denne gang var hans øjne ikke sjæleløse, langt fra. De lyste med et særligt skær, som om nogen havde tændt en ild bag dem.
Hun hørte ord hun ikke forstod suse gennem hendes hovedet. Hendes ben gav efter, men hun ramte ikke jorden. En hånd om hendes hals holdt hende oprejst, men hun ænsede ingen smerte. Kun den kulde der omgav dem. Hun var så træt og følte trang til at hengive sig til kulden. Bare falde i søvn og ikke vågne igen. Sekundet før hun overgav sig til søvnen, ramte hun jorden. Hånden om hendes hals var væk og en fremmede mand var dukket op. Hun hørte igen det mærkelige sprog, denne gang ikke inde i sit hoved, men vredt mellem de to mænd. Derefter omsluttede kulden hende helt og hun faldt i søvn.  

Tristans blod rasede gennem hans årer, og det kløede i hans finger for at lukke noget af den energi, som vreden havde efterlagt, ud. På trods af deres klare regler om ikke at skade mennesker af denne verden, havde han fundet Ratio i færd med netop dette. Og han var normalt den fornuftige af dem. Som vreden voksede, steg også bilens fart. Hans bil susede langs vejen, som om hans vrede ville blive erstattet af fart. Ude af stand til at se fornuften i Ratios ord, havde han vredt forladt både ham og kvinden.  Da han, Ratio og tvillingerne var kommet til Jorden for længe siden, havde de kun opsat to regler. Ingen måtte vide hvem de i virkeligheden var, og ingen måtte skade mennesker, medmindre det gjaldt deres overlevelse i denne verden. 
Han mindes hvordan de var kommet til Jorden for længe siden, i eksil fra deres egen verden. De havde alle været såret, og turen hertil var hård. Dog fandt de et tilholdssted her samt en levevis. Her ventede de nu på at kunne vende tilbage, og på trods af at det brændte i dem alle efter at komme hjem, vidste de alle bedre. De måtte vente på det rette øjeblik. Heldigvis var de ikke så forskellige fra menneskene her på Jorden, og stammede nærmere fra en parallel dimission, frem for en anden verden. De befandt sig godt her, så længe ingen af dem overtrådte reglerne. 
Tristan rundede et skarpt sving og nåede snart hans bestemmelsessted.  En lokal klub som tvillingerne ofte holdt til ved. De forsøgte alle at komme af med den ild der brændte i dem, om ikke andet så blot for et kort øjeblik. Ratio fordybede sig i papirarbejde, tvillingerne i kvinder og han i fart. Men farten havde ikke hjulpet ham i aften, og han besluttede sig for at forsøge sig med tvillingernes metode. Da han gik ind af døren ramte en mur af varme og larm ham.
Efter et kort øjeblik havde hans øjne vænnet sig til det skarpe blikkende lys, og han så nu menneskene foran ham. En typisk jordisk popsang sønderrev luften og han forsøgte halvhjertet at lukke den ude. Foran ham bevægede mængden sig som et levende væsen. Kvinder i alt for lidt tøj stod klæbet op ad mænd med sultne blikke. Mange lignede sultne bæster, kun sekunder fra at bryde ud i et stort hedt orgie. Han fandt hurtigt tvillingerne, som skilte sig ud fra mængden. De var alle fire større end menneskene på denne jord, større muskler, højere og med bredere skuldre.
Mændene på jorden så dem som konstante konkurrenter og kvinderne længdes efter dem. Dette var der god grund til, for ud over deres udseende, havde de noget ingen fra Jorden havde. Deres stemmer rørte alle jordiske væsner der hørte dem. Når de snakkede tryllebandt de oftest de nærmeste, især kvinderne. Dette var også grunden til deres overlevelser her på jorden.
Skønt ingen kunne skade dem, måtte de have en vigtig drivkraft som Jordens befolkning var afhængig af. Penge. De skaffede dette vigtige materiale via. deres stemmer og rytme. Tvillingerne kunne spille ethvert instrument til perfektion, og hans stemme var den af de fire der påvirkede mennesker mest. Ratio tog sig af regnskabet.
Dette gjorde kun de fire ekstra tiltrækkende for Jordens kvinder. Men især tvillingerne var eftertragtet. Begge havde lyst hår, var iført stramtsiddende t-shirts beregnet til at gøre deres muskler mere fremtrædende og havde altid et stort smil på læberne. Dog var der enkelte forskelle på dem. Primus var, med sine grønne øjne og dybe stemme, en anelse mere maskulin end Alius, som med sine næsten orange øjne og rødlige skær i håret, var et større hit hos kvinderne.
Begge sad de nu med kvinder på skødet, og som Tristan nærmede sig dem, så han Alius gå derfra med armen om kvinden. Primus havde dog opdaget hans ankomst og løftede vinkede en hånd, før han grinende igen koncentrerede sig om kvinden på sit skød.
Tristan fangede en kvindes blik og forlod klubben igen. Kort efter kom kvinden ud i kulden, søgende efter ham. Han lagde en arm om hende bagfra, trak dem ind i en gyde med jakke om dem begge og  begravede sin tunge i hendes mund. Efter at kort overrasket øjeblik var hun med på legen, og som han mærkede hendes hud mon sin, kølede ilden i ham en smule af.   

Thea vågnede i et rum hun ikke kendte, men var for døsig til at blive ophidset. Hun satte sig stille op, og huskede den mærkelig drøm hun havde haft. En drøm om fremmede mænd, sprog og en behagelig kulde. Hun rejste sig og gik ud af rummet, kun for at støde ind i en varm overkrop. Hun kiggede op og følte hun havde set manden før, men kunne ikke helt bestemme hvor. 
“Jeg fandt dig i går bevidstløs ved studiet. Da jeg ikke vidste hvor du boede, besluttede jeg at tage dig med hjem. Spis og så kører jeg dig hjem.”
Han satte en bakke fra sig på et bord inde i rummet, og den himmelsk duft mindede hende om sin egen sult, og hun fulgte hurtigt efter. Forklaringen lød troværdig, eftersom hun boede alene glemte hun ofte at spise, og hun vidste at det før eller siden ville påvirke hende. Hun besluttede at sørge for at spise ordentligt fremover, for ikke at være til besvær igen.  “
Tak. Jeg har set dig før, har jeg ikke?”
Hun havde altid været meget ligefrem, og var ved at dø af nysgerrighed over hvor hun kendte manden fra.
“Jeg er manager for et af bandene i bygningen, så det er muligt.”
Et kort øjeblik så hun et lumsk smil hos ham, som et lille barn der var sluppet af sted med en løgn. Men i stedet for at undre sig mere over det, gav hun sulten og døsigheden skylden for synsbedraget. Hun nikkede anerkendende med munden fuld af mad. 
“Jeg har hørt dig synge når du gør rent. Du synger meget smukt, og bandet, som jeg er manager for, mangler en korpige til nogle få sange. Jeg ved det er overrumplende, men vil du acceptere tilbuddet?”
Thea havde nær spyttet maden ud af ren overraskelse. Hun havde altid fået at vide at hun havde en smuk stemme, men nød kun virkelig at synge når det var det navnløse bands sange. De talte til hende og rørte noget dybt nede i hende.
Tanken om at synge andre bands sange tiltalte hende ikke. Desuden begyndte hun at føle et ubehag ved manden som virkede bekendt. 
“Tak for tilbuddet, men jeg er nødt til at afslå. Jeg har min lejlighed og arbejde. Tak for al din hjælp, men nu er jeg altså nødt til at gå”
Han hamrede en hånd i bordet og kiggede lynende hende i øjnene. Hun krympede sig og forventede et slag. I stedet snakkede han lavt og hvæsende til hende.
“Jeg havde god tid til at undersøge din baggrund, mens du var bevidstløs. Hvad ville din udlejer sige hvis han vidste at dine forældre, som står som sikkerhedsnet for din lejekontrakt, i virkeligheden er et dække? At de menneske for længst er væk, og du intet sikkerhedsnet har? Jeg kan forestille mig de ikke ville blive glade. Du er for gammel til at blive betragtet som et barn, ingen, end ikke samfundet, ville tage sig af dig. Du ville blive efterladt, efterladt på samme måde som da dine forældre døde. Er det virkelig hvad du ønsker, at være helt alene og på egen hånd igen?”
Thea rystede. Ikke af den vrede hun normalt følte hvis nogen så meget som nævnte hendes forældre med negativitet i stemmen. Hun rystede af kulde, en kulde der holdt hendes følelser fra at gå i udbryd. Kolde tårer trillede ned af hendes kinder. Tanken om igen at være alene gjorde hende tom indeni. Hun havde en gang reddet sig selv op af ensomheden, og havde ikke kræfter til at gøre det en gang til. Hendes forældres død havde efterladt hende følelsesløs, alene og mindreårig. Men tanken om at skulle ende i systemet havde skræmt hende mere end tanken om at være alene. Hun havde fundet en udlejer der accepterede hendes forældres navne som sikkerhedsnet, droppet ud af gymnasiet og taget flere fritidsjob indtil hun havde nok til huslejen. Det første år havde været hårdt, men hun havde overlevet. Det var også det år hun var stoppet med at være mindreårig.
Det var nu 2 år siden, og det eneste sikkerhedsnet hun havde var hendes forældres navne. Heldigvis stillede ingen spørgsmål ved en 20årig kvinde som søgte job og boede selv, og frygten for at miste den tilstedeværelse hun havde bygget op var væk. Den var til gengæld blevet erstattet med sorg, en sorg som stadig ikke var bearbejdet og som resulterede i vredesudbrud hver gang noget negativt blev sagt om hendes forældre.
“Nå?”
Hans kolde stemme afbrød hendes tankestrøm. Hun tog modet til sig, mærkede kulden i brystet og forsøgte at lyde så upåvirket som muligt.
“Ved nærmere eftertanke vil jeg gerne synge kor for dit band.”
Kulden i rummet forsvandt øjeblikkeligt, og manden snakkede videre som om intet var hændt.
“Det glæder mig. Du kan starte i morgen. Og bare rolig, vi tager os selvfølgelig af alle de udgifter du skal have dækket så længe du ikke kan arbejde. “
Thea befandt sig stadig i en form for tåge, og opdagede ikke hun var kommet hjem før bilen stoppede udenfor bygningen hendes lejlighed lå i. Hun huskede heller ikke at have fortalt manden hendes adresse. Alt dette måtte skyldes tågen, som var kommet efter savnet af hendes forældre havde ramt hende, som følge af samtalen om dem. Hun gik fortumlet ud af bilen og satte kurs mod døren.
“Kom i morgen og mød bandet! Bare spørg efter Ratio!”
Bilen kørte derfra med et drøn. 
Thea rystede da hun satte nøglen i låsen. Hun åbnede døren, og så snart hun så sit hjem, satte hun sig på gulvet. Og lod tårerne få frit løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...