Lys i Mørket


7Likes
7Kommentarer
1050Visninger
AA

5. Kapitel 5

Caligo bar Lux tilbage til lejligheden, slog døren op og ignorerede den forskrækkede Amica. Derefter lagde han blidt Lux i sengen, gav Amica tegn om at komme med, og gik vredt ud af døren. Amica havde aldrig set ham så vred før, og kunne intet andet gøre end at gå med ham. Efter Caligo havde gået frem og tilbage på taget nogle gange, så Amica sit snit til at spørge hvad der var sket. Han følte en underlig uro i sit hjerte, og undrede sig over om det mon hang sammen med Lux’ tilstand. 
- ”Vindicta sendte engle efter os. En af dem var i stand til at skyde med helligt lys.”
Først da opdagede Amica såret på Caligos side. Han hentede forbindinger i lejligheden, kastede et blik på Lux og konstaterede at hun kun var bevidstløs, og gik derefter op på taget med forbindingerne. Efter Caligo havde forbundet sit sår, forsatte han.
- ”Jeg har fået nok Amica. Så snart mit sår er helet tager jeg til Underverdenen og konfronterer Vindicta. Han skal ikke længere ødelægge mit liv.”
- ”Og hvis vi er heldige ryger der en redning af to verdener med i købet.”
Amica havde blot prøvet at løfte stemningen, men ét blik fra Caligo var nok til at fortælle det ikke var det rette tidspunkt. Han sukkede.
- ”Han dræbte næsten Lux i aften.”
Caligo sagde ordrerne med en sådan sørgmodighed at Amica fik ondt i hjertet af at se sin ven sådan. 
- ”Jeg er glad for du går mod din far, men du gør det ikke alene. Lov mig at du ikke bare forsvinder igen når såret ikke længere sinker dig, lad mig hjælpe dig.”
Caligo var stille, og Amica vidste at han stod foran en stolt mand, som ikke lovede hvad han ikke kunne holde. Men at indvillige i at sætte sin ven i fare, var mere end han kunne.
- ”Englen fortalte mig at du ville tage af sted alene. Du ville rejse en nat, og bære byrden på dine skuldre alene. Og det ville være den sikre død.
Før hverken Amica eller jeg kunne nå at finde dig, ville du finde din far. Når vi endelig fandt dig, ville det kun være tidsnok til at se din krop gå op i røg, uden hverken liv eller sjæl. Hvad vi ikke ville vide var hvordan du var død. Hvordan din far brutalt havde angrebet dig, mens du, under modstand, langsomt var blevet svagere. Han ville se din død som en måde at rode bod på din mors død. Om det er sandt eller ej ved jeg ikke, men jeg lader dig heller ikke tage af sted alene.”
Lux stod på taget støttet op ad muren med usikre ben og var stadig tydeligt rørt af englens slag. Men hun var der, levende lige foran dem. Og nu vidste Caligo hvorfor hun havde grædt før. Han rystede på hovedet, gik mod hende, kyssede hende på panden og forsvandt. 
Et øjeblik lyste panikken ud af hende, men Amica beroligede hende.
- ”Han går ingen vegne nu, bare rolig.”
Derefter forsvandt alle hendes kræfter, og hun lod Amica gribe hende og bære hende ned i lejligheden.  

Da solens stråler vækkede Lux, mærkede hun med det samme en isende smerte fra hendes nakke. Amica var ingen steder at se, men, halvt liggende over sengen og halvt siddende på gulvet, sov Caligo foran hende. Hun kunne ikke lade være med at smile, og fjernede en tot sort hår fra hans ansigt. Det vækkede ham og han satte sig på kanten af sengen.
- ”Dejligt at se dig vågen igen.”
Han smilede stort, og hun havde svært ved at forstå hvordan så smuk en mand kunne bære på så store byrder. Han havde opdaget at hendes ansigt var blevet dystert, og spurgte hvad der var galt. Hun lænede sig opad ham.
- ”Lov mig at du ikke tager af sted alene. Tag i det mindste Amica med, hvis jeg er for stor en byrde. Men tag ikke af sted alene.”
Hun kunne mærke tårerne presse på, men tvang sig selv til at være stærk.
- ”Hvis du ikke er med, hvem skal så optage al Amicas opmærksomhed, så jeg kan få lidt ro?”
Han grinte mens han sagde det, og det tog et sekund før Lux opfattede hvad det betød. Hun smilte til ham og omfavnede ham, lykkelig over at englens profeti ikke ville gå i opfyldelse.   
- ”Der er noget du er nødt til at vide, før vi kan tage af sted Lux. I Underverdenen gælder kun jungleloven; dræb eller bliv dræbt.
Denne lov levede jeg også efter da jeg kom til Jorden. Jeg dræbte med glæde, nød når blodet sprøjtede  og følte mig kun i live når jeg tog andres liv.
Jeg var lukket inde i et mørke jeg ikke kunne se i, og opførte mig som et vildt bæst der kun kunne angribe. Men mødet mig dig var som et lys, jeg kunne igen se. Og tiden med Amica og dig har kun udvidet lyset, og det er jeg jer evigt taknemlige for.
Jeg vil ikke lade noget ske jer i Underverdenen. Amica kan godt beskytte sig selv, men du vil, ikke mindst pga. dit menneskeblod, være eftertragtet. Det er vigtigt du gør som jeg siger, uden at stille spørgsmål. Du er nødt til at stole på mig.”
Da Caligo igen så på Lux, anede han igen tårer i hendes øjne.
- ”Jeg har aldrig mødt nogen, der har så let ved tårer som dig”
Han bukkede sig frem og kyssede tårerne på hendes lukkede øjne væk. Hun så op på ham, og endelig mødtes deres læber. Blidt lagde han sig over hende, for derefter at fjerne hans skjorte. Han overdængede hende med kys, og hun grinte i mellem dem.
Han kyssede hende på halsen, men stoppede da han kom til mærkerne efter hans tænder. Små ar havde dannet sig, og han følte et stik i hjertet. Lux vendte hovedet mod ham og lod hendes fingre røre ved arrene.
- ”De er mit minde om vores møde, og jeg ville aldrig ønske dem væk.”
Derefter kyssede hun ham lidenskabeligt, og bød ham velkommen med sin krop. Han fjernede også hendes t-shirt, og så hendes solbrune hud den havde skjult. Han tog hendes brystvorte i munden, legede med den og mærkede hende bevæge sig af nydelse under sig.
Hendes hænder på hans ryg tog hårdere fat, og han vidste hun forlangte mere. Hendes krop krævede mere. Han knappede hendes bukser op og mærkede hendes silkebløde lår. Han sukkede af velvære, alt i mens han kyssede hende på inderlåret.
Han kunne mærke blodet i hendes årer under huden, og lod sine hugtænder glide langs hendes hud. Hun lå med lukkede øjne og trak vejret tungt. Han kunne lugte hendes tilstand og rejste sig et øjeblik blot for at se på hende. Som hun lå der, så skrøbelig og lille, helt åben for ham og alt hvad han var, følte han en ild i hjertet. En ild han kun kendte fra sin blodtørst.
På trods af at denne ild var en anelse anderledes, blev han meget bevidst om hendes pulsende blod. Hans hugtænder forlænges og han nærmede sig langsomt hendes lår på ny. Sekundet før hans tænder brød hendes hud, og han atter smagte hendes søde blod, fik han hevet sig selv væk. Han fløj væk fra hende, tog sin jakke og efterlod Lux alene i lejligheden. 
Vred over sin egen uduelighed gik han i gaderne. Han kunne normalt skelne blod fra sex, og forstod ikke hvad der var sket. Hvis ikke han var kommet væk fra hende, var han bange for at han havde drukket hver en dråbe blod i hende.   

Amica sad på taget, forvirret over sine egne tanker. Han havde aldrig forventet at finde sin gamle ven sammen med nogen form for hunkønsvæsen. I Underverden havde Caligo haft kvindeligt selskab, men kun for en enkelt nat ad gangen.
Det var noget andet med denne hun. Caligo lod til at nyde hendes selskab, som om det gav ham den form for sindsro han så længe havde manglet. Amica måtte indrømme at han også selv nød at være nær Lux, hvilket også forvirrede ham. Han, som så mange andre dæmoner, hadede mennesker.
Og først havde han da også hadet Lux, men langsomt, mens han havde set hende sammen med Caligo, havde han udviklet venskab med hende. Da han havde set hende bevidstløs havde han mærket en foruroligende følelse skylle gennem sin krop. Han rystede på hovedet, og besluttede det var på tide at han fandt en hun, for at få sine seksuelle spændinger ud af kroppen. 
Den anden, og mest væsentlige, grund til hans flyvske tanker, gav ham en uro i kroppen, som selv sex ikke kunne fjerne. Det var lykkedes ham, med hjælp fra Lux, at få Caligo til at vende tilbage til Underverdenen. Rygterne, som havde fået ham til at lede efter sin ven, blev værre og mere blodige for hver gang han hørte dem. Det rygtes at Vindicta, på trods af sit formodede had til hellige væsner, havde allieret sig med en gruppe af forviste engle.
Og hvad der var sket aftenen før, havde kun bevist disse rygters sandhed. Amica vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før Underverdenen brød ud i oprør, og dette måtte stoppes for enhver pris. Han havde haft ret, det var på tide at Caligo vendte hjem.
Og det var Caligos snarlige hjemvenden der var grunden til uroen i hans krop. Han havde med egne øjne set Vindictas styrke, og hvordan han kunne forvandle dæmoner til aske, blot ved at løfte en finger.
Men selvom denne styrke var vokset, var den stoppet ved Sacers død. Vindicta havde samme styrke nu, som han havde haft da Caligo var helt lille. Amicas eneste håb var, at hvor Vindictas styrke var gået i stå, var Caligos vokset.
Han hadede når har ikke vidste udkommet af en kamp, og denne urolighed havde fået ham til at træne i alle de år Caligo havde været væk. Og alligevel havde Caligo tæsket ham, den aften de havde mødtes. Sårene han havde fået havde knapt gjort ondt, da han nu vidste, at Caligo var blevet stærkere. Denne gang ville slaget mellem Caligo og Vindicta ikke ende som sidst. Denne gang ville Caligo vinde. 
Med ny ro i sindet rejste Amica sig og gik ned mod lejligheden. Hans tænder løb i vand efter Lux’ mad, som var noget helt andet end det lejrbåls mad, som han var van til fra Underverdenen. Men da han kom ned sad Lux stadig i sengen, og Caligo var ingen steder at se.
Et øjeblik frygtede han, at det var slaget i nakken der stadig påvirkede hende, men så ramte lugten af tårer hans trænede næse. Da han kom nærmere hørte han også små snøft. Lux hørte ham, tørrede tårerne væk og så op på ham. Hendes stemme rystede tydeligt
- ”Du havde ret Amica. Alt hvad der skulle til for at han gik, var et enkelt blik på mig og mine øjne. Efter det ændrede hans ansigt sig, som om han væmmes. Han prøvede endda at nærme mig igen, men, som om noget havde givet ham stød, trak han sig væk og forlod lejligheden. ”
Amica satte sig ved siden af hende på sengen, rystet over Caligos opførsel. 
- ”Jeg forstår bare ikke, hvordan han kunne holde det ud så længe, hvis jeg minder ham så meget om engle og Sacers død. Blev han her kun for at få tag over hovedet? Jeg forstår det slet ikke.”
Mens Lux lænede sig op af Amica, og han stille trøstede hende, undrede han sig over Caligos opførsel. Lugten af sex i rummet havde allerede afsløret for ham, hvad der var foregået, mens han var på taget.
Men det lignede ikke Caligo at stikke af, slet ikke når det var Lux. Desuden vidste han at Caligo, siden han mødte Lux, ikke længere hadede blå øjne. De var nu et symbol på kærlighed for ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...