Lys i Mørket


7Likes
7Kommentarer
1052Visninger
AA

4. Kapitel 4

 Om aftenen, mens Caligo sad oppe på taget af bygningen, kom Amica op til ham. Efter smil og nik, sad de begge og nød den kolde aftenluft. På trods af det voldelige første møde, var alt som det plejede mellem dem nu. Kampen havde løst deres problemer for dem, og han vidste at Amica med snart ville accepterer Lux helt og måske endda forstå hvorfor han havde forladt Underverdenen. 
- “Du tænker på pigen ikke?”
Caligo undertrykte en latter. Nogen gange virkede det som om Amica var tankelæser. Men det var sandsynligvis denne egenskab der gjorde deres venskab så nært som det var. Den støjende og spøgende Amica, som kunne aflæse ham som en åben bog, var præcis hvad han behøvede, da han selv var meget fåmælt. 
- “Jeg har fortalt hende om din fortid, det var det der udløste den omfavnelse du så da du kom ind i rummet før. Hun begyndte endda at græde mens jeg fortalte. Jeg glemmer nogen gange hvor følsomme de tåbelige mennesker er.”
Efter en stund tilføjede han med et glimt i øjet.
- “Men vi har vel alle brug for denne tåbelige følsomhed engang i mellem”
- “Ikke dig Amica, du har dig selv til underholdning, og hvis ikke finder du bare den nærmeste kvindelige dæmon du kan fornøje dig med”
Caligo nød den gamle jargon der var tilbage mellem dem, noget han længe havde savnet. Amica lo højt, men derefter forsvandt al glæde fra hans ansigt.
- “Selvom jeg er glad for at se dig igen min kære ven, er jeg her også i et mere alvorligt ærinde. Du har været væk i mange år, og på mine ture rundt i Underverdenen hører jeg ting og sager. 
Det lader til at Vindicta er blevet magtgal efter din mors død. Intet holder ham tilbage længere. Og selvom ingen tør sige det, ved alle at hans hævntogter mod Himlen er skyld i striden mellem os og dem. 
Du har været i eksil længe nok, det er på tide du kommer tilbage og stopper din far, du er den eneste der kan gøre det. Han har bruge for at se det røde skær der blev dannet af hans og din mors øjne. Det er derfor jeg er her, for at hente dig hjem.”
Også Caligos smil forsvandt. Det sidste han ville var at møde Vindicta, og både Underverdenen og Himlen var han fuldstædig ligeglad med. For hans skyld kunne de bekrige hinanden indtil en eller begge blev udryddet. 
- “Du kendte mit svar allerede inden du kom hertil. Jeg tager ikke tilbage, og slet ikke for at redde Vindicta fra hans eget vanvid.”
Med det rejste han sig og gik fra taget. Kort efter gik Amica efter ham, og var igen glad og højrøstet. 
Da de kom ned i lejligheden, ramte lugten af mad dem, og Amicas tænder løb i vand. Han kunne ikke, som Caligo, gå på jagt efter blod og lade det var hans eneste føde, han skulle bruge fast føde. 
Amica nærmest løb ud i køkkenet, og snart hørte Caligo latter derfra. Han smilte, og mindes ikke et eneste tidspunkt hvor han havde nydt latter så meget.

Den næste tid nød Lux, selvom den var meget surrealistisk. Tiden på hendes arbejde var normal for hende, men så snart hun satte foden inden for døren i sin lejlighed, blev hun mindet om hvad der var sket. Hendes lejlighed, som før havde været tom, var nu fuld af liv. 
Som regel kom hun hjem til Amica som larmede og lo, mens Caligo stille smilte. De lavede sjov med hinanden, sloges for sjov og selvom Caligo, som altid vandt disse kampe, var mere stille og fåmælt end den højrøstede Amica, kunne Lux se en forandring.
Hun undrede sig tit over hvordan han havde kunnet klare hvad der var sket da han var 50 år, uden at være kommet ud af det med større psykiske traumer. Men han var også vampyr, eller halv-vampyr, og tog vel alt anderledes end et menneske som hende. Hun havde selv aldrig følt varmen, som en lykkelig familie gav fra sig, og kunne ikke forestille sig hvordan tabet af denne ville føles.
Hun havde kun haft sin bedstefar, som havde fundet hende som lille og taget sig af hende. Da han gik bort, havde hun klaret sig selv i en alder af 17 år. Nu, to år efter, havde hun både lejlighed og job, og hun var stolt af sig selv. Dog havde hun været ensom, selv da hendes bedstefar levede, og hun var mere end lykkelig for de to væsner fra Underverdenen, som nu delte lejlighed med hende. 
En dag, da hun ville gå en af sine elskede aftenture, fulgte Caligo med hende. Først gik de i stilhed, og nød den kulde, aftenluften gav dem. 
Det var næsten et halvt år siden Lux havde fundet Caligo i gyden, og det var nu vinter. Små lette snefnug faldt over dem efter kort tid, og hun smilede mod himlen. Hun havde altid elsket denne årstid, og følte sig som et lille barn igen. 
Hun glemte næsten at Caligo var der, snurrede let rundt og lod prøvende tungen fange et snefnug på sin vej mod jorden. Hun var gledet ind i sin egen verden fuld af sne og glæde, og havde hverken opdaget bilen eller at hun nu stod på vejen. Da lyset fra bilen ramte hende, og larmen fra den advarende dytten nåede hende, kunne hun ikke nå væk. Hun lukkede øjnene og nåede ikke at mærke frygt. 
Men i stedet for smerte ved sammenstøder, mærkede hun i stedet to arme om sig. Hun forbandede hendes egen dumhed, og takkede Gud for at Caligo var hos hende, og for at han var en lynhurtig vampyr. 
Da hun igen åbnede øjnene stirrede hun op i to røde øjne. Hans blik tryllebandt hende, og hun kunne ikke tage øjnene fra dem. Lige fra starten havde hun fundet ham smuk, men hun havde kun set hans øjne så tæt på en gang før: i gyden for et halvt år siden. 
Det gik op for hende at de stod op af en mur, og han havde armene på muren ved hver sin side af hende. Selv hvis hun ville, kunne hun ikke gå fra ham. 
Men så slog det hende hvordan Amica havde beskrevet hende. Eller nærmere hendes øjne. Afskyelige øjne, som havde samme farve som de engle som Caligo hadede. Hun fandt styrken og slog blikket væk. Men Caligo tog blidt fat om hendes hage, og tvang hende til at se på sig.
- ”Se på mig Lux, se hvem jeg virkelig er.”
Hun så på ham, og løftede hånden op på hans kind, lige så fascineret som hun havde været første gang hun gjorde det. Men denne gang lagde hun hverken nakken til side eller fjernede sit hår. I stedet, stadig med øjnene fast rettet mod hans, flyttede hun munden tættere på hans. 
Hun vidste, at hans læber ville være lige så kolde som hans kind, men havde intet imod det. Det var vinter, de stod badet i regnen af sne, hun havde intet imod kulde.    

Sekundet før hans læber rørte hendes, hørte Caligo en høj latter. Han skubbede den forvirrede Lux til side og sprang frem mod sine angribere. 
Foran ham stod en gruppe engle, som tydeligvis morede sig over det absurde syn foran dem. Han kunne mærke vreden vokse i ham. 
- ”Så det er hvad Caligo, den halve vampyr, laver under sin flugt? Ikke nok med du flygter som en kujon, du finder også glæde i mennesker. Og tilmed et menneske som har øjne som os? Du er virkelig sunket lavt!”
En dyb stemme kastede disse beskyldninger mod Caligo, og gjorde kun hans vrede mere aggressiv.  
Han var hurtigt henne ved den nærmeste engel, bed struben over på denne, og så udfordrende på englen der havde talt. Han måtte være gruppens leder. Et vredesbrøl lød fra resten af englene, og de angreb alle på nær lederen. Men disse engle var stærkere end  forventet, og det tog længere tid end han havde ventet at slagte dem.
Og da lederen langsomt bevægede sig mod Lux, kunne Caligo intet andet gøre end angribe de engle der spærrede hans vej. Han så Lux bakke, kun for at ramme den mur de, sekunder forinden, havde stået opad. Lederen grinte, så et øjeblik på den kæmpende Caligo og bøjede sig derefter ned mod Lux.
Skrig forhindrede ham i at høre hvad lederen sagde til Lux, men end ikke blodsprøjtene stoppede ham i at se tårerne i hendes øjne. 
Han var så vred, at han knapt ænsede de drab han begik et efter et. Men hver gang han slog en engel, kom to nye til. Kun et sekund undrede han sig over om der ingen ende var på dem, før de to skikkelser ved muren igen stjal hans opmærksomhed.
Lederen tog fat om Lux hoved, som var hjælpeløs over for hans styrke, og kyssede hende på de læber der før havde været så tæt på Caligos. Derefter skubbede han hende mod muren og holdt hendes hænder løftet over hendes hoved, mens han endnu engang kiggede hånende på Caligo. Så bøjede han sig atter mod Lux.
Caligo brølede af vrede, angreb så vildt at han kom fri fra englene, og brugte sin egen krop som våben mod lederen. Resultatet var at de begge fløj væk fra Lux, som skreg da hun så hvad der skete. Før Caligo nåede at rejse sig fra murbrokkerne, stod lederen allerede op. 
Og lige da han fik rejst sig, følte han en stærk smerte gennem siden. Han vidste med det samme hvad det var. Nogle engle havde den egenskab at kunne skyde med helligt lys, og denne færdighed havde lederen tydeligvis.
Caligo vendte sig i vrede, brækkede englens hånd lyset var kommet fra, og tog sig derefter til siden. Alt han fandt her var et stort sår, som om nogen havde slettet en del af ham. Blodtabet slørede hans blik og han gik i knæ. 
Lederen sparkede ham i siden af hovedet, højt bandende over den brækkede hånd. Herefter mærkede Caligo noget tungt på sin mellemgulv, og opdagede at lederen holdt ham nede med en fod. Han bandede over sin egen ynkelighed.
Men før endnu et slag ramte ham, så han en spinkel krop og et glimt af lyst hår. Derefter var lederen væk, og det gik op for ham at det var Lux der var løbet mod ham, præcis som han havde gjort før. Hun havde dog ikke tænkt over at hun blot var et menneske, mens han var et væsen fra Underverdenen.
Da lederen rejste sig fra jorden, holdt han hende løftet i håret. Caligo kunne se at hun havde skrammer på kroppen, men ikke noget videre alvorligt. Et kort øjeblik var han forundret over hvor hårdfør den pige var.  Lederens vinger bevægede sig som Caligo rejste sig for at gå til angreb, og sekundet før han ramte, lettede lederen fra jorden.
Caligo mærkede for første gang længe følelsen af frygt i sit hjerte, og ledte efter en måde at nå dem på. Flere meter oppe havde lederen fået nok af Lux modstand, slog hende bevidstløs med et enkelt slag, og lod hende derefter falde mod jorden. 
Caligos krop bevægede sig uden hans egen kontrol, og greb Lux før hun ramte den sikre død. Med Lux bevidstløs i sine arme, kunne han intet andet gøre end at se på lederen der råbte til ham.
- ”Jeg skal hilse fra din kære far!”
Derefter fløj han leende væk fra dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...