Lys i Mørket


7Likes
7Kommentarer
1048Visninger
AA

3. Kapitel 3

Lux havde været opfyldt af en underlig form for håb efter hendes møde med Caligo. Endelig havde hun får bekræftet, hvad hun altid havde troet. Hun var blevet set som en særling, og der havde altid været en usynlig mur mellem hende og hendes omgivelser. Dog havde det ikke generet hende, hun havde ikke noget i mod at være overladt til sig selv og egne tanker. Og netop dette havde sandsynligvis dannet grundlag for hendes stærke tro på det overnaturlige.
Mødet med Caligo havde bevist, at der var mere til denne verden, og havde givet hende muligheden for en verden uden den usynlige mur, som altid havde omgivet hende.  Og selvom mødet havde været kort, havde det stadig givet hende håb. Nu vidste hun at det overnaturlige ikke blot var historier opfundet for at skræmme folk. Hun vidste at dette møde med det overnaturlige ikke ville være det sidste. Det gav hende en ny form for energi, både mentalt og fysisk.
Eftersom hun nu vidste hvad der gemte sig i mørket, tillod hun sig selv at lade hendes aftenture strække sig længere og længere. Her gik hun og nød natteluften, alt imens hun gik og nynnede forskellige sange. Og da ingen mennesker var at se så sent, kunne hun endog lade kroppen følge musikkens rytme. På disse ture følte hun sig fri, og havde tid til mere alvorlige tanker. 
Hun havde ikke opdaget den tiltagende regn, grundet fordybelsen i disse tanker. Hun ville vende om, men opfangede en svag lugt af blod. Hun fulgte den, gade efter gade, hjørne efter hjørne. En lille følelse af håb om gensyn tændte sig i hende. En bils skarpe lys blændede hende, og da det hvide lys forsvandt, så hun en velkendt skikkelse. Da han først rejste sig og gik mod hende, forventede hun endnu engang de skarpe tænders bid.  Men før hendes hals blev mærket, faldt Caligo sammen. Efter et øjeblik gik alvoren op for hende. Hun fik kræfter hun ikke vidst at hun havde, og uden hun vidste hvordan, fik hun ham hjem til hendes lejlighed.   

Da Caligo slog øjnene op, stirrede et grønt udyr på ham. Han flåede hovedet af det med et enkelt slag med hånden, og glippede overrasket med øjnene, da hvidt materiale faldt ud over ham. Derefter hørte han latter fra den anden side af rummet. Lux stod i døren med en bakke, og det gik op for ham, at udyret fra før blot havde været et tøjdyr. 
- ”Godmorgen” fik Lux fremstammet midt i latterudbruddet.
Caligo smilte, et smil der længe ikke havde prydet hans ansigt. Han forsøgte at rejse sig, men da smerten - som dog var blevet mindre, sikkert grundet Lux behandling - ramte ham, huskede han hvorfor han lå her, midt i bamsefyld, varme og sengetæpper. Vreden over de evindelige angreb rørte på ny på sig, og smilet forsvandt så let som det var kommet. 
Lux åbnede munden for at sige noget, sandsynligvis en forklaring på de sjuskede, men mange, forbindinger på hans krop. Men før et ord kom over hendes læber, forsvandt hun for hans øjne, og en sky af mursten og støv erstattede hende. 
Og der, midt i røgskyen, så han et ansigt han genkendte. Amica, en ræve-dæmon fra underverdenen, som han ofte havde jaget underklasses dæmoner og svage engle med. 
- ”Caligo!”
Vreden lyste ud af hans øjne, da han råbte navnet med afsky og had. Som røgen forsvandt, blev hans krop mere og mere synlig. Da den lod Caligo se Amicas fulde krop, så han også Lux. Amica holdte hende i kvælertag med den ene hånd, i udstrakt arm og løftet over jorden.
- ”Er det hvad der er blevet af min ven Caligo? En håbløs vampyr der lader sig såre af underklasses dæmoner, og lader et engel-lignende menneske pleje ham.”
Amica smed Lux fra sig mod en mur, med så stor afsky at Caligo følte et stik i hjertet. Så det var sådan det føltes når ens eneste ven forrådte en.
- ”Du er ikke værdig til at betræde hverken denne eller nogen anden verdens jord længere” råbte Amica gennem sammenknebne læber.
Det første slag nåede Caligo at blokere, men det næste ramte. Forbindingerne hæmmede ham, lige såvel som skaderne fra sidste kamp. Endvidere var kampen mod Amica også i en helt anden klasse end mod små dæmoner fra underverdenen. Slaget sendte ham flyvende, og blev efterfulgt af et spark som sendte ham ud af det hul Amica havde brugt som indgang.
Et træ stoppede hans fald, og han mærkede grenene knække under sig. Men dette træ blev hans redning. Gennem faldet havde grenene fjernet de fleste af hans forbindinger, og han kunne bevæge sig frit. Smerten fra sårene var glemt i kampens hede. 
Han tog afsæt, og sendte som resultat Amica mod muren. Dunket der lød fra sammenstødet tilfredsetilte ham. Han havde altid været den stærkeste af de to, og nogle små skrammer skulle ikke ændre på det. 
- ”Du er lige så svag som jeg husker dig Amica” lo han højt, da Amica rejste sig efter sammenstødet med muren. 
- ”Hold kæft!”
Amicas øjne lyste af had, hans klør skinnede faretruende og han løb mod Caligo. Men det var klart at se, at Amica angreb i vrede, der var ingen strategi i hans fægten med klørene. Og netop denne uforudsigelighed gjorde det svært at blokere. Selvom det kun var små overfladiske sår, var Caligo hurtigt dækket af blod på ny. Med et brøl af vrede hamrede han sin knytnæve ind i Amicas ansigt, og smilte da han hørte den knasende lyd af knuste tænder. Amica spyttede tænder og blod ud.
- ”Er det virkelig alt?”
Endnu engang angreb Amica, men Caligo var klar, og mente at det var Amicas tur til at ryge ud af hullet. Et slag i mellemgulvet, efterfulgt af et spark, gjorde udslaget, og nu lå Amica på jorden under træet. End ikke træets grene havde stoppet hans fald. 
Caligo vendte sig om for at se om Lux var såret, hun var jo kun et simpelt menneske, som alligevel var blevet slynget mod en mur af en dæmon fra underverdenen. Men før han havde vendt sig om, blev han ramt af en væg af varme. Derefter et væld af plastre og en ny forbinding blev lagt om såret fra gårdsdagens kamp. Derefter var hun væk igen, men ikke længe.
Hurtigt viste hun sig ved Amicas side under træet, usikker over hvordan hun skulle gribe situationen an. Det endte med at hun, efter at være sikker på at Amica var bevidstløs, forsøgte af slæbe ham mod døren til opgangen. Caligo grinte, sprang ud af hullet og tog fast i den bevidstløse Amica for Lux. Et smil fra hende var nok til at vise hendes taknemlighed.  

Da Amica vågnede, var Lux alene med ham. Efter at have afslået Lux’ tilbud om blod, var Caligo gået sin vej, sandsynligvis på jagt. Inden da havde han stået henne ved hullet i muren og mumlet nogle ord, og derefter var det som om hullet aldrig havde eksisteret. Lux var blevet så chokeret, at han var begyndt at le højt, og derefter forsøgte at holde masken, mens hun komplimenterede ham for også at kunne magi.
Hun vidste  ikke at dette og en smule andet, var det eneste Caligo kendte til af magi. Han var vampyr, ikke magiker. 
Hun havde brugt tiden, mens han var på jagt, på at ligge forbindinger på Amica, selvom denne ikke behøvede lige så mange som Caligo. Men selvom Caligo havde flere sår, var Amicas alvorligere. Hun var især bekymret over det store blå mærke der var ved at danne sig på hans mellemgulv. Han havde også nogle brækkede ribben, som hun havde forsøgt at holde på plads med forbindinger. 
Hun opdagede ikke, at han var ved bevidsthed med det samme. Hun sad med ryggen til ham, da hun hørte stønnen, og så at han forsøgte at sætte sig op.
Blidt skubbede hun ham mod sengen og forklarede ham om hans tilstand. Først så hun forvirring, og derefter den vrede som havde været drivkraft for den foregående kamp. Han skubbede hende væk så hårdt, at hun fløj mod jorden. Der hørtes en lyd af knogler der knirkede fra hendes håndled som ramte først.
Derefter rejste han sig, forsøgte at få forbindingerne af, stadig med had i øjnene. Lux var ikke bange, og anede knapt smerten i håndleddet. Hun var for optaget af hvad der stod foran hende. Hun havde ikke haft tid til at se ordentligt på denne ræve-dæmon før, hun havde været for optaget af diverse skader på både ham og Caligo.
Ved første øjenkast lignede han en normal mand på hendes alder med rødt pjusket hår. Hans øjne var det første unaturlige man lagde mærke til, de var, på trods af hadet i dem, lysende grønne. Derefter opdagede man hans hænder og fødder, som lignede en blanding af menneske og en rævs poter. Til sidst forsvandt alt menneskeligt ved ham, når man opdagede den pjuskede røde rævehale bag ham. Hendes tankestrøm stoppede da han, efter at have opgivet kampen med forbindingerne, tungt satte sig på sengen. Hans øjne havde nu intet spor af had i sig, og de hvilede på hende. 
- ”Har Caligo fortalt dig noget som helst om ham?”
Spørgsmålet kom bag på Lux. Hun havde taget hans selskab som en selvfølge, villigt givet ham blod og sandsynligvis reddet hans liv to gange, men det eneste hun vidste om ham var hans navn. 
Caligo, vampyren med de røde øjne. 
- ”Det tænkte jeg nok” 
Amica lagde sig tilbage i sengen, og hun satte sig på kanten. Derefter begyndte han at fortælle
- ”For flere århundreder siden var der fred mellem Underverdenen og Himlen. Dette var dog kun overfladisk, samt for at undgå en krig hvor tabene på begge sider ville være høje. Engle og dæmoner hadede hinanden, og venskab, for slet ikke at tale om romantiske relationer, var betragtet som vanære.
En vampyr ved navn Vindicta var kendt i hele Underverdenen og frygtet i Himlen. Det var ham der stod for at rette den vanære der opstod når et himmelsk væsen og en dæmon fandt sammen. En dag på en af disse missioner for at ’skræmme’ nogle engle, blev han ramt af noget værre end han nogensinde kunne forestille sig. Han så for første gang en engel han ikke følte afsky for, og følte for første gang kærlighed i sit ellers kolde og arrogante hjerte. Denne engels navn var Sacer, og blev sidenhen Caligos mor. 
Som sagt var sådan et forhold uhørt, især når det var en vampyr som Vindicta, kendt som ’Hævneren’. Og hævn var netop hvad han fik at føle.  Da Caligo var knapt 50 år gammel - hvilket svarer til et syvårigt menneske - kom en gruppe af dæmoner hjem til det hus Sacer og han boede i.
Vindicta var ikke at se, da han opretholdt facaden som denne retfærdighedens hævner. Sacer nåede at gemme Caligo af vejen, kun tidsnok til at han nåede at se sin mor blive slagtet for øjnene af sig.
Da Vindicta igen kom nær huset, så han sin søn græde blodindsmurt ved liget af sin kone. Blodet på Caligos hænder, vreden over tabet af Sacer og skammen over ikke at kunne redde hende, fjernede al fornuft fra Vindicta. Han angreb Caligo, som intet forsvar mod en flere århundrede gammel vampyr havde. Da vreden forsvandt, lå Caligo på gulvet dækket af blod, denne gang hans eget. Som han rejste sig halvt op, skreg Vindicta til ham at han aldrig skulle være blevet født, og vendte sig derefter mod sin døde kone.
Hvad der derefter skete ved jeg ikke, andet end han nogle år senere mødte mig. Da jeg så ham første gang, havde han ingen gnist af liv i sine øjne.
Her er det vigtigt at tilføje at en normal vampyr, som Vindicta, kun oplever sine følelser få gange, og kun for en kort stund. Men da Caligo også har engleblod i sig, er følelserne næsten som et menneskes hos ham. Dette blod har også givet ham andre kræfter, samt de røde øjne som intet andet væsen fra Underverdenen har, hvilket er grunden til dusøren på hans hoved.
Det var også de følelser der var skyld i manglen af liv i hans øjne, han havde taget skylden for Sacers død på sig, og så Vindictas ord som sandhed. Men langsomt, gennem venskab og tid, fik han gnisten igen.
Vi var sammen længe, jagede sammen og en dag begyndte han at smile. Det smil blev senere til latter, og han var nu den Caligo som han er i dag. 
Men intet kan gå godt for evigt, og hans øjne og ophav gav ham hurtigt en dusør på halsen. Han var mere eftertragtet død end levende. I midlertidig var striden mellem Underverdenen og Himlen blevet værre, og en dag da jeg kom tilbage til vores bålplads efter at have fordrevet nogle engle, var han væk. Jeg brugte måneder på at vente på ham, indtil det gik op for mig at han havde forladt mig"
En sorg som næsten ikke var til at bære viste sig i Amicas øjne, og Lux forstod hvordan han måtte føle. Han var blevet forladt, alene i en stor uretfærdig verden.
Amica rømmede sig.
- "Da jeg endelig fandt ham, med ikke blot et ynkeligt menneske, men et menneske der havde øjne som en engel, kan du vel forstå min vrede. At tro at Caligo, som mistede alt pga. disse afskyelige himmelske væsner, ville lade sig pleje af en som lignede dem så meget, er over min forstand.”
Da Amica kiggede på Lux igen, sad hun med tårer i øjnene. Aldrig havde hun hørt så sørgelig en historie, og hun græd på Caligos vegne.
Hendes eneste ønske i det øjeblik var at ændre hvad der var sket. At finde en måde at redde Sacer på, at skåne Caligo for den smerte han måtte have følt. Og disse tanker må have lyst ud af hende, for Amica grinte og rodede hende i håret.
- ”Lad være med at spilde kræfter på at drømme om ting der ikke kan ske.”
Ordrerne ramte hende, hun tørrede sine tårer væk og smilte til Amica. I det mindste havde Caligo en ven som holdt af ham. Af ren og skær glæde over at Amica i det mindste havde været der for Caligo, omfangede hun ham pludselig.   

Da Caligo kom tilbage til Lux’ lejlighed, sad Amica og Lux i sengen med armene om hinanden. På ny blussede vreden op i ham, uden at han vidste hvorfor.
Men før et ord kom over hans læber, skubbede Amica Lux fra sig og sprang op. Han var hurtigt henne ved Caligo, men denne gang smilte han venskabeligt til ham. Han klappede ham på skulderen og hviskede.
- ”Jeg kan se hvorfor du lader hende pleje dig, du har vel intet imod lidt konkurrence?”
Men Amica var dårligere til at gemme sit glimt i øjet end han selv var klar over, og Caligo vidste at den Amica der stod foran ham, var den sammen spøgende Amica som han havde tilbragt så lang tid med.
Han grinte højt, og glædede sig over at se sin ven igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...