Lys i Mørket


7Likes
7Kommentarer
1051Visninger
AA

2. Kapitel 2

- ”Du fortalte mig aldrig dit navn.”
Et smil kom over hans læber. Hvordan kunne alle underjordiske og hellige væsner kende hans navn, dusør og art, men ikke denne jordiske pige.
- ”Caligo. Mit navn er Caligo.”
- ”Hej Caligo, mit navn er Lux, rart at møde dig, sådan officielt.”
Han bar hende på sin ryg, selvom hun selv havde insisteret på at gå. Midt i al mørket og blodet, havde hendes ord beroliget ham, og han var stoppet med at angribe. Efter at have hentet sit kors og gemt det i lommen var hun raskt gået ud af døren. Han havde modstået lugten af hendes blod, og båret hende i stedet. På trods af at hun lod som om intet var hændt, kunne han se hendes sarte halten når hun gik, og hvordan hendes hænder let havde rystet da hun tog sit kors op og kyssede det. 
Og nu befandt han sig igen på gaden, sammen med hende. Hendes spørgsmål afbrød hans tanker.
- ”Hvorfor reddede du mig?”
- ”Jeg kunne spørge dig om det samme.”
Det tog hende et øjeblik før hun svarede.
- ”Jeg tror det skyldes min overbevisning. Jeg har altid tænkt på mit liv som noget enkelt og som en mulighed for at hjælpe andre.”
- ”Uddyb”
- ”Du ved vel godt at det ikke skader at snakke pænt ikke?”
Hun havde et smil på læben.
- ”Det plejer ikke at være min talemåde der skræmmer folk.”
Hendes smil famlede før hun forsatte.
- ”Hvis du tænker på mit liv som 1,”
Hun holdt en finger op med den ene hånd.
- ”og, lad os sige et kærestepar, som 2 da det er to personer.”
Den anden hånd viste to finger.
- ”Hvis jeg så ofrer mig for de to, bliver ligningen 2-1, hvilket giver 1. Altså er det et positivt resultat, og gør ikke tabet af mit liv til skamme.”
- ”Men hvorfor så hjælpe mig, resultatet her giver 0.”
Med et stort smil på læberne svarede hun.
- ”Det var bare en af de ting der føltes rigtigt i øjeblikket.”
Caligo brød ud i latter, aldrig havde han hørt noget så humoristisk. 
-”Dumme pigebarn. Det var et held at jeg ikke dræbte dig!”
- ”Jeg tror ikke det var held. Fra jeg så dig første gang kunne jeg mærke du intet ondt ville mig.”
Hans latter stoppede og han tænkte over hendes ord.
- ”Det er første gang længe at nogen har set på mig uden afsky eller frygt Lux. Du spørger hvorfor jeg reddede dig? Jeg tror ikke jeg kunne klare at miste det, at miste de blå øjne som så så uskyldigt på mig. Uskyldighed er en af de ting både denne og alle andre verdener mangler. Det bør være det sidste en verden mister.”
Chokeret over hans egne ord kiggede han på hende, kun for at opdage at hun sov.  Endnu en gang smilte han, det var længe siden nogle havde turde sove nær ham uden at frygte for deres liv. 

Lux vågnede endnu engang op i et rum hun ikke kendte. Men hun fortvivlede ikke. Hendes drømme havde tilladt hende at genopleve gårsdagens hændelser. Hun vidste at Caligo intet ondt ville hende, og stolede på at hun var i sikkerhed.  
Men det var også alt hendes morgendøsige hjerne opfattede. Søvnigt gik hun ned ad trappen, hvor hun fandt Caligo siddende på en barstol. Hun gik med hurtige skridt hen mod ham, smilede stort og sagde godmorgen. Endnu engang så hun en rød farve i hans ansigt, men vidste at hendes kors var gemt. Pludselig smed han hende over skulderen, og bar hende op på værelset. Her passerede de et spejl, og hun så grunden til hans reaktion. Alt hun var iført var en hvid skjorte.
Og nu hørte hun latteren fra de mange mænd i kroen. Hendes ansigt blev brændende varmt, og hun førte hænderne op for at skjule det. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile, glæden over mødet med Caligo havde endnu ikke lagt sig. Og hun begyndte at mistænke denne glæde, for at være mere end blot glæde over opdagelsen i sig selv.
Hun følte et mærkeligt bånd til denne vampyr. Men der var også mere end det. En hver berøring fra ham resulterede i en varme, som hun ikke havde følt før. Hun havde en fornemmelse af hvad dette betød, men fornægtede det, da ingen, og slet ikke en vampyr, ville have sådant et forhold til hende.
Hun havde engang været sammen med en mand, men havde ingen positive minder fra den tid. Manden, hvis navn hun ikke kendte, havde fundet hende på vej hjem. Hun havde for en gangs skyld indvilliget i at gå med nogle veninder i byen. Påvirket af alkohol havde hun mødt manden. Og selvom hun ikke havde sagt ja, havde hun heller ikke sagt nej. Det hele var hurtigt overstået. Inde i en gyde havde han trykket hendes nederdel op, hårdt taget fat i hendes bryster og hår, og nærmest febrilsk kysset hende. Hun havde ingen nydelse følt, og ikke været sammen med en mand siden.   

Da de nåede værelset satte han hende på sengen. Derefter begyndte han at forklare.
-”Du faldt i søvn, før du nåede at fortælle mig din adresse. Så snart du er anstændigt påklædt, er du nødt til at gå. Glem alt hvad du har set: mig, kroen og vejen hertil. Glem det, og vend tilbage til dit gamle liv.”
Mere nåede han ikke at sige, før to små arme omfavnede ham. Han mærkede noget vådt på ryggen. Græd hun? Hun snøftede, og fik fremstammet få ord.
- ”Jeg lover jeg siger det ikke til nogen, så bed mig ikke glemme det.”
Koldt fjernede han hendes hænder, vendte sig mod hende og så hende i øjnene. På trods af tårerne, var farven lige så klar som før.
- "Det går ikke Lux, hvis nogen opdager hvad du ved, kan du ende i en situation værre end i går."
Han gik mod døren, og mumlede for sig selv.
- "Det havde været bedre hvis jeg aldrig havde mødt dig"
Før hans hånd lukkede sig om håndtaget, ramte noget hårdt ham i baghovedet og faldt bagefter ned på gulvet. En bog, hun havde smidt en bog efter ham! Han vendte sig om med så megen vrede at han vidste at hun blive skræmt væk for altid. Men han kunne ikke styre det, vreden boblede i ham, ingen fik lov til at behandle ham så respektløst.
Men da han vendte sig om, og så ind i Lux slørede blå øjne, lagde vreden sig. Hun var lige så vred som ham, og hendes stemme afslårede hvor såret hun var.
- "Hele min verden er blevet vendt på hovedet det sidste døgn. Jeg er blevet efterladt mere død end levende i en gyde, jeg er blevet skåret overalt, bundet og udnyttet. Jeg var så bange at jeg knapt kunne trække vejret, og mere end en gang var jeg sikker på at jeg skulle dø! Jeg aner ikke hvad jeg har rodet mig ud i, men jeg ved at intet kan blive som det var før. Jeg hverken kan eller vil gå tilbage til den grå verden jeg kendte før. Så bed mig ikke om at glemme det!"
Et øjeblik stirrede Caligo forbløffet på hende, ingen havde nogensinde snakket sådan til ham før. På trods af tårene der løb ned ad hendes kinder, lyste harmen ud af hende. Han havde intet svar, og gik i stedet sin vej. Døren smækkede højlydt efter ham.
På trods af hvad han havde sagt, ønskede han ikke selv at hun skulle gå. Der var noget over billedet af hende i hans seng som gjorde ham varm om hjertet. Men efter gårdsdagens hændelser stolede han ikke på sig selv sammen med hende. Tanken om hende bundet fast, halvnøgen, svedende og stønnende var mere end han kunne klare. På trods af at han havde dræbt de svin der havde behandlet hende sådan, kunne han godt forstå drivkraften bag deres handlinger. Det var et fandens sexet billede, og han kunne nemt forestille sig hvad han ville gøre ved hende. Og det var netop dette der skræmte ham. Han var ikke sikker på at han var bedre end mændene fra dagen før, og han ville ikke være den der fjernede uskylden i hendes øjne. 
Da hun igen kom ned, var hun påklædt, og der var ingen spor efter tårerne. Han åbnede døren, og lod hende gå ud. På trods af at han burde lade hende gå, fulgte han efter hende. Kun til hun var hjemme i sikkerhed, det lovede han sig selv.  Da han efterlod hende ved bygningen hendes lejlighed lå i, følte han intet. Han bøjede sig ned, tog fat om hendes hage og tvang hende blidt til at se ham i øjnene.
- ”Lux, du er nødt til at gøre som jeg siger. Glem hvad der er sket, smid det tøj du havde på væk, og lev videre i lykkelig uvidenhed.”
Derefter gik han og så sig ikke tilbage. Han ville, ligesom hende, glemme hvad der var sket. Han ville glide tilbage i sin morderiske, koldblodige verden. Han ville igen vandre på gaderne i ly af nattens mørke, og nyde følelsen af liv når han jagede. Når han mærkede blodet sprøjte og så livets lys slukke i sit byttes øjne, ville han igen føle ren nydelse. Måske ville han endda begynde at finde bytter med højere kvalitet, for at forhindre at ende i en lignende situation igen.  

Månederne var gået, og Caligo var gledet tilbage til sit normale liv, præcis som han havde ønsket. Hans antal af bytter var vokset, han drak nu blod med højere kvalitet. Men alligevel tørstede han altid. Han forlod åstederne blodigere og blodigere, og var snart begyndt at væmmes ved smagen. Han vidste at forandring var en del af livet, det var en af de mange ting han havde lært i sit lange liv.
Men alligevel prøvede han, ved hjælp af flere og flere bytter, at få sin forkærlighed for blodets søde smag igen.  Men hans elskede blod var ikke det eneste som havde ændret sig.
Siden gruppen af selvmorderiske dæmoner havde angrebet ham for måneder siden, var antallet af væsner lokket af dusøren vokset. Når han stod i det mørkerøde hav af deres blod, tog han nogle gange sig selv i at tænke på Lux. Han havde bedt hende fjerne alt der kunne give lugten af ham fra sig, men havde alligevel en urolig følelse. Han mente at det nærmere var denne følelse af at have efterladt sig spor, end savn der fyldte ham. 
Efter endnu en nedslagtning af dusørjægere, denne gang en gruppe grådige engle, befandt han sig i den ende af byen, som hendes lejlighed lå i. Hans had var værre end det plejede at være. Han var træt af den uslukkelige tørst og ynkelige underklasses dæmoner og svage engle, som troede de kunne gøre ham noget. Hans hoved dunkede som aldrig før.
Denne irritation fik ham til at miste fokus et øjeblik. Men det var nok til at give hans angribere en chance. De sprang frem fra mørket, lige som han vendte sig mod dem. Endnu en gruppe af selvmorderiske dæmoner var kommet efter hans hoved. Denne gang virkede det bedre end normalt. Han smadrede et kranium, rev en arm af og bed igennem en hals. Men denne gang var de for mange. Han kunne mærke sin krops reaktion på angrebet. Selvom han dræbte fem for hver enkelt sår der blev tilføjet hans krop, gjorde antallet udslaget. Vreden over disse evindelige angreb gav ham fornyet styrke. 
Hurtigt var resten revet i stykker, og gaden flød med blod. Denne gang var det ikke blot deres, men også hans eget. Den nylige regn blandede sig med væsken på jorden, og fjernede et hvert spor af kamp. De døde kroppe ville hurtigt gå op i røg. Dæmoners kroppe indeholdt en sjæl, som var drivkraft for kroppens bevægelse, og når den sidste gnist af liv var væk, forsvandt kroppene, som om de aldrig havde været til. Da røgen fra de sidste forsvindende kroppe forsvandt, opdagede han en menneskeskikkelse.
Dette var belejligt, han fik føde og fjernede det eneste vidne med et. Men så snart han satte kroppen i bevægelse, ramte kampens anstrengelser ham, hans ben mistede styrke og han faldt sammen. Et smil bredte sig på den fremmedes ansigt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...