Lys i Mørket


7Likes
7Kommentarer
1047Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mørket lukkede sig om ham. En kulde, som han ikke genkendte fra sin egen krop, gjorde hans lemmer stive. Hans røde øjne så normalt direkte gennem mørke, men på dette mørke virkede hans evne ikke. Et koldt mørke, som hans øjne ikke kunne gennemskue. Han følte sig lige så luset, som han vidste at han så ud.
Han havde sønderrevet de ynkelige kræ som havde haft den frækhed at tro, at de kunne dræbe ham. Ham! Han var så tæt på uovervindelig som ingen anden af hans slags. Men ikke desto mindre havde de uslinge stadig fået ét kraftfuldt slag ind. De havde ofret deres kammerater, indtil én var tilbage som, takket være de medsammensvornes lig, kunne angribe. Den ene havde alene båret de andres dødsønske, og da dennes nakke knækkede, løb håbet, drømmen og livet ud i en strøm sammen. Blodet havde tilsølet bynken af lig under dem og hurtigt dannet en mørkerød sø, og han syntes næsten, at han kunne høre de dødes vredeskrig fra Underverdenen. 
Underverdenen, et koldt og grusomt sted. Her lød smerteskrig, lugtede af død og sås dødskampe blot for underholdningens skyld. Dette var det sted han kaldte ’hjem’. Men efter hans specielle ophav var blevet bemærket, havde han følt sig tvunget til at tage til Jorden. Ikke at ret mange i Underverdenen ville kunne skade ham alvorligt, men da han alligevel ikke havde besøgt Jorden i nogle århundreder, havde beslutningen om at tage her til virket som en god idé. Dog var det hurtigt blevet opdaget, en pris sat på hans hoved, og han måtte nu leve med de mange forsøg på at tage hans liv. Forsøg som altid mislykkedes, men som slukkede hans blodtørst for en stund.
Og gruppen i dag havde været som alle andre, lige bortset fra det ene angreb. Han vidste ikke, om det var månens placering eller en sky over hans lykkestjerne, som havde givet dem heldet med sig. Såret de havde påført ham var ikke dødeligt, men så nært ved, at han måtte hvile som et andet ynkeligt menneske.
Han sad nu, lænet op af en kold mur, og ventede på sit næste bytte. Han kunne mærke den klæbrige masse som flød fra såret, varmt og tyktflydende. Heldigvis var han i centrum af byen, her var altid mennesker. Mennesker som ingen ville savne, mennesker så virkelighedsfjerne at de intet opdagede, før det var for sent. De var oftest påvirket af diverse euforiserende nydelsesmidler fra denne verden, og sansede ham aldrig før deres kroppe lå udtømte foran ham. Det ville være nok med et af disse mennesker, og han ville ikke tage mere end han behøvede; et liv. 
Normalt ville han kun bruge dem, som han vidste ville føle det som en befrielse at slippe fra denne hadefulde verden. Normalt brugte han ikke dem der havde noget at leve for, dem som var, som han engang var. 
Nu nød han at se det forskrækkede ansigt, der altid viste sig når det gik op for hans bytte, hvad han var. Når blodet flød og ansigtet blev lige så blegt som hans, da nød han den egentlige nydelse. Det var som at se sit eget dødende spejlbillede. Et billede han ellers aldrig ville se, da ingen i denne verden kunne gøre en ende på hans liv. Når blodbadet var færdigt, lod han de tømte kroppe ligge som de faldt.
Elegant slikkede han de sidste dråber af sine lange kolde finger, for derefter, med fornyet energi, at efterlade stedet som om intet var hent. Ingen savnede alligevel hans normale bytter, ingen opdagede at de var væk. 
Men ikke denne gang. Han havde brug for styrke. Styrke han ikke kunne vente på, ellers ville såret ende med at tage livet af ham. Grundet hans begrænsede forbrug af bytter med høj kvalitetsblod - menneskelige udskuds blod havde en rusten smag og indeholdt ikke ret meget næring - havde han i forvejen ikke meget tilovers til healing. Men da han altid flæsende de uslinger der troede de kunne så meget som røre ham, havde han heller ikke behov for det. Ikke før den aften. 
Denne gang ville han fange den første og bedste. Det ville også været rart at få ordentlig næring, rødt, frisk og sikkert. Og vigtigst af alt; ikke påvirket af diverse gifter denne verden gav sine børn.  Han kunne mærke sin ophidselse over den forstående jagt. Og mens denne spænding steg, ventede han og håbede, at han stadig ville være ved bevidsthed når et bytte viste sig.  

Lux havde altid troet at der var noget mere end vi kendte til i denne verden. At den del hun så hver dag, blot var en side af den forunderlige verden vi lever i. Altid havde hun ønsket at der skete noget, at hendes liv var mere end blot monotone hverdage. Det var nok derfor hun ikke blev bange, da hun så ham første gang. Han sad lænet op af en mur, helt ligbleg og med lukkede øjne. Han havde langt sort hår som natten, og var iført rødt. Men da hun kom nærmere, kunne hun se at hans skjorte oprindeligt var hvid. Den var flænset, og afslørede et blodigt sår. Automatisk fløj hendes hånd for munden da blodlugten meldte sig, og et lydløst skrig forlod hendes læber. 
Hendes første tanke var forbinding, hun måtte hjælpe ham. Selvom frygten råbte til hende fra en afkrog af hendes hjerne at hun skulle flygte, fik et beskytterinstinkt og fremfor alt nysgerrighed hende til at blive. Manden foran hende lignede ikke en fra denne verden. Måske var hendes evige fornemmelse, af at der var mere til verden end hun kendte, virkelig sand. 
Hun så sig om efter nogen der kunne hjælpe manden, men opdagede at de var helt alene i den mørke nat. Som om de to var alene i verden. Hun rev et stykke af sit ærme af for derefter at presse det mod såret, derefter ville hun finde sin telefon og ringe efter hjælp. 
Men så snart hun knapt rørte såret, fløj han op. Hans iskolde hånd om hendes hals, hendes ben et kort øjeblik løftet over jorden og hans lysende røde øjne lige ud for hendes. Et sæt smukke hvide hugtænder viste sig under hans læbe.
Et smil bredte sig på hendes læber, da hun opdagede hugtænderne. Der var virkelig mere i denne verden end hun kendte til. Det var ikke kun kolde vinterdage, kedelige hverdage og de samme mennesker om og om igen. Der var virkelig mere! 
Uden at tænke over det førte hun sin hånd op på hans kind, en kind som var kold som døden han repræsenterede. 
- ”Vampyrer… findes virkelig.”
Selvom hun blot hviskede disse ord, opfangede ham dem, og et kort øjeblik sås et glimt af sørgmodighed i hans smukke røde øjne. 
Pludselig kom hun ud af den trancelignende tilstand, hun var i og huskede hans sår. Selv en vampyr måtte lide under så stor smerte. Langsomt bøjede hun nakken til siden og løftede den anden hånd for at fjerne sit hår. Men så snart hendes anden hånd nåede op nær hans ansigt, tegnede et rødt mønster sig på hans kind. Langsomt fremtonede en figur af et kors sig. Et lille hvin kom over hendes læber, da hun huskede korset på sit armbånd. Hun følte en trang til at undskylde og forklare.
- ”Jeg ville bare… Jeg går altid med kors lige meget hvor jeg er. Om jeg sover, er i bad eller bare, som i aften, går på gaden, jeg har altid et kors et eller andet sted. Uden det føler jeg mig nøgen, ubeskyttet, korset får mig til at føle mig hel. Og et kort øjeblik glemte jeg det helt, det føles alligevel som en del af mig. Jeg vil gerne hjælpe dig, ikke det omvendte. Men jeg kan umuligt tage mit kors af.”
Efter at have afsluttet tog hun hånden ned igen, og knyttede den om korset, så intet var synligt, og det ingen skade kunne gøre. Derefter flyttede hun hånden fra hans iskolde kind, og fjernede på ny sit hår. Mens hun fastholdt hans øjne, sagde hun mere beslutsom end hun nogensinde havde været
- ”Jeg ved du har brug for det.”
Et øjeblik kiggede han blot på hende, for derefter at sætte tænderne i med et hug. Det eneste hun kunne huske, før alt blev sort, var at der ingen smerte var, blot glæden over den nyliggjorte opdagelse.  

Dumme pigebarn! Hendes blå øjne have ikke røbet nogen frygt. Og mens han langsomt havde suget det livsnødvendige blod ud af hende, blod som hun selv havde givet ham, havde han ingen nydelse følt.
Først havde hun smilende lukket øjnene, derefter var den hånd som havde varmet hans kind faldet ned langs siden, og til sidst havde hendes ben givet efter. Men ikke engang et kort øjeblik havde grebet om korset løsnet sig, og korset var forblevet skjult. Selv da hun var næsten så kold og bleg som ham, havde hun holdt fast. Og for første gang stoppede han før hans bytte var helt udtømt. 
Han efterlod hende sunket sammen i gyden. Han måtte væk fra hende, hendes kors og hendes blå øjne. Hun havde reddet hans liv, og han havde skånet hendes. De var kvit, han skyldte hende intet.
Alligevel havde han en mærkelig følelse. Det var første gang længe, at nogen havde set på ham uden enten foragt for hvad han var eller frygt for samme. I de mange århundreder han havde levet, havde ingen set ham direkte i øjnene så længe. Da hun havde gjort det, og for første gang afsløret de lysende blå øjne, havde hans kolde hjerte slået hurtigt. Af ren og skær afsky. De øjne lignede en engels. 
Men et af de afskyelige væsner ville aldrig give så meget som en dråbe blod til en vampyr, og slet ikke til ham. Dem fra underverdenen og de hellige væsner havde aldrig brudt sig om hinanden, men de sidste år var det spidset til.
Og da han havde specielle evner pga. hans ophav, var hans død ekstra eftertragtet fra begge sider. Dusøren på hans hoved kunne få selv den uskyldigste engel til at angribe ham. Det var samme grund, som havde fået de ynkeligt svage dæmoner fra før til at give deres liv. Flere og flere kom efter ham, og han kunne nu end ikke stole på sin egen slags. Selvom han holdt til ved en kro, som - om end hemmeligt - var for underjordiske væsner, var der kun få væsner tilbage han stolede på. Kroejeren, en forklædt vampyr ligesom ham selv, var han tvunget til at stole på, da han var en af de få som kendte hans identitet uden at forsøge at få dusøren. 
På vej mod kroen hørte han nogle mennesker snakke. De havde tilsyneladende fundet en ung pige inde i centrum. Hun havde sovet på jorden, sandsynligvis en hjemløs, men var ikke vågnet da de havde sparket til hende. Denne chance havde de udnyttet, og hun var nu kommet hjem til deres tilholdssted til senere ”sjov og underholdning”. 
Enten var de for højrøstede eller også led han stadig af såret, siden han hørte dem fortælle om deres fund. Normalt overhørte han alt, menneskerne her i byen syndede alle, og det var ikke rare ting de snakkede om. De mindede ham om Underverdenen, en sammenligning han normalt ville påskønne, men disse menneske gav ham altid lyst til at sønderrive hele denne usle bys befolkning. 
Mens han styrede sin lyst til at vende tilbage og hive struben ud på de højrøstede chikanører, gik han med større og større skridt mod kroen. Han havde en dundrende hovedpine, og glædede sig til at mærke kroens kolde øl flyde ned gennem halsen. Selvom denne drik havde jordisk afstamning, nød han dens virkning. 
Da han nåede kroen og sad med sin øl, forblev den del han overhørte tidligere i hans hoved. På trods af drikkens normale virkning, forblev han klar i hovedet.  Han havde en urolig følelse i kroppen, men gav sårets ufærdige healing skylden.
Alligevel blev han ved med at vende tilbage til episoden med de pralende unge. Men hvis man var så dum, at man lagde sig til at sove på gaden, fortjente man også hvad end de ville gøre. Hvis man end ikke kunne tage sig af sig selv, fortjente man alligevel ikke et liv i frihed. En frihed som menneskene på denne jord virkede opslugte af at jage. Og hvorfor sove på en gade af alle steder, hvem ligger sig til at sove sådan et sted? 
Pludselig slog det ham. Det måtte være pigen med de blå øjne! Efter et sekunds ophidselse, ramte det latterlige i påstanden ham. Selv hvis det var hende, var det ikke hans ansvar. Hun var blot et menneske, de var kvit og hun havde øjne som en af de afskyelige engle. 
Han måtte have noget frisk luft for at klare hovedet. Efter den kolde luft havde gjort sit indtryk, og øllens virkning var helt væk, befandt han sig et sted han genkendte fra tidligere.   

Da Lux kom til bevidsthed igen, dunkede hendes hoved som aldrig før. Hun følte sig svag og hendes syn var sløret. Der gik et øjeblik før hun huskede det. Hendes møde med vampyren! De fandtes virkelig, der var mere til denne verden. Og hvor havde han været flot. Hans smukke røde øjne havde lyst op i mørket, hun havde været som fortryllet uden nogen former for frygt.  
Men nu mærkede hun efterfølgerne af mødet. Hendes hoved dunkede, og hun ville løfte hånden op mod det for at give det en lille form for støtte. Men noget holdt hendes hånd fra at nå hendes hoved. Det føltes som et reb.
Hurtigt opdagede hun hvor mørkt rummet var. En stank af øl og sved ramte hende, og gav hende kvalme. I mørket kunne hun ane kasser og andet skrammel i det lille rum. En begyndende panik spredte sig i hendes krop, først i brystet og siden som is i hendes årer. 
Kun en enkel lysstribe, under døren til et andet rum, brød mørket. Hun kunne høre latter og klingrende glas fra rummet. Hun ville skrige for at få dem til at hjælpe hende, men noget var bundet for hendes mund. Heldigvis kunne hun høre lyden af skridt mod døren, nogen kom for at hjælpe hende. 
Lyset blændede hende, og kun silhuetten var synlig. Men hun kunne se personen i døren var langhåret, og hun synes at hun så et glimt af noget rødt.  Et øjeblik var hun sikker på det var vampyren fra før, som var kommet for at redde hende. 
Men alt for hurtigt brød sandheden billedet da lyset blev tændt. Det var en ung fyr, sorthåret, men ganske almindelig og på hendes alder. Et lumsk smil bredte sig på hans læber.
- ”Så vågnede Tornerose endelig”
Forvirret over referencen opfattede hun intet, før han var helt henne hos hende. Og for sent opdagede hun kniven i hans hånd.  

Han viste ikke hvordan, men hans ben havde ført ham til de tidligere chikanørers tilholdssted. Efter at have sparket døren ind, havde han fundet hele gruppen. Den moderne musik, som havde spillet højlydt, havde irriteret ham ufatteligt. Han forstod slet ikke jordens musik. For at slippe væk fra denne støj, søgte han ro i et fjerntliggende rum. Men hvad han så herinde fik ham til at miste herredømmet over sin egen krop. 
Den blåøjede pige sad bundet op af en pæl med hovedet hængende. Hendes tøj var skåret i stykker, og hun havde smårifter på armene. Korset, som hun før havde knyttet så tæt for at forhindre at skade ham, lå et stykke fra hende. Et rødt mærke på håndleddet afslørede hvordan det brutalt var blevet flået af. 
Et afskum af et menneske sad klæbet op ad hende. Han var så optaget af mulighederne med hendes krop, at han ikke opdagede den indtrængende i rummet.
Han mistede nu den sidste smule af selvbeherskelse der var tilbage i hans krop. Han var hurtigt henne ved afskummet, smed ham brutalt ind i muren og opdagede derefter de andre i rummet. Mens han rev disse afskum fra hinanden for tankerne igennem hovedet på ham. Beskidte mennesker på en beskidt planet. Det eneste gode han havde set her, havde de også ødelagt. Det sidste håb han nærede for denne planet, ødelagt, traumatiseret. Hans hoved dunkede, mens blodet sprøjtede rummet til. Et skrig lød, knogler knækkede og et forfærdet blik mødte hans. Han havde fået nok af denne planet, af denne by. Han kunne så let som ingenting dræbe alle her, og så ingen grund til at lade være. 
En hånd rørte ham på skulderen, og før han nåede at flå hovedet af vedkommende ramte et par lysende blå øjne ham. Øjne som ikke havde mistet en eneste gnist af liv.
- ”Det er nok nu.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...