Jeg Har Aldrig..

Trine og Mille har væe bedste veninder i to år, men da der skal leges "Jeg Har Aldrig," til en tøseaften, bliver det hele sat over styr. Et lille one-shot, der kom til mig, da jeg cyklede hjem fra skole i mandags. Overvejer at bruge det i venskabskonkurrencen, men jeg er ikke helt sikker på, at den passer under emnet.

115Likes
57Kommentarer
3518Visninger

1. One shot

 

Da Linda meddelte, at der skulle leges, ”jeg har aldrig…,” bredte postyret blandt de mange teenagepiger sig. Nogen protesterede, og ville absolut ikke gå med til det. Andre bare trak på skulderne. Nogen jublede ellevilde, og så var der Trine. Trine der bare sad med hænderne hvilet mod hovedet og sagde hverken til eller fra. Hun vidste, at hun havde tabt på forhånd.

    Over for hende sad Mille. Smukke solbrune Mille, med det platinblonde hår, de dybblå øjne og de spinkle læber. Hendes Mille. Den Mille, der havde været hendes allerbedste veninde i to år. Men Linda kendte Trines hemmelighed, det var hun sikker på, og i dag ville hun afsløre den. I dag ville alle pigerne i hendes klasse, inklusive Mille, kende Trines hemmelighed. Det var derfor, der skulle leges nu. Det var ikke bare tilfældigheder.

    En skinger summen i Trines baghoved, gengav de regler hun allerede kendte. Men der kunne jo være nogen, der ikke kendte dem, mente Linda.

    En person fortalte noget, hun aldrig havde gjort eller oplevet, og de, der så havde oplevet det, måtte lægge en af de ti fingre, som man holdt op foran sig, ned. Den person, der først måtte lægge sin sidste finger ned, havde tabt.

    Det var sjovere når man var fuld, mente Linda, men eftersom hun havde lovet sin forældre, at de ikke drak, måtte de gøre det i ædru tilstand. Ærgrelsen i Lindas stemme var ikke til at tage fejl af, og Trine vidste hvorfor. Hendes håndflader var godt svedige, pulsen hamrede af sted og tårerne pressede på og truede med at løbe frit ned ad hendes kinder. Men hun kunne ikke græde nu. Ikke nu hvor hele klassen så på. Ikke nu hvor Mille ville være den første til at se det. Disse omgange havde absolut intet formål for Linda. Intet andet end at se Trine lide.

    Og så kom den. Den linje Trine havde frygtet hele aftnen. Den sætning, der skulle vise sig at sætte det hele over styr. Ordene borede sig ind i hendes krop, og et for et, frøs de hendes blod til is. Hun mærkede hvordan Lindas øjne borede sig ind i ryggen på hende. Mærkede hvordan hun afventede, at hun ville lægge en finger ned. Den første finger denne aften.

    Trine tøvede. Hendes blik flakkede rundt i lokalet. Forsøgte at finde ud af, hvad andre forventede. Søgte Milles blik. Afventende. Det var, hvad hun fik ud af det. Afventende var, hvad Mille og alle andre piger var. Hendes tøven var blevet bemærket, det var der ingen tvivl om.

   ”Årgh kom nu forhelved Trine, vi ved alle sammen, hvad det er, du prøver at skjule.” Hun bed sig i læben og lod den salte smag fra læberne fylde munden. Lod igen blikket søge mod jorden, og lagde så langsomt en finger ned. Hun undlod bevidst at kigge Mille i øjnene, men hun vidste allerede nu, at spillet var ude.  Den højlydte fnisen fra pigerne fyldte allerede rummet, og der gik ikke mere end højest 30 sekunder, før de begyndte at forlange at få af vide, hvem den udkårne var.

    Trines puls hamrede af sted med 427 km i timen, eller sådan føltes det i hvert fald. Hendes hoved var tungt, vejrtrækningen i små korte stød, og hendes tanker var et stort rod. Forsøgte forgæves at finde en måde at undslippe på. Rettede igen blikket mod Mille og indrømmede det så. ”Mille,” var alt hvad hun fik sagt. Hendes stemme var hæs og ikke andet end en hvisken, men den blev alligevel hørt.

     Linda sad med et smørret smil klistret fast på ansigtet som en maske. Mille sad bare. Fortrak ikke en mine, mens de andre piger begyndte at kaste hånlige bemærkninger i retning af Trine og Mille. Trines blik blev sløret, og inden længe løb alle de tårer, der hele aftnen havde truet med at løbe frit, ned over hendes kinder. Små hulk undslap hendes læber, og i løbet af ingen tid kom hun på benene og styrtede i retning mod hoveddøren. Hun kunne umuligt blive siddende her længere.

    Udenfor regnede det. De kolde dråber slog koldt mod Trines hud, og gjorde hende gennemblødt på ingen tid, men hun var ligeglad. Der var alligevel intet, der havde betydning længere. Hendes fødder var ømme. Stiletter var uden tvivl ikke det mest ideelle fodtøj at løbe i, men hun tvang dem til at fortsætte. Hun lignede efterhånden en panda på grund af mascaraen, der sammen med tårerne løb utrøsteligt ned ad hendes kinder og blandede sig med det ferske vand fra regndråberne.

   Lige fra hun havde forladt pigerne i Lindas stue, havde hun haft på fornemmelsen, at der var en, der fulgte efter hende. Hun var næsten sikker på, hvem det var, men alligevel stoppede hun ikke. Hun kunne ikke bære at se Mille i øjnene. De smukke dybblå øjne, hun så tit havde fundet trøst hos, ville ikke være til nogen trøst i dag. De ville blot bekræfte, det hun allerede vidste. At hun havde været så utroligt stupid. At der aldrig nogensinde kunne blive mere end venskab mellem dem.

   ”Trine, pas på!” En panikslagende velkendt stemme, lød bag hende, og da hun kiggede op, forstod hun hvorfor. Hun havde været så begravet i sine egne tanker, at hun helt havde glemt at se sig for. Hun ville skrige, men kunne ikke. Hun stod blot som lammet midt på vejbanen, og så til, hvordan den røde bil, der kom kørerende direkte mod hende, forgæves forsøgte at bremse. Hun mærkede, hvordan hun med stor kraft blev slynget mod jorden, og så blev alt omkring hende sort.

 

Tilbage på fortovet stod en lamslået Mille. Mille med de smukke dybblå øjne, den solbrændte hud og det platinblonde hår, stod tilbage med nogle følelser for Trine. Søde, smukke Trine, med de smukke dådyrbrune øjne, den chokoladefarvede hud og det kulsorte hår. Nogle følelser, hun et kort øjeblik havde fået gengældt, og nu aldrig nogensinde ville få fortalt Trine om.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...