Englebørn

På deres 16. leveår nedstiger alle engle til jorden, for at lære at modstå de menneskelige fristelser de i sin tid blev reddet fra. Men da en ung engel nedstiger til en lille by i Italien knytter hun bånd til landet, der synes umulige at bryde. Og da en ung italiensk dreng forvilder sig ind i hendes liv, kommer fristelserne tættere på end nogensinde, og hun må stå ansigt til ansigt med faren for aldrig at blive lukket ind i himmeriget igen.

En kort tredelt fortælling, baseret på et plot jeg vil gøre til en roman.

14Likes
12Kommentarer
1829Visninger
AA

1. Renhed

Jeg kan tydeligt huske hvor meget jeg glædede mig til min nedstigning, helt fra da jeg kun havde nået mit 5. leveår. Min ”mor” fortalte mig om den, ligesom hun fortalte mig om alle de andre vigtige punkter i en engels oplæring. Når jeg tøver lidt med at kalde hende mor, er det fordi engle ikke har familie på samme måde som mennesker. Når en engels oplæring er gennemført, skænkes hun et barn. Et menneskeligt barn der aldrig nåede at blive født. Det er altid pigebørn, for der findes slet ikke mandlige engle. Som engel, skal man holde sig uskyldsren, derfor kan man ikke blande mænd og kvinder. Mænd er en naturlig fristelse selv for engle, da vi jo på en måde stammer fra menneskene. Derfor er det også så vigtigt at vi lærer menneskenes verden at kende.

Nedstigningen finder sted når vi når vores 16. år. Det er et ophold i menneskenes verden, der kan vare alt fra få dage op til flere år, afhængig hvor hurtigt den unge engel lærer at hæve sig over fristelserne. Under opholdet, har man kun forbindelse til sin menneskelige side. Man har ingen vinger, ingen billedlig glorie, og ikke den selvsikre udstråling, der gør engle til noget særligt.

Dagen for min nedstigning kom alt for sent efter min mening. Jeg har altid været en eventyrlysten pige, og nedstigningen var min eneste chance for at få afløb for den spænding, før det blev min tur til at opfylde min pligt og oplære mit eget lille englebarn.

Jeg blev sendt til en lille havneby i Italien, hvor en af vort riges kontakter boede. En ældre kvinde, der havde tjent englene trofast i et par århundrede. Hun havde, som de fleste af vores andre kontakter, byttet sin tjeneste for evigt liv, så længe hun opfyldte den pligt, hun havde accepteret.

Mine første dage på jorden var meget rolige, faktisk skete der så lidt, at jeg snart begyndte at længes efter livet i himmeriget. Jeg brugte mine dage i den ældre kvindes lejlighed. Hun fortalte historier om livet i Italien. Hun fortalte om fiskerne og de handlende, og om hvordan landet havde ændret sig gennem det par hundrede år, hun havde levet.

Efter næsten en uge, var jeg blevet fyldt op af historier. Jeg kunne ikke stilles tilfreds ved bare at sidde og lytte længere, hendes historier havde pirret min nysgerrighed, jeg måtte ud og opleve noget selv. Desværre var jeg ikke klar til det, ifølge den kvinde, der var blevet min mentor. Min eventyrlyst ville føre mig i fordærv, advarede hun adskillige gange. Det skulle hurtigt vise sig at være sandt, men naiv som jeg var, måtte jeg ud på eventyr, koste hvad det ville.

Jeg sneg mig ud en tidlig morgen, før hun vågnede, men der herskede ingen tvivl om, at hun vidste jeg tog afsted. Hun var utroligt klog. Set i bakspejlet burde jeg have lyttet til hende, og så alligevel, hvis jeg havde, ville jeg aldrig have mødt ham.

Den første aften jeg var på egen hånd, gik jeg rundt i byens små gader. Jeg indåndede den vidunderlige atmosfære. Luften var helt anderledes end der, hvor jeg kom fra. Duften af mad snoede sig om mig, mens den knap så behagelig bilos hang overalt omkring mig. Jeg elskede det. I himlen var luften helt ren. Man kunne dårligt nok mærke man trak vejret, men her, midt i en lille turistby i et vidunderligt land, vidste jeg, at jeg levede. Ganske vidst, var det kun et halvt liv, jeg vidste jo, at jeg måtte hjem igen før eller senere.

Den aften besluttede jeg at nyde mit ophold til fulde. Menneskene omkring mig i byen, smilede når jeg gik forbi dem, det var næsten som om de vidste, at jeg ikke var som dem. Jeg var ikke bare en turist uden for sæson. Selvfølgelig var de fleste italienske kvinder mørkhårede og besad den sensuelle mystik, der kunne tvinge enhver i knæ. Det var ikke overraskende at jeg, med mit gylden-blonde hår og min blege hud, skilte mig ud fra mængden. Det var sikkert også derfor, at han lagde mærke til mig.

Selvom engle ikke normalt har menneskelige behov, er man under nedstigningen afhængig af basale nødvendigheder. Heldigvis er engle lærenemme, det tog mig ikke lang tid at vænne mig til at skulle spise for ikke at blive udbrændt, derfor bestemte jeg mig for at spise på en af de mange restauranter. Da jeg gik gennem en specielt smal gade, blev jeg fanget af en næsten guddommelig duft, der førte mig ind i en lille restaurant med kun ganske få borde. I det lille rum blandedes duften af mad med duften af de mange stearinlys og gjorde stemningen næsten helt magisk.

Hvis ikke jeg havde været solgt før, var jeg det uden tvivl da tjeneren kom hen til mig, for at vise mig på plads. Han var den smukkeste unge italiener, jeg havde set. Han var ikke på nogen måde muskuløs, han var faktisk helt gennemsnitlig. Det var det, der gjorde ham så vidunderlig at se på. Hele mit liv havde været præget af det ekstraordinære. Jeg var opfostret med den viden, at jeg var noget særligt. Jeg var hævet over almindelige mennesker. Da jeg blev bekendt med Italien og den unge tjener, ønskede jeg mere end noget andet, at jeg bare havde været et helt almindeligt menneske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...