Englebørn

På deres 16. leveår nedstiger alle engle til jorden, for at lære at modstå de menneskelige fristelser de i sin tid blev reddet fra. Men da en ung engel nedstiger til en lille by i Italien knytter hun bånd til landet, der synes umulige at bryde. Og da en ung italiensk dreng forvilder sig ind i hendes liv, kommer fristelserne tættere på end nogensinde, og hun må stå ansigt til ansigt med faren for aldrig at blive lukket ind i himmeriget igen.

En kort tredelt fortælling, baseret på et plot jeg vil gøre til en roman.

14Likes
12Kommentarer
1823Visninger
AA

2. Fristelse

Den aften udvekslede jeg ikke et ord med den unge tjener, hvis man ser bort fra min bestilling, der havde forladt min hals som et halkvalt kvæk. Han havde set på mig med et skævt smil, før han forsvandt ud i køkkenet, for, ti minutter senere, at servere min mad med det samme skæve smil på læben.

Da jeg forlod restauranten, vidste jeg, at det ikke var sidste gang, jeg ville spise der. Maden havde været vidunderlig og der havde været den mest beroligende stemning, men der skulle ikke en vis ældre dame til at fortælle mig den sande grund til min kærlighed til den restaurant. Den unge mand havde brændt sig fast, han var det eneste, jeg kunne tænkte på hele den følgende dag.

Jeg havde været klar til at tage på opdagelse igen, med det samme jeg stod op, men den morgen ventede min værtinde på mig i køkkenet. Hun vidste, at jeg havde givet efter for eventyrlysten, og det var hendes pligt at advare mig om de fristelser, der lurede. Jeg havde lyttet tålmodigt til hendes foredrag, selvom jeg inderst inde havde vredet mig utålmodigt. Jeg var allerede sprængfyldt med forventning til dagens tur ud i byen.

Da hun endelig lod mig gå, bevægede jeg mig ubevidst ned mod havnen; ned mod den restaurant jeg havde besøgt aftenen før. Jeg vidste godt, at den sandsynligvis var lukket, da det stadig var tidligt på dagen, men alligevel gik jeg lige derned.

Selv i sin almindelighed tog bygningen sig godt ud i den lille gade. De grønne dobbeltdøre stod, let falmede af solen, i kontrast til den orange bygning. Også vinduerne var kranset af den grønne farve, og prydet med blomsterkasser i karmen. De borde, der havde stået på gaden dagen før, var endnu ikke kommet ud, men snart ville restauranten åbne og duften af den italienske mad, ville trække en endeløs strøm af sultne fodgængere til.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde stået og studeret restaurantens facade, da han dukkede op. Han havde gået inde og gjort klar til frokost, da han så mig gennem vinduet. Han var kommet hen til mig med det samme smil, som aftenen før. Det var som om, hans øjne havde trukket stjernerne ned fra den klare nattehimmel og nu strålede i morgenlyset.

Et øjeblik havde jeg ikke vidst, hvad jeg skulle sige. Trods det at engle taler alle sprog, var der ingen ord, der syntes passende. I stedet stod jeg og ventede på, at han skulle sige noget.

Efter en længere pinlig tavshed, trak han let på skuldrene og spurgte om jeg var faret vild. Jeg havde grinet og rystet på hovedet, mens jeg kæmpede for ikke at rødme. Min midlertidige menneskelighed havde ikke på noget tidspunkt skinnet så meget igennem, som den gjorde da jeg stod over for ham.

Samtalen varede ikke mere end nogle få minutter. Han fortalte at han arbejde på deltid, mens han studerede, og at han på det tidspunkt havde ferie. Han fortalte mig også om nogle særlige steder i byen, som han syntes, jeg skulle besøge, inden jeg tog hjem.

Før jeg vidste af det ønskede han mig god dag, og forsvandt tilbage ind i restauranten. Jeg stod tilbage og kiggede efter ham, indtil jeg kom i tanker om, at han jo kunne se mig gennem vinduet.

Hele formiddagen og det meste af eftermiddagen gik med at vandre rundt i de mange gader og nede langs havnen. Jeg havde flere gange overvejet at gå tilbage til restauranten og spise, men jeg vidste jeg ikke burde. Det var gået op for mig, hvorfor der ikke fandtes mænd, der hvor jeg kom fra. Fristelsen var for stærk.

Selvom jeg kun havde set denne dreng to gange, kunne jeg ikke skubbe ham ud af mine tanker. Han var det første hankønsvæsen, jeg havde haft kontakt med, så for mig var han blevet indbegrebet af den forbudne frugt, som alle de hjemvendte ung-engle talte om.

Evnen til at modstå fristelser, kom ved at blive sat ansigt til ansigt med dem, det havde min ”mor” altid sagt, men det skulle snart vise sig at blive en endnu større prøvelse end jeg havde kunnet forestille mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...