Englebørn

På deres 16. leveår nedstiger alle engle til jorden, for at lære at modstå de menneskelige fristelser de i sin tid blev reddet fra. Men da en ung engel nedstiger til en lille by i Italien knytter hun bånd til landet, der synes umulige at bryde. Og da en ung italiensk dreng forvilder sig ind i hendes liv, kommer fristelserne tættere på end nogensinde, og hun må stå ansigt til ansigt med faren for aldrig at blive lukket ind i himmeriget igen.

En kort tredelt fortælling, baseret på et plot jeg vil gøre til en roman.

14Likes
12Kommentarer
1819Visninger
AA

3. Fordærv

Jeg var allerede nået et godt stykke hen på aftenen, da jeg begyndt at tænke på at gå tilbage til lejligheden. Stjernerne var tilbage på himlen og duften af mad var for længst begyndt at sive ud fra de mange restauranter omkring mig.

Jeg havde spist på en lille cafe ved havnen, mens jeg havde set på de mange både, der vuggede stille i havet. Det var endnu en ting jeg aldrig havde oplevet før. Havet. Bare at gå gennem vandet med bare tæer.

Det var uvirkeligt, at jeg kunne gøre det. I himlen var der ingen vand, ej heller et behov for det. Der var ikke behov for noget. Man behøvede hverken næring eller væske. Hver engel hvilede i sin egen perfektion hele livet for til sidst at ende sine dage i de ældres' sal, hvor man var dømt til at leve evigt blandt de andre vise engle. Det var i hvertfald sådan sagnet lød. Der var ingen, der rigtigt vidste, hvad der ville ske. Når en engel når en bestemt alder, får hun et tegn, der fører hende videre. Hvad der sker derefter, er kun gætværk.

Jeg havde forladt cafeen for at gøre plads til nogle andre, selvom jeg kunne have siddet der hele aftenen. I stedet genoptog jeg min opdagelsesrejse gennem byen. Gaderne var ligeså forskellige som menneskene. Alle havde de fællestræk, men hver enkelt var sin egen.

Betaget af byens sjæl, gik jeg op gennem en anden sidegade. De flere etager høje bygninger, med de falmede facader, lænede sig op ad hinanden, som gaden snoede sig afsted. Inde bag vinduerne kunne jeg ane lys. Familier, der havde travlt med deres daglige gøremål, bevægede sig rundt som silhouetter for mit nysgerrige øje. Fra et åbent vindue hørtes en smuk italiensk kærlighedssang, og jeg kunne mærke mit hjerte længes efter så simpelt et liv.

Jeg fortsatte op gennem gaden, men jeg nåede ikke længere væk, and at jeg stadig kunne fornemme musikken, da jeg måtte stoppe op. Pludseligt var han der, den smukke, unge mand, jeg havde tænkt på hele dagen. Han var kommet ud af et lille gulligt hus og var drejet i min retning.

Mit hjerte havde sukket efter hans opmærksomhed, og jeg måtte gispe efter vejret, da han så mig og sendte mig et af sine smil.

Den aften tog vi ned til stranden. Det var som om han fornemmede, at vandet dragede mig til sig. Vi gik en lang tur langs kysten, før det blev på tide at sige farvel. Jeg måtte hjem til lejligheden inden det blev alt for sent.

Da vi sagde farvel, kyssede han mig blidt på min kind, før jeg begav mig tilbage gennem byen. Han stod tilbage på stranden og så efter mig.

Hjemme var min værtinde allerede gået i seng, men døren var ulåst så jeg kunne komme ind. Lejligheden var på ingen måde stor, men der var, hvad vi havde brug for. Deriblandt min seng, som jeg kunne mærke, kaldte på mig.

Selvom jeg genkendte trætheden, kunne jeg ikke sove. Mine tanker kredsede om den italienske fyr, der havde bragt fristelserne så tæt på mig. Men det var ikke fristelserne jeg frygtede. Det der skræmte mig, var at jeg ikke angrede. Jeg følte ingen skyld for næsten at være faldet i. Faktisk ville jeg have mere.

De tanker hold mig vågen det halve af natten, så da jeg stod op næste morgen, var jeg langt fra udhvilet, men jeg måtte redde trådene ud. Min skæbne var at bevise min styrke ved at modstå fristelse, for så at tage tilbage til mit hjem. Jeg kunne ikke give efter.

Mit hjerte føltes underligt hult, da jeg forlod lejligheden og med tunge skridt gik ned mod restauranten. Jeg stoppede op uden for bygningen og ventede. Facaden så endnu smukkere ud en den havde gjort morgenen inden. Det var som om, at selv bygningen forsøgte at lede mig i uføre. Jeg stod længe og lurede ind ad vinduerne, jeg håbede at få et sidste uskyldigt glimt af ham, før jeg fortalte ham at jeg måtte gå, men der skete noget med mig, i det sekund han trådte ud ad døren.

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, jeg ville blive hos ham, opleve hans verden sammen med ham. Jeg tog en dyb indånding. Jeg vidste ikke hvilke konsekvenser det ville have at bryde løftet om evig uskyld, men jeg var ikke længere bange for at tage chancen.

Jeg smilede til ham og følte en underlig følelse af forbudt tilfredsstillelse fylde min krop. Jeg følte mig helt følelsesløst lykkelig da jeg løftede mine hænder og sendte et kys gennem luften til ham. Med kysset fulgte hvad der var tilbage af min rene sjæl, i form af en lysegrøn røg der snoede sig gennem luften for til sidst at forsvinde helt.

Da han nåede mig, tog han min hånd og kiggede forundret på mig. ”Du har farvet dit hår.” Sagde han. ”Det klær dig, at det er mørkt.”

Smilet voksede på mine læber, da jeg, med en boblende fornemmelse i maven, lod ham føre mig væk i de italienske gader, der skulle vise sig at indeholde alt hvad jeg nogensinde havde drømt om.

 

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...