Friends? For-Ever?? *SLUT*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2012
  • Opdateret: 30 nov. 2012
  • Status: Færdig
Camil og Danielle er bedste veninder og har kendt hinanden siden vuggestuen. Men over tid er de begyndt at vokse fra hinanden, og de har mange forskelligheder. Danielle plejer ligesom at styre hvad laver osv. , men Camil er blevet ældre og føler at hun styre for meget. Deres evige skænderier er begyndt at såre Camil mer' og mer'.


8Likes
5Kommentarer
1187Visninger
AA

3. Hvordan går det? okay.....

Jeg vågner næste morgen og har overhovedet ikke lyst at gå i skole. Selvom jeg er "tilgivet" så ved jeg at de andre har tænkt sig kigge mærkeligt. De synes alle sammen der er noget forkert ved, at vi bliver virkelig meget uvenner og så BFF's igen lige efter. Men selvfølgelig tror de det er min skyld, at det er mig starter problemer for det er hvad Danielle fortæller dem.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke gik på samme skole som hende, men skolen i sig selv er der vel ikke noget vejen med.

Med den lange overvejelse om hvordan ting ville være, hvis ikke vi gik i skole sammen, gør jeg mig klar til skolen. Min mobil vibrer i lommen. Jeg tager den op og finder en sms fra Danielle på display'et.

- Hallo, kommer du snart? Gider ikke vente længere!

Efterfulgt af en ny besked.

- Hvis du er på computeren, så ved jeg ikke hvad jeg gør ved dig. 

Heldige mig var, at jeg så ikke var. Jeg havde helt tiden og Danielle. Jeg skynder med at få sko på, tasken på ryggen og nøglerne i lommen.

For enden af vejen står hun og venter med et irriteret udtryk. Åh nej tænker jeg, jeg har bare ikke lige givet hende ny grund til at blive sur. Jeg cykler virkelig hurtigt for at nå hende, og da jeg gør, så skynder jeg mig at sige

- Undskyld, tiden løb fra mig, men jeg var altså ikke på computeren.

Hun kigger bare på mig og siger

- Så siger vi det, men du behøver ikke at lyve, for jeg ved, at du var på.

Jeg svarer ikke, og vi cykler af sted. Da vi når skolen kigger nogle af pigerne, da vi krammer hinanden inden vi skilles ved klasserne. Heldigvis går vi hver vores klasse. I det vores kram slutter, kommer "The Bitch of them all" gående. 

- Danielle! Hej 

 

De krammer og ligner nogle, der ikke har set hinanden i årevis. Lisa hedder hun, og sjovt nok går min klasse… De glemmer mig helt og begynder at gå ned mod Danielles klasse. Jeg kigger efter dem.

-Lisa! Skal du ikke med ind?

Råber jeg efter dem

-Jeg kommer om lidt!

 Svarer hun uden at vende sig. Jeg trækker vejret dybt og irriteret og går så selv ind i klassen.

Vi skal have engelsk i første time, hvilket løfter mit humør lidt. Det er altid sjovt at have engelsk, vores snakker meget om andet end, men vi laver også noget. Hun kan holde balance mellem de to ting. Det eneste der er irriterende er, at hun virkelig godt kan lide Lisa, og hun har givet hende hovedrollen i teaterstykke vi skal spille. Bl.a. fordi alle synes Lisa synger godt, selvom det ikke lyder særligt godt.

I dag følger jeg ikke særlig meget med, jeg sidder bare og kigger ned på mit manuskript. Timen kører der ud af, men 10 min. før vi slutter af, kalder Tine mig ud på gangen. Jeg kan se det på hende. Jeg ved, at hun har tænkt sig at spørge om jeg er okay.

-Er du okay? Du ser ked ud.

Jeg løfter let øjenbrynene, og kigger på hende. Hun bekymrer sig for meget for os engang imellem.

-Jeg har det fint. Jeg er bare lidt træt

Jeg smiler lidt og prøver at holde det oppe.

-Okay, det så bare sådan ud. Du kommer bare, hvis det er noget

Hun åbner døren igen, og jeg går hurtigt ned på min plads, men jeg ved nogle af de andre så det. Malou, som jeg sidder ved siden af, siger med det samme.

-Hvad sker der?

-Ikke noget. Hun skulle bare spørge mig om noget.

Jeg vender endnu engang hoved mod tavlen. Jeg prøver at følge med resten af dage, men mit hoved er forsvundet ind i en anden tankegang. Da vi har fri, leder jeg efter Danielle, og da jeg endelig finder hende, står hun sammen Lisa. 

-Skal vi følges?

Spørger jeg hende

-Nej, jeg skal hjem til Lisa, men du må gerne komme med.

-Øhm, det kan jeg ikke. Jeg skal støvsuge for min mor

Dårligt svaret Camil! Tænker jeg bare

-Når men okay, vi ses i morgen.

De kører af sted uden at se sig tilbage. Jeg cykler bare hjem med tankerne i hoved. Jeg har lyst til at skrige. Hvert ondt ord, hver sætning der æder mig indvendig. Håbet om at det ville blive bedre, når jeg flyttede skole er fosvundet. Undrer mig over hvordan hun kunne ændre sig så meget. Næsten 11 år har vi kendt hinanden, vi har grint sammen flere gange end nogle andre på vores alder har. Vores venskab betød engang noget for hende, nu tvivler jeg på hun overhoved kan huske mit efternavn. Og selvom alle voksne vil hjælpe, kan de ikke. Man kan jo ikke sige til en  person at de skal stoppe med at vokse i personligheden.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...