Det er næsten vindstille (Ikke endelig titel)

En højspændt roman, om tre brødre der forsøger at overleve i en post-apokalyptisk verden. De forsøger at klare sig, ved at indsamle ressourcer over alt hvor de kan. Men da Danni finder en gammel militærbunker, begynder de i forvejen mærkelige hændelser, at blive næsten sindsyge. Er der overhovedet nogen af dem, der kommer til at slippe ud i live?

2Likes
0Kommentarer
619Visninger
AA

2. Kapitel 2.

- Det er godt du er så klog, Danni. Tom sad og bumpede på bagsædet, mens han pillede i sine tænder med en tandstik. Hans bemærkning gled ubemærket hen, men det var han vandt til. De fleste blev trætte af hans sarkastiske kommentarer efter få timer, og hans brødre havde kendt ham hele livet. Det var ikke fordi han altid var sådan, han var bare svær at stoppe når han først var kommet i gang. Og efter 4 timers kørsel, havde Danni ihvertfald for længst givet op. I stedet sad han og pillede ved radioen. Den skrattende lyd var nu blevet en fast rejsedeltager; men han kunne alligevel ikke lade være med at prøve. Det var tredje gang han havde tjekket AM båndet, og syvende gang han bandede over antennen. - Det er basal fucking fysik. Hvis man skal bygge en AM receiver, så skal længden af antennen svare til en halv bølgelængde af frekvensen. Latterligt! Kenneth kastede et hurtigt blik på Danni, før han rettede det tilbage mod forruden. - Ja, det kan være lidt svært. Du kan lige så godt give op nu, jeg tror ikke vi finder nogen stationer. - Jamen det kan sgu da ikke passe! Jeg fandt den da jeg var her i sidste uge! Jeg har lige fixet det lort! Danni sukkede opgivende, dræbte radioens skratten med et voldsomt tryk, og kastede sig tilbage i sædet med armene over kors. Tom brød ind: - Hæhæ ja. Det er noget fisse, hva'? Danni vidste bedre end at svare igen når Tom gjorde nar af ham på den måde. Da han var lille, havde han altid flegnet på Tom, men ikke længere. Det var klogere at bide irritationen i sig, især når de begge var i så barnligt humør. Hans vrede boblede, og vandflaskerne bag på pickuppen skvulpede. Det var også den forbandede varme. Han burde ikke have været overrasket over, at radioen var tavs. I løbet af de sidste par måneder, var flere og flere radiostationer blevet taget ned. Til at starte med troede de, at det var fordi klanerne havde slået sig sammen. Men så fandt Kenneth ud af, at det var fordi folk var ved at forlade Hedgetown. Danni syntes det var mærkeligt, og han havde fortalt de andre det samme. Hvorfor skulle klanerne forlade byen? Der var stadig rigeligt med provisioner, og masser af vand i brøndene. Inde i hans hoved, var der en lille stemme der godt vidste hvorfor, men han havde ikke lyst til at lytte til den. Prærieulven lyder ikke helt som en prærieulv længere, og der er en mærkelig tyngde i luften. Et af symptomerne på et hjerteanfald, er en stærk dommedagsfølelse. En følelse af undergang. Enten var hele Hedgetown ved at få et kollektivt hjerteslag, eller også var det noget andet. Men tanken forekom ham latterlig. I stedet koncentrerede han sig om, hvad han kunne se gennem forruden. Sandet strakte sig helt ud til enden af verden, og terrænet var næsten fladt. Når han lod sit blik sløre, kunne han se luften flimre over klitterne, og straks blev ørkenen forvandlet til en strand for øjnene af ham. Så mistede hans øjne fokus igen; de ville åbenbart hellere stirre på ridserne i vindskærmen. Kenneth sad med hænderne limet til rattet. Han havde normalt et virrende udtryk, men i dag var hans ansigt som sten. Han havde haft den samme seriøse mine, siden i morges. De åbne vinduer hev i hans hår, men resten af ham var urokkelig. Han havde taget sin Glock med i dag, og hans Winchester. De havde faktisk taget 2 våben med hver, så de havde 6 i alt. Udover en pistol havde de alle en riffel. Dannis riffel var med kikkertsigte, og Toms var et oversavet jagtgevær. Det havde Danni til gengæld drillet Tom en hel del med. Tom havde altid været en pacifist, og med hans arkitektuddannelse var der ikke meget bonderøv eller gangster over ham. Danni kiggede om på bagsædet. Tom havde hæftet tandstikken i hans skjortelomme, og kløede fraværende Patte bag øret. Patte var faktisk ret stor, selv af en schæferhund at være. Varmen i ørkenen var ikke så god mod ham, og selvom Patte ikke bevægede sig (Han bevægede sig faktisk sjældent), havde hans tunge lavet en stor våd plet på bagsædet. De burde ikke have taget ham med, når det kom til stykket. Danni var på grænsen til hedeslag, og kunne næsten ikke forestille sig, hvordan det måtte være at have så meget pels som Patte. Patte hed oprindeligt Jeronimuse, hvilket var et af Toms mærkværdige navnepåfund. Men navnet havde ændret sig hver gang Tom sagde det.Først Jeronimuse, så Jeroni, Jerri, Perri, Patri og nu hed hunden altså Patte. Line havde syntes det var dybt åndsvagt. Hvorfor give hunden et navn, når man alligevel ikke bruger det? Danni mærkede et stik af savn, da hans tanker faldt på hende. Mindre end en uge, havde de lovet hende. De havde mere end en dags kørsel gennem ørkenen foran sig, pga. det ujævne terræn, og de anede ikke hvor stor militærbunkeren var. Pludselig bremsede Kenneth op, og slukkede bilen. Nøglerne sang i luften, da de fløj hen i Dannis skød. - Hvad nu? Skal jeg køre lidt, eller hvad? - Nej. Mærkede du ikke noget? Dannis tanker faldt på den knugende fornemmelse, han havde haft i maven de sidste måneder. Han fejede tankerne bort endnu engang. - Øhhh, nej? Mærkede hvad? Kenneth skubbede bildøren op, stillede sig ud i sandet, og strækkede sig før han svarede. - Luften er gået af dækket. Snup reserven. Da aftenen faldt på, slog de sig ned ved siden af en høj kaktus. Det var den eneste bevoksning de havde set, og selvom den ikke gav meget læ, var der noget betryggende ved, at slå telt op ved siden af den. Kenneth havde sagt, at ørkenen virkede foruroligende på ham. Danni kunne også mærke det. Følelsen blev kun værre, da skyggerne blev længere, men han var fast besluttet på, ikke at lade sig mærke af det. Mens Tom og Kenneth slog pløkker og trak barduner, sad han på ladet af pickuppen. Han så solen stikke ild til atmosfæren, da den eksploderede i horisonten. Himlen var plettet med højtliggende skyer, der lignede henkastede snefnug. Da solen sank ud af syne, slog deres hvide farve over i en skarp rød, for til sidst at blive violette og smelte i mørket. Det var først da han hørte den knitrende lyd af flammerne fra bålet, at han traskede tilbage til Tom og Kenneth. Patte fik tørfoder. Tom lavede majsbrød på en pande, og det smagte helt godt med dåsetun og chili, men alligevel ikke godt nok til, at de kunne glemme tomheden omkring dem. Flammerne åd en god andel af deres medbragte træ, og kæmpede en ivrig kamp mod den kredsende nat, men der var alt for lidt lys, og alt for meget mørke. Det var Dannis opgave at fodre ilden først, og mens de andre rumsterede i teltet, tog han en vanddunk, og stillede den hen til flammen. En nat i ørkenen, kunne fryse både vand og mod til is, men vand tager længst tid om at tø op. Det eneste de hørte den nat, var vinden der kærtegnede teltdugen, og en usædvanlig fugl, der skæppede som starteren på en bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...