Sjæleven - oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2012
  • Opdateret: 21 aug. 2012
  • Status: Færdig
Amorine er 17 år, og selv i så tidlig en alder er hendes skæbne beseglet. Der hviler et stort ansvar på hendes skuldre, for verden kan på sin vis ikke overleve uden hende og hendes evner. Men er Amorine moden nok til opgaven, eller misbruger hun sin usynlige magt? | Oneshot til fantasykonkurrencen

11Likes
13Kommentarer
1287Visninger
AA

1. Jeg elsker dig til evig tid

Jeg lukker mine øjne og samler alle mine kræfter. Travis står foran mig, men han opfatter intet. Han er i dyb trance, og blot det at se ham på denne måde begraver mig i sorg. Jeg står foran det sværeste valg i mit liv, og det vil under alle omstændigheder få store konsekvenser for mig.

Et minde om min kære bedstemor, som jeg eller forlængst troede var forsvundet, dukker pludselig op i mine tanker.

"Men bedstemor. Jeg forstår det altså ikke..hvad er det så, du vil oplære mig til? Hvad er det, jeg skal være?" spørger jeg mismodigt og snor en kulsort hårlok om min finger. Min bedstemors store isblå øjne ser varmt og forstående på mig - de samme øjne som jeg selv senere ville få.

"Dit navn er utrolig passende. Amorine. Kan du høre, at den første del af det er 'Amor'?" spørger min bedstemor, og jeg nikker. Jeg forstår det faktisk godt. Men jeg har aldrig holdt særlig meget af mit navn. "Du skal ikke være, men du er amor. Inderst inde. Ved min død vil du være det officielt." siger hun med en stolt klang i stemmen.

"Men bedste, jeg vil ikke have, at du dør! Og hvad mener du? Er du en amor? Skal jeg være amor?" udbryder jeg og hiver efter vejret efter de mange spørgsmål.

"Lille skat, det er du allerede. Men du går under mange navne i denne verden. Amor, Venus, Afrodite eller Freja. Og flere navne endnu. Alle disse navne har dine kvindelige forfædre båret med stolthed, og nu er det dig, der bærer et af dem. Du har et stort ansvar hvilende på dine skulde Amorine." siger hun kærligt og stryger mig over håret.

"Hvad gør sådan en kærlighedsgudinde bedstemor?" spørger jeg nysgerrigt.

"Tjo, hun gør mange ting. Men hun er egentlig mere menneske end gudinde. Hun skal altid leve som menneske, men om natten vil hun have den egenskab, at hun kan holde sig vågen og gøre sit arbejde dér. Der kan hun også bedst udnytte sine kræfter, for da står venus på himlen og øger hendes styrke. Hun skal skabe balance i samfundet og sørge for, at menneskene lever i harmoni med hinanden og har kærlighed i hjertet. Men to ting må hun aldrig gøre. Hun må aldrig fortælle nogle udefrakommende om sig selv eller andre kærlighedsgudinders tidligere eksistens eller udnytte sine kræfter til egen fordel. Lyt til mig, Amorine. Aldrig, nogensinde."

Jeg åbner øjnene, som jeg ikke var klar over, at jeg havde lukket, og lader mit blik glide hen over min elskede. Jeg betragter ham med ømhed i mit blik, og hans udtryksløse ansigt og grønne øjne smelter mit hjerte. De gyldne krøller, totalt modsat mit lange, bølgede sorte hår, falder blødt ned på hans skuldre og får ham til at ligne en prins fra et eventyr. Men dette er ikke et eventyr, for eventyr ender altid lykkeligt. Det kan dette ikke.

I mine tanker overvejer jeg, hvordan Travis ville reagere, hvis han så mig nu. Vi befinder os i en af Paris' mest ubefærdede gader. Mit hår flagrer i vinden, og mine isblå øjne glimter i skærret fra en gadelygte. Men det er vel ikke usædvanligt. Altså udover at man ville forbinde en kærlighedsgudinde med blonde lokker, røde læber og en evigt lykkelig udstråling. Men dette er ikke et eventyr, og sådan ser jeg ikke ud. Det, der nok ville skræmme ham helt ind i sjælen, er mine hænder. De ryster, og jeg kan mærke, hvordan kraften i dem bliver større og større. Det hvide lys strømmer blændende ud fra dem. Det hvide lys, der er mine kærlighedskræfter. 

Endnu et minde strømmer til mit sind, mens jeg stadig står og forsøger at træffe en endelig afgørelse. 

Jeg sidder beskyttet imellem kornet på en gul mark en varm sommerdag. Her sidder jeg tit. Nyder bare stilheden, mærker den lune brise kærtegne min hud, ser skyerne sejle så fredeligt over himlen. Mine tanker er uklare, for jeg tænker ikke rigtigt. Jeg befinder mig bare i en tilstand, hvor jeg svæver mellem drøm og virkelighed.

Chokket fryser mine muskler, da jeg hører skridt i kornet. Dette er mit sted. Ingen andre har betrådt denne mark længe. Men det er kun mig, der står stille, for resten af verden fortsætter som før. Fuglene kvidrer, luften frembringer friske vindpust og kornet svajer i vinden.

Og så er det først, at min krop bliver lammet. Da jeg ser dit ansigt, der står foran solen over mig, så en skygge falder ned på mig. Dit korngule hår har præcis samme farve som marken her om sommeren, og dine grønne øjne minder mig om en lille skovsø, min bedstemor plejede at tage mig med til, da hun levede. Straks trækkes jeg ned i vandet i dine øjne, men det føles ikke som om, jeg drukner. Snarere som om jeg kommer til et andet, bedre sted. Paradis måske.

"Dine øjne minder mig om himlen" var dine første ord til mig. Og jeg stirrede bare målløs på dig; tryllebundet af det forundrede udtryk i dine øjne. Men een ting tog pusten fuldstændig fra mig. Det var den perlende latter, du frembragte, da du så mit blik med så mange blandede følelser i på een gang. Så satte du dig ned ved siden af mig - ganske uden at tøve.

"Du ved, jeg går tit herud, når jeg har brug for ikke at tænke. Det er ligesom et magisk sted, synes du ikke?" spørger han med en melodisk klang i stemmen og meget oprigtigt. Jeg har stadig ikke genfundet evnen til at tale, så jeg nikker blot, selvom jeg bliver meget overrasket over, at han åbenbart har været her før, uden at jeg har bemærket det. "Hvad hedder du?" spurgte du så nysgerrigt, og jeg tog mig endelig sammen.

"Amorine." sagde jeg langsomt og tøvende.

"Mit navn er Travis."

Endnu engang opdager jeg, at jeg er hensunket i minder. Dette er et år gammelt. Fra første gang vi mødtes. Og siden var vi uadskillige. Som venner. For jeg vidste, at selvom du var min sjæleven, og at man kun har sådan een i hele universet, gengældte du aldrig rigtigt mine følelser. For man er ikke nødvendigvis ens sjælevens sjæleven. Faktisk finder to, der begge er hinandens sjælevenner, kun hinanden en gang hvert hundrede år. Det fortalte min bedstemor mig engang. Så udover denne kærlighed, ens sjæleven, som man er født til at elske, eksisterer der den menneskelige kærlighed. Den hvor mennesker forelsker sig og med tiden kommer til at elske hinanden. Men kærligheden aldrig ikke helt ægte. 

Mine evner er skabt til at hjælpe den menneskelige forelskelse på vej til at vokse til kærlighed, men jeg vil aldrig kunne skabe den samme kærlighed, som der vil være mellem to sjælevenner eller fra den ene elskede til sin sjæleven. Og den elskede er ikke tvunget til at holde af sin sjælven. Men du holdt af mig. Holder af mig. Elsker mig. Men det vil altid kun være som din ven. Det gik for første gang op for mig, da du fortalte mig, at ægte venner altid er sammen i ånden. Før det havde jeg ikke villet indse det, for jeg følte ikke, at jeg ville kunne acceptere det. Men det lykkedes mig til sidst. For jeg var din, og du var min, og vi var altid sammen i ånden. I sjælen. Indtil en dag jeg følte et gabende hul i mit hjerte. Den dag du kom til mig med hende.

"Amorine!" du kaldte mit navn hen over stranden, jeg lå på. Som på kommando sprang jeg op og løb hen i den retning, du havde råbt på mig fra. Man har en særlig forbindelse til sin sjæleven, og du ville ikke have været svær at finde, selvom jeg skulle løbe med lukkede øjne. Men mine øjne var nu engang åbne, og da kun få andre mennesker bevægede sig ud på denne stenede del af stranden, spottede jeg dig hurtigt. 

Du var kun få meter fra mig, og jeg standsede brat op, da mit indre frøs til is. Aldrig havde jeg følt sådan en smerte, som jeg gjorde nu. Ikke bare psykisk, men fysisk. Den rev mig i stykker indvendigt, men udvendigt nøjedes den med at lade en enkelt salt tåre trille ned ad min kind. 

Ved siden ad dig gik en smuk pige med mørkerødt kort hår og store brune øjne. Fregner var drysset hen over hendes næse og kinder, og hendes mundvige vendte opad i et lykkeligt smil. Det var hendes aura, jeg hæftede mig ved. En kærlighedsgudinde kan se alles auraer, men kun når hun virkelig åbner øjnene for dem. Og selvom jeg prøvede at lukke disse indre øjne, der kunne se, hvad hendes aura viste mig, kunne jeg ikke undgå at se det, for det var, som sprang det lige i øjnene på mig. Det samme gjaldt din aura. Et smukt bølgende væld af farver udstråledes fra jeres kroppe, og jeg genkendte den straks gennem min bedstemors fortællinger, selvom jeg aldrig før selv havde oplevet det. I var sjælevenner. Begge to. Skabt til at elske hinanden til evig tid. Og da det gik op for mig, at kun hun ville kunne give dig dét, du virkelig havde brug for, brast mit hjerte itu. Din lykke afhang af hende.

Vi var så forskellige. Mig med blå øjne og sort hår. Dig med gyldent hår og grønne øjne. Og så denne pige med rødt hår og brune øjne. Og alligevel var vi forbundet med uløselige bånd. Men ikke så uløselige endda...

Mit blik fokuserer igen. Alle disse tanker, de river mig fra den ene side til den anden, kaster mig rundt i en arena, jeg ikke selv er herre over, og efterlader svidende aftryk, overalt hvor jeg lander. For intet valg er godt nok. Men jeg er nødt til at tage en beslutning.

Jeg har to muligheder: At ophæve min egen ellers uendelige kærlighed til Travis eller at ophæve hans til hendes. Nok kan jeg ikke skabe sjælevenner, men jeg kan forhindre dem i at fortsætte som sjælevenner. Uanset hvilket valg jeg tager, vil det have konsekvenser. Hvis jeg vælger det første, vil jeg aldrig mere finde en, jeg kan elske bare halvt så meget som ham. Jeg vil forevigt være kun et halvt menneske, en ufuldent sjæl.

Hvis jeg vælger at splitte dem ad og fjerne Travis' kærlighed til hende, vil Travis for evigt være den, der har et knust hjerte og gabende tomrum i sit indre. Han vil aldrig kunne finde nogen form for kærlighed igen - ikke efter faktisk at have mødt sin eneste ene. Desuden vil jeg være gået i fuldstændig i modstrid mod alle mine forfædres principper. Jeg vil ødelægge en generation af loyalitet mod den enorme opgave, det er at være kærlighedsgudinde. Jeg vil have brugt min magi udelukkende efter eget ønske og kun til ulempe for andre. Men hvis Travis bliver sammen med hende, hvordan skal jeg så kunne klare mig resten af livet?

Jeg kan mærke kraften strømme igennem mig, og på trods af, at det endnu ikke helt er nat, har jeg aldrig følt mig stærkere. Frustrationen skyller ligeledes igennem mig og styrker kun mine evner på denne kølige sommeraften.

Da husker jeg noget, som du også sagde til mig engang. Det var en kold vinteraften, vi sad foran kaminen hjemme hos dig og spillede brætspil. Jeg fortalte dig, at nogle gange følte jeg mig helt..tabt..som om der ingen fremtid var i mit liv.

Så var det, du svarede, det mest sande jeg nogensinde har hørt. Et svar jeg aldrig har og aldrig vil glemme. "Fremtiden tilhører dem, der tror på den."

Denne ene sætning hjælper mig til at træffe mit valg nu. Jeg samler alle mine kræfter og forbereder mig på at rette den ophævende kraft mod enten min elskede eller mig selv. Forbereder mig på at nogen vil blive såret, uanset hvad jeg vælger. Men det er mit valg hvem. 

Pludselig lader jeg lyset skyde ud ad hænderne på mig og lettelsen, over endelig at have foretaget et valg, skyller ind over mig. Gaden er badet i månelys og en fugl fløjter een lang, nærmest skrigende, tone. Udmattet falder jeg om på brostenene.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...