transformation

Den han om to gymnasie elever. en pige og en dreng. et menneske og en vareulv. de kender ikke til hinandens hemmeligheder men de kommer tættere og tættere på hinanden. de er to vidt forskellige mennesker. man følger dem i hvert kapitel som to der er så tæt på hinanden men dog så langt fra ens. nogen siger "regler er til for at blive brudt" men her skal man passe på. reglerne er noget som man skal acceptere for ellers... regel brud medføre tab, smerte og drab. hvad sker der når man ikke følger reglerne? spørg hovedpersonerne. de finder ud af det. at acceptere hinanden kan være svært. især når man finder ud af at den anden ikke er normal på nogen måde. at den anden er en vareulv. kærliged og venskab bliver sat på prøve. og liv bliver sat i fare.

3Likes
3Kommentarer
697Visninger

2. Jack

Reglerne var den vigtigste ting at kende til. Jeg vidste hvad der kunne ske hvis man ikke fulgte dem. Rådet ville ikke, blive glade hvis de udspurgte nogle tilfældige vareulve og de ikke kunne fortælle præcis hvad der stod i regel nummer 7 f.eks.

Jeg havde altid fulgt reglerne. Men kærlighed gør ting ved én. Sære ting. Jeg kunne altid svare når rådet udspurgte mig om nogle tilfældige regler. Nogle ville nok kalde mig en duks. Men jeg kalder det at gøre min pligt for at beskytte dem jeg havde tilbage.

Fantasier om at være normal var himmelske. En normal dag i mit liv det var alt hvad jeg spurgte hvad jeg spurgte om. Men det var også for meget. Det var umuligt. Jeg var ikke som alle andre. Folk forsvandt omkring mig. Både nogen der betød noget og dem der ikke gjorde. Desværre var fantasierne om at være normal hvad der slog folk ihjel.

Normale mennesker forstod ikke hvad der egentlig skete. Ikke at man kunne bebrejde dem. De vidste det ikke. De måtte ikke vide det. Reglerne var vigtige. Især regel nr. 16# også selvom den allerede havde ødelagt flere folks liv. Regel nr. 16# havde redet, såret og dræbt.

At være normal var nogen af vareulvenes største ønske. Der var også dem der elskede at være vareulve men misbrugte det på deres egen måde til at ødelægge og slå ihjel. Disse vareulve blev kaldt for mørkets klan. De havde deres egne regler og bestemte over dem selv. De havde selvfølgelig også en leder der bestemte. Et råd. De var onde. De brød alle regler i bogen. Spurgte man dem havde de ikke en bog med regler. De havde en regel. Den var ens med vores nr. 16#. Nogen var endda så ondsindet at de fortalte menneskerne om dem bare for at kunne dræbe dem. Det var som om de ikke ønskede at være normale. De ville gerne være vareulve. Specielle på deres egen onde måde.

Mine tanker blev opløst af klokken og lærerens høje stemme.

- I skal læse side 50-78. og husk at skrive noter.

Jeg rejste mig op og skrev lektierne ned. Jeg pakkede bøger og mapper ned i tasken og gik ud af klassen som en af de sidste. Som en normal gymnasieelev ville jeg selvfølgelig også hurtigt hjem. Selvom jeg ikke var normal måtte man jo godt opføre sig sådan.

Nogle elever sukkede som de gik ud af døren. Klagede igen over at de havde fået så mange lektier for og gik igennem den hvidmalede, skabspyntede gang. Døren var ikke langt fra mit skab. Jeg gik gennem gangen med nogle raske skridt men holdt mig mest for mig selv. Jeg kunne godt blive fristet af at forvandle mig til det jeg virkelig var og løbe ud af døren uden overhovedet at strejfe tanken om at afsløre hemmeligheden om os vareulve.

- Hey, hey, hey! Hvad så, man? Sagde Michael glad, satte sine hænder på mine skuldre og hoppede.

- Hvorfor gør du altid det? Spurgte jeg overrasket.

- Hvad? Spurgte han.

- Kommer bagfra og overrasker mig?

- Hey. Det er mig. Kom nu. Du kender mig jo.

- Ja og har gjort det alt for længe.

- Nå men hvad skal du i dag?

- Lave lektier, regner jeg da med.

- At du gider bruge en hel dag. Jeg sidder bare sådan i 20 minutters tid og skriver det som jeg vil.

- Det skader ikke at gøre sig umage.

- Du er så kedelig. Skal vi ikke tage ned til mig i stedet og spille lidt.

- Det kan jeg ikke.

- Det må du selvom, sagde han og gik hen til hans eget skab.

Michael var normal. Ingen af mine vareulvevenner gik ikke på skolen. Michael var min bedste ven men han kendte ikke hemmeligheden. Jeg ville aldrig – ikke engang overfor Michael – afsløre noget om det.

I denne verden kunne man aldrig være sikker på hvem der var normal og hvem der ikke var. Kun dem i ens egen klan og de klaner som vi kæmpede imod hvert år kendte man til. De årlige lege var en gammel tradition som startede for over 100 år siden. Hvert år mødes forskellige klaner i Transsylvanien. Hver klan skulle stille 5 vareulve til rådig - klar til at dyste. Klanerne kunne fra hele verden. Der kom klaner fra Kina, USA, Danmark og mange andre lande. Vi kæmper mod hinanden i en arena i forskellige kategorier. Løb kan være en af dem. Men den vigtigste er dog til sidst men den er også den farligste. Det er en kamp under 4 øjne. De kæmper 1. halvdel af kampen i menneske form hvor det gælder om at finde frem til hinanden. Når de så har fundet den anden skal de kæmpe til en giver op eller i værste fald døden. Døden er ikke den mest populære. De fleste vælger at give op når de mener døden er for nær. Men der er også nogle som er overmodige og kæmper videre. Det er ikke altid at det er e god idé. Nogle klare den og tager sejren hjem men andre er ikke helt så heldige. Min klan har kun været med i den sidste duel 2 gange. En gav op men den anden døde på grund af overmodighed. Han ville ikke lytte til sine holdkammerater. Min klan Inuuka havde aldrig vundet ”Den ultimative sejr” som den sidste kamp hed. Inuuka klanen var aldrig blevet diskvalificeret. Vi havde en af de mest støttende og opmuntrende mestre man kunne få. Min mester - Curajos - var 95 år gammel. Han havde været mester hos os siden han var 21 da han vandt ”Den ultimative sejr” i en anden klan. I dag fortæller han historier om hvordan han forlod sin gamle klan Mista og aldrig har fortrudt det. Alle elskede Curajos. Curajos var født og opvokset i Transsylvanien. Han vandt kampende da han var 21 og har ikke deltaget som andet end læremester siden.

Jeg havde kendt Curajos hele mit liv. Da Curajos vandt flygtede han ud af landet. Curajos var ekstremt speciel. Han var godt nok 95 men han kunne så mange livshistorier. Det var ham man gik til hvis man havde problemer. Han kom med et gammelt ordsprog eller en ny fortælling om hvordan man kunne rette op på noget eller hvad der nu end var sket. Curajos var som en far for mig og eftersom jeg aldrig havde mødt min biologiske far passede det jo godt. Min far forsvandt da jeg var 4 og havde ikke vist nogen tegn om at vende tilbage.

***

Jeg tog knallerten hjem. Min mor ventede garanteret på mig derhjemme bare for at fortælle at hun skulle ud i aften med sin kæreste. Mit hus lå et stykke væk fra skolen. Jeg tog lige hjem til min mor og min lillesøster. Og ganske vidst… da jeg kom ind af døren fortalte min mor - som ventet - at hun skulle på date. Typisk!

- Husk nu at…

- Du skal passe din lillesøster. Varme maden. Sørge for at Emma spiser sine grøntsager. Og ingen fest, alkohol eller piger. Jeg ved det!

Jeg kendte proceduren. Jeg kunne den udenad og sige den – utroligt nok – hurtigere end hende. proceduren havde været den samme i 2 år nu. Jeg blev aldrig overrasket over at min mor igen ikke var hjemme fredag aften.

- Det er godt skat, hej hej.

- Hyg dig.

Hun stod lidt bare og kiggede ind i mit værelse. Jeg sad ved min computer og havde tænkt mig at åbne en gammel dansk opgave som jeg skulle bruge til min prøve. Hun stod og lænede armen op af dørkammen. Med sin røde kjole og sølv diamanthalskæde var hun faktisk klar til at gå. Hvorfor blev hun stående?

Jeg kiggede op fra skærmen og vendte mig om i min kontorstol.

- Er der noget du vil sige? Spurgte jeg.

- Jeg tænker bare på hvor stor du er blevet. Sagde min mor trist. –Snart vokser du op og flytter hjemmefra og så er det bare mig og Emma.

Jeg rejste mig op og gik hen og lagde armen om hende.

- Så, så… det burde du kun være glad for. Sagde jeg for at mundtre hende lidt op. –En værd mor burde da smile over at hun snart kunne få det walk-in closet hun altid har ønsket sig.

Hun smilede og lagde sit hoved på min skulder. Jeg var højere end hende.

- Ja måske…

Der kom en lyd ude fra indkørselen. Et bilhorn.

- Det må være ham. Sagde min mor og tørrede en lille tåre væk fra øjet. - Vi ses Jack.

- Farvel, råbte hun ind til Emma og smilede til mig.

- Hej, hej, råbte hun tilbage.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...