En Blå Hest

En historie fuld af håneligt vrinsk, snobbede snuder, sønderjyske geder, og en høflig krage.
Dette er IKKE din typiske heste/pony fortælling.

19Likes
20Kommentarer
1574Visninger
AA

2. Et cirkus

Leo spæner fortsat afsted med fuld kraft over græsmarken. Der går et par minutter, før det for alvor går op for ham, at han endelig er fri. Hans plan lykkedes!

Den aggressive galop forvandler sig gradvist til en mere stille og munter lunten.

Som han trisser afsted, kan han knapt nok forestille sig, hvad han mon skal bruge sin nye frihed til. Mulighederne er så mange, at han dårligt kan begribe det.

 

Markerne strækker sig længere og længere, og bliver kun af og til afbrudt af et enkelt lille hus, eller et par træer i det fjerne. Leo er så glad for at være fri, at han næsten glemmer, at stoppe op for at græsse. Opslugt af sin egen begejstring vandrer han hvileløst rundt på de enorme marker. Det er ikke helt det samme som på rideskolen, hvor græsmarkerne er betydelig mindre.

 

Tilbage på rideskolen er Tulle og de andre heste alligevel glade for, at blive sat derud efter en lang tur i skoven.

  - ”Er der nogen der har set Leo?”

spørger Tulle undrende.

  - ”Hvor i alverden skulle vi dog vide det fra? Det er jo dig der hænger ud med den gyngehest”

svarer Callisto. Han har sjældent været mere ligeglad.

  - ”Jamen, det er jo alvorligt det her! Jeg har ikke set ham siden skoven. Jeg var sten sikker på han gik bag mig hele vejen. Måske er han faret vild derude?”

Pludselig dukker Nikki op, og blander sig i samtalen.

  - ”Hah, ja for selv efter de 50 gange vi har travet turen, har han selvfølgelig stadig ikke lært vejen selv”

  - ”Jamen, vi må da gøre noget. Det bliver snart mørkt, og han har slet ikke et ordenligt dækken på!”

  - ”Hør nu engang Tulle. Han er ikke værd at bekymre sig om. Desuden ordner ham der rideskole fyren det nok”

  - ”... Ejeren?”

Bryder Nikki ind igen. Det var en af de få gange, han har taget modet til, at irettesætte Callisto. Men Callisto ignorer ham.

Der går et par sekunder før det siver ind hos Tulle, og pludselig breder panikken sig.

  - ”Jamen, jamen! Han er her jo først i morgen!”

  - ”Tja, det kan vel godt være. Hvis du vil have mig undskyldt, så har jeg noget græs og et par mælkebøtter der står og venter på mig”

Med mulen i sky trisser Callisto hen til den nærmeste græstot, og begynder ubekymret at græsse.

 

På høloftet inde i stalden ligger Demos og tager sig en middagslur, for femte gang i dag. Han har brugt den sidste time på, at finde det bedste sted til en lille lur. Det er ikke let, for kravene er jo høje. Der skal være fred og ro fra andre dyr, men vigtigst af alt, skal høet være blødt på den helt rigtige måde.

  - ”Hey... yo! Du der, pelsbold!”

Demos flyver forskrækket op af høet – for anden gang i dag.

En stor hankat står og stirrer på ham. Han har adskillige sår og skræmmer i hans rundkindede ansigt, og halvdelen af hans højre øre mangler.

  - ”Du kommer vist ikke heroppe så ofte. Skal vi ikke aftale, at det også bliver sådan i fremtiden?”

Demos går langsomt baglæns, stærkt intimideret af vildkatten.

  - ”Æhem... Joeh... 'Heroppe' siger du!? Jeg var ellers sten sikker på det her var en heste boks. Der kan man bare se. Vi begår jo alle fejl engang imellem”

Demos er så optaget af sine undskyldninger, at han ikke opdager lemmen bag ham.

Før han ved af det, forsvinder gulvet under ham, og han tumler ned af stigen.

Der lyder et ordenligt bump, og høet drysser ned om ørene på ham! Den store hankat kigger hånende ned på Demos der ligger og ømmer sig.

Alle staldens dyr stirrer på ham, efter det store brag. Han halter hen til en tom papkasse der engang havde været tomater i, mens et par rotter står og fniser henne i hjørnet.

 

 

Solen er for længst gået ned, og det er ikke lykkedes for Leo at finde nogen form for ly.

Det har været en spændingsfyldt dag, så der går ikke lang tid før han for alvor bliver træt, og er nødt til at ligge sig midt i græsset.

Der lyder nogen svage pivelyde fra græsset, som distraherer Leo en smule. Han prøver at ignorere dem, ind til han omsider falder i søvn.

 

Pludseligt sidder Leo i et lille lyserødt værelse. Han er ikke særlig stor; omkring samme størrelse, som den enøjede dukke, der sidder på dukkestolen ved siden af ham. Rundt om det lille bord, sidder der en gammel udvasket tøjkanin, en plysset bamsebjørn, og til allersidst en lille pige, i en fin babyblå kjole med sløjfe og strutskørt.

Hun hælder vand i deres bitte små tekopper, en efter en, og lader som om det er rigtig te. Først en lille skvis til Hr. Bamse. Så en lille sjat til Kaninus.

  - ”Vil du have sukker til?”

spørger hun kaninen, før hun går videre til den gamle dukke.

Da hun når til Leo, bemærker han, at han slet ikke har nogen tekop. I stedet begynder den lille pige, at hælde den falske te over hovedet på ham.

 

Leo vågner med et spjæt. Det er begyndt at regne.

Han rejser sig op, og kigger sig om efter ly. Men nu er det for alvor blevet bælgragende mørkt. Det eneste han kan se, er et svagt lys i natten. Han føler ikke, at han har andet valg, end at følge lyset.

 

Da han kommer tættere på, ser han at lyset kommer fra en lille auto-camper. Den står parkeret i nærheden af nogen burvogne, og en lille indhegnet mark.

  - ”Hvem er nu det der lurer i mørket?”

kommer det fra den lille mark. Et gammel æsel træder frem i det blålige lys fra en elektrisk fluelampe.

  - ”Dig har jeg da vidst ikke fået hilst på før. Er du ny her i cirkusset?”

  - ”Undskyld, hvad? Cirkus...?”

Leo er meget forvirret. Han har hørt om cirkus før, men han havde nu forestillet sig noget andet.

  - ”Ja, vi er godt nok pakket ned for denne sæson, men det bliver da spændende at se, hvad dressøren kan nå at få dig lært inden næste sommer”

Leo er lige ved at åbne munden, men når ikke at sige noget, før han bliver afbrudt af det begejstrede æsel.

  - ”Jamen dog! Hvor er jeg uhøflig! Jeg har slet ikke introduceret mig selv. Jeg hedder Jack. Du skal da også have hilst på resten af flokken. Jamen minsandten, der kommer gederne jo! Så kan du jo lige sige hej”

Pludselig kommer der tre geder gående hen mod dem. Den med de korteste horn opfører sig utrolig besynderligt, og går med et meget stift fremadrettet blik. De to andre kan kun kendes fra hinanden, fordi den ene, som de eneste af de tre, har en hvid plet i panden.

Geden med pletten nærmer sig Leo, og kigger forundret op på ham.

  - ”Næj, va nu det for naue? Det da en kjøn hæst, den der.”

Geden kigger en enkelt gang over på æslet Jack.

  - ”Hva, er det en kjærst elle wa? Den ha a da ét set før”

Æslet ignorer hånen. Leo ligner et stort spørgsmålstegn.

  - ”Hils på Jæn og de andre geder.. De er fra sønderjylland

hvisker Jack hentydende til hesten. Selvom Leo er en smule lost, vil han helst ikke virke uhøflig.

  - ”Øhm, jo. Godaften Jæn. Det er hyggeligt at møde dig, og dine to venner”

   - ”Vænne? Næh do, det min tuo brøjre, Træ og Tuo. Sai pænt godaw”

Den ene ged nikker hilsende til Leo. Den anden stirrer fortsat ud i luften.

  - ”Hvis jeg har forstået dig ret, så hedder I Jæn, Tuo og Træ... Altså, som i En, To, Tre?”

  - ”Hva mene do? Næj, altså æ hedde Jæn, og ham der over hedde Træ. Do ve, som i de der høj naun me grøen blae å. Og så e der Tuo, han er lit speciel... ”

Jæn rykker tættere på Leo. Leo bukker hovedet ned så geden kan hviske ham i øret

  - ”Han trur han ka bli åsynli hvis han bar lar vær me å tænk å noe... Han har ik brugt si hoved de sist 3 år...”

Geden ryster bekymrende på hovedet. Leo er endnu mere forvirret end han var før han mødte æslet. Han havde ikke forventet at støde på et cirkus, og endnu mindre havde han forventet, at møde en ged der tror den kan blive usynlig.

  - ”Jeg hedder forresten Leo. Jeg undskylder jeg sådan kommer brasende på denne måde, men sandheden er at jeg slet ikke er en cirkus hest. Jeg er en rideskole hest”

Han kigger sigende på sadlen, der stadig sidder om maven på ham.

  - ”Jeg tænkte om jeg kunne få lov til at søge ly for regnen hos jer i nat?”

  - ”Jooeh da! Der e alti plas til jæn te. Me o min brøjre har et lille skur derover”

Geden nikker hen mod skuret, og følger Leo derover. Det overrasker ikke Leo, at det er et meget lille skur. Han trækker på skuldrene. Det er bedre end ingenting, og regnen er ved at tage til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...