En Blå Hest

En historie fuld af håneligt vrinsk, snobbede snuder, sønderjyske geder, og en høflig krage.
Dette er IKKE din typiske heste/pony fortælling.

19Likes
20Kommentarer
1617Visninger
AA

1. En flugt

Det er svært ikke at nyde tilværelsen på den lille rideskole. Solen står højt på himmelen, og græshopperne synger i kanon i det høje græs. Her nyder mange dyr den landlige idyl... Alle på nær Leo. Han drømmer derimod om, at komme væk.

Mange ville have sagt, at Leo er en utrolig flot hest. Han har den smukkeste sorte pels, med et skinnende blåt skær, hvilket gør ham ualmindelig populær hos de unge rideskole piger. Men flokdyr ser ikke kønt på de som er anderledes, og den popularitet, som han har hos de små piger, mangler han i høj grad blandt de andre heste.

 

Leo står af og til i sin boks, og glaner op mod det lille tv, der hænger på væggen i stalden. En gang imellem sender de optagelser fra hestevæddeløb, og det vækker altid stor begejstring. Især hos Leo.

  - ”Tror du virkelig en lille kejtbenet pony som dig nogensinde ville have en chance, i sådan et ræs?” lød det fra en af de andre bokse. Det var som sædvanlig Callisto, rideskolens største og stærkeste hingst, som aldrig havde noget bedre at give sig til, end at håne Leo.

Pludseligt afbrudt i sin dagdrøm, kigger Leo en smule forskræmt på Callisto. Før han når at få et ord indført begynder Nikki i Callisto's nabo-boks, at vrinske nedladende

  - ”Jaha! De ville da aldrig lade en My Little Pony være med i et væddeløb... Blå heste hører til i børneprogrammer, tnøhøh”

Leo ved, at det ikke kan betale sig, at svare dem igen. Det har alligevel aldrig gjort nogen forskel.

Irritabelt vender han sig et par gange rundt i sin boks, da han pludselig får øjenkontakt med Tulle, som bor i boksen ved siden af.

  - ”Tag dig ikke af de bøller, kære Leo. Imorgen bliver en god dag. Så skal vi ud i skoven og gå. Det er så hyggeligt. Og hvis vi er rigtig heldige, så kommer vi måske også ud at græsse!”

  - ”Jeg er ligeglad med græs, og jeg er især ligeglad med skoven. Jeg hører ikke til her...”

Tulle sukker dybt. Hun ved at Leo er urokkelig på det punkt. Nogen gange er det bare som om han drømmer sig så langt væk, at hun slet ikke kan nå ham og få ham med ned på jorden igen... sammen med hende.

 

På en halmballe i det nærmeste hjørne sidder der tre katte. De sladrer som var de høns; bagtaler og fniser som små skolepiger, mens en semi-langhåret kat passerer dem.

  - ”Har I hørt, ham der … hvad er det nu han hedder..? Demos! Ja, ham der Demos går rigtig storsnudet rundt og blærer sig med at være en ægte racekat! Hvad er det lige han skal forestille, altså?”

  - ”Nå ham! Ja, han siger at han er fra et kuld af en ægte norsk skovkat. Men jeg kender en fyr, der har fortalt, at hans mor var en skravlet huskat med skab”

   - ”Det kan da også være lige meget hvad han er. Jeg har aldrig set ham fange én eneste mus eller rotte... Ikke engang en hestebremse gider han fange!”

Den semi-langhårede kat kigger fornærmet op på dem. Der er tydeligvis ikke plads til Demos på halmballen. Sådan nogen kilder alligevel også i måsen. Han spankulerer videre ned gennem stalden, og spotter en heste-boks der ser tom ud. Det er lige præcis det han har brug for lige nu; masser af plads, og ingen ignorante sladdertanter til at forstyrre ham.

Han ligger sig godt til rette i det bløde hø, og i samme øjeblik som han lukker øjnene med et saligt smil på læben, bliver han afbrudt af en lavmælt mumlen.

Der var alligevel nogen i boksen, for i det fjerneste hjørne lå Leo og lagde planer for sig selv.

  - ”Hmpf.. Ja, det her er i hvert fald ikke stedet hvor man kan finde anerkendelse... Og forståelse, mindst af alt. Jeg kan ikke blive ved med at være her. Jeg må finde 'nye græsgange' som man plejer at sige.. Ja, det er præcis det jeg skal. Væddeløb er min drøm, og det kan ingen tage fra mig!”

  - ”Ehem! Undskyld mig. Men kunne jeg eventuelt få dig til at tænke lidt lavere.. inde i hovedet? Jeg prøver at få lidt ro her, hvis du ikke har noget imod det”

… lød det fra katten i høet.

Leo stirrer en smule forvirret, og også lidt forskrækket på Demos. Han havde ikke regnet med der var andre i nærheden. Men Leo, der var blevet lidt mere modig efter sin egen peptalk, vælger for en af de første gange i sit liv, at svare nogen igen:

  - ”Faktisk, nu når du siger det, så har jeg faktisk noget imod...”

  - ”Det kan godt være, men det interesserer mig ikke. Indre tanker min ven, indre tanker.”

En smule mundlam ligger Leo sig alligevel til ro. Mørket er ved at falde på, og alle rideskole eleverne er forlængst blevet hentet af deres forældre.

~

  - ”Godmorgen min kære Leo!”

Både Leo og Demos vågner med et sæt, og kigger op. Tulle står og glor på dem fra sin boks, med et begejstrede ansigt.

  - ”Børnene er på vej. Vi skal ud og trave i skoven. Husker du? Det er jo så hyggeligt”

Leo strækker sig dovent og gaber, indtil han pludselig kommer i tanke om sin plan.

I dag bliver dagen hvor han stikker af, og får den frihed han for alvor fortjener.

 

Skoven ligger ikke langt fra rideskolen. Alle hestene går på stribe, og Leo skridter bagerst med Tulle lige foran. Tulle fortæller lystigt om, hvor dejligt skovens fugle synger i dag. Men Leo lytter ikke. I dag er det lille Trine der er Leo's rytter. Hun er ikke den mest erfarne rytter, og selv de mest robuste ponyer, taler af og til om, hvor hårdt hun sparker dem i siden.

Endnu engang bliver Leo mindet om, at han ikke hører til her.

  - ”Nej, har du set Leo! Det er da en rævegrav, er det ikke? Ej hvor finurligt, jeg vidste slet ikke der boede ræve i den her skov. Der kan man bare se.”

 

Hvad Tulle ikke ved er, at Ræven har boet i denne skov længere end nogen kan huske. Ikke engang Kronhjorten, skovens stolthed, ved helt med sikkerhed hvor gammel Ræven faktisk er.

Men på skovens bedste udsigtsbakke, sidder Ræven, med overblik over hestene, der marcherer nede på stien. Det er Rævens ugentlige højdepunkt. Han sidder betaget med store øjne, og stirrer på de prægtige dyr, indtil en krage lander på grenen ved siden af ham.

  - ”Goddag Hr. Ræv. Fru Hind fortalte mig, at De var at finde heroppe.”

Ræven smiler for sig selv, og kigger velvilligt op på den sorte fugl.

  - ”Selvfølgelig er jeg at finde her. Det er jeg jo hver uge.”

Han vender blikket tilbage mod hestene. Der bliver en kort pause. Kragen kigger med i samme retning, men han er ikke helt sikker på, at han forstår, hvorfor de nu begge stirrer på hestene. Langsomt forsvinder flokken bag træerne, en efter en.

  - ”Det er nu nogen flotte dyr, synes du ikke Krage? Det ærgrer mig at jeg aldrig rigtig har mødt en hest. Jeg er sikker på de er nogen fantastiske væsner.”

  - ”H-hvad? Har Hr. Ræv aldrig hilst på en hest? Jeg undskylder min ligefremhed, men jeg har nu ellers altid været i den tro, at Hr. Ræv kendte alle dyr i området. Selv de små mus, der burde frygte Dem af natur.”

  - ”Jeg er desværre ikke så berejst som du er, min kære Krage. Jeg har haft tid nok, men rideskolen har jo kun været der i 10 år, ved du”

Kragen kigger forbavset på Ræven, men undlader at fortælle, at han selv kun er knapt 3 år gammel.

 

Nede på stien, er Tulle begyndt at snakke om blomster. Leo er utrolig uinteresseret, og begynder langsomt, at sakke bagud. Tulle bemærker intet, og fortæller fortsat lystigt om, hvordan mælkebøtten er en utrolig misforstået plante.

Hun bemærker heller intet, da Leo pludselig begynder, at gå baglæns. Leos rytter bliver frustreret, og sparker ham i siden som en gal. Resten af flokken forsvinder langsomt ud af syne, mens Leo bliver mere og mere ustyrlig. Trine når knapt nok at råbe efter de andre, før Leo vender om, og begynder at galopere i den modsatte retning. Leo forlader stien, og styrter ind i den tættere del af skoven.

Trine klynger sig desperat til seletøjet, mens små grene pisker hende i ansigtet igen og igen. Hun er for alvor ved at panikke, og ved ikke hvad hun skal gøre.

Men Leo er ligeglad med sin passager. Det eneste han kan tænke på nu, er hans kommende frihed.

Trine hiver alt hvad hun kan i tøjlerne, men Leo sprinter bare endnu hurtigere afsted, og efterlader store dybe spor i jorden. Små kviste knækker, og hans store postyr forskrækker næsten alle skovens dyr. Hjortene springer, fuglene flygter, og selv de små mus piler fra deres huller.

 

De når pludselig skovbrynet til den ene side; der er marker så langt øjet rækker. Trine ved knapt hvad hun skal tænke eller gøre, men før hun ved af det, tager Leo et skarpt sving ud mod markerne, og kaster hende af. Hun triller et par meter hen ad jorden, men er sluppet med knubs. Mens hun ømmer sig ser hun Leo's bagdel blive mindre og mindre ude i horisonten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...