Uden titel

Titel søges!

En sørgmodig fyr møder en lille pige en regnfuld aften, og påtager sig større ansvar end han troede han kunne håndtere. Men det er han ikke villig til at erkende.

1Likes
4Kommentarer
748Visninger

1. Novelle

Regnen falder tungere end nogensinde. Dråberne synes enorme, når de rammer vandpytterne som bomberne på Pearl Habour. Det er mørkt, og vinden tager til. I et halvt tildækket glasbur af et bus stoppested, sidder han og betragter sine gennemblødte bukseben. Nogen ville påstå, at hans bukser trængte til at blive lagt op. De er slidte og trævlede. Utålmodigt venter han på en bus der aldrig kommer. Kæresten smed ham ud for over en halv time siden, og i hendes øjne, er han sikkert allerede en ex. Fortid. Et udskud. En fejltagelse. Det er koldt, og han kender ikke byen ret godt. Mobilen bliver trukket op ad den dybe lomme. Våde kolde hænder forsøger at vække den. Klokken er 23:45. Forhåbningsfuldt og naivt checker han busplanen igen. Nej. Den sidste bus kørte for en time siden. Han begiver sig ud i den mørke og våde nat. Fuldmånens svage blålige skær bag et tykt lag af skyer, suppleres kun med enkelte gadelygter. Et par af dem blinker, og sitre. Det er en lille provinsby, og på denne hverdag har hele byen godt og vel sagt god nat, og slukket de varme glødende stuelamper. Kun regnens inferno af dråber der angriber vandpytter fylder byens tomhed. Han ved ikke hvor han skal hen. Han søger mod pigen han har såret, dummet sig for, og står pludselig foran hendes bygning. Alt lys er slukket. Han ved der intet mere er at hente der. Han vender opgivende om, gennemblødt og koldt. Vinden løjer af, og han tager sin hætte fra hættetrøjen på. Nu blæser vinden den ikke længere af. Måske skulle man skyde genvej til ingenting, igennem den mørke kirkegård. Han stikker sine kolde stive hænder ned i bukselommerne, og forsøger  at varme dem. Han forstår ikke hvorfor kirkegårde er så berygtede i natten. Han klamre sine hænder om det han finder i sine lommer. I den ene, hans mobil, snart død for strøm. I den anden, en hobbykniv han glemte at aflevere tilbage på jobbet. En hobbykniv? Han forvilder sig ind på en mørk allé, hvor de fleste gadelygter er gået ud. Regnens konstante pisken gør ham nervøs. Han kan hverken se, eller høre om der er andre end ham, på den næsten fuldkommen ubesøgte sti. Der er langt til noget han kender. Paranoidt forsætter han, og forsøger i hærdigt at berolige sig selv. Hvem ville skade ham, og hvorfor? Byen er så godt som død allerede. For enden af allén ser han lys, som en døende ser lys for enden af tunnelen. Der er en vej og et fortorv. Før han når at træde ud af mørket, ser han en lille skikkelse. Adrenalinen sendes i et sus ud i hele hans krop, og et kort øjeblik sidder hans hjerte helt oppe i halsen og banker intenst. Han træder et lille skridt frem, og står helt stille for at holde øje. Ud fra gadelygtens blinde vinkel, dukker et lille menneske op. En lille lyshåret pige, trods hårets mørke våde tilstand. Han skyder hende til at være omkring 7 år gammel, og på ryggen har hun en kæmpe af en firkantet skoletaske. Lyserød, med små sommerfugle. Sørgmodig, frustreret og ingen skygge af håb i hendes øjne, står hun forvirret i gadelyset. Hun ser sig omkring, og får øje på ham i mørket. Synet af hans ansigts karaktere optegnet af svag lys fra vandpytternes reflekterende lys, står hun stivnet og bange. Adrenalinen pumper løs helt ud til fingerspidserne. Hun ved ikke hvordan hun skal reagere, men noget tyder på hun ikke har set et menneske i nogen timer. Regnen har snart ædt hende op levende. "Hvor er du på vej hen? Og i det her vejr?".  Han træder stille frem i lyset, og viser tegn på venlighed. En smule lettet svarer hun grådkvalt, at hun er faret vild. Hendes forældre er tilflytter, og hun kender ikke byen. Værende langt over dobbelt så gammel som hende, føler han et ansvar for at følge den lille pige hjem. Han har følt sig som et ansvarsløst svin de sidste par timer, og nu må det være tid til at kompensere, og gøre godt for den følelse. Han er superhelten i den mørke onde nådesløse regn. Pinlig forsøger han at benægte den sandhed, at han kender byen lige så lidt som hende. Så han må improvisere sig frem. Næsten ingen ord bliver vekslet, disse to individer imellem. Pigen er bange, og han har en facade der ikke må knække. En facade der er bygget op for en lille pige, der knapt aner det. Måske er facaden i virkeligheden til for at narre sig selv. Efter næsten en halv times sjasken i den våde nat, i jagten på at finde slet ingen ting, spørger pigen skeptisk til hans kendskab af byen. Han benægter alt. Han vil være dagens helt i skysovs, og end ikke pigen, eventyrets prinsesse, skal pille ved den titel. Selvfølgelig ved han hvor de er på vej hen! Det er lige henne om hjørnet. De skråner over vejen til den anden side, og krydser en mindre flod af en vandpyt. Han marchere ubemærket afsted, da den lille pige snubler og lander kropslangt ned i vandpytten. Hans tålmodighed og maske er ved at krakelere. Han kan ikke klare hendes gråd, hendes jamren. Han ser tydeligt tårene på hendes kind, fra dråberne fra regnen på hendes ansigt, som to kontraster fra hinanden. Han hiver hende hårdt op, og påstår at vejen hun efterlyser ikke er så langt herfra. De bevæger sig ind på en næsten tusmørk blind vej, og pigen bliver mere og mere frusteret og tvivlsom. Hun klager over smerter i sit knæ, og en kæmpe hud afskrabning på sin ene hånd. Han mager det ikke længere. Om lidt begynder hun at tude, og hun vil vække hele nabolaget. Regnen stilner af, men pigen snøfter mere og mere højlydt, for hvert skridt de tager. Han hører hver snotklat svinde op i hendes næse, højere og højere. Han varmer hændernde i lommmen, og lader hende tage føringen. Skyggerne bliver længere og længere, og snart er der ikke en hånd at se for sig. Regnen stopper næsten helt. Pigen stopper forvirret op, snøfter en sidste gang, og forstår ikke hvorfor hun går forrest. Hun kender jo ikke vejen. Han træder tæt op af hende bagfra, og ligger sin kolde klamme hånd på hendes kind da han står helt op ad hende. Hun håbede inderligt på en trøstende kærtegn i lang tid, og snøften stopper helt, sammen med den resterende smule regn. Men det er ikke et kærtegn. På mindre end et split sekund, bliver hånden på kinden, til grebet på hendes hoved og løft op i hagen, og en ny og ubrugt hobbyknivs tynde blad, åbner den lille piges sarte og blege strube vandret. Begge bliver ramt af deres livs største chock, og hele kroppen fryser, mens hjertet galopere. Skyernes blokade svinder bort fra fuldmånen, og pludselig lyser den mørke vej en smule op. Hun falder til jorden med et bump. Han kigger chokeret og målløs på den lille piges sidste rallende lyde. Hvad har han dog gjort? Hvad kan han dog gøre? Redde hende? Nej! Han vil ikke tage ansvaret, han kan ikke tage straffen! Desuden er hun en 'goner'. Hobbyknivens blanke blad bliver trukket ind igen. Lyden af dens riblende slide tilbage i dens plastik hylster, synes højere og mere intenst end nogensinde før. Han gjorde det hurtigt og clean. Der er ingen blod. Måske klarer han den. Skrækslagen af den livløse pige på jorden, træder han tilbage, hurtigere og hurtigere, for til sidst at vende sig om, og løbe diskret derfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...