Den sidste krystalprinsesse - Bind 1 i serien Krystalprinsessen

Dette er om en pige der hedder Miranda. Hun kalder sig selv for Mira. Hendes mor er på ferie i 3 uger så hun føler sig svigtet. Hun har en bror som hader hende og ikke vil kendes ved hende, der føler hun sig både svigtet og tilpas. Hun bryder signemlig heller ikke om ham. En dag finder hun en krystal på en strand og finder ud af at hun er en krystalprinsesse! De sejeste drenge på hendes skole er endda krystalprinser i hver sine farver! Hvad sker der mon?

10Likes
14Kommentarer
1688Visninger
AA

5. Skriget

Jeg var faldet i søvn i deres stue. Hvorfor ja da jeg prøvede at gå ud var døren låst. Jeg var helt udmattet og så endte det med sofaen. Man sover faktisk ret godt i den. Nå, men jeg var lige vågnet og strakte mig. Gik lidt rundt i stuen og betragtede nogle malerier. De alle havde den samme lille ting på hver. Krystaller. De alle var malet at Amatis brødrene. Den sidste og den største... Var mig? Altså man kunne se mit hvide hår, men ikke mit ansigt. Krystallen svævede foran mig og min lange hvide kjole. Jeg lå på en sky? Ja man kunne ikke se mine øjne, men munden jeg smilede. Hænderne var rundt tæt på at røre krystallen og den lyste stadigvæk. Jeg så ned på min. Den lyste og svævede op i luften foran mig. Jeg rakte ud efter den og en hånd tog hurtigt fat om den, "RØR DEN ALDRIG NÅR DEN LYSER FORAN DIG!" råbte en stemme. Jeg smilede. Det så sikkert dumt ud. Jeg mærkede noget ruske i mig før jeg kom tilbage. Det var Johan. Han havde taget min krystal i hånden af sig. Han lagde den forsigtigt rundt om min hals. Jeg nikkede til ham og så hen på døren. Han sukkede, "Den er låst fordi du ikke skal kunne komme ud..." sagde han. Jeg rystede på hovedet, "Hvad... Hvad med skolen?" spurgte jeg. Han så overrasket på mig, "Når ja... Det havde jeg helt glemt... Vi skal også til at afsted... Skal vi følges ad?" spurgte han med et smil. Jeg veg et skridt baglænds med et rystende hoved. Johan smilede og tog ved min uglede fletning. Hans krystal lyste og han jog den gennem mit hår. Det sad løst og det klædte mig faktisk godt. Det var ikke uglet mere og han smilede. Jeg gengældte hans smil og satte min uniform på plads. og kiggede efter min taske. Da jeg så hen på Johan var Jace der istedet. Han nærmest ramte mig med tasken i mit hoved, men han holdte den kun ud for mit ansigt. Angelica kom ind med en smart stil. Altså med håret sat op i en heste hale. Hendes røde hår var sat op i det. Det klædte hendes fregner ligeså godt som uniformen passede hende. Hun gik forbi Jace og kyssede ham på kinden, "Godmoren ... Storebror..." sagde hun og Jace så vredt på hende. Jeg tog tasken og gik ud. Ja jeg lige var kommet ud hørte jeg et skrig. Det kom inde fra huset af. Jeg løb ind. Blod over det hele Jace var indsmurt af det... Han havde et hoved i den ene hånd. Jeg veg baglæns. det var Angelica...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...